En samtale i går aftes, mellem mig og min pige, efter hendes operation: Min pige: " Jeg gider ikke at tage i skolen med den" -siger hun mens hun ser ned på sit ben med Ilizarov apparatur på." - Mig:" Jo det skal du, det er ikke noget at skamme sig over" - Min pige: "Det er heller ikke noget at være stolt over!" - Mig:" Jo det er noget som du burde være stolt over". Fordi, hvis du skammer dig over dit ben, så skammer du dig også over den lille pige, som skal mindst 4 gange at forlænge sit ben. Det fortjener hun ikke efter alt det smerte, det fortjener du heller ikke!" - Min pige:" Mor du ved ikke hvordan de andre børn ser på benet" - Mig:" Jo det ved jeg godt, og netop derfor ville jeg, at du tager hen i skolen mens du holder hovedet højt og viser dem dit ben. Du skal ikke skjule benet, men vise dette. Du kan kun være stolt over dit ben. Når du ikke skammer sig mere over dit ben, så ville de andre heller ikke ser ned på benet. Og hvis nogen ser ned på benet så tag fat i ham/ hende og sig" Hvad glor du på? ... Jeg har tænkt meget over samtalen. Min konklusion er, at når vi tillader os at se os med samfundets øjne dvs. at se på os, som andre ser på os, så giver vi tilladelse til de andre at de se ned på os. I stedet for skal vi holde hovedet højt og være stolte over os, være stolte over vores sygdom, være stolte over vores arbejdsløshed, være stolte over vores fiasko ligesom vi er stolte over vores succes.
Posted on: Wed, 21 Aug 2013 18:47:39 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015