TIPBLADET - FODBOLD idag fredag: En længere nekrolog over fodboldjournalist JENS JØRGEN BRINCH, der blev bisat igår i Aalborg igår: __________________________________________________________ AF JES DORPH-PETERSEN. Da Jens Jørgen Brinch for 26 år siden blev gift med sit livs kærlighed Pia, forlod han festen undervejs for en stund – proppede en lille snegl i øret og tændte sin medbragte transistor-radio ude i et stille hjørne af garderoben. Brinch skulle høre, hvordan det var gået Chelsea FC i en fodboldkamp i England. Pia og Chelsea var nogenlunde lige vigtige i hans liv. Og det siger en del om, hvor umådelig højt, Jens Jørgen elskede sin kone. De nåede heldigvis at fejre sølvbryllup sammen sidste år. En, varm og lykkelig kærligheds-fest, der dog også havde en undertone af et farvel til livet. I weekenden døde en af Danmarks bedste fodboldkommentatorer nogensinde. En af dem, der ikke sad bag mikrofonen for at lancere sig selv – men for at lancere fodboldspillet. ”JJ” blev 57 år, og kæmpede sine sidste 8 år med en forbandet kræftsygdom. Men han klynkede aldrig. Jens Jørgen kæmpede stolt, stædigt og modigt for sin tilværelse. Mellem de over 60 kemobehandlinger og de 7 store operationer, vendte han altid tilbage til det sted, han mest elskede at være: på stadion. Fodbolden var i den periode hans trøst – det fik ham til at glemme sygdommen, sagde han selv. Og den sidste gang, de fleste så ham, var naturligvis også i sportens verden: Da en smilende, men umådelig træt og tynd Jens Jørgen Brinch kæmpede sig til reception for Aab’s store leder Lynge Jakobsen i slutningen af maj. JJ blev født som husmands-søn fra Give på Vejle-kanten i 1955 – allerede dengang fik han sin enorme interesse for fodbold. Han fræsede på cykel og knallert til alle VB’s hjemmekampe på anlægget i Nørreskoven. Senere kom Tipslørdag med engelske kampe i fjernsynet, og her tabte drengen sit hjerte til The Blues – det klassiske, smukke Chelsea-hold med spillere som Peter Osgood, Alan Hudson og Peter Bonetti. Da han i 1980 blev optaget på Danmarks Journalisthøjskole, var det blandt adskillige unge, samfundsbevidste medstuderende, som mente, de skulle ud og vælte regeringer og afsløre korruption. Men ikke Jens Jørgen: ”Jeg vil lave sport”, sagde han og fik da også naturligvis praktikplads på DR-Sporten. I 1981 hørte vi hans skarpe, præcise jyske stemme for første gang i radioen, og de fleste i branche spottede, at her var noget stort på vej. Jens Jørgen var ikke alene umådelig behagelig og sjov som kollega, han vidste også mere om fodbold end de fleste af de udlærte kolleger. Meget mere. Og han formulerede sig fremragende – ingen ”øh’er” og ”hva-hedder-det”. Sprog-eksperter har endog siden betegnet Brinchs røst og ordvalg som ”guddommelige”. Et ord, han selv kunne finde på at bruge om en lækker detalje nede på græsplænen. I øvrigt ved vi kendere af fodbold, at ingen kunne sige ordet ”straffesparksfelt” hurtigere end Jens Jørgen – og stadig tydeligt. Hans mund var i stand til at udtale ordet i én stavelse: noget i retning af ”straaafspfelt”. Det lød godt. Under studierne i Aarhus var han ikke den, der gik tidligst hjem fra midtbyen – heldigvis. For en sen nat på diskotek ”Locomotion” nede bag banegården, stødte han ind i en smuk, mørkhåret, brunøjet kvinde ved baren. Hun blev lokomotivet i resten af hans liv: Pia Solholt, som også gav ham datteren Sara, der i dag er 26 år. Jens Jørgen beundrede og forgudede sin familie… han og Pia boede hele deres fælles liv i Jylland, som derfor også blev hans base for arbejdet på Tipbladet, Danmarks Radio og de seneste år hvor han var en elsket fodboldkommentator på TV 3. Brinch skyndte sig altid hjem til hustru, datter, vovse – og fodbold på fladskærmen, naturligvis. Han var en ”hjemme-mand” med ternet skjorte, bløde sko og kasket, når han luftede hunden ”Kalle”. Jens Jørgen var hyggelig på den jyske måde, men han var også en fremragende ironisk taler og en stor entertainer, når der var øl, vin og venner. Jens Jørgen kunne godt lide at optræde – eller formidle er et bedre ord - for han stræbte slet ikke efter at blive en landskendt tv-berømthed. Tværtimod. Han dyrkede aldrig populariteten, men levede godt i den relative stilhed, man nu kan have som kommentator for verdens mest populære sport. Og en, der turde tale autoriteterne imod. Jens Jørgen var aldrig bange for hverken sine chefer eller de store stjerner, og han gav således de fleste seere et chok, da han efter en elendig landskamp i 1993, hvor Danmarks største spiller gennem tiderne blev skiftet ud, spurgte netop Michael Laudrup direkte i tv: ”Dagens præstation vil nok igen puste liv i debatten om din tilbagekomst til landsholdet er positiv for dansk fodbold. Hvad er din kommentar til det?” Den slags havde ingen andre turde udsætte ikonet Laudrup for – hans evner spurgte man ikke til. Brinch lagde sig også ud med adskillige trænere – blandt andet udvandrede Richard Møller Nielsen fra et interview – men han kunne tillade sig at være hård og direkte – også når han kommenterede fodboldkampe live. For Jens Jørgen var ekstremt faglig stærk på og om fodbold, så han kunne altid begrunde sine skarpe holdninger. De fleste kender naturligvis Brinch fra radio og tv, men han var også en både giftig og velskrivende avis-journalist. Han arbejdede i flere lange perioder på Tipsbladet – både, da redaktionen lå ovenpå en friture-duftende grill-bar på Steengade i Helsingør – og senere i Aalsgårde og København. I en årrække var han også bladets Jyllandsredaktør – med en omfangsrig dækning af landsdelens fodboldhold, som man sikkert stadig er tilfreds med – ikke mindst i Vejle og Aab. Han elskede alle fodboldhold, men ikke mindst de to. Og så dem fra Stamford Bridge – The Blues. Og mens han selv var en helt ekstremt dårlig fodboldspiller – hans motorik på plænen fik ham til at ligne Robocop på gadepatrulje - var Jens Jørgen fænomenal i de blandt mænd så velkendte og elskede late-night-quizzer, hvor man sidder i en rundkreds om et bord, indtager alkohol og dyster på totalt nørdet fodboldviden: I en sådan finale blev Brinch for eksempel spurgt: ”Hvad var navnet på den græske back, som Preben Elkjær rundede, da han scorede 1-0 målet i den afgørende EM-kvalifikationskamp i 1983?” Brinch vandt quizzen på sekundet efter at svare: ”Karoulias – er der også nogen svære spørgsmål?” Netop den lykkelige aften i Athen i 1983 var en af Jens Jørgens store i dagene på Danmarks Journalisthøjskole, hvor han så kampen sammen med den inderkreds af studerende holdkammerater, der havde fodbold som tilværelsens centrum – Jens Jørgen var guruen i selskabet, og ham, hvis værelse på Grundtvighuskollegiet stadig var udsmykket med drengetidens fodboldplakater. Og der, hvor han sad i wekeenden hen over skrivebordet, IKKE for at terpe pressejura, men for at følge med i engelsk fodbold på den førnævnte transistor-radio. Ham, hvis skæg allerede dengang som resten af livet var veltrimmet og rødt – bortset fra en enkelt weekend nogle år senere, hvor Chelsea skulle spille en vigtig pokalfinale. Da farvede han naturligvis skægget blåt. Hans humør var altid højt, og hans humor både positiv, selvironisk og knastør. Og så var han virtuos og sjov, når han talte i vores fjernsyn. Det var Jens Jørgen, der opfandt det nu legendariske udtryk ”Han er ikke den hurtigste knallert på havnen” – om en AaB- spiller, som Brinch ikke mente, tænkte sig godt nok om på banen. Det er ikke forkert at kalde ham den fagligt og sprogligt mest velfunderede sportskommentator i nyere tid. Men i den bredere befolkningen lå Jens Jørgen Brinch som kommentator måske lidt i skyggen af et par af de kolleger, som han i øvrigt alle var venner med – blandt dem Carsten Werge, som Brinch faktisk hjalp ind som landsholdkommentator på Danmarks Radio engang. Det skyldes i hvert fald ikke, at han var dårligere ved en mikrofon. Mere, at han sjældent blandede sig selv ind i kommentarerne og derfor ikke slog så mange larmende slag med sin verbale hale. Hans mantra var, at kampene gik frem alt andet. Det handlede om begivenheden. Han hvilede i sig selv og var bundseriøs – for ham var en fodboldkamp et stykke vigtig historie. Og den elskede han at fortælle. På stadion. Når han tog til kamp søndag morgen, var der lys og glød i hans øjne.. helt til det sidste. Natten til lørdag sov han ind – alt for tidligt, selvom han heldigvis nåede at se Chelsea vinde Champions League sidste år. Den sejr betød faktisk meget for hans tilværelse. Og at fodbolden for ham var selve livet – sålænge det varede – så vi venner, der besøgte ham på hospitalet i Aarhus for 8 år siden, kort før han skulle have sin første store operation. Jens Jørgen lå i sengen og larmede mest over, at man ikke kunne se TV 3+ på sygehuset, for der var Champions League-finale dagen efter. Heldigvis fik Werge og Lassen, et par kvikke kolleger fragtet en parabol til hans sengeafsnit – og Jens Jørgen så den store kamp. Trist og uretfærdigt, at han tabte den sidste. Alle, der elsker fodbold, vil savne dig umådeligt. Og alle os, der kendte dig endnu mere. Men vi ved, du sidder deroppe i din blå trøje og følger med…
Posted on: Fri, 28 Jun 2013 07:00:23 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015