Status fra M; som jubler højt og længe....... WHeeeeeeeeeeee Min Bassemand har det bedre! For filen hvor er det bare SÅ fantastisk en følelse når pludselig tingene vender igen. Bastian var på lungekir. afd i går, i narkose og fik lavet en "børesteprøve", en specialist udførte dette under gennemlysning, så han kunne se, at han kom helt op til det sted, hvor man kan se på røntgen og scanning, at der er en forandring. Så må vi se, om der er noget at dyrke. Ifølge lægen der udførte det, er det ikke altid muligt at få noget "svampe"materiale med ud. Efter indgrebet havde Bastian meget ondt i halsen, hostede en del, men kom lynhurtigt over dette og havde det fint. Der er taget noget antibiotika af behandlingen, så han skal ikke være koblet til i 20 timer mere, det betød, at i går kunne vi faktisk være i Mc D hust fra kl. 3 til 9 ! Der er mindre kvalme = behøver ikke kvalmestillende medicin 3 gange om dagen. Der er næsten ingen smerter i skulderen ved dybe indtrækninger = behøver ikke fast panodil flere gange i døgnet. CRP er faldet fra at nærme sig til 200, nu nede på 19! De andre tal stiger som de skal, dvs. neutrofile og leucocytter osv osv.... Tror lige at vi kom igennem endnu en hård omgang. Pga. svampen i lungen skal der dog fortsættes med svampemedicin, og det betyder at Bastian kommer ikke hjem før næste og SIDSTE kemo, som sikkert bliver i nær fremtid. Tak til jer alle, som tænker på os, sender positive energier ud i universet, beder for os - og hvad I ellers har gjort..... Jeg er ret sikker på det virker. Desværre går det ikke alle her på afdelingen lige så godt..... så næste gang I beder for Bastian, sender gode energier, osv, så tænk også på de andre børn..... og deres forældre..... der som os er i den sværeste periode af deres liv. Det er helt enormt svært at forholde sig til sig selv i sådan en periode, hvor man er fyldt af angst og frygt, når man ser sit barn så syg. Bastian og jeg, og andre på afdelingen selvfølgelig, har oplevet dødsfald her, og det er umuligt at beskrive stemningen og følelserne der rammer os alle sammen. Midt i min store glæde over at Bastian får det bedre og bedre i disse dage ligger så også visheden om, at lige om lidt starter vi kemo igen. Tænker på, hvordan verden ser ud om 1 år..... tror simpelthen ikke nogen af os er de samme mennesker igen efter det her.... verden går i stå mens man er her.... har jeg været her i 3 eller 5 uger??? Nogle ting bliver bare så uvæsentlige. Min hjerne er som en si..... jeg kan stadig ikke huske i hvilket forsikringsselskab vi har en indboforsikring! Mellem forældrene deler vi nogle gange bekymringerne.... det er både godt og skidt, fordi man så nogle gange er vidende om komplikationer, som man ikke havde anelse om fandtes! Det positive er, at det kan være rigtig befriende at man forstår hinanden.... måske hjælper det bare at man som mor selv har ligget og rodet rundt i den kolde sorte angst. Så forstår man den næste, der er havnet i det. ♥
Posted on: Tue, 20 Aug 2013 20:38:46 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015