FLUGTEN Del 1 Det hele begyndte en aften med en masse skænderier mellem pædagogerne og jeg. Det endte med jeg fik en lussing, men ingen tårer trillede ud af øjnene på mig. Inden i var jeg ked af det og ingen kunne forstå mig. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af alt den vrede, som jeg havde i mig. Efter så langtid havde det ikke hjulpet mig at være der. De lovede mig, at jeg snart ville blive rask. Jeg mente ikke selv, at jeg fejlede noget overhovedet. Jeg følte det var et fængsel, som havde stramme regler for alt. Det var virkelig blevet svært at trække vejret. Få timer efter var der stille på værelserne. Jeg ville nok have kaldt det for fangehullene. Det var mørkt, da alle andre udover jeg var faldet i søvn. Nu var det på tide at komme langt væk fra alt dette, og det skulle bare gøres hurtigst muligt. Med sagte bevægelser, tog jeg de ting, jeg ville medbringe. Min mobiltelefon, som jeg havde med over alt, lidt tøj, en tyg og varm trøje og lidt mad, som jeg havde taget fra køkkenet, mens de farlige pædagoger ikke så. Alt det pakkede jeg ned i en taske, som jeg engang købte fra Prag. Så begyndte rejsen ellers bare. klokken var 02.27, da jeg tog ud af døren. Nogle få tårer trillede ned af min ene kind, men forsvandt hurtigt igen. Ingen kunne se min smerte og ingen kunne forstå det. Har jeg virkelig holdt mig selv som fange her. Jeg havde jo muligheden flere gange før. Hvorfor først nu. jeg var straks oppe med humøret og begyndte at synge en stille sang, samtidigt med jeg var gået væk fra det område, hvor jeg var holdt fanget. Klokken var nu blevet 04.45, og jeg havde gået i to timer og 18 minutter, uden at vide, hvor jeg var henne. Der var næsten ingen biler at se, og stilhed var der rigeligt af. Luften var blevet kølig, og jeg følte meget udmattet. Jeg kendte ikke noget til mine omgivelser. Alt var nyt for mig. Jeg vågnede op under et træ og begyndte at spise lidt af det mad, som jeg havde taget. De så ud til, at det ville regne. På himlen var skyerne grå og mørke. Jeg kunne mærke nogle regndråbet på min hånd. Efter et stykke tid drog jeg videre. Jeg gik forbi marker med smukke og forskellige blomster. Standsede op, fordi jeg ikke kunne holde mit syn væk fra de mange smukke blomster. Det var som, at hver enkelt blomst gav mig en velkomst på marken. Det var som, at hver blomst havde en historie bag sine flotte farver. Det var som, at se glæden i hver blomst, der åbnede sig for mig, for hvert skridt jeg tog. Jeg havde aldrig set så flotte blomster før. Det var noget helt ubeskriveligt. Nærmest en magisk drøm. Jeg satte mig ned og begyndte at tænke tilbage. Hvorfor endte jeg i fangehullet. Hvorfor havde ingen på min side, som kunne hjælpe mig... FORTSÆTTES!
Posted on: Fri, 29 Nov 2013 22:34:20 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015