-Ramadanens fortrinligheder Fasten er en bod for ens forrige synder Den hellige Profet (sallallahu ’alayhi wa sallam) har fortalt: Berettet af Abu Hurayra (radi Allahu ’anhu) som sagde: Allahs Sendebud (sallallahu ’alayhi wa sallam) sagde: »Den som faster i Ramadanen med iman (tro) og ihtisab (selvransagelse), hans forrige synder vil blive tilgivet.« I denne hadith er der for fasten og natbønnen (qiyam) i den velsignede Ramadan-måned, fastsat en betingelse om iman og ihtisab. Med dette menes, at man faster og står i bøn i den hellige Ramadan-måned i den tilstand, at han tror på og bekræfter (tasdiq) alle anliggender etableret fra Allahs Sendebud (sallallahu ’alayhi wa sallam) og har troen på fastens påbud (fardiyya). En sådan faste vil blive kaldt en faste med iman (tro). Ihtisab betyder, at man fastede med ønske om belønning (talab al-thawwab) fra Allah (subhanahu wa ta’ala) eller med oprigtighed (ikhlas) og udviste tålmodighed (sabr) og opretholdte konstant selvransagelse (muhasabat al-nafs). Den person, som i tilstand af iman og med ihtisab holder fasten i den hellige Ramadan og står i bøn om natten, får tilgivet alle sine små synder (saghair) og der kan gøres håb om tilgivelse om af de store synder (kabair) eller at deres byrde lettes, dvs. lempelse i straffen for de store synder. I en beretning optræder følgende ord: ’Abd al-Rahman bin ’Awf (radi Allahu ’anhu) beretter fra Allahs Sendebud (sallallahu ’alayhi wa sallam) som sagde: Den, som opretholder natbønnen i Ramadanen med iman og ihtisab, forlader sine synder (og bliver ren), som dagen, hvor hans moder fødte ham. For den fastende er der to glæder Den hellige Profet (sallallahu ’alayhi wa sallam) har fortalt: For den fastende er der to glæder, som hans frydes af. Når han bryder fasten, glædes han og når han møder sin Herre (rabb), vil han være lykkelig over sin faste. Den ene glæder får opnår den fastende, når han efter en hel dags sult nyder velsmagende mad. Den anden glæde, vil han, i henhold til Sendebudets (sallallahu ’alayhi wa sallam) ord, få i det Hinsides når han belønnes med den største velsignelse i form af synet af Allah, dvs. at kunne se Allah. Utallige hadith peger på, at i det øjeblik, hvor en martyrs sjæl er ved at forlade kroppen, ser han Allah (subhanahu wa ta’ala). Af beretninger fremgår det, at når Allah vil spørge Paradisets folk om der mangler noget i Hans Paradis, vil de spontant udbryde: »Oh Allah, i Dit Paradis findes enhver (tænkelig og utænkelig) velsignelse«. I et hjørne vil martyrerne med ubevægelighed på læberne sidde i en tilstand af rastløshed og bekymring, hvis spor vil komme til syne deres ansigter. Når der bliver spurgt om årsagen for deres længsel og tavshed, svarer de: »Oh Allah, der er umiddelbart intet som mangler i Dit Paradis, men der er en ting hvis fravær er hårdt for os.« Adspurgt hvad det er, vil svaret komme: »Oh vores Herre, den nydelse og sødme vi smagte, da ved ofringen af os selv i Dit navn kan vi ikke finde i Dit Paradis. Gid, vi blev sendt tilbage til jorden så vi igen kunne stræbe i Din vej og for Dig præsentere vores liv, som ofring og derigennem igen opnå nydelsen ved synet af Allah.« Den fastende vil i det Hinsides blive belønnet med den så utænkelige store velsignelse, som en martyr i ønsket om at opnå vil foretrække at betale med sit liv gentagende gange. Den fastendes belønning Berettet af Abu Hurayra (radi Allahu ’anhu), som sagde: Allahs Sendebud (sallallahu ’alayhi wa sallam) sagde: Enhver handling som et menneske udfører, (dens belønning) forøges så meget Allah vil (fra ti op til 700 gange). Allah (subhanah wa ta’ala) siger: »På nær fasten, for den er til Mig og Jeg vil selv give belønne for den.« Åbningen af Paradisets døre og lukningen af Helvedets Berettet af Abu Hurayra (radi Allahu ’anhu) som sagde: Allahs Sendebud (sallallahu ’alayhi wa sallam) sagde: Når Ramadan-måneden kommer, bliver Paradisets døre åbnet og dørene til Helvedet bliver lukket, og satanerne bliver lænket fast. At dørene til himlen åbner er i overført betydning (kinaya). Med det menes der, at Allahs nåde øser ned, gode handlinger når op uden når forhindringer i vejen og bønner (du’a) accepteres. At dørene til Paradiset åbnes betyder, at folk i Ramadanen får tawfiq til at udføre gode gerninger, som bliver årsag til at opnåelsen af Paradiset. Og det at dørene til Helvedet lukkes betyder, at man bliver givet tawfiq til at gå væk fra handlinger, ville føre en til Helvedet, og det er at man går væk fra at begå store synder (kabair), og med velsignelserne af fasten, bliver de små synder (saghair) tilgivet. Lækningen og indespærringen af satanerne peger på, at det ikke lykkes dem at vildlede menneske, fordi de troende ikke accepterer deres visken. Det skylds, at det dyriske instinkt i menneske, som er årsagen til at vrede og lyst, bliver formindsket på grund af fasten, og det er netop vrede og lystfremkaldelse, som er årsag til at de største synder begås. Det fornuftige instinkt som leder til at man adlyder og udfører gode gerninger bliver forstærket på grund af fasten. Det viser erfaringen også; at der af de to (synder og gode gerninger) bliver udført færre synder og mere tilbedelse. Hvis denne udtalelse fortolkes i dens bogstavelige betydning, opstår der et spørgsmål om at nogle folk ses begå synder (i Ramadanen også). Hvis de forlader den ene synd, udfører de en anden. Svaret på dette er, at tegnet på satanernes indespærres er at de mange folk, som normalt er indegravet i synder, i Ramadanen ophører med disse synder, gør tawba (angrer) og vender sig hen imod Allah. De plejede ikke at bede, men de begynder at bede. De deltager i forsamlinger af Koran-læsning og dhikr (ihukommelse af Allah), som de ikke gjorde før. De synder, de tidligere udførte åbenlyst, holder de tilbage med. Men de folk, som ses handle modsat dette (dvs. ikke gå væk fra de forkerte handlinger), det skyldes at satanens visken er trængt dybt ind i deres indre og sjæle (nufus). Det er også muligt, som det fremgår af ordlyden af en anden hadith, at det satanernes ledere, som indespærres og ikke nødvendigvis alle satanerne. Det vil betyde, at det er satanernes leder (Iblis), som låses inde, men ikke hans undersåtter og agenter, som fortsætter deres arbejde. En anden ting er, at syndernes forekomst ikke udelukkende baserer sig på satanernes tilstedeværelse, fordi menneskets nafs (indre) er dets største fjende. Rayyan-døren er kun for de fastende Berettet af Sahl bin Sa’id (radi Allahu ’anhu), som sagde: Allahs Sendebud (sallallahu ’alayhi wa sallam) sagde: Sandelig er der i Paradiset en dør, som kaldes al-Rayyan. De fastende vil træde ind af døren på Dommedagen, og ingen andre end dem vil gå ind af den. Paradiset har forskellige døre i forhold til folks handlinger, sådan at den slags handlinger en person udfører på jorden, af den dør vil han gå ind i Paradiset. Hvad angår årsagen til navnet al-Rayyan, så skriver Muhaddith Mulla ’Ali al-Qari, at enten er det fordi den i virkeligheden er rayyan (dvs. pæn og blomstrende), da der løber en masse vandløb ved den og der er friske og saftige frugter og blomstrende planter i nærheden. På Dommedagen bliver der folks tørst slukket via disse og deres smag og modenhed vil vare evigt. Derfor vil ikke kun dem som faster i Ramadanen, men også dem, som holder frivillige faste i stor stil få ret til disse.
Posted on: Thu, 26 Sep 2013 21:51:26 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015