Kristian Thulesen Dahls ugebrev - mandag den 11. november 2013 - TopicsExpress



          

Kristian Thulesen Dahls ugebrev - mandag den 11. november 2013 Valget den 19. november handler om vores hverdag! Den amerikanske avis New York Times havde i weekenden på forsiden en artikel om Dansk Folkeparti og Hvidovre. Jo, du læste rigtigt. Artiklen handlede blandt andet om kommunalvalgkampen i Danmark, og her blev det nævnt, at ”meatballs”, deres ord for gode danske frikadeller, var et varmt valgkampsemne. Og det er der ikke noget at sige til. For det er i grunden svært at komme udenom, at det betyder ret meget, hvad vi spiser. Sådan helt generelt selvfølgelig, men i særdeleshed hvad vores børn spiser, når de er i børnehave eller skole! Eller hvad med ældres vilkår? Vi kan se mange steder, at kommunerne især har valgt at spare på de ældre. Det er et spørgsmål både om, hvor mange penge kommunerne har at bruge og så om lokal prioritering, og her er der helt åbenbart mange kommunalbestyrelser, der nedprioriterer de ældre i kommunen. Desværre virker det som om, at denne prioritering falder godt i tråd med regeringens prioritering. Først var der indenrigsminister Margrethe Vestager, der jo er ret vild med ny teknologi, herunder robotstøvsugere. De ældre kan jo bare købe sådan en robot-støvsuger, hvis de gerne vil have gjort rent, synes logikken at være. Uanset om disse robotter i den ældres hjem rent faktisk kan erstatte den rengøring, der tidligere blev udført af et menneske, som samtidig kunne sige både goddag og farvel. Men det falder jo fint i tråd med de radikales seneste melding: At ældre sagtens selv kan betale for rengøring. De skal bare tage pengene fra børnenes arv! Altså, der skal simpelthen være brugerbetaling på hjemmehjælp, hvis man gennem et langt liv har opsparet en smule. Det er jo netop holdningen til sådanne ting, der bør afgøre ens stemmeafgivning på tirsdag. Hvis man synes, at den nære velfærd og de danske værdier er vigtige, så skal man selvsagt støtte partier, der prioriterer netop dette. Partier der lokalt er garanter for, at børn, ældre og handicappede bliver prioriteret frem for en omkostningstung administration og milliondyre prestigeprojekter, hvor gevinsterne for almindelige borgere kan være ganske svære at få øje på. En sund økonomi og en rigtig prioritering er blandt andet det, som driver Dansk Folkeparti, og det er det både i den enkelte kommune og i Folketinget på Christiansborg. På Christiansborg er det i øvrigt slående, at den siddende regering har så svært ved at prioritere den nære velfærd. I regeringens finanslovsforslag for 2014 er de ældre ikke blevet prioriteret overhovedet - og i statsminister Helle Thorning-Schmidts åbningstale i oktober blev de ældres vilkår ikke nævnt med ét ord. Så meget for regeringens prioriteringer! Lige nu bliver der så forhandlet om finansloven for næste år, og regeringen forhandler udelukkende med Enhedslisten. Normalt vil en aftale være på plads på dette tidspunkt af november, men måske der er kommet et taktisk hensyn ind – så aftalen først drypvis skal lanceres dagene op til kommunalvalget næste tirsdag? For hvis aftalen ikke reelt er på plads, er det jo mærkeligt, at andre partier slet ikke er inviteret. Så har finansministeren nemlig skabt sig selv det tidspres, der på en effektiv måde har fortalt Enhedslisten og partiets bagland, at de kan tage sig betalt, præcist som de vil. Og hvordan vil Enhedslisten så komme ud med en aftale, der giver markant mindre end det, de har forlangt? I Dansk Folkeparti er vi selvfølgelig klar til at tage forbi Finansministeriet til forhandlinger, hvis regeringen ønsker det. Uanset regeringens kluntede ageren står vi nemlig altid klar til at tage ansvar og få DF-politik igennem! Men jeg må erkende, at intet tyder på, at vi skal bruge tid i Finansministeriet. Derfor fortsætter jeg min tur rundt i Danmark op til kommunal- og regionsrådsvalget. Fortsætter med at møde danskerne dér, hvor de er! Og det har indtil nu været helt forrygende. Mange gode snakke er det blevet til – og tak til alle, der er mødt frem og er kommet med gode råd og kommentarer! I de kommende dage skal jeg forbi Gråsten Slagteri, gågaden i Aabenraa, offentligt møde i Glamsbjerg, besøge Harboe Bryggeri, Vejle, Ringsted osv. Nå ja – og til Hvidovre der nu er kendt på den anden side af Atlanten for sine ”meatballs” eller til tider mangel på samme. Det bliver interessant at høre, hvad der optager danskerne de steder, hvor jeg kommer rundt. Om det er de samme ting, jeg mødte i sidste og forrige uge. For sandheden er, at de kommende valg handler om de nære ting. Om vores hverdag – og om at prioritere! Jeg håber, at alle vil bruge retten til at stemme – til at påvirke! Og så vil jeg da selvfølgelig ikke lægge skjul på, at jeg gerne ser, at stemmen bliver brugt på Dansk Folkeparti. Det er klart. God valgkamp til alle de sidste 8 dage! Med venlig hilsen Kristian Thulesen Dahl
Posted on: Mon, 11 Nov 2013 13:14:02 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015