Der er kommet nogle rigtig gode bud på, hvorfor kinesere ikke kan finde ud af at sige L og R ordentligt. - Og "Ret lige løven!" er et godt eksempel! Tarzan, derimod, har ikke fået så meget opmærksomhed. Men han ville til gengæld heller ikke have været i stand til at sige meget andet end nogle grynt, brøl, hyl og skrig, hvis han virkelig var vokset op blandt aber. Svarene på de to spørgsmål hænger nemlig sammen: Vi lærer kun at tale, når vi vokser op blandt talende, og der er et genetisk vindue, som bestemmer, om og hvordan vi lærer at tale. Vores spæde hjerne er fra fødslen top-tunet til at lytte efter sprog, og gradvist finder vi et mønster i det, vi hører, og vores hjerne begynder at forstå mønsteret. Gennem pludren øver spædbarnet sig i selv at tale, og gradvist, gradvist bliver det til forståelige ytringer for omverdenen. Vores begejstrede reaktion på spædbarnets pludren og de første ord gør, at barnet opfordres til at fortsætte. Hvis vi ikke reagerer, eller hvis der ikke er nogen til at reagere på barnets pludren, så holder barnet op. Og mister helt evnen til at lære at tale. Hjernen er modtagelig for sprog indtil 5-7-årsalderen. Hvis et barn ikke har lært at tale inden da, så smækker generne vinduet i, og muligheden for at lære at tale er tabt for altid. Derfor ville Tarzan aldrig have fået talens brug, hvis han virkelig var vokset op blandt aber. Det har man bl.a. konstateret, når man sjældne gange har fundet børn, der på mirakuløs vis er vokset op og har overlevet deres første år blandt dyr eller hos meget psykisk syge forældre, som ikke har talt med dem. Uanset hvor meget ihærdige talepædagoger forsøger at lære børnene at tale, så interesserer det dem ganske enkelt ikke, hvis de er over 6-7 år gamle, når de første gang møder tale. Kinesernes problematiske forhold til L og R er beslægtet: De første år af vores liv er alle spædbørn uanset etnicitet i stand til at høre alle fonemer. Men efterhånden som vi lærer vores modersmål, så mister vi evnen til at høre de lyde, som ikke bruges i vores eget sprog. Eftersom L og R ikke optræder i kinesisk, så mister kineserne simpelthen evnen til at høre forskel på de to lyde, og derfor kan de heller ikke udtale dem. – Og det kan der naturligvis komme mange pinlige situationer ud af, som fx den kinesiske diplomat, som efter sigende skulle have ønsket Bill Clinton tillykke med hans ”erection”. Af ovenstående kan vi lære, at sproget har en stærk genetisk komponent: Vores sprog-evne er et biologisk fænomen, der er kodet ind i vores dna og biologi. At det ligger så dybt i os, tyder på, at sproget har en meget lang udviklingshistorie i vores art og altså ikke er opstået pludseligt. Nu har vi så fået styr på talens brug. Det næste store skridt i vores sprogevolution var ikke biologisk men kulturelt: I morgen skal vi derfor kigge på skriftens opståen. Skriften ændrer kulturen og vores selvopfattelse på især tre områder. Nogen der tør gætte på, hvad det kan være?
Posted on: Sun, 23 Jun 2013 19:34:09 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015