Hun har svært ved at huske, præcis hvad der skete. Johanne mærkede pludselig et ryk i hovedbunden. Det var Michael, hendes mand, der med et fast greb om hendes lyse hår trak hende efter sig forbi de 200 kolleger til julefrokosten. Udenfor slog han hende flere gange. Egentlig ville hun slet ikke med til julefrokosten, men Michael, der også arbejdede i firmaet, overtalte hende. »Det bliver sikkert hyggeligt,« tænkte hun, da de kørte af sted. Til festen kendte hun mange flere end Michael, og hun introducerede ham til sine venner og kolleger. På vej på toilettet faldt hun i snak med en gammel kollega. De grinede og var ved at drikke en øl, da hun mærkede rykket i håret. Kollegaen fik et par slag, og Michael truede de få, der turde blande sig. Men selv om politiet kom, fik parret lov til at tage sammen hjem til deres lille byhus. »Han havde aldrig været voldelig på den måde før, men da han først var startet, kunne han ikke stoppe igen. Jeg kan ikke rigtig huske det. Måske har jeg været bevidstløs, men han vækkede mig hele tiden og knaldede mit hoved ind i væggen. Jeg fik hjernerystelse. Det blev ved i over 16 timer. Han smadrede også hele huset den nat. Dørene, badeværelset, brusekabinen. Han gik amok,« fortæller Johanne. Et godt gemmested Aftenen efter flyttede Johanne ind på Kvindehjemmet på Jagtvej i København, landets største krisecenter for kvinder. Allerede før episoden vidste hun, at man kunne få hjælp på centrene, hvis uheldet var ude. »Det er noget, man bare ved, tror jeg. Er det ikke? Jeg blev i hvert fald grebet her. Jeg vågnede op næste dag efter volden, og jeg har været her siden. Her er trygt,« fortæller hun. Selv om Kvindehjemmets røde bygning er stor, kan man let overse den. Næsten symbolsk ligger den 20 meter bag resten af vejens husfacader, let tilbagetrukket uden forbindelse til de omkringliggende bygninger. Et godt sted at gemme sig. Nogle gange om natten kommer her kvinder i strømpesokker og banker på. Hvis der ikke er ledige værelser, overnatter de på sofaen. Her er socialrådgivere, pædagoger og psykologer til at hjælpe de 40 kvinder, som husets fire etager har plads til – og der er fuldt hus. Mange er udlændinge, og cirka halvdelen har deres børn med. »Når kvinderne kommer her, er deres selvbillede fuld af utilstrækkelighed, skyld og skam. Vi arbejder med, at kvinderne skal få øje på flere og mere nuancerede selvfortællinger. Vi snakker med dem om deres livserfaringer, så de kan lære at se alle de ting, de faktisk kan,« fortæller souschef Mette Melby Bak. »Ja, her er jo ikke meget plads,« smiler Johanne og kigger rundt i det trange rum. En Spidermanbamse titter frem på køjesengen, og på væggen hænger en gulmalet paptallerken med næb og øjne. Her har Johanne og hendes søn boet i otte måneder. Hendes teenagedatter bor på sit eget værelse på den anden side af gangen. Ingen af børnene er Michaels. »Han (Michael, red.) kørte sådan på den yngste. Nedgjorde ham. Drengen turde ikke engang græde, når han slog sig, for så fik han at vide, at ’du er en stor dreng, du skal sgu da ikke tude’,« husker Johanne. Selv om julefrokosten var første gang, Johanne blev udsat for fysisk vold, havde forholdet i lang tid været præget af psykisk vold. Det startede til deres bryllupsfest, som blev holdt på et hotel få kilometer fra deres hus. Efter brylluppet kom Michael ikke hjem, men blev boende tre dage alene på hotellet. Da han endelig vendte tilbage, var stemningen trykket og ubehagelig. »Uanset hvad jeg sagde og gjorde, var det forkert. Han nedbrød alle de grænser og værdier, jeg havde,« mener Johanne. ’Jeg foragter ham’ 10-20 procent af kvinderne på centret ender med at flytte tilbage til deres mænd. Men ikke Johanne. »Jeg foragter ham totalt. Nu skal jeg bare have en lille lejlighed. Så kan jeg komme videre. Jeg kigger alle steder, men det skal helst være tæt på min datters skole« siger hun. De sidste uger har været gode for Johanne. Michael har fået en dom og et polititilhold for episoden til julefrokosten, deres skilsmisse er endelig gået igennem, og Johanne har fået fast arbejde som tjener på en restaurant. Lige efter overfaldet overvejede hun at låne en burka for at gemme sig, men i dag er hun ikke bange. Hun er klar til at flytte væk fra Kvindehjemmet. »At skulle ud herfra er lidt ligesom at have været i fængsel. Jeg skal ud i utrygheden igen. Men jeg er ikke bange, « siger Johanne og peger på en plante i vindueskarmen. »Jeg er nok lidt ligesom julestjernen dér. Den skulle have været færdig til jul, men den blomstrer sgu stadig.« Johanne og Michael er opdigtede navne. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt
Posted on: Tue, 30 Jul 2013 18:45:08 +0000