Debatindlæg af Jan Værnet, speciallæge i almen medicin, Amager - TopicsExpress



          

Debatindlæg af Jan Værnet, speciallæge i almen medicin, Amager Centrets Læger Til Folketingets sundhedsudvalg og sundhedsministeren. Regionernes indbyrdes kamp om lægernes arbejdskraft bør styres centralt, således at lægemanglen i yderområderne ikke forværres. Fakta: Ingen er uenige om, at der er stor mangel på speciallæger, specielt speciallæger i almen medicin, og at der i mange år er uddannet alt for få trods råd og advarsler fra lægeforeningen. Aktuelt er der så megen mangel på speciallæger i almen medicin (praktiserende læger), at der ikke kan skaffes familielæger (praktiserende læger) bl.a. til Region Nordjylland. Derfor er det et katastrofalt og groft forvridende tiltag, som Region Hovedstadens politikere vedtog i marts 2013. Speciallæger burde fordeles Region Hovedstaden vil pr. 1/1 2014 skabe et nyt behov og ansætte ca. 68 speciallæger, blandt andet speciallæger i almen medicin, i sit nye 1813- akuttelefontiltag i stedet for den nuværende, velfungerende lægevagt. Det er læger, som ikke findes, og hvis de fandtes, burde de skulle fordeles ligeligt, hvor der er behov for dem i de forskellige regioner. Det er et kæmpe problem, at Region Hovedstaden skaber dette kunstige og unødvendige behov. Derfor mener jeg, at Folketinget burde kunne gribe ind over for det straks for at beskytte de andre regioner mod denne ”konkurrenceforvridning”. Allerede nu, da planerne kun er udmeldt, kan man se virkningerne, da mange speciallæger i almen medicin undlader at søge job uden for Region Hovedstaden. Vigtig ekstra arbejdsindsats Region Hovedstaden vil ændre det ellers velfungerende lægevagtssystem ved at ”hjemtage det” modsat alle andre regioner, hvor det påhviler de praktiserende læger at passe lægevagten 16-08 alle hverdage og døgnet rundt i weekender og helligdage alle årets 365 dage. Det geniale ved dette system er, at det udnytter en ekstra arbejdskapacitet hos de praktiserende læger, der allerede har en praksis i regionen. Dette merarbejde, som de præsterer ud over at passe deres praksis, er de aftaleretligt forpligtet til. Merarbejdet, de yder, svarer til minimum 68 praktiserende lægers fuldtids årsarbejde år alene i Region Hovedstaden. Denne ekstra arbejdsindsats er meget vigtig i en tid med lægemangel. Dette arbejde fritager Region Hovedstaden som den eneste region i Danmark nu de praktiserende læger fra. Endvidere er det et tiltag, der er et ekstra incitament for yngre praktiserende læger til at søge til Region Hovedstaden, man kan nu få en praksis uden vagtforpligtigelse. Det vil være en lækkerbisken for læger, der har mindre børn, typisk yngre læger på vej til at købe en praksis. Fatale følger for yderområdet Derfor bør Folketinget gribe ind snarest, da der ellers frem til 1/1-2014 trækkes ca. 68 speciallæger til Region Hovedstadens nyetablerede stillinger som læger i deres 1813-system. Disse yngre speciallæger i almen medicin, som er en mangelvare og er uddannet i København, foretrækker at blive i Region Hovedstaden, hvor de er uddannet, og det får de rig lejlighed til med dette tiltag. Endvidere vil det trække læger til fra de andre regioner. Dette med den fatale følge for yderområderne, at man med sikkerhed vil se en markant nedgang i antallet af ansøgere til stillingerne, der slås op i yderområderne i Danmark; således vil der blive ekstra mange ”lægeløse patienter”. Folketingets rolle Derfor er konkurrencen mellem regionerne ødelæggende, og den bør reguleres centralt, så en region ikke kan ændre konkurrencevilkårene så fundamentalt uden godkendelse fra Folketinget, hvor der er politikere fra hele landet.
Posted on: Thu, 05 Sep 2013 07:37:01 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015