Den blå time på Frederiksberg... ADVARSEL-indeværende statusopdatering indeholde ubetinget kærlighed og forældrestolthed... For 2 1/2 år siden fulgte vi Alfred til karate for første gang. hans kropstonus var for lav. Han var totalt afslappet i kroppen, på et nivau hvor det påvirkede hans holdning. hans løb. han havde tendens til hybermobilitet. Karate var et valg. for at styrke ham. og kropstonusen. og det kræver indsats. nogle gange har vi måttet hive ham derhen, men det sidste år har han ikke bare gået selv. men gået med glæde. Hans ryg er rank. ikke kun fordi graderne kom, fordi han bestod både gult og orange bælte. men fordi det virker. dygtige trænere, en bedstemor der har fulgt ham tirsdage og torsdage når forældrene har lange arbejdsdage. men allermest fordi Alfred har lagt sig i selen, gjort en indsats, langstrakt og massiv, der nu har givet resultater. Han kan mærke det selv og man kan se det på ham. Han viser nu sine Kataer frem (serier af bevægelser, slag og parader) til både mormor og os andre. Han tager dem lige én gang til. og i lørdags var han til graduering igen. I mere end 30 minutter var de på gulvet. knoklede, slog og sparkede, flyvespark afløste armbøjninger, angrebsskrig gjaldede. og da de var igennem det, skulle de råbes op. Alfred som den første, måtte stå foran Sensei. En gut med 7. Dan (meget i den verden) og tage dommen: Alfred - 5. Que - Blåt bælte. Der græd hans far... lykke og stolthed.. Det er den blå time på Frederiksberg...
Posted on: Mon, 24 Jun 2013 22:44:41 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015