HELLIGÅNDENS DANMARK (ABCDEaFGeee) A. Har man fulgt lidt med i, hvad jeg har sagt om DEL-HELHED-HELHEDER-HELLIGHED og den dels livserfarende, dels livserkendende gang dermed, det vil sige med menneskelivet fra barns ben, i og med opvæksten, til et forstandigt godt, åbenbarent voksenliv, og dernæst hvad jeg har sagt om HISTORIE og EVIGHED og om TREENIGHEDEN og endeligt LIVETS HELLIGDOM - LIVETS HELLIGÅND, så vil man godt kunne forstå, hvorfor og hvordan jeg nu tager hul på: HELLIGÅNDENS DANMARK. Der er en del at holde styr på, såfremt vi skal tage hinanden alvorligt, agte på hinandens hjertegode tilstedeværelse i livet på jord, men dermed også, hvad der foregår i vort land og samfund, dansk grund, Danmark. Ikke mindst når de offentlige bygninger og deres åndsvirksomhed, som vi alle på hver vor vis har et forhold til, skal tages med i betragtningen. Det være sig, hvad der foregår omkring skolebarnet og således sagt i skolegangen. Det være sig, hvad der foregår omkring unge mennesker på landets videregående uddannelser og dermed sagt, dels videre på landets uddannelsessteder, i landets embeder og forvoldningskultur eller myndigheder, dels videre ud iblandt os, som befolkning, hvad viden, indsigt, tænkemåde og sprogbrug angår; det vil sige elementer af vor oplysningskultur. Og det gælder ligeledes Forsvaret, Ordensmagten, Domstolene, Sygehusene, Kongehuset, Kirken og Folketinget. Skal det hele tages med, så forfalder vi let til at gøre brug af en samlende betegnelse for hele foretagendet, såsom: Virksomhed financieret over skatten og således Fællesskassen, undskyld Statskassen. Staten kommer derfor til at stå i midten mellem os. Og det er ikke givet at dens virksomhed er oplysende og såvel menneskeligt set som samfundsmæssig bæredygtig. En sådan betegnelse, der ikke er uden sand indsigt eller lad os sige, hvor central den end er, eftersom dens kapital--logiske skyldsapparat med sine romantisk-jøde-kristelige dracula-tendenser er erkendt, ender imidlertid meget let med at tilsidesætte den del eller de dele af vort samfund - der måske også skal indrømmes på deres menneskeværdige åndsliv og virksomhed i kraft deraf - der ikke er financieret over skatten. Sådan, ud fra en samlende betegnelse for, hvad der sandt er erkendt, er henholdsvis åndsbegreberne, eller åndslivet og virksomheden i kraft deraf, med deres begreber ‘Det Offentlige’ og ‘Det Private’, til tider ligefrem ‘Det Private Erhvervsliv’ opstået. Synsvinklen, hvor relevant det end er, at vi alle har penge nødig, for at kunne leve og bo på lovlig vis, bliver af økonomisk art og sætter således et økonomisk sprog og dermed en økonomisk fikseret dagsorden i forbindelse med vort samfundsforetagendes fællesmenneskelige anliggende, vor midte og dermed sagt fællesmenneskelige udledelse og udvikling af vort liv, hver især. Og det faktiske forhold kan også bestemmes nærmere, nemlig som det indses af os: Menneskværdighedens ånd med sine pligtopfyldende, ansvarlige, kærelige, velmenende og tillidsfulde personlige indsatser og impulser bliver af benævnte grund oversat til eller overhørt af matematisk-økonomisk funderede værdi-begreber; politisk-økonomiske værdier. Menneskelivets ånd og samfundsvirksomhed på dansk grund bliver med andre ord, ad den vej, til et kalkulerende og beregnende, logisk foretagende. Og deri består forfaldet. Kritikken af det forhold, Statskassen eller ligefrem SkatteRetStatsKassen, der sådan grundlæggende set er menneskets afstandtagen til, at det er eller skal være sådan, men som det imidlertid ikke kan gøre gældende for alvor, eftersom det da vil blive betragtet som terrorist eller “Enemy of the State” som det hedder hos filmens knækkede sindelag af romantisk puberitær afstamning med sine ‘universal pictures’ - kritikken af det forhold foregår på flere planer i vort liv. FornuftsKritikken er et af planerne. Og dens saglige kerne handler om det åndsliv, der opstår hos mennesket, eller folkeligt set, den mentalitet, der opstår hos os, når vi lader os forlede af ensidighed, der så pludslig slår over i sin modsætning. Vi kender det helt ned, eller ind på det personlige plan. For eksempel i form af mobning, der består i at trykke en given person ud af den ellers ligeværdigt stillede menneskelighed, i en nærmere bestemt, given mellemmenneskelig sammenhæng. Kan personen ikke af sig selv følge med bliver vedkommende til et efterslæb, der skal tages højde for af de andre og i den forbindelse er det ikke givet, at disse andre formår at bringe vedkommende ind i samværdet og op på fode igen. Oplevelser eller erfaringer af efterslæb kan irritere selvgående og stærke personer så kraftigt, at de tilsidst bryder med hele flokken, for at kunne leve deres eget liv, i deres eget, ofte høje og virksomme tempo. Det er barsk, når det kommer dertil, men disse stærke personer ender måske lige netop, i kraft af deres enegang, med i sandhed at tage højde for den eller de personer, der falder bagud af dansen og ikke kan følge med. Blandt andet fordi, at mobningsmekanismen ikke nødvendigvis er styret af lederen i flokken, men derimod af flokken selv med sine indbyrdes relationer og dens åndsmæssige begrænsning. Det er ikke for sjovt, at vi opfatter børn som børn, der skal lære noget menneskeligt godt; de skulle dog også gerne lære det i en selvstændig og således samvittighedsfuld, personlig livsbefordrende forstand. Jeg gentager: Oplevelser af en sådan art kan videre hænge sammen med, at man lader mennesket vokse op på uselvstændig vis, ved for eksempel at sætte det i skoleklasser, der følgeligt bliver håndteret som udjævningsaldrende, åndelige helheder, en social størrelse - et tandhjul i den store statsøkonomiske maskine, når den som sagt drives af kapital-logiske, matematisk-økonomiske eller ligefrem socialistiske eller socialdemokratiske enten-eller-kræfter. Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Farvel med dig!!! Fornuftskritikken handler om menneskets afstandtagen til brug af naturens hårde logikker i mellemmenneskelig, samfundsmæssig sammenhæng. Og således om uforstandige dannelseskulturer eller samfundsudviklinger, altså uforstandige måder at lade mennesket vokse op på, herunder især, hvad lærdommen og retskulturens sæder og skikke angår. I den forbindelse skal det imidlertid være klart, at vi har med hele arvesynden, det vil sige en samfundskulturel arvesynd at gøre. Og den kan meget vel indtræde eller blive indset i forbindelse med en, for en person, i forvejen hjerteskærende omstændighed. For eksempel blev jeg som 13-14 årig meget ulykkelig, da mine forældre blev skilt. Jeg følte et tab af min ellers gode familie og vores trygge hjem. Og efterfølgende fik jeg således to hjem og to forældre, der ikke længere var én familie, men to familier, desuden en stedmor i form af min fars nye kone, og halvsøskende i den forbindelse, samt skiftende stedfædre eller mandspersoner, hvad min mors liv angår. Mit hjerte har således måtte fungere som en totakts-motor omkring de almindelige store slægtsbånd, henholdsvis min mors og min fars, hvilket har haft betydning for dannelsen af min ånd og den interesse jeg fik på baggrund af disse ulykkelige omstændigheder: ægteskabende opvækst og selvstændig udvikling, livskraft og dannelse samt oplysning og åndsforstandigt kundskabsudvikling i sigte af og for vort samfund, først i menneskelivets grundvold, senere først og fremmest Danmark. Af denne grund er jeg også blevet opfattet som om, at jeg vil redde hele verden, hvilket så naturligvis også har nødet mig til at sætte verden på plads, for de mange, der lever i dens billede endsige fornuftige ånds, ikke mindst internationale vold med Gud-Allahs NationalSozialistiske krige über alles in der Welt!!! Når dét, der af menneskenaturens egen ånd og hånd hører sammen, bliver delt før modningstid, endsige rykket fra hinanden, så opstår fornuften, hvilket vil sige, så bliver forstandigheden i sin gang og tag med livets egen naturlige bevægelse ikke til. Eller den kan så at sige træffe ikke at falde på plads hos pågældende eller omkring den livserfaring eller livserkendelse, der ellers ville have været tilgængelig og være blevet opdaget, så fornødne forbehold eller foranstaltninger eller erkendelser og indrømmelser ville kunne gøres inden skaden sker, udarter sig, for ikke at sige gentager sig. Jeg bebrejder ikke min mor og min far, omend jeg også bærer noget af deres skyldfølelse, såvel som ansvaret i forhold til den samfundskulturelle arvesynd, der er hovedårsagen. For i mellemtiden, op gennem mine unge år, opdager jeg, at hele vort samfund bader sig selv i en sådan grusom “fornuftig” arvesynd. Det arbejder jeg så følgeligt med, med henblik på at bedre vort samfundsmæssige livsvilkår, ikke mindst forstandige åndsudviklende vilkår dermed. Men jeg lykkes desværre ikke med det, som jeg i første ombæring havde sat mig det for, da jeg dels bliver slået ned af musvinske indvandere, i min studietid, dels kan indse, at universitetets, kirken og statens institution er forældet eller rettere sagt fornuftens vej ind i samfundslivet. Og endeligt dels selv ender med at skulle mærke, hvor den store fornufts enten-eller-konflikt udgår fra: Højesteret, Paven og henholdsvis Guds teologiske storhedsvanvid, SkatteRetStaten og de omskårne jøder, herunder en traditionel lov-og-retsfikseret kultur omkring skriften og dens brug, hvilket i og med det særegne danske fører til konflikt med ytringspligten og ytringsfriheden til den ende, og dermed den folketingsmæssige og reformerende udvikling af danskernes Danmark. Jeg bliver i forbindelse med en forældremyndighedssag tvunget til at forsvare mig, min søn og min unge familie i retten, nærmere betegnet i henhold til en enten-eller-domskultur, hvor det enten er moderen eller faderen, der vinder - hvilket naturligvis betyder, at barnet og familien således går tabt. For anden gang!!! Fornuftskritikken bliver altså også til en åndskritik, men det er svært at have med at gøre, når det ender på det personlige plan, hvormed sagt er, at vi således, nærmest i et væk, ender med at kritisere os selv og hinanden for at være som vi er eller er blevet i forsøget på at klare os sågodt, vi har kunnet i favntaget med livet, vort samfund og medmennesket på jord. Af den grund er det meget forstandigt at begynde at kritisere sprog, skelne mellem de mange forskellige sprog, der gøres gældende i samfundet. Ikke blot de landsmæssige, altså for eksempel det danske med sine dialekter og det danske kød, det udgår fra, men ligesåvel de mange faglige sprog og mere eller mindre kulturelle, det vil sige opdyrkede sprog, såsom de akademiske, politiske eller de religiøse. Og subkulturelle afarter deraf. De giver nemlig på forskellig vis udtryk for, hvordan vi som mennesker har orden nødig, og forsøger at ordne os og udtrykke og irettesætte os i hensyntagen dertil, men derved også, hvordan nogle af disse sprog bærer på et dels livserfaringsmæssigt, dels livserkendelsesmæssigt uforstandigt indhold, der så at sige bekræfter en enten-eller-logisk domskultur og således i kraft deraf en mere eller mindre skizzofren eller bare idealistisk åndskulturel videreudvikling i et sådant spor. De sprog, vi holder os eller lever i henhold til, udtrykker og betegner vor hørelse og således vort åndelige velbefindende eller manglen på det eller begræsningen af det. Og i den sammenhæng opstår der derfor et behov for at slå fast, hvad hovedsproget i vort land er, nemlig dansk og dermed sagt det danske som danskere taler, da det således kommer af vort særegne danske menneskekød og ikke fra hvemsomhelst eller hvadsomhelst. Også af den grund, at der kan være danskere, der trænger til at komme ned eller ind til deres eget kød, for således ret at kunne stå og leve med hørelse for vort danske menneskeliv med sine indre, almenmenneskelige sandheder og vort forsynsgivne, samfundsudviklingsmæssige sigte. B. Skal Helligåndens Danmark opnå gode ben at gå på, så må vi først erindre os, hvad jeg har skitseret som forudsætning for helligånden. Der er en menneskenaturlig helligånd i vort kød, der hos den enkelte også er at forstå som et helligåndspotentiale eller et livsoplysningspotentiale, der tilmed er vedkommendes personlige, åndskroplige vækstpotentiale. Vi er ikke ligesom små træer, der må kæmpe deres kamp for at skyde op i lyset - op gennem skyggerne af de store træer - og således få del i den livscyklus med sollys, fotosyntese, vand og varme, som giver dem styrke til at gro. Omend vi af og til kan finde sammenligningen passende. Vi kan sammenligne, ja, men sammenligningen hører på et tidspunkt op, eftersom vi ikke er træer. Vor livscyklus og vækstmåde er af en anden art og følgeligt må vi lade os blive kloge på den, så vi kan se, hvordan vi trives og hjælpe til hos hinanden, eller gøre det i og ved vort samfund, når trivslen ikke synes at vinde indpas hos vedkommende eller en gruppe mennesker, der føler sig ladt i stikken. Eller med andre ord for samme: Når væksten hos os, en pågældende person, bliver forstyrret og vedkommende ikke kan finde sin ånd eller holde balancen i forbindelse med de uundgåelige vækstfaser som vi, som mennesker, har nødig og således sagt skal gennemleve. Det samme kommer, som antydet, imidlertid også til at gælde med samfundet som helhed, og dernæst internationale forhold, hvilket handler om både liv- og samfundskendskab med en dertilhørende udvikling af samfundskundskab. Helheden, som vi skal have helligånden til at fungere i, og vokse i og med, er først og fremmest mennskelivets personligt stillede, således enestående åndskropslige liv. Og det tager jo sit udgangspunkt i familiens favn af en mor og en far, kanske med søskende, hvorfor familien ligeledes skal kunne fungere og vokse i og med sin helligånd. For at familien kan fungere sådan skal begge forælderne være indstillet på det, hvilket videre betyder, at deres personlige livsudvikling også skal tilgodeses. Den livsudvikling, som forældre kan få behov for, altså som fortsat værende enestående personer, der vokser livet igennem, afspejler imidlertid noget omkring deres egen barndom, men ligesåvel omkring den tid eller den samfundsudviking, som de uundgåeligt er kommet til at bære præg af. Det er således sagt ikke sikkert, at det omtalte behov er et personligt behov, nej, det kan ligesåvel være et almenmenneskeligt behov eller rettere sagt, for nu at komme fri af al den pædagogisk-psykologisk-socialistisk-demokratisk-stats-kommunistisk indlejrede behovssnak: En almenmenneskelig dansk pligt, der med andre ord for samme vedrører vort samfund. Vort land. Der kan kort sagt være samfundsudviklende forhold, vi som voksende mennesker, og forældre, må erkende og i hver vort sted indrømme, ikke nødvendigvis behøver af fortsætte endsige gentage sig. Og hvor skal vi så gøre vor indsats? Svar: DANMARK. Danmark er den helhed, vi som danskere har at gøre godt med. Og det er først og fremmest forbeholdt danskerne at gøre godt med den, det land, det vil sige ud fra og i og med vort danske menneskelivs kød. Det er der flere grunde til, men i den her sammenhæng, som overskriften angiver, skyldes det, at Helligåndens Danmark ikke kan tilvejebringes uden at medtage vor samfundskulturelle eller samfundshistoriske arv, eftersom den også står og går i og med vort særegne danske kød, blod og ånd af hovedslægten: Gorms. Dog ikke kun, da der også er bygninger med deres virksomhed og følgeligt mennsker i vort samfund, der ikke agter på vor menneskeværdige danske ånd og forstand, som benævnt. Helligånd kan ikke opfattes korrekt uden menneskelivets levende mennesker med ærelig indrømmelsesevne og sands for den slags. Og Helligåndens Danmark kan ikke opfattes korrekt uden at tage landet Danmark og menneskelivets levende danske slægter med i betragtningen. Det lader sig ikke adskille. Og vi har jo livet i al evighed til at få det, Helligåndens Danmark, på plads ud fra dette uadskillelige danske livs samhørige hele af et slægtsbårent og livsbårent samfundsforetagende. C. Opsamling Danmark er en helhed, vi kalder det også et land. Og dette land er stillet på ligeværdig vis med øvrige lande i verden. Danmark har et folk, et sprog, erhverv, kulturer og en samfundshistorie og øvrige lande har tilsvarende. Det er der ikke forskel på. Men der kan være forskel på, hvordan lande, med deres befolkninger, er i stand til at gøre brug af deres tilsvarende, ligeværdigt givne sted eller land på jord med sine ressourcer. Mennesket er også en helhed. Og som sådan betegner mennesket hele menneskeslægten på jord og videre dermed menneskelivets ærelige og sande åndsudvikling ud fra hver vort menneskeligt tilpassede liv-, natur- og samfundsudviklingsmæssige vilkår, vore respektive landområder med sine kulturer. Menneskelivets helligånd kan følgeligt ikke blive tilgængelig for os, såfremt vi så at sige skal leve i kraft af hinandens, mere eller mindre folkeslagne, ånder på kryds og tværs af alt og alle. Nej, for mennesket lever et sted, i et bestemt, navngivet samfunds land med sin befolkning og helligåndspotentialet kan ikke løsrives fra kødet hos disse mennesker. Altså bliver vi, her i Danmark, nødt til at tale om: Danskere. Danskerne er altså også en helhed. Danskerne er den del af menneskeslægten på jord, der har deres oprindelse i det land, der hedder Danmark, hvilket vil sige, at deres forfædre og -mødre også har levet og måtte klare sig i og med dette lands liv-, natur- og samfundsudviklingsmæssige vilkår. Vi, danskere, taler således af det danske menneskeslægtskød, som det er blevet præget af vind og vejr og samfundsmæssige bevægelser lige siden de første bosættere, således de første mennesker på disse kanter, vore egne. Hvad, der med andre ord gennem tiderne er foregået i og med vort danske kød, eller indenfor dette folkekøds samfundsmæssige landområde, er i al evighed dansk og vil følgeligt i al evighed kunne berøre os som værende danskere af Danmark. Tiden er med andre ord ligegyldig i den henseende. Under ét kaldes den her beskrevne omstændighed: Danmarkshistorien. Danmarkshistorien er således også en helhed. Den betegner, for nu overordnet set at sammenfatte, alt, hvad der er foregået indenfor det danske landområde, både før og efter det blev navngivet, Danmark. Men mere bestemt ud fra det sagte, betegner helheden, Danmarkshistorien, hvad der er foregået i og med danskernes liv og slægtskød, siden de første bosættere og således mennesker på disse kanter, vore egne og følgeligt ligesåvel med vort danske landområde, Danmark, gennem tiderne. Det skal derfor også være klart, at Danmarkshistorien ikke kan håndteres og fortælles uden at danskerne gør det, for således at sikre, at vort nulevende kød, ikke mindst helligåndspotentialet eller livsoplysningspotentialet, dels kan blive renset fri deraf, af historien, dels på forstandig menneskegod og sandfærdig vis kan tage ordentligt ved lære af vor historie. Herunder eller i den forbindelse opfatte, hvad der kommer hvorfra og hvorfor; både tidsmæssigt og således historisk set, men også i forhold til udlandet og deres verserende opfattelser af sig selv og deres land og liv i kontrast til eller i samspil med vort. - Og tilsvarende kan det komme på tale at reformere en række ellers, eller efter sigende samfundsbevendte bygninger med deres historisk funderede åndstraditioner, jeg gentager, eftersom de ellers kan gå hen og blive hovedårsagen til, at nulevende danskeres helligåndspotentiale eller livsoplysningsmæssige potentiale ikke kan komme til sin, deres ærelige ret og således sandselige livsudfoldelse og videre udvikling til gavn for vort samfund: Helligåndens Danmark. D. Helligåndens udvikling i Danmark kræver altså, følgeligt, gentager jeg, at danskernes menneskeliv er i centrum. Og videre, at vi finder vej med en opvækst, og udvikling af vore færdigheder, kundskaber ud fra, hvad der i sandhed er kendt i almenmenneskelig dansk forstand. Ikke mindst for derved at sikre samhørigheden i bredden, men ligesåvel for at sikre bæredygtigheden i forbindelse med det arbejde som kundskaben også skal kunne levere. Kendskab skal blive til kundskab, der støtter, opretholder og giver os den ægteskabende ånd og forstand, der kan og skal lede eller føre os videre på vejen til et helligåndsbringende, dog naturligvis fortsat almindeligt bæredygtigt samfund, Danmark. Kendskab opstår som bekendt at livets egen kreativitet, dels af nød, dels af de vågne, der opdager, hvordan vi arter os og ellers, på nye måder, kan tage fat og klare os eller ordne os. Den egenskab hos mennesket har også i Danmark ført til en række kundskaber eller færdigheder; og sindelag forbundet med deres håndelag. Erhverv, og brancher indenfor erhvervene, kalder vi det kendskab og dermed de fornødne kundskaber, der således opstår og giver de arbejdende mennesker indenfor disse erhverv brød på bordet; penge til at leve, bygge og bo og holde hus og hjem for. - Der er forskel på erhvervstraditionerne ud fra dét, som de laver, beskæftiger sig med, men også ud fra alder og således deres historiske forbundethed. Gamle erhverv, såsom Landbrug og Fiskeri er som bekendt mere eller mindre blevet nedlagt, eftersom landets akademiske, erhvervspolitiske og religiøse ledelse ved sine sprog og logikker åbenbart foretrækker jødePavens marxistiske rationalisering, også kaldet modernisering, følgeligt en teknokratisk-teknologisk-industriel, mere eller mindre national-stats-socialistisk samfundsudvikling. Dog med fortsat patteri på jødehjertets kongeløse Gud, Jesus og Biblen i den folkelige Kirke og i uægteskabet omkring de familiære opvækstmæssige menneskedanske forhold!!! Og nu, siden 1972 med EU(-USA) og multietnisk svineri, for lige at krydre hjertet lidt ekstra eller sådan bare, uden videre, at sætte den historiske, dermed åndsmæssige og bølgelængdemæssige forskel mellem dette og hint i perspektiv!!! Min pointe er, at de gamle erhverv i Danmark har deres eksistensgrundlag i forbindelse med de for os tilgængelige, naturlige ressourcer og at de dermed tilgodeser vore fornødenheder ud fra vort eget landområde. Samt at de således også, i kraft af de mennesker, der er beskæftiget dermed, bærer på en række betydelige indsigter i vort lands udvikling og i forhold til Danmarks bæredygtighed som selvstændigt land. Hvorimod nyere erhvervstraditioner i højere grad er dannet ud fra det, vi kalder: ‘At skabe et behov’. De hægter sig så at sige på fødekæden og dermed pengene, købekraften i folks lommer, ud fra mere behovs-analytiske fiduser, der som ordet anslår - her ikke i betydningen, tillid - vil have deres køber til at ‘synes godt om’. Man skal ‘like’ sig selv og andre i forbindelse med købet af varen. Sådan er kapital-psykologisk forhudsforsnævring og sådan bliver køberen efterfølgende fimset og gold indvendig. God købmandsskik og forretning derimod, gives kun omkring lødige, ikke mindst livsnødvendige varer. Og det er sidstnævnte slags som et land gør sig selv en stor tjeneste ved at sikre produktionen af; dette, denne pointe, indgår med andre ord i både selvforsyningstankegange og i forbindelse med et land og befolknings, menneskelig set bæredygtige udvikling, samt sikkerhed. Lægger vi dertil ovennævnte, indledningsvise pointe omkring den matematisk-økonomiske adfærdsregulering eller styreform, kan man sige, at nyere erhvervstraditioner er tilbøjelige til mere eller mindre blindt at følge handlen eller rettere sagt pengemarkedets også opdyrkede udvikling og således afstedkomme et ordentligt plop. Et sammenbrud i forventninger, og når de er blevet tilstrækkeligt træt af at maje sig ud, gejle sig op og masturbere på Børsen, og bag computerne, som kulminationen på det: En finanskrise. Men det er ikke sikkert, at det rammer dem selv, tværtimod er de bekendt med, hvordan man lader andre erhverv stå med håret i postkassen. Eller endnu værre, andre lande. Givet er det under alle omstændigheder, at der er mennesker, der kommer til at bære skylden for andres hasarderede forretning endsige livsførelse. Det moderne, kapital-logisk regerede menneske er et svin, en kryster uden karaktér, personlig integritet eller samvittighed overfor sit land og sine medmennesker. Men der er jo desværre ikke råd til standhaftigheden eller trofastheden med at få gode, sobre, solide og forstandige dannelseskulturer tilvejebragt indenfor de fornødne erhvervstraditioner og den fornødne samfundsorden; en orden, der gerne skulle udvikle sig ud fra retten af ordet vort kød og med uddannelse i forlængelse deraf, samt med ordensmagtens forvoldningskultur omkring os til at sikre dets videre tilvejebringelse og opretholdelse!!! - Såvidt kendskab, der er blevet til kundskab, med nye afarter af det samme, i forbindelse med Erhverv. Kendskab er nemlig også noget andet. Eller rettere sagt mere. Og det ville være rart, hvis der også var plads til det, som jeg nu skal komme ind på, i forbindelse med vor opvækst og i det hele taget i forbindelse med vor måde at leve, tænke og arbejde på. Sandheden og til den ende en indrømmelseskultur, det vil sige gode og klare måder, hvorpå vi kan få renset vort danske livs åndsmæssige kød og komme til sandselig klar forstand igen. Med andre ord måder, hvorpå vi kan tilvejebringe og dele vor egentlige, ligeværdigt stillede danske forstand og dermed vort hjertegods omkring Danmark. - Hvorfor bærer vor uddannelseskultur og embedskultur, offentlige kulturer fortsat præg af akademiske, politiske og religiøse, det vil sige fagteoretiske og fagsprogs-logiske dannelseserfaringer endsige sandheder, der ikke i egentlig forstand står i hørelse af og for vort liv, følgeligt ikke bekræfter samfundsudviklingen, sandheden og helligånden dermed i kraft af os, danskere. Derimod nærmest er skikket til at regere over os, eller lære os at indordne os i henhold til et uendeligt antal kategorier, hvilket er det samme som at falde til patten, som man lidt uskønt moderligt og pattedyrisk nu kan sige det. Og for ikke ligefrem at skulle nævne dén Gudsatans løgn, der med andre ord for samme står i vort og foregår omkring os på grund af det. Hvad er det for en uskik? E. Det siger sig selv, at vi er nødt til at kunne skaffe os mad, tøj og materialer til bolig og lignende. Deromkring er erhvervene, som ovenfor nævnt opstået og deromkring vil de blive ved med at udvikle sig, og således sørge for et forholdsvis nyt kendskab og forholdsvis nye kundskaber til den ende, eftersom vi som mennesker har deres produkter nødige. Det siger imidlertid ikke sig selv, på samme klare måde, hvorfor at vi har skolekundskaber nødige. Og det siger heller ikke sig selv, hvorfor at vi har film, teater, musik, dans, gymnastik, sport og lignende nødig. Og bortset fra, at vi skal begraves et sted, hvorfor har vi kirken nødig? Eller skal vi til at spørge til, hvem, der har den nødig? Og hvad med hele forvoldningskulturen? Staten og Universiteterne? Hvad er det for en nød, som disse traditionsrige foretagender i samfundet tilgodeser, bearbejder eller forsøger at arbejde os ud af? Hvori består deres særlige erfaringer eller erkendelser? Bringer de os, danskere, et helligt, velfungerende sandt og godt, medmenneskeligt og åndeligt fornyende samfundsmiljø at leve i oplysende eller opløftende kraft af? Så vi kommer til forstand hver især, men ligesåvel, derigennem frem til og med vort, vor åbenbarne forstand i menneskelivets ligeværdige danske helligånd af livets eget vikongstrolige kød på og med vore egne; Danmark og danskerne? - Og hvad så, nu, når, hvis og såfremt svaret er NEJ! - Hvad gør I eller rettere sagt de fleste danskere så? SVAR: Lukker øjnene, glemmer, hvad de har indset og fortsætter degenereringen! Det er allerede klart, at hele Danmarks skolekultur - med visse undtagelser som altid - embedskultur og, jamen vi kan også bare sige det danske samfunds officielle og offentlige bygning af bygninger og viderebygninger gennem tiderne, ikke mindst i ånd af: Med lov skal land bygges. Jeg gentager: Det er allerede klart, at disse bygninger trækker på gammelt tankegods, som mennesket delvis har sagt farvel til, det vil sige, især danskerne. Men det, jeg dermed vil sige er, at der er en sammenhæng med det frie og folkelige kulturliv og så de tunge bygninger med deres traditioner. Kunsten, dans, musik, fribårne skribenter og forfattere og så videre udtrykker den vanrøgt, eller ensidighed, der foregår eller er foregået i og omkring det officielle, gamle samfunds traditioner. Men det gør volden og sygdmsbillederne også. Og vel ikke mindst ensidigheden i og med vor opvækst, såsom de svar vi får, der i en ikke ubetydelig grad bliver forklaret ud fra, hvordan det altid har været!!! Eller, hvor forfærdeligt det har været førhen og hvor godt det nu alt sammen er ved at blive!!! Man skal selvfølgelig ikke tage troen fra mennesket, eller barnet, men derfra og så til dels at lyve, eller omgåes sandseligheden med for stor en lethed, dels at føre det ind i en utroskabende eller uægteskabende, forkastelig forældet tradition, er der velsagtens, forhåbentlig, et stykke vej. Jeg mener ikke, at jeg er blevet forført på den måde, ejheller af mine forældre, der har gjort det godt i deres tid og med dét, de har haft hænderne i, men derimod at vi, danskere gennem tiderne, har ladet os spise af med for mange usandheder omkring det danske samfundsforetagende, Danmark. Og derfor ikke har kunnet rette op på tingene. Det gælder især omkring myndighederne og deres åndsbygninger og gøremål, men følgeligt også, hvilket er en mere eller mindre folkelig indsigt, vi har udarbejdet gennem tiderne, uddannelserne, der ligger til grund for myndighedernes traditioner, men historisk set derfor også er blevet til den forførelse eller forflyttelse eller forrykkelse af vort oprindelige sind, som man har gjort med os. Ikke mindst i forbindelse med folkeoplysningen, da man har villet blæse og have mel i munden samtidig. Man har med andre ord op gennem historien forsøgt at få mennesket til at ligne den godhed, der efter gældende lov og embedsværk, tillige skoleværk i Guds navn, er blevet gjort gældende. - Det er det samme som at kassére den flaske, der ikke passer i ølkassen!!! Og sådan er fornuftens hele sygdomskultiverende GudSkatteRetStats-administrative foretagende per folkevalgtes fornuftige, lovgivende love til efterlevelse med deres modstridige enten-eller-svingning i den gammelrationalistiske, oldgræsk-romersk-jødisk-katolske teologis GudKirkeKristendomsKultur eller i den UniversitærStatsBorgerliges akademikmakværk!!! Istedet for imidlertid at skyde på det hele, og alt det gamle, så kunne det måske tjene vort bedste at tage udgangspunkt i noget nyt, nye vidnesbyrd. Og det er sådan set, hvad jeg har været i gang med og fortsætter med i kraft af den sammenfatning, jeg på det seneste har fremlagt og gjort klar til det viderebringende. Mit eget livs vidnesbyrd er gjort, men det er ikke blevet fulgt til dørs, på grund af uheldige omstændigheder. Jeg gør derfor indtil videre noget andet. Jeg søger at fortælle og på forstandig vis gøre det klart, hvordan Danmark må indrette sig, for så at sige at komme i havn med vort sande danske livs helligåndspotentiale eller livsoplysningsmæssige, også menneskenaturlige, altså åndskropsmæssige vækstpotentiale. Og da ikke mindst for at vore efterkommere ikke skal døjes med og sortere i så, alt for mange, dels flyvske, dels gamle ånder fra efterhånden hele jordklodens befolkning og fortiden af. Ejheller indenfor den danske skriftskultur; med sine ellers opbyggelige oplysningspotentialer i forbindelse med at læse-og-forstå samt ved kontrast af livet givet i og med vort, ikke mindst åndskropslige eller bare arbejdsomme vigør, at kunne høre-og-indse sit lys i lyset. F. Danmark Danskerne Danmarkshistorien Danmark, det er danskernes helligdom. Og selvom det har været et større land, gennem tiderne, så er Danmark stadigvæk Danmark. Har man fulgt med i det, jeg tidligere har sagt om helligdom, så udtrykker helligdom hos mig dels en erkendelsesmæssig dom, baseret på iagttagelse af helhed og følgeligt vidensmæssige formuleringer deromkring, dels et sigte med på en sådan måde at tage sig iagt. Danmarks geografiske grænser på nuværende tidspunkt, 2013, er specifikke. Der er længde- og breddegrader, der nærmere kan præcisere, hvorfra og til og således, hvor Danmarks nuværende grænser går. Folkekulturelt set er disse grænser imidlertid ikke gældende, ikke på samme stringente vis, eftersom vi ønsker at komme godt ud af det med vore nabolande. Det betyder dog ikke, at der ikke også kan ligge et folkekulturelt ønske endsige krav hos danskerne i forhold til vore nabolande eller sagt med andre ord, at der hos danskerne er grænser for, hvor tykke løgne vore nabolande kan tillade sig at skyde os i skoen. Og dette sidste er ligeledes udtryk for helligdomssigtet med vort land, Danmark. Danskerne er de mennesker, der har slægtsmæssige aner i Danmark. Og af disse først og fremmest dem, som fortsat bor i Danmark. Danske slægter. Og blandt disse kan man så gøre yderligere skel, såsom, hvorvidt begge forældre er af dansk afstamning, med videre bagud i slægtsleddene. Jeg mener ikke, at det kan anbefales, sådan at gøre ligesom tyskerne gjorde med jøderne, dog gjorde, skulle jeg mene, fordi jøderne nu engang selv gør eller gjorde sådan, samtidig med at det gav eller giver dem lejlighed til at spille på hele den jøde-kristelige arv i vort romantisk-europæiske, desuden romantiske-amerikanske kød. Dog ikke i vort sande dansk-nordiske hjertekød, omend det også, dog på lidt anden vis, gennem tiderne er blevet forpurret ved sin åbenbarne forstand af vort vikongstrolige menneskelivs ellers hjertegode samfundsudvikling. - Desuden kan man gøre mere samfundskulturhistoriske skel blandt de danske slægter. Og det skyldes rester fra standssamfundet. Det hænger med andre ord ved på godt og ondt, indtil vi finder bedre vej på mere dybdegående vis, hvad åndsmæssig renselse i form af erkendelser og indrømmende afklaringer omkring opvæksten og oplysende uddannelse, samt opfølgning på vor reformerende, kirke-konge-og-folketingsmæssige dagsorden angår. Den fortid, der står i kødet kan ikke siddes overhørig, men det betyder ikke, at den skal hævnes. Nej, men den kan med andre ord træffe at blive udløst i en helt forkert forstand, dog også i en ganske sand dansk forstand; blandt andet i kraft af hørelsen for ordet, vort ærværdige danske kød og således i kraft af danske personers livsoplysende, kanske ligefrem fortolkningsmæssige, og endda irettesættende indsats. Danmarkshistorien er den, der fortælles af vort danske kød. Sådan som vi lever, bor og arbejder omkring vore fornødenheder og således indenfor erhvervene. Og sådan set også i kraft af den natur, vi har kultiveret, det være sig de opdyrkede marker, dambrug, plantager og skove eller bearbejdning af naturens ressourcer og fremstilling af dens materialer og råstoffer. Eller vejene og de gamle, dels bare gamle, dels fredede bygningsværker og lignende. Endeligt også de mere forhistoriske fund og deres historier, som vi kan få øje for på muséer eller rundt omkring i landskabet, hvor vi har fundet det seværdigt at forklare lidt på dertil indrettede opslag. Men tager vi, for en gangs skyld, og holder os til vort menneskelivs danske åndskød, som dét, der fortæller Danmarkshistorien, så er der først og fremmest to spor: Dels de lyde vi kan lave med munden, som lyder danske, det vil sige brugen af det danske tungemål, dels brugen af skrivemålet i forlængelse deraf. Hvad der udgår fra munden på danskerne, udgår altid fra levende mennesker og høres tilsvarende; kanske på godt og ondt. Hvad der derimod er at finde, læse, i forbindelse med skrivemålet, altså SKRIFTEN, er ikke altid noget, der udgår fra levende mennesker og høres derfor heller ikke altid tilsvarende, det vil sige af vore livs ellers gode hørelse og forstand deraf og -med. De pågældende forfattere - og hvor er de fra, hvilken landsmæssig eller slægtsmæssig afstamning er de af? - kan nemlig træffe i mellemtiden at være blevet til døde mennesker, hvilket betyder, at de ikke længere er iblandt os og sådan set ikke skal optage os alt for meget. Nej, for det har vi altså ikke råd til!!! Eller det gider vi ikke høre på, eftersom livet er til for at blive levet, ikke sandt!!! - Vi må istedet af og til ære deres minde og forstå at vor tur den vej, også en dag kommer. Og så ellers få gjort vor hjertegode indsats i mellemtiden, leve et godt og klart, i nødstilfælde klargørende, liv, derved få givet det bedste af os, danskere, hver især, videre til vort samfund med sine danske slægter, vore børn og efterkommeres Danmark. Helligåndens Danmark i sigte af og for Livets Sandselige Helligdom. G. Danskens Skrivemål. Danskens skrivemål, vort skriftlige danske ytringsvilkår og vor brug af skrift i sine mange vejledende sammenhænge, har en lang udviklingshistorie bag sig. Det vil langt de fleste danskere kunne indse, sådan uden videre, men kanske i forskellige forbindelser. Hos nogen knyttes skriften til skolen, fordi vi dér har lært at læse og skrive. Og den måde, vi lærer det på, bliver så ved med at gøre sig gældende hele livet igennem!!! - Hos andre bliver den skriftlige færdighed og hørelse i den forbindelse videreudviklet, eftersom de dels gennem deres unge år med sine valg af uddannelsesvej kommer i lag med bogligheden, dels ved deres daglige beskæftigelse senere i livet benytter sig mere indgående af skriftens udtryksform. Den danske befolkning har ved sin store eller hele masse, det vil sige i bredden, først lært at læse og skrive indenfor de seneste par århundreder. I må bede skolehistorikere om nærmere at forklare og bestemme, hvordan det er foregået. Jeg gør imidlertid, hvad jeg kan for at sætte det i et lødigt dansk perspektiv, ud fra min forstandige indsigtsevne omkring skriftlighedens vilkår og indflydelse på oplysningsvejen med og i kraft af ordet, vor kød. - Klart er det imidlertid, at der har været gjort brug af skrift i Danmark i over 1000 år. Saxo som et af de tidlige værker, under Biskop Absolon, er fra omkring 11-1200tallet. Men tager vi fund med, såsom Guldhornene, så taler vi om en skriftlig måde, på vore egne - de er fundet ved Møgeltønder i Sønderjylland - der stammer fra, dateres til, omkring 400 e.v.t. Forskellen på disse to skriftlige udgaver af vort tungemål, henholdsvis Guldhornenes indskrift og Saxo, der vist nok oprindeligt var skrevet på germansk-fransk latin, senere oversat til dansk - men under alle omstændigheder behøver man ikke at vide det nærmere, eftersom det er åbenlyst i så mange andre sammenhænge, at lærdomskulturen og embedskulturen i Danmark ønsker at gøre danskerne til håbløse romantikere og tyskere smurt ind løgnens latin og få os til at leve i ånd af jødernes nationalsozialistiske sperm, det vil sige i henhold til deres uåbenbarne sindelag og åndsmåde med en tvedelt lovlydig skriftskultur som den øverste og inderste retslige instans!!! Det være sig helt fra barns ben af, med skolegangen, og videre op gennem opvæksten til det almenmenneskelige, vikongstrolige danske ånd- og oplysende menneskeliv er ødelagt og der således intet æreligt, sandt og kæreligt hjertegodt kan sendes videre til vore danske efterkommere eller for den sags skyld opdyrkes i vort mellemmenneskelige samfund, Danmark. - Sådan er jødePavens svin og hans kulturarv nemlig, herunder også skriftskulturen med sine mange tåbelige og hjerterkongstroligt dansk set, tonedøve ord og begreber, ikke mindst mennesker i ånd deraf, der stammer der fra; oldtidsarven. Jeg gentager: Omend Saxo, under Biskop Absolons befaling og gudommelige indsigtsevne og adminstration i Roskilde på Sjælland!!!, senere i København, da han tog romer-hjelmen af efter at have pryglet samtlige vikongstrolige danskeres tillidsfulde hjerte med løgnens latin og følgeligt rationalistiske etikker, politikker, moral og idealer, og således stak af til København, derved flyttede hovedstaden - omend Saxo skrev om Danernes store bedrifter i sandfærdig og ærelig forstand deraf eller ej, så foregik det under indflydelse af den just omtalte arv. Og det, Saxo, står i skærende kontrast til Guldhornene, hvis indskrift ligeover minder mig om islandsk, tildels også gammel jydsk, og således vort oprindelige, i menneskenaturlig sandhed, nordiske kød, det vil sige opfattet ud fra sit skriftlige udtryk. Tilmed oprindelige eller menneskenaturlige på vore egne af den grund - altså ved hørelse og forstand - at det islandske ø-samfund i langt højere grad er gået fri af de åndskulturelle storme, skolastiske foretagender, der har fundet sted på det europæiske kontinent og følgeligt også op i - Danmark. Dette her, omkring disse to eksempler, bevidner, at der er foregået en skriftfikseret indoktrinering af den danske befolkning, der har ændret vor ordlyd, altså vort tungemål, vor oprindelige hørelse, menneskenaturlige, åbenbarne forstand og åndsmåde, følgeligt vort skriftlige udtryk deraf. Og det er vel at mærke sig foregået i Guds navn, stammende fra Rom og videre dermed Jøderne og deres love, Biblen, tildels også det oldgræske, såsom staten eller demokratiet, ud fra en idé om, at vi alle skal underlægges den samme lovgivning og alle sammen tale samme sande, hellige sprog og alle sammen tænke og høre på samme måde og kort sagt således alle sammen være ens og ligestillede i den samme store, hele verden af henholdsvis idealistiske og omskårne fornuftssvin. Jovist, sådan er det med svinehundens kulturarv, herunder skriftens brug til at få os til at makke ret i hjertets forstand, vor hørelse, omend det ikke er vor egen!!! Der er to store skriftstraditioner - og følgeligt ordsamlinger, der skal ud af vort kød - i Danmark, tager vi de sidste 1000 års samfunds-institutionelle virksomhed i betragtning. Og ser bort fra alle de akademiske fagsprog, det vil sige ser folkehistorisk og landsmæssigt på det. Den ene har udgangspunkt i Biblen og dermed Kirken og dens formastelige svineri med ellers ærværdige danskere gennem tiderne; i kraft af dens romantiske missions tankegods og således naturligvis også de kristne eller jøde-kristelige. Den anden er Loven, herunder Kongens Ord og Kongehusets slægtsgivne ledelse af vort, danskernes Danmark gennem tiderne; gennem Kongens Udsendinge og embedsstand. Og såmænd, på trods af de mange forskellige, krampagtige udgaver deraf, i Faderens, Sønnens og Helligåndens almenmenneskelige hjerte eller oplysende NAVN. Men så er der desuden, siden omkring år 1850, også en tredje, nemlig en, der de sidste 900 år forinden ikke rigtig har haft indflydelse på vort liv og vort kød, hvad skriften og således også ordlyden og hørelsen for vort tungemål, dermed tillige åbenbarne, bramfrie forstand og velbefindende angår: Folketingene. Folketingene, hvis institution som bekendt hedder: Folketinget. - Det vil sige den oprindelige danske befolknings i sandhed almenmenneskelige, tillige slægtsbårne røst af hjertelig forstand på vort liv. Skrivemålet hos danskerne i almindelighed ændrer sig naturligvis, nu hvor vi gennem omtrent 160 år har været givet vor egen danske stemmeret. Og tilmed i skrift, for som det hedder sig: Retten er givet i såvel tale som i skrift!!! - Hvorfor mon? - Tror I det er for sjovt, det, jeg sidder og udfærdiger i og med vort skrivemål, så det deles med dansken kan? - Husk da venligst på følgende, du kære dansk-nordiske frænde: Den kloge snyder ikke den mindre kloge, thi den kloge snyder ikke! At der så imidlertid kanske mangler noget, der måske kan komme til senerehen, kan nok ikke alene hænges på den samme knag! … På godt gensyn og genhør i næste nummer af Helligåndens Danmark. ... For god ordens skyld skal jeg, i mangel af bedre, dog i forbindelse med tilvejebringelsen af ovenstående sandfærdige grunde, dermed sagt sandselige sandhed i forhold til HELLIGÅNDENS DANMARK, herunder i særlig grad med agtelse for den oprindelige danske befolknings enestående liv og oplysende retning dermed, det vikongstrolige danske oplysningspotentiale indbefattet, samt af mange flere, både almindelig hjertegode og forstandige grunde, tillige ikke mindst i ære af de mange døde danskeres minde, gøre opmærksom på: DAGSORDENEN I DANMARK 1. Danmark SKAL ud af EU og danske EU-politikere skal dømmes for landsforræderi. Det er Helle Thornings opgave at meddele vore nabolande om beslutningen. Vi er naturligvis fortsat til fred mellem vore respektive lande, men ønsker med andre ord ikke at medvirke til et UNITED national-socialistisk-liberalistisk-katolske StatsDemokratier of EUROPE. 2. Etablér det fællesblad, kaldet: Fællesbladet Danmark, jeg har skitseret og forelagt offentligheden. Etablér samtidig en kontrollérbar dansk internetkultur, eventuelt med en dertilhørende DAN-computer, så vi kan sikre ytringspligten i forlængelse af oplysningspligten, samt meningsudvekslingen, i en dansk kontekst. 3. Afvikl parti-politisk kultur, ikke mindst ungdomspolitiske foreninger. Gør det ved i samme ombæring at flytte Det Nye Folketing til Viborg. Og lad den gamle Jesus-Kristus-borg, Christiansborg, være et folkekulturelt oplysningsorgan for vore dansk-nordiske egne og tilhørsforhold. Afvikl ligeledes religiøse fraktioner; se pkt. 7. 4. Afvikl Staten/Regioner/Kommuner til fordel for vore respektive borgmesterbyer regeret ved en renovering af land- og byrådskulturen. Lokalområdet skal udvælge skikkelige repræsentanter til Det Nye Folketing. Og der skal knyttes en mindre uddannelse til at forestå det repræsentative oplysningsmæssige arbejde for lokalbefolkningen i Det Nye Folketing, der skal fungere som en tinge-kultur på landsplan. Det er forbeholdt danskere at deltage i Det Nye Folketing, hvilket vil sige, at man som minimum enten er gift eller med barn i dansk slægt. 5. Genopbyg Forsvaret. Værnepligten: Indkald danske drenge til vikongstrolig opbyggelighed. Træn dem godt og grundigt op fysisk ved den første indkaldelse som 18-20 årig. Brug flere kropstraditioner til det. Og lær den danske natur og naturlige fødevare-ressource samt dansk lægevisdom bedre at kende. Som 23-25 årig indkaldes de igen til oplæring i millitært forsvar samt med indgående kendskab til erhvervene/folkegrupperinger, sprog og kommunikation. 6. Luk universiteterne og etablér videregående uddannelser på dansk. Livsoplysning af ånd og krop med henblik på at videreudvikle oplysende, almennyttig og helbredende virksomhed i samfundet. Knyt dertil et indgående kendskab til talefærdighed og skriftlighed samt til historie, kategorier, begreber og sprog. Lad en international afdeling opstå for sig, så det danske ikke bliver mere forurenet og sammenrodet end det i forvejen er. 7. Reformér Kirken og vor tro. Smid hele oldtidsarven ud, dvs. Jesus på Korset, Biblen og i det hele taget det forfærdelige åndsvid og den forkastelige hørelse ifølge græsk, latin og hebræisk, henholdsvis det græsk-romersk-katolske jødelem, som man tilforn gennem 1000 år forgæves har praktiseret. Få danske stenhuggere til at lave et hjerte af sten med et stort V for VORT indgraveret, til ophængning over alters. Og lad præsterne dyrke livets indsigter i al evighed, fremfor Guds lemlæstelse og dyrk skriftlig dansk, dansk historie og danske skrifter som nye vidnesbyrd, fremfor at fastholde jer ved den gamle dogmatik, der i sin tid er indført fra udlandet syd fra. 8. Kongehuset bedes ligeledes holde sig velorienteret i Danmarkshistorien og i det dansk-nordiske samfund. Og jeg ser gerne, at Deres Kongelige Højheder sørger for, at der fortsat er dansk kød, blod og ånd i kongehusets slægter fremover. I det mindste nordisk. Det har nemlig betydning for vor hørelse og ægteskabende forstand i forbindelse med vore dansk-nordiske slægters oplysningsmæssige potentiale. Og det skal jo fremmes og opløftes, fremfor indføres i den gamle katolsk-kristne sorg, der alle dage har ødelagt VORT. 9. Udlændinge skal sendes hjem, medmindre de er gift eller med barn i dansk slægt. Ikke mindst grundet den forestående reformering af al vort. Undtaget er desuden, på grund af Danmarks tilhørsforhold i Norden, udlændinge af nordisk herkomst. 10. Erhvervslivet i Danmark er forpligtet på at handlen med den danske krone, kongens mønt, foregår i henhold til dagsordenen med vort samlede, danske samfund. Det betyder, at det ikke er lige meget, hvad der handles med, ejheller, hvordan der handles samt hvordan virksomheden tager sig ud i forhold til de lande og befolkninger, der handles med. Og det gælder ligeledes i forhold til den danske nær-omgivelse, eftersom der er eller gerne skulle opstå en åbenbaren og virksom livsudviklingskultur indenfor det offentlige. Der er med andre ord en livsbetonet dagsorden omkring kongens mønt, den danske krone og det bedes I, Jer der driver virksomhed i Danmark, respektere. Tak for Ordet Vort Vikongelige Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Danske Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL følgende reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst Jens af Danmark >>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Sun, 22 Sep 2013 15:01:42 +0000
Recently Viewed Topics
© 2015