Noget af det jeg holder mest af ved maraton er jagten på at bryde grænser. Både fysiske men også mentale, man ved aldrig hvad der venter, og alt kan ske på de 42.2 km. Det er de store følelser som kommer i spil. Har oplevet at være jublende lykkelig, grædefærdig, sur, glad og ligeglad, og så har jeg oplevet det med ikke at kunne huske noget overhovedet. De sidste 2 km fra Copenhagen Maraton f.eks. mindes jeg kun meget svagt. Kan huske jeg frøs helt vildt, men ellers er mine minder begrænset ( tænk, hvor langt man kan presse kroppen) Vi er i gang med maraton højsæsonen. På søndag speaker jeg selv Amsterdam maraton på Eurosport. Kan huske jeg sad og så løbet sidste år, og en specifik episode, husker jeg ganske tydeligt. Michel Butter (hollandsk maratonløber) gik efter en tid under 2.10. Undervejs i løbet så det ikke ud til være muligt. Han kunne ikke holde tiderne, og det virkede som det glade vanvid, at han skulle under den magiske grænse, som kun ganske få løbere formår. Han ligger i en gruppe på 5-6 løbere. Efter 30 km er han alene tilbage. Uret bliver smidt væk, og tempoet bliver øget ganske markant. Da der mangler en km, kan jeg se, at hvis han løber under 2.40 på det sidste stykke, så kommer han under. Jeg troede ikke på det. 2.40 er hurtigt især på den sidste km på en maraton!. Men med god hjælp fra de mange hollandske tilskuere kæmper han sig ind på Amsterdam Stadion. Han sætter endnu engang tempoet op og når sit mål. 2.09.58. En helt sindssyg tid for en hollandsk løber. I det sekund han kommer ind over stregen falder han sammen af glæde. Glædestårer fylder hele hans ansigt og man kan se hvor glad han er. Langsomt rejser han sig op igen, men hans ben kan ikke bære hans kropsvægt og han falder sammen igen. Denne gang af ren smerte og man kan virkelig se hvor hårdt, det har været. Efter nogle minutter kommer han på benene igen, inden han bryder fuldstændig grædende sammen (igen) da han ser sin kæreste og deres lille barn. Tror ikke der var et menneske, der ikke blev rørt. For Michel var det højdepunktet i hans karriere indtil videre. 1-2 gange daglig træning i 10- 15 år kulminerede i det øjeblik. Det er de øjeblikke man husker, og som gør at man gider bruge alt den tid på træningen. Mange glemmer at det at være elite løber ikke kun er træningen, men også konstant fokus på hvile og kost og hvordan man nu får bedst mulige ben til det kommende træningspas. Især vinteren er hård, at løbe rundt i minus grader med en fedtprocent der ikke er høj og desuden løbe i mørke, fordi vi er på arbejde, når det er lyst , er ret hårdt, men det gør også det hele meget mere værd når tingene lykkes.
Posted on: Wed, 16 Oct 2013 08:15:52 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015