Kronik af Jørgen Rønsholdt og Else Marie Bech, psykologer hos Institut for Relationspsykologi For tiden ser vi en generel tendens til, at alle følelsesmæssige tilstande, der afviger fra den jævnt muntre, sygeliggøres. Der er sket en forandring i vores forståelse af normalitet og psykisk sundhed. Vi kategoriserer flere og flere tidligere ’normale’ lidelsestilstande som sygelige. Tolerancen for emotionelle og adfærdsmæssige afvigelser er faldet drastisk, og diagnosetænkningen vokser sig derfor mere og mere ind i den almindelige folkelige måde, hvorpå vi forstår og navngiver det, der er besværligt og anderledes. I takt med at diagnoserne udbredes, indsnævres grænsen for, hvad der kan betragtes som normalt og naturligt. Eksempelvis diagnosticeres vedvarende tristhed som en klinisk depression, på trods af at tydelige udefrakommende faktorer som arbejdsløshed, tab eller skilsmisse kan forklare årsagen til følelserne. Det er dog ikke kun sorgen og tristheden, der sygeliggøres. Også glæden kan være patologisk. Har du indimellem en god dag, hvor du kunne beskrive din sindsstemning som følgende: »En tilstand karakteriseret ved lettere opstemthed, øget energi og aktivitet, følelse af velvære og fysisk og psykisk effektivitet?«. Denne tilstand, der »ikke forstyrrer arbejdsevnen eller er socialt kompromitterende«, karakteriserer ifølge diagnosesystemet ICD-10 en ’Hypoman enkeltepisode’ (F30.0) og klassificeres under de affektive sindslidelser. Ligeledes kan vi ifølge samme diagnosesystem kategorisere genertheden som sygelig, hvis man bl.a. kan genkende, at man har: »Frygt for at blive genstand for andres kritiske opmærksomhed eller for at opføre sig pinligt eller undgåelse af situationer, hvor man udsættes herfor«. Er det i virkeligheden ikke de fleste mennesker, der i hvert fald har en vis frygt for at blive genstand for andres kritiske opmærksomhed eller i det mindste søger at undgå den? Det er netop, fordi vi alle sammen genkender følelsen af skam over at blive udstillet negativt, at film som ’Bridget Jones’ og ’Klovn’ vinder så stor popularitet. Hovedpersonernes evindelige pinlige eskapader, og den deraf følgende offentlige udstillelse, får publikum til at krumme tæer i medfølt skam. Hvis man alligevel er en af de ganske få, der reelt er fuldstændig ligeglad med andres kritiske vurdering, er der dog også grund til bekymring. Det viser sig nemlig, at ’Indifference over for ros og kritik’ er et af de generelle kriterier, der kendetegner den skizoide personlighedsstruktur. Vi kan altså konstatere, at der er snævre rammer for, hvordan man bør reagere på negative vurderinger, hvis man skal befinde sig inden for normalspektret. Hvis du endnu ikke har kunnet nikke genkendende til nogen af de ovenstående kriterier for psykiske lidelser og forstyrrelser, kan da lige nævnes: ’Trøstespisning’ (F50.4), ’Natlige mareridt’ (F51.5) eller ’Nikotinafhængighed’ (DSM-IV). Mon ikke mange af os efterhånden vil føle sig ramt? Det er ikke sygt at være genert, når du bliver udstillet negativt. Det er ikke sygt at sørge længe og dybt over tabet af en, du elsker. Det er ikke sygt at føle angst, når du konfronteres med eksistentielle dilemmaer eller risikoen for at miste noget, der har betydning for dig. F.eks. oplevelsen af værdighed. Det er naturligt og almenmenneskeligt at reagere emotionelt, når livet byder på oplevelser, der har konsekvenser for et menneskes relationer, selvbillede og livsførelse. Hvorfor forekommer så denne patologisering af alle mulige former for naturlige emotionelle reaktioner? En del af årsagen skal findes i vores vestlige tradition for at overlade ansvaret for udredningen og behandlingen af emotionelle lidelser til lægevidenskaben. I praksis finder diagnosticeringen af psykisk ubehag sted hos lægen, der kategoriserer symptomerne på samme måde som udredningen af de fysiologiske sygdomme. Det ligger i den naturvidenskabelige diagnosticeringstradition, at man må udrede og give en (sygdoms)diagnose for at igangsætte en behandling, der reducerer symptomerne. Lægen er uddannet til at diagnosticere sine patienter på basis af en individuel undersøgelse og herpå tilbyde den bedst dokumenterede hjælp til at fjerne de lidelsesfulde symptomer. Og det er da også en lettelse for den lidende at træde ind til en fagperson, der præcist kan navngive årsagen til ubehaget, klarlægge prognosen og opstarte en behandlingsplan. Denne fremgangsmåde er optimal, når vi kommer til lægen med fysiske sygdomme. Men i forhold til diagnosticeringen af emotionelle reaktioner har metoden alvorlige konsekvenser. Når lægerne gives ansvaret for diagnosticeringen af psykisk ubehag, sker der en automatisk sygeliggørelse af tilstanden, fordi det lidende menneske bliver til patienten i mødet med lægen. Systemet er indrettet sådan, at lægen først skal diagnosticere personen, før denne kan få økonomisk støtte til psykologbehandling eller til andre støtte- og behandlingsforanstaltninger. Sygdomsdiagnosen bliver derfor ofte efterspurgt af det lidende menneske, fordi den er adgangsbilletten til hjælp og lindring. Lægen må altså patologisere for at behandle, og den lidende må lade sig patologisere for at modtage behandling. Sygeliggørelsen er derved blevet en proces, som alle implicerede parter bliver afhængige af, og derfor gentager den hele tiden sig selv – og fungerer til konstant bekræftelse af sin egen berettigelse. Vores kritik af den aktuelle sygeliggørelse af det følelsesmæssige ubehag betyder bestemt ikke, at vi negligerer, hvor lidelsesfulde følelser kan være. Vi møder mennesker, der er ulykkelige, sørgende, bange og vrede dag efter dag, og ser – om nogen – hvor smertefulde og invaliderende disse følelser kan være. Vi er store fortalere for, at mennesker, der lider, skal have hjælp, og en mindre del har endda brug for intensiv og langvarig hjælp. Men sygeliggørelsen af naturlige menneskelige reaktioner er ikke til hjælp for de lidende. Den er derimod alvorligt pacificerende. Når et menneske mødes som en patient med en sygdomsdiagnose, vil den naturlige reaktion være at lægge sig i sygesengen og vente på, at behandlingen skal virke. Patologiseringen har også konsekvenser for menneskets relationer. Når naturlige reaktioner sygeliggøres, nedtones forståelsen, empatien og identifikationen i mødet med andre mennesker. ’Den syge’ opfattes som fremmedartet og anderledes, og den naturlige indlevelse bortfalder hos de omkringstående. Der er et alvorligt behov for, at vi forandrer grundlagsforståelsen i forhold til mødet med de menneskelige følelser, der lige nu bærer præg af en berøringsangst og en trang til at distancere sig bag prædikater, metoder og medicin. Der er nogle, der kan have et ubehag så stærkt, at de har brug for medicinal lindring. Men sygeliggørelsen af det følelsesmæssige ubehag betyder uden tvivl, at langt flere oplever et behov for medicinsk behandling, som de ikke havde følt, hvis deres tilstand var blevet mødt som en naturlig emotionel reaktion. Alle mennesker har oplevet at føle lammende angst, stærk tristhed, euforisk glæde, overraskelse, afsky og dirrende vrede. I 1970’erne dokumenterede den amerikanske psykolog Paul Ekman, at der er seks universelle grundfølelser, som er til stede hos alle mennesker. På tværs af kultur, baggrund, historie og alder er grundfølelserne i virkeligheden den struktur, vi alle har til fælles. På den måde burde følelserne være fænomener, som – mere end noget andet – skabte genkendelse, empati og gensidig forståelse. I stedet er der sket en voldsom sygeliggørelse af følelserne, der betyder, at vi er blevet bange for at møde dem – både i os selv og i andre. Det er virkelig sørgeligt og skaber distance og fremmedgørelse, der hvor der netop skulle være samhørighed og gensidig forståelse. Alene det faktum, at lægerne har defineringsansvaret i forhold til følelsesmæssigt ubehag sender et signal til befolkningen om, at hele følelsesapparatet er et ukontrollerbart og potentielt sygelig system. Vi ser en fundamental berøringsangst i forhold til det følelsesmæssige, der er ganske forståelig, i lyset af at følelserne diagnosticeres og behandles på linje med invaliderende og farlige fysiske sygdomme. ’Er du bange og ked af det? Uha, det må vi hellere overlade til lægen’. Det er nemt at forestille sig, hvordan denne situation skaber distance både i den enkelte og i relation til andre. Når følelserne sygeliggøres, videregives ideen om, at det psykiske system ikke fungerer, og at man må behandles for at ’komme af med’ de syge følelser igen. Når følelserne derimod almengøres, videregives forståelsen af, at det emotionelle ubehag kan betragtes som en naturlig reaktion på en oplevet påvirkning med vigtige konsekvenser for personen. Alene denne ’folkelige almengørelse’ af følelserne og den grad af empati og genkendelse, dette ville medføre, ville lette en del af ensomheden og den oplevede fremmedgørelse, som diagnosticeringen ofte medfører. Sygeliggørelsen afgrænser problemet til at have rod i det enkelte menneske, mens normaliseringen af reaktionen åbner for, at årsagen kan befinde sig uden for mennesket. Det åbner for muligheden, at den emotionelle reaktion kan være et signal om, at der er noget i det omkringværende system, der ikke fungerer. At forestille sig, at ubehagelige følelsesmæssige udsving skulle være en sygelig tilstand, der blot skal fjernes, svarer til at forestille sig, at bilens kontrollampe lyser, fordi selve lampen er defekt. Det er selvfølgelig ikke en total umulighed, at kontrollampen fejler noget, men normalt er en lysende kontrollampe et udtryk for, at der er noget galt i systemet. At ’behandle’ lampen, så den ikke længere lyser, ville nok være det værste, man kunne foretage sig i denne situation. Så havde man jo netop afskåret sine muligheder for at holde øje med bilens generelle tilstand. Samme perspektiv kan vi anlægge på tendensen til at medicinere flere og flere danskere, der lider under psykisk mistrivsel. Ved at dæmpe symptomerne bekræfter vi hinanden i, at systemet i hvert fald ikke fejler noget, men i længden er det en rigtig dårlig idé. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal hjælpe de lidende, men vi skal erkende, at en epidemi af psykisk mistrivsel og emotionelt ubehag er en klar og insisterende kontrollampe, der indikerer, at der er behov for omfattende forandringer. Både i måden, hvorpå vi definerer psykisk normalitet, og i måden, hvorpå vi forstår og behandler emotionelt ubehag. Følelserne er et vigtigt, naturligt signal om, at der er behov for forandring. Hver gang vi behandler det stressede, deprimerede eller angste menneske med diagnoser og medicin, fortæller vi dette menneske og omgivelserne, at det er mennesket – og ikke systemet – der er sygt eller unaturligt. Denne situation er meget alvorlig, hvis alle de ubehagelige følelser i virkeligheden er sunde og vigtige signaler om, at der er noget i omgivelserne, der potentielt kan skade mennesket. Disse signaler skal tydeligvis lyttes til – og ikke bare elimineres. I stedet for at få tilbudt en diagnose har den lidende brug for, at vi tilbyder en relation, hvor indlevelse, empati og forståelse bliver de vigtigste behandlingskomponenter. Forskningen viser med tiltagende tydelighed, at menneskets udvikling og trivsel afhænger af det nære samvær med andre mennesker. Vi ser også de fatale udviklingsmæssige skader hos f.eks. børnehjemsbørn, der godt nok får opfyldt fysiologiske behov, men mangler kontinuerlig relationel kontakt. Ligeledes viser omfattende helbredsstudier, at ensomheden er lige så farlig som rygning. Relationen er fundamentet for den psykiske trivsel, og derfor kan vi ikke komme uden om relationen, når vi ønsker at hjælpe den, der lider. Behandlingsmæssigt er vores viden om relationernes fundamentale udviklingsmæssige betydning meget vigtig, selv om dette faktum ikke synes at få særlig stor interesse i det naturvidenskabelige forskningsfelt. Dette skyldes måske, at den ’relationelle behandlingsløsning’ er langt mere omstændelig end symptomreducerende behandling og tidsmæssigt langt mere krævende end tiden, det tager at diagnosticere og udskrive den rette medicin. Den relationelle løsning kræver dedikerede mennesker, der dag efter dag stiller sig selv til rådighed i kærlige og vedholdende relationer til andre mennesker. Det kræver professionelle, der tør tilbyde mennesket, de møder, en ægte relation. Det forudsætter, at de professionelle tør møde – og vedkende sig deres egne følelser og derfor også tør møde de samme grundfølelser i andre. Desværre har vi gjort det rigtig svært for de professionelle at etablere disse vigtige relationer, fordi der i stedet fokuseres på at skærpe kravene til metoder, effektivitet og dokumentation. Det relationelle arbejde undergår en tiltagende manualisering, der giver empatien rigtig svære kår. Manualerne er udviklet til at ’redde alle over en kam’ og kvæler derfor nysgerrigheden efter at lære det enkelte unikke menneske at kende. Sygeliggørelsen af de menneskelige følelser reducerer også muligheden for at etablere empatiske relationer. Sygdomsdiagnoser skaber i stedet afstand, stigmatisering og fremmedgørelse. De professionelle skal uddannes til at navigere i en hverdag, hvor etableringen af stærke relationer netop er kerneydelsen, der fungerer til udvikling, læring og forandring. Derfor kræver en varig forbedring af den alvorlige situation, at vi genindsætter det empatiske og nære møde som grundstenen for, hvordan vi forstår og hjælper hinanden. Vi må etablere en grundlagsforståelse, der betragter menneskets psyke og emotionelle reaktioner som et forunderligt og meningsbærende ’system’, der finder sit udspring og sin trivsel i relationen til andre mennesker.
Posted on: Fri, 12 Jul 2013 07:12:25 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015