Af Anne Knudsen WEEKEND AVISEN Overlevelseskamp I forbindelse med strukturreformerne i det danske samfund endte amternes arvtagere, de fem regioner, i 2007 med sundhedsområdet som deres altdominerende ansvarsområde. De øvrige opgaver ligger i den økonomiske småtingsafdeling; de lukkede institutioner for ungdomsforbrydere, behandlingen af domfældte udviklingshæmmede og specialtilbud, navnlig undervisning, til andre handicappede. Men nu er sygehusområdet i færd med at udvikle sig, så det nok snarere bliver de fem supersygehuse, der kommer til at drive regionerne, end det bliver regionerne, der kommer til at drive dem. Og når tingene bliver så kæmpestore og koncentreret på så få enheder, er det nærliggende at forvente, at staten overtager opsynet med dem. Det er nemlig svært at se det parallelle organisatoriske system i regionerne håndtere og koordinere supersygehusstrukturen. Institutionernes anbringelse i enten det kommunale, det regionale eller det statslige system fremstår vel i offentligheden mest som spørgsmål om, hvor den demokratiske kontrol er størst, og hvilken ekspertise man kan mobilisere i den organisation, der »ejer« skolerne, hospitalerne eller motorvejene. Men i realiteten er der også helt andre forhold på spil; enhver organisation har sin egen overlevelse som allerførste prioritet. Det skyldes ikke ond vilje, men simple sociale logikker. At forestille sig en verden, hvor ens eget job, ressortområde og hele organisatoriske biotop slet ikke findes, er plat umuligt; i organisationskulturer bliver overlevelsen altid prioriteret højere end andre opgaver. Verden kunne utvivlsomt være et ganske lykkeligt sted uden regionerne; det var faktisk et forsøg værd. Regionerne har siden deres skabelse stået for en hæmningsløs industrialisering og djøfisering af sundhedsområdet. Det er virkelig svært at få øje på den demokratiske legitimitet, regionernes sygehuspolitik skulle hvile på. Og det er også svært at se, hvordan mere af den samlebåndsfilosofi, regionerne hylder, skulle kunne øge deres demokratiske troværdighed. Det er ikke lægernes og sygeplejerskernes skyld, at patienter i Danmark oplever kontakten med sygehusvæsenet som et upersonligt, absurd teater. Men det er regionernes skyld. Er regionernes eksistens således truet fra to kanter, er det ikke noget mysterium, at Danske Regioners formand Bent Hansen og hans organisation nu ønsker at bemægtige sig den primære sundhedstjeneste. Man vil ekspropriere den almene praksis, som i dag er det eneste led i hele sundhedssystemet, hvor udgangspunktet er patientens og ikke institutionens behov. OPgaverne, som man skændes om med speciallægerne i almen praksis, har slet, slet ikke en størrelse, der berettiger opsigelsen af aftalen mellem regionerne og lægerne. Det springende punkt er principperne for opgavernes fordeling; regionerne vil simpelthen dirigere private menneskers private virksomheder, blot fordi de køber ydelser hos disse private virksomheder. Hvis der ikke var en logisk forklaring derpå, ville man se det som ren og skær magtbrynde hos regionerne. Men der er en logisk forklaring; regionerne vil sikre, at der ind i evigheden vil være brug for deres organisatoriske niveau, som ganske vist ikke kan styre supersygehusene, men nok skal kunne tryne de enlige private erhvervsdrivende i almen praksis. Sekundære gevinster mangler heller ikke. Hvis det ikke lykkes at tvinge lægerne, kan regionen udvide sin egen biks med regionale klinikker, hvor cand.med.’er under uddannelse til speciallæger i almen praksis kan tvinges til at tage imod patienter; regionerne ejer uddannelsespladserne. Og på den måde vil regionerne gøre sig uundværlige på det helt lokale plan og forsøge at skaffe sig demokratisk legitimitet. Men de får brug for at strenge sig an, hvis borgerne i de fjernere udkanter skal begynde at mene, at det hele går bedre, når regionerne styrer. Foranledninger til at diskutere regionernes eksistensberettigelse kan man finde mange af, og den forhåndenværende lejlighed bør ikke gå til spilde. Regionerne leder efter en opgave at fodre deres organisationer med; dét er et godt tegn på, at de ellers ville være overflødige. Og hvis almen praksis på længere sigt skulle udvikle sig, så man skal betale for konsultationer ligesom hos tandlægen, så ville det formodentlig kunne sikre, at der fortsat i dette land vil findes lægehjælp, der ikke er organiseret som fabriksarbejde.
Posted on: Fri, 28 Jun 2013 12:20:18 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015