Her er historien om de første beboer i den østlige del a Paraguay - Alto Paraná Familienavn Urán Añazco Far:Arcadio Urán Mor:Eudelia Añazco de Uran Børn:Ilaria-(Aurora+)-Dorotea-Margarita-Pedro-Rufino-Adolfo-Miguel-Adalberto-Beatriz Historien om de første beboer i Juan Leon Mallorquin eller Kaárendy som stedet oprindeligt hed i indianernes tid på grund af de mange yerba plante der voksede i området . Kaárendy betyder yerba plantage. Befolkning af dette område begyndte samtidig med den nuværende grænseby Ciudad del Ester i året 1957/ 1958. Alt beboelse indtil da koncentrerede sig omkring hovedstaden. Befolkningstal i Paraguay på det tidspunkt var på ca. 1 million 500 tusind mennesker. Og havde kun 87 km asfalterede vej. Det var stort set ingen udvikling i Paraguay , vi var stadig ved at prøve at rejse os fra Chaco krigen. Der var ingen forbindelse til Brasilien og alt handlen foregik samme med Argentina. Dette havde gjort at Paraguay var total afhængigt af alene Argentina. På det tidspunkt var Alfred Stroesner som var vores sidste diktator igennem 35 allerede ved magten. Han blev valgt i 1954 og en af hans første projekter var at finde en anden forbindelse med en andet land og på den måde blive lidt mere uafhængigt. Og det var jo mest naturligt at det blev Brasilien efter som vi deler stor grænse område. Brasilien var på det tidspunkt kommet meget længere i deres udvikling og stod foran en meget store udfordring, nemlig at forsyne den meget hurtig voksende industriby Sao Paulo med strøm. De havde undersøgt alle muligheder og var kommet til det konklusion om at de var nød til at udnytte de enorme kræfter der lå i Paranaflodens vandmasse. Paranà floden er jo en af verdens vandrigeste floder og havde hidtil ikke være brug til sejlads på grund af den variere voldsomt i dybde og der stikker store klipper til overfladen. Det eneste forhindring var at Parana floden danne grænse med Paraguay og det betyde at de skal hav lov fra Paraguay før de foretage sig noget. Men de forsøgte noget andet først. Eftersom grænse områderne på den Paraguayske side ikke var befolket forsøgte brasilianerne at besætte områderne. De regnede med at kunne vinde hævd over områderne og på den måde være fri for at blande Paraguay ind i det. Men heldigvis blev vores regering opmærksom på det og begyndte hastig med at udarbejde en plan. Min familie blev en del af denne plan. Begge mine forældre stammer fra et område ca. 100 km væk fra hovedstaden. De blev født lang ud på landet. Største del af befolkning i Paraguay stammer fra land områder og især på det tidspunkt var der kun hovedstaden der kunne regnes for en by. Selv om de voksede op på forskellige hvis havde de noget tilfælles. De var begge enebarn. Hvilken var meget særpræget dengang hvor det normalt var at der blev født mange børn. At de er enebarn hører der selvfølgelig en forklaring til. Min Farfar døde i krigen mod Bolivia i 1932 før min far blev født og ikke nok med det da min Farmor mødte en ny mand , fjernede min farfars familie min far fra sin Mor og han så hende ikke igen før han blev voksen og besluttede selv at finde hende igen. Min far voksede op hos tanter og onkler ,fætre og kusiner. Men savnet af sine forældre fulgte han hele livet og selv om han var en glad og åben person kunne man engang imellem fornemme hans sorg. I sær når han opfordrede os til at holde sammen og hjælpe hinanden og være glad for at have hinanden og især pas på vores mor. Min far fik ikke lov til at komme i skole som andre børn der havde forældre han måtte arbejde fra han var meget ung og der var værgen tid eller råd til at sende ham i skolen, det resulterede i at han blev analfabet. Også en af de store sorg han tog med sig i graven. Men sorgen over at være analfabet blev lettere med tiden da vi deres børn lærte at læse , han følte at han havde vundet en del af kampen. Jeg kan tydelig huske hans store smil da jeg som femårige lærte at læse og selv om at det betød at han ikke længere have sin middagssøvn i fred fordi jeg hele tiden plagede han med at læse så højt så muligt alt hvad jeg kunne finde af tekst lige fra gamle aviser til selve bibelen . Andre bøger havde vi selvfølgelig ikke i Huset. Da min far kom i soldat alder tog han lige som alle andre unge men for at aftjene sin værnepligt. Tilbage derfra var han 21 år og klar til at gå i kamp med fremtiden. Han begyndte at arbejde hist og her og på et tidspunkt kom han til at arbejde i længere for en meget rart mand, han havde en lille fabrik hvor man udvandt essens fra blade af sure appelsiner. Manden blev meget glad for ham og ikke nok med det han havde også en dater. En meget smuk unge dame som min far fald for. Den unge pige blev så min mor Eudelia, hun var enebarn og var Familiens dyrebareste. Hun faldt også for min far og sådan begyndte hele historien. Min morfar og mormor var meget glad for min far så de gjort ikke modstand til deres forhold . Min mor var kun 15 år da de blev gift . Men det var ikke unaturligt at en pige blev gifte i den alder dengang. Hun havde modsat min far gået i skole så lagt hun kunne komme der hvor de boede. Der blev til 6 års undervisning. Man kunne tydelig mærke forskel på min mor og far, især i sproget min mor kan tale både spansk og guarani , det spansk lærer man i skole så min far kunne kun tale det indianske sprog. Hun kan også læse og skrive ,så hun var til store hjælp for os. Mine forældre blev gift i slutningen af 1957 og i starten boede de hos min mormor og morfar, men det passede min far ikke så godt. Han ville have sin egen. Til hans held var der jo netop på det tidspunkt at regering var ved at udarbejde den plan med at befolke grænse områderne imod Brasilien nemlig Alto Paraná og Kaáguasu amtet. Planen gik ud på at alle den der havde lyst til at starte fra bunden kunne være en del af en jord reform og søge for en stykke jord, det eneste som regering forlangte for det var at man meldte sig i colorado partiet nemlig diktaturers. Det var sådan at min forældre endte i Alto Parana, et område der var dem aldeles ukendt. 270 km fra deres oprindelig hjem. En afstand der virker meget længere når man kun har en okse kæret som transportmiddel. I starten af 1958 drog min far af sted sammen med fem andre unge mænd for at finde det sted der blev dem tildelt. Det var deres livs største og farligste eventyr, min far fortalte tit om det. Allerede den gang hentede man tømrer fra de områder der lå nogenlunde i den retning de skule. Så der var mulig for dem at få kørelejlighed noget af vejen. I nogle af de gamle lastbiller der kørte efter træer. Men vejen endte ca. 150 km fra deres bestemmelse sted og de måtte forsætte til fods. Heldigvis havde de ikke mere bagage en okse en manchet store kniv og lidt salt og lidt olie intet andet. I dagevis huggede de sig igennem det tætte skov som i området hedder subtropisk urskov. De var ikke alene i skoven der var masser af vildt nogle af dem var farligt som jaguaren og pumaen , giftige slanger og nogle af dem hjalp dem til at overleve. De kunne både spise og blive spist , det første tid blev til en kamp for at overleve , men deres vilje var stærkeste og de sejrede til sidst. Ca. et halv år efter kom kvinderne til . Mændene hjalp hinanden med at rydde skoven bygge deres hytter og begynde at dyrke de første afgrøde, det var heller ikke nemt fordi aberne høstede deres afgrøder før dem og vilddyrene tog deres husdyr. Men kampen forsat og midt i al det lykkedes dem at få en stor flok børn. Min mor fødte 12 børn plus 2 ufrivillige aborter.9 af os overlevede og er i dag en del af en kæmpe flok . De satte virkelig rødderne i. Vi har alle sammen gået i skole mindst 12 år og der var noget vores forældre virkelig blev stolt af. Vi holder også meget af at være sammen så også det er det lykkedes. Desværre døde vores far i 92 så han ikke længere kunne følge med i vores liv med vi kan stadig mindes han og tænker tit på alt hvad han fortalte os mens han levede. Min mor har vi stadig og hun nyder at vi alle har det godt, I alt er der foreløbig 32 børnebørn og 6 oldebørn. Min far var meget glad for naturen og har altid opfordret os til at passe på den og betragte det som noget vi har til låns og skal aflevere det tilbage i bedste tilstand, derfor har vi i vores familie besluttet at beholde en lille styk af den skov som i starten har gjort vores tilstedeværelse muligt og som minde af vores rødder. Vi fik alle sammen en lykkeligt barndom hvor der var tid til at blive forkælet men der var også pligter. Økonomien var kun på eksistens niveau, mine forældre kom aldrig ud på arbejdsmarked. De var selv forsynet med mad og producerede lidt bomuld og tobak til salg. Vi havde også lidt kvæg og griser. Nogle af træerne i skoven blev også solgt når vi var mest i nød. Faste udgifter var der ingen af da vi ikke havde noget strøm eller vand forsyning. Der foregik med petroleumslampe og ellers gik man bare i seng når der bliver mørk og står op med solen. Jeg har tit tænkt at der nok var en af grundene til at vi blev så mange. Mine forældre havde ingen fjernsyn. Strømforsyning fik vi først det år far døde 1992. Han nåede ikke at opleve det. I dag er det 20 hektar tilbage af det stykke jord som mine forældre brugte hele deres liv. Og det ser ud til at forsætte i families eje da vi er 4 søskende der bor på ejendommen i nærheden af vores mor som er meget tilfreds med situationen.
Posted on: Wed, 07 Aug 2013 09:37:48 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015