Digteren & Dragen (Del 2) Et snefnug er ikke noget som bare sker, det er ikke et fænomen som foldes ind i virkeligheder på et fundament af intethed. Først skal oceanet trække vejret ganske nænsomt og dernæst give slip på fnuggets væsen. For en stund vil havet strække sig og frigive de drømme som trænger til sol, vind og hjerte. Havets lange fingre vil række mod skyerne og det stille favntag vil, hvis vinden og forholdene ellers svinger synkront, føde et snefnug som derefter kan dale tilbage til udgangspunktet. Velvidende at alt er præcis som det skal være. Digteren følte ikke det som skete og lod sig blot rive med af de begivenheder som stille flød omkring ham. Der var ikke skyggen af modstand i den forbrændte poets system, der var blot overgivelse og et ekko af apati. Flammerne havde fjernet enhver rest af drøm og tilbage var den blottede kerne, det sårbare hjerte som blot ventede på det dræbende stik. Vandet omsluttede den faldne digter og ganske stille blev han trukket fra én uvirkelig virkelighed til en anden. Dragen brølede af sine lungers fulde kraft og satte et angreb ind som havde til formål at udslette enhver rest af poeten. Blændet af had, og drevet af raseri, satte den i gang. Flammehavet rullede mod resterne af den forkullede skikkelse som sad op af det sortsvedne træ. Alt det som tidligere havde været en frodig oase, stod nu i lys lue. Dragen smækkede kæberne sammen om poeten med et brag og hvor bæstet havde forventet smagen af døde drømme, bittert nederlag og salte tårer, da blev dragen mødt med en ganske anden smag. Poeten var blevet til aske og alt det som havde været med til at gøre poeten til nomade, havde forladt den ødelagte virkelighed. ”Hvor er jeg?” Spurgte poeten og blev overrasket, da stemmen kunne strække sig så langt som den ønskede. Det var som om ordene blev til luftige bobler og derefter fløj af sted i den retning som ord nu ønsker at flyve af sted i. ”Du er i mellemrummet” sagde Snefnug og lod derefter solen rejse fra det sted hinsides tankens rækkevidde og ind i nærværet mellem dem. Poeten satte sig op og var forbavset over at se både hud, hår og tøj intakt. Han snusede til sig selv og kiggede sig derefter omkring i mellemrummet. ”Jamen, her er jo ganske tomt, faktisk er her ikke noget så langt som øjet rækker” sagde han og kløede sig i nakken. Fnugget dansede i vinden og reflekterede den umulige sol fra flere vinkler på én gang. Digteren rejste sig og betragtede tomrummet, han lod sig hylle i alle de farver som ikke fandtes der og trådte hen til Snefnug som havde fundet sig til rette i en passende højde og derfra lod lys, varme og kærlighed vibrere ind i mellemrummet. ”Hvis intet er hvad du ønsker her skal være, da vil intetheden træde ind på scenen og lade sig se, i det omfang ingenting kan ses, i rampelyset. Dine drømme mangler blot en smule lys, en anelse omsorg og næring. Dette kan tilføres ved blot at turde tro. Det lyder som et spring fra den imaginære klippe og ganske farligt. Det er dog på ingen måde skræmmende at være den man er, hvis blot man vil slippe sig selv løs. Du kan jo prøve at drømme noget og se hvad der sker..” Snefnugs bløde stemme var på samme frekvens som den hørbare stilhed og de rejste med blødhed, sandhed og kærlighed. Digteren betragtede det lysende væsen og kunne mærke et smil bevæge sig fra hjertets inderlomme og til ansigtet, det føltes varmt og afslappende. ”Hvad nu hvis jeg tænker på en bæver i en robåd?” spurgte digteren og lod spørgsmålet flagre lidt i den ikke-eksisterende vind. Snefnug lyste yderligere op og dansede i piruetter omkring den spørgelystne poet. ”Det som lever i dit hjerte vil komme til udtryk her i mellemrummet, hvis blot du slipper tøjlerne og lader det komme frem. Du skal turde miste ideen om kontrol og blot give dig hen til livets flow. Vær som bladet der sejler med havstrømmen, lev i det øjeblik og føl hvordan livet bærer dig frem og forbi alle de begivenheder som venter på at folde sig ud. Og når tiden kommer, da vil du blive båret til udgangspunktet igen, illusionen vil ophører og ideen om adskillelse vil endegyldigt ophøre, idet oceanet og dråben genfinder hinanden” Et græskar foldede sig pludseligt ind i mellemrummet og poetens smil blev så bredt, at det uden problemer, ville kunne overdøve selv den mest bredmundede frø. Forvandling, forandring og frihed blev pludseligt skrevet ind i manuskriptet og poeten hviskede ”Askepot” alt imens han betragtede det magiske græskar. Digteren ønskede dog ikke at det flotte græskar skulle blive til en magisk karet og derefter transportere ham til bal på slottet. I stedet ønskede han at forvandlingen skulle komme indefra og, som ringe i vandet, sprede sig fra det inderste til det yderste. Fra det øverste til det nederste. Dragen gravede i jorden, ledte efter spor og afsøgte området igen og igen. Den brølede af al sin magt og satte af med voldsom kraft. Den havde blot ét ønske og det var at finde og udslette digteren. Om det så skulle tage mere end en evighed, da ville den finde ham. Bæstet forlod den ødelagte, ramponerede virkelighed og forsvandt så fra det afbrændte sted i erindringen. Digteren følte en stille uro sprede sig bag glæden og trådte helt hen til Snefnug. ”Kunne du mærke det?” spurgte han og kiggede sig derefter omkring. Han begyndte at gå hastigt derfra og kiggede hele tiden op, ned og til siderne. Snefnug flød stille med og holdt sig i baggrunden, alt imens den stille stemme hvormed Snefnug talte, lod sig høre ”Du finder kun det som du ønsker at finde her, min kære poet, bæstet vil ikke kunne indtage dette sted medmindre du selv inviterer det hertil. Læn dig ind i den kærlighed du har søgt. Vær åben overfor det som lever i dit indre. Ikke i din forestilling om hvem du har troet du skulle være” Et lille, slidt træhus blev synligt og derindefra kunne man høre noget rumstere, noget som sydede og noget som boblede. Digteren listede forsigtigt hen til dørtærsklen og kiggede indenfor. Han så sig tilbage, sendte Snefnug et kys og trådte væk fra mellemrummet. Fortsættes.
Posted on: Wed, 14 Aug 2013 15:54:01 +0000