Al den stund man snakker om forstokkethed og totalitarismer, finder jeg det ironisk, når vores politikere beder os rette os efter "danske værdier". Jeg kunne vende mig om og sige, at det er meget "udansk", når politikere ter sig sådan, men det ville på samme måde forudsætte, at der var noget særligt "dansk", jeg så kunne pege på; en særlig opfattelse af kollektiv dyd, som vi kunne afstemme vore individuelle og personlige karakterbrister efter. Jovist får vi alt muligt indbanket ad skolens, dannelsens og underholdningens vej, men kan kulturelle værdier nogensinde beordres af højere myndigheder? Det tror jeg ikke. For magten stræber efter ensartethed; at reducere kulturel aktivitet til et enkelt mønster. Jovist findes der love, en historie, værdier, skrevne og uskrevne samfundsnormer, for ellers ville vi ikke kunne leve sammen, så forskellige som vi er. Men den fælles historie, de for alle gældende grundlove, love og værdier er ikke skænket som gaver fra oven; ofte er de resultatet af netop de modsætninger, der finder sted mellem en forstenet magt, og en flydende kultur, der hele tiden, bevidst og ubevidst, søger at bryde med de fra oven nedsatte rigide rammer og former. Men hvad med "danskheden"? Kan den gå tabt? Ja, det er en mytologisk størrelse, og den ændrer sig hele tiden. Det eneste den ikke kan rumme er stivnet magtfuldkommenhed. Vi har samfundsnormer, der er vigtige at værne om. Men vi har ikke patent på begrundelserne for at værne om dem.
Posted on: Mon, 08 Jul 2013 09:50:29 +0000
Recently Viewed Topics
© 2015