HISTORIEN A. Historie. Ordet er vist nok græsk. Det betyder først og fremmest fortællinger om vort menneskekære liv og skæbne på jord, hændelser og begivenheder. Og det siger jeg, selvom jeg godt ved, at “historie” også bruges til at redegøre for udvikling og forløb i bredere forstand. Jordens udviklingshistorie f.eks. Ofte sat i kronologisk orden, det vil sige begivenhederne i forbindelse med emnet, f.eks. jorden, bliver plottet ind på en tidsrækkefølge, et tidsskema, så man som læser kan fornemme, hvordan forvandlingen er foregået. - Jeg fastholder imidlertid, hvad jeg har sagt, nemlig at “historie” først og fremmest tager udgangspunkt i vort menneskeliv og således angår, hvad vi gennem tiderne har opdaget eller oplevet, eller været vidne til på den ene, anden eller tredje måde. Følgeligt er nedarvet, ofte til skræk og advarsel i vort kød, vort åndsliv. Og derfor bruger jeg ordet fortællinger i stedet for. Der er mange grunde til, at jeg vil undgå en alt for fastgroet opfattelse af historie og ikke mindst dens skrivning og overleveringer. En af dem er meget klar, nemlig problemerne med tidsbegrebet. Tiden, målt i timer, døgn, år og dage, er jo nemlig også en historie for sig. En opdagelse med en dertilhørende standardisering, ud fra himmellegemerne og jordens rotation. Og ligeledes gælder det med de forskellige paradigmer, eller vi kan også kalde det for trends, vaner, måske ligefrem metoder indenfor historieskrivningen og kategorisering af dens mange emner. De har også deres historiske tilblivelse, eller udvikling med mennesker og institutioner involveret bag sig, som baggrund. Man siger gerne, at historikeren næppe undslipper sin egen tid. Og dermed menes, at vi altid i forvejen, og da især inden, at vi er modne nok til at håndtere historie, er præget af bestemte opfattelser - den specifikke samfunds-kultur-historiske arv, vi på godt og ondt er vokset op i og med. Erfaringen her skyldes imidlertid også en erkendelse af, at selv det bedste historiske overblik, eller skoling og oplysningskultur omkring det, ikke kan bestemme livets udvikling, ikke mindst den vi står i og er til med, med resten af den befolkning vi lever iblandt. Og i dag er det jo sådan set hele jordens befolkning, eftersom verden i modsætning til tidligere tider er kendt. Det er så ganske vist blevet til et problem, da en række mennesker endnu ikke kan forstå, at den udvikling ikke betyder, at vi skal fortsætte med at overrende hinandens lande. Og så er der også noget andet, i forbindelse med tidsbegrebet, nemlig troen på livet i al evighed, herunder arbejdet med menneskelivets sande indsigter og ånd. Livets sande, hele hellige menneske og vort helbredende samfund derigennem. - Udvikling sker, hændelser og begivenheder finder sted, og vi taler om dem og vi bekriver dem og ordner dem følgeligt. Måske ikke mindst så de mennesker, der kommer i klemme eller dør, ikke bliver glemt helt og aldeles. Man skal ikke have tænkt ret længe over historien, førend man føler behov for at kategorisere sig vej frem - så den historiske sands hos mennesket, hos os, altså vor hørelse for menneskelivets velbefindende på jord, ikke bliver indtaget af både dyrenes udviklingshistorie, stenenes, bilens, cyklen, kærlighedens, seksuallivets, hele universet med grønne rummænd, independence-day og lignende. Også dét kan imidlertid føre til slagsmål omkring betydningen af kategoriske begreber. Og det er ikke uden grund, for ser I, mennesker, der engang er blevet oplyst omkring en bestemt historie, skrevet af en række bestemte fortællere eller historikere og desuden fortalt videre af folk og fæ, kan træffe at leve ud fra de opfattelser og forestillinger, som forfædre engang fik fortalt, igennem flere århundreder. - Så grusomt tillidsfuldt, men også dumt kan mennesket opføre sig i kraft af kategoriske skel, fortalt ind i vort liv via blandt andet historien og dens fortællinger. Eller den oplysningskultur og åndskyndighed eller mangel på samme, autoritetstroen, som det foregik ved. Jeg har allerede påpeget, hvad jeg umiddelbart opfatter som værende involveret i forbindelse med håndteringen af historien og de mange fortællinger, kategoriseret efter emne. Og jeg vælger her at gentage dem, så der kan foregå en refleksion omkring dem, følgende begreber: Fortælling Tale Skriften Hændelser eller begivenheder Udvikling Tid Sandhed Livet og menneskelivet i al evighed Jeg skal prøve at være historie-håndteringen behjælpelig, ved nøje at præcisere, hvordan kategorier ikke bare er, eller behøver at være selvvalgte, men også kan være sande i al evighed. - Det forklarer også, hvorfor jeg har valgt den grammatisk kaldet, bestemte artikel, i overskriften: HistoriEN. Derved hører vi nemlig, at der sådan set kun er én. Og videre fører det os på vej mod sandheden, det vil sige de erkendelser, der godtgør, at der gives sande, kategoriske åndsskel. Følgeligt en skærpet sands for livets, ikke mindst menneskelivets placering og måde med sig, i forhold til alt dét og alle de ulykker, der vælter ind over os hele tiden og så igen. Udgangspunktet for dét, jeg lige har sagt, nemlig historien og sandheden, er altså livets sande indsigter hos menneskelivet, herunder vore lande og samfund af befolkninger. Men jeg kan naturligvis ikke tages til indtægt for alles meninger og opfattelser i det samfund, jeg er rundet af. Og dog kan jeg være ærelig omkring netop det samfund, jeg er rundet af, dog ligesåvel være ærelig som person. Dette sidste er afgørende for hjertemodet og forstandigheden i forbindelse med at bevæge sig omkring, hvad der i almindeligehed opfattes som absolutter. Og historien er én af dem, især når man bruger den grammatisk kaldet, bestemte artikel. Jeg har fået så mange tæsk i mit samvittighedsfulde, derfor også skyldsfølsomme hjerte, for at hævde sandheden, af omgivelsen, at jeg har måtte gennemleve samtlige dracula-temaer i den europæiske lortearv; samtlige blodvask af arme hos de gamle romere; jobs lidelser, knækkede sind hos jøderne, grundet omskæring og lovreligøs kultivering; seksuallivskonflikter til magtkonflikter i sindet, her i Danmark, grundet det samme, den jødiske folkekirke, JesusPåKorset, Justitsias, Universitas-Delfinarrehus og den græsk-romersk-katolske stasiarv; kejser Nero, Hitler, Holocaust, Endlösung, Napoleon, EU og så, for at det ikke skal være løgn, de kendte copycats-killer-syndromer fra USA og videre deres “hellige” liste over psykopatiske mordere, som jo synes at trives så vældigt derovre. Og sidst men ikke mindst musvin med røven i vejret, så deres sønner kan tage ved lære af den rette indstilling!!! Og alt dét, på trods af, at den sandhed, jeg talte om og sådan set kom med, overhovedet ikke stod i magtens tegn eller ånd. Og ejheller i kristendommens. Nej, den stod såmænd i agtelse for mit eget gode liv og den ligeværdighedens ånd, oplysende forstand, jeg, indtil jeg blev ødelagt og udelukket, fandt vej med. Jeg har været åbenbaren for livets sande kilde og visdom. Men den er også blevet ødelagt af ikke mindst de sprog, jeg senerehen fik indenbords. - Derfor skal det være sagt, at erkendelser, der også gør brug af sprog, skrivning og dermed skriften til håndtering af deres begrebslighed og indbyggede logik, udvikler sig bedst eller lader sig formulere klarest, når man holder sig til den ærelige, medfødte forstand eller hjertet, hos sig. Og dermed sagt: Det sprog, man er vokset op med, her det danske. Det er med andre ord noget rigtigt lort, at man på de videregående uddannelser - derfor også i landets embeder, herunder tilmed kirken - ikke har fået taget konsekvensen af den danske befolknings røst gennem tiderne. Der gøres fortsat brug af græsk-romersk-jødiske begrebsligheder og logikker i forbindelse med videregående uddannelse og myndigheder. Og det fører altså til en lang række håbløse omveje, og endnu værre forskydninger af den ellers oprindelige og langt mere umiddlebare eller menneskenaturlige forstands klare mål for sandselig sandhed. Det sker op gennem opvæksten og derefter i voksenlivets virke, indomkring hele historiens, ikke mindst skriftfikserede røvhul. - Og med disse indledende bemærkninger tror jeg, at vi nu på forsvarlig vis kan skride frem til sagens egentlige kerne, når denne, overskriften, hedder: Historien. B. Livet i al evighed er udtryk for en erkendelse, der betyder, at der findes eviggyldig sandhed i livet. Det vil f.eks. i al evighed være sandt, at mennesket er nødt til at indtage føde og følgeligt er nødt til at træde af på naturens vegne, som man siger, altså afføre sig resterne, det ufordøjelige af den mad, vi har indtaget. Det er også generelt, at det er sådan. Men det er ikke kun generelt for mennesket, nej, det er sådan set generelt for alle slags dyr i livet. - Måske er det derfor, at der findes mennesker, der ikke synes, at det siger os ret meget, noget særligt omkring vor menneskeskabning. Men læg også her mærke til, at det ikke var menneskelivet i al evighed, jeg indledte med, men livet i al evighed. Vi tilhører altså livets sfære på jord og har som det dyr, nærmere betegnet pattedyr, vi er og kalder os, nemlig mennesket, en lang række fællestræk med andet levende kød, der også må ånde og ernære sig i livets sfære, ved den frugtbare jord og planterne samt rov af andre dyr. Frugtbar jord Planter Dyr Mennesker Det, disse tre-fire kategorier, er bestanddelene i livets sfære på jord og således omdrejningspunkter for Livet i al evighed. Dertil kommer, kunne man sige, de universelle strømninger eller kræfter. Og her tænker jeg på det døde materiale: Sten, jordens indre, den ydre atmossfære og universet udenfor. De kræfter, som vi identificerer i den forbindelse har naturligvis også stor indflydelse på vort liv, som værende en afhængig del af livets hele frugtbare og åndbare sfære - og dermed den oplysende, hellige og helbredende retning i og med det, det vil sige Livet i al evighed indbefattet. Havenes strømme og storme, kontinentaldrifter, meteornedfald, solformørkelse, månen, tidevand, alt sammen har indflydelse på livets sfære, uden dog at kunne henregnes til dét, vi kalder: LIV. Livet er med andre ord erkendt og kan følgeligt sandses på særegen vis, det vil sige, uden at forvikle sig ind eller ud i den universelle naturs kræfter og logikker. Herunder gamle religiøse forestillinger og forlængst forældet eller uhensigtsmæssig lovgivningsvirksomhed, eftersom den binder sindene og etablerer sociale hierakier, der undertrykker mennesker, der ellers kom med nyt, fik de det blot ret på gled til oplysende eller arbejdsom gavn for vort. Og joda gerne, ja først og fremmest i eget, oprindelige hjemland, blandt egne slægtninge, eget kød, blod og ånd og dermed sagt på ærelig indrømmende vis, så den reformerende samfundsopgave kan komme til at stå klar i pågældende land. Ellers kan den jo ikke agtes, og da kan den ejheller håndteres. C. Menneskelivet i al evighed er også udtryk for en erkendelse. Og her er vi specifikt inde på den menneskeskabning, som du og jeg er. Og jeg kan roligt sige du og jeg, for ingen andre end mennesker er i stand til at tyde og forstå, hvad jeg her siger. Sådan er vor hørelse, vor forstand og vort sprog, også på skrift, når vi enten selvlært eller i skole har lært det, så uløseligt forbundet med vort kød, at det ikke kan holdes adskilt derfra. Vi bevæger os med andre ord allerede i menneskelig forstand og dermed sagt i og med vort særegne, menneskelige åndsliv, når vi taler, skriver og tænker. - Kanske kan en udlænding ikke ret forstå, hvad jeg siger, men vedkommende har ikke desto mindre anlæg for at lære det, fordi vedkommendes oprindelige sprog uundgåeligt, indenfor en lang række af menneskelivets almindelige måder med livet, vort adfærdsmæssige område, er placeret på tilsvarende vis som mit danske er i forhold til dig og mig; er du, min læser, dansker. Problemerne i den sammenhæng, altså vedrørende de tosproglige eller åndskonflikter i forbindelse med sprog og dermed sagt gammmel lovreligiøs kultivering - kultursammenstød - handler derfor i højere grad om, at man ikke kan få hjertet med, når man skal høre og rette sig efter begge dele, både det oprindelige og det sprog, der tales og tænkes i kraft af, i den befolknings land, man er rejst eller flygtet til. Der er mange problemer omkring specificeringen af denne kategori, menneskelivet. Og det skyldes, at vi også hver især er enestående. Vi er med andre ord ikke ens og kan derfor ikke i et og alt være samme menneske, opfattet som et standardiseret eller kategoriseret menneske. Men ikke desto mindre kan vi lære at sætte pris på sande menneskelivserfaringer, på trods af, at de naturligvis udelukkende bliver til i kraft af også personlig mennesker. I det øjeblik menneskelivet bliver opfattet for kategorisk, så afviger mennesket, for personligt at kunne ånde, trække vejret som den vedkommende er af livets eget hjerte. Du, min læser, er på mange af mennskelivets områder ligesom mig, født og skabt ligesom mig, men du ér ikke mig. Nej, du ér ikke mig, på nøjagtig samme måde, som jeg ikke er dig. Det kaldes, det hedder sig: At vi hver især er enestående eksempler på at være menneske, mennesker i livet, menneskelivet. Og problemerne, ja de gør sig for alvor gældende, når vi kommer til vore respektive hjemlandes ordenssamfund, ikke mindst lov og retskulturen. Der er nemlig stor forskel på, dels som jeg just har angivet det, men jeg mener, stor forskel på, om man opfatter ret som ligeværdigt indstillet og opvokset menneske og således af agtelse for vort, herunder hver vort, og så på om man opfatter ret, som værende noget, der handler om at have magt over andres liv. Den oplysende ret handler altså om agtelse for vort, vor menneskeskabning og respektive lande og samfund af befolkninger, mens korrumperende ret handler om, at være indtaget af gamle åndsmagter og retsligt lort i såvel hjerte som sind. - Som sidstnævnt, sådan er socialister, socialdemokrater, liberalister, konservative, musvin, kristne krikker og prækkere, jøder og katolikker. Jovist, det har de tilfælles og derfor hygger de sig så gevaldigt på menneskelivets samfundsoplysende og -udviklende bekostning!!! Ikke mindst Danmarks. Når talen altså falder på menneskelivet i al evighed, så, vupti, begynder mennesket at slås om retten til at være sande - ofte fedtet ind af gamle gudommelige - eksempler derpå, i nærmest fuldstændig glemsel af Livet i al evighed. Og her har vi med andre ord, igen, den kategoriske ballade. Det forhold, at der i et samfund, ikke mindst de europæiske samfund præget af kirkekultur, videnskab og gammel græsk-romersk-jødisk oldtidsarv, opstår sindelag, der ingen åndsadræthed er givet i forhold til eget liv og hjemland med sit tungemål og skrivemål. De forstår med andre ord næsten altid ordet kategorisk, de tager næsten altid ordet for pålydende og de dømmer tilsvarende deres medmennesker ud fra de kategoriske skel, som de har indenbords. Men det skyldes altså, desværre, at skriften har spillet en uheldig, alt for central rolle i, ikke mindst det europæiske åndsliv, skoleliv, arbejdsliv, embedskultur og forvaltning. For det samme gør sig gældende i Mellemøsten, og her især omkring henholdsvis Thorahen og Koranens gamle ånde i kødet. Man har, generelt sagt, således vanskeligt ved at høre og mærke efter på egen krop, i lyset af vort, menneskelivet som enestående person, hvorved man ellers ville kunne drage fordel af de kategoriske skel, det vil sige ved at opfatte dem som livsbefordrende åndskel, der bekræfter vort og den oplysende retning i og med vort liv i al evighed. - Jeg taler derfor også om nødvendigheden af en åndssproglig reformering. Og jeg mener dermed en klargøring eller rengøring af forskellen på ordet, vort kød og så for eksempel skriftens udtryk deraf. Det handler også om den retslige forskel i opfattelse, som jeg beskrev ovenfor. Skriften, dét, der skrives og kan forståes derved, kommer af vort kød, nærmere betegnet pågældende skribent, men jeg, som eksempel på skribenten, er ikke ensbetydende med den opfattelse og forståelse, som jeg giver anledning til på skrift. Jeg kan med andre ord kun til en vis grad sørge for, at det jeg siger ikke bliver misforstået og jeg således tages til indtægt for, ja alt muligt eller umuligt mellem himmel og jord. Læseren har også et ansvar for sin hørelse eller forståelse af det læste og sagens kerne derved. - Dertil kommer så diskussionen eller kritikken af de mennesker, der mener af være givet ret til at leve højt på gamle loves virksomhed, institutioner, og dermed deres adlydelige rester i kødet på befolkninger. Der må, for nu at sige det, opsamle budskabet i ovennævnte, ikke opstå et kategorisk skel mellem Livet i al evighed og så menneskelivet i al evighed. Og ganske enkelt fordi, at menneskets åndelige vilkår og udveksling med omgivelsen, den medmenneskelige, og omverden, den store natur, således er og så at sige i al evighed foregår i kraft af livets eget bud eller tilskyndelse hos pågældende, enestående menneske. Man kan også sige det som følger: Man kan ikke isolere menneskelivet fra sin fødekilde eller tilsvarende løsrive det fra sin næringsdrivende sammenhæng, brug af livsnaturens ressourcer, markbrug, fiskeri, handel, med videre. Og ligeledes kan man heller ikke, skal vi sige, tillade sig, i absolut forstand at isolere mennesker som om, at de ikke også fortsat var fuldgyldige medlemmer af menneskeslægten, menneskelivet på jord. - Gør man dét, så misforstår man, hvorfor, der gøres skel og laves grupperinger eller kategoriseringer. Der gøres skel, for at værne om hjertegod livsarv: det menneskeærelige, værdige og kærelige, i sandhed gode, til tider endog retfærdigt oplysende åndsliv. Og det er naturligvis til stadighed en opgave at få så mange mennesker med på dét, at forstå sig i vej sådan, som overhovedet muligt. D. Nu kan man, når man arbejder med de store, skelsættende begreber og åndsopfattelser, ikke undgå også at tænke i det små. Det skyldes, at man, eller jeg for eksempel, ikke kan stilles til ansvar for hele menneskelivet på jord og således “alle mennesker”. Jeg kan ikke sørge for alle mennesker. Ejheller for alle lande og samfund i verden. Og da slet ikke bære al skylden for den menneskelige nød. Og det mener jeg såmænd ingen kan. Ejheller gud-allah-messiahs abelort i hjerte som uåbenbarent, forstandsløst og kropsløst sind. - Og hvad lige dén beskidte sag så angår, så skal jeg gøre opmærksom på, at der her i Nord, også Danmark, er odinsret, når de mange falske guder slåes om retten i kødet, det vil sige “retten” til at ødelægge vort livs ellers ligeværdigt oplysende samfund. Desuden at både synagogen og dens tilhængere, den romersk-katolske kirke og dens tilhængere, den lutheransk-tysk-jødisk-katolske folkekirke og dens tilhængere samt minarettens småfolk ikke overhovedet adlyder vort menneskeværdige danske kød, følgeligt står overfor lukninger, nedrivning og hjemsendelse af deres brådne kar. Med undtagelse af det lutheransk-tysk-jødisk-katolske kød i folkekirken, der rettere sagt som retteligen set står overfor en reformering af den danske kirke, Danmarks Kirke, i kraft af vort vikongstrolige danske menneskekøds livsytringer. Og hvad er dét så, at tænke i det små. Jo, det er at forstå, at selvom alle mennesker i udgangspunktet er ligeværdig stillet som menneske på jord og således del af livets hele, hellige foretagende på jord, så foregår menneskelivet i kraft af sine enestående, konkrete personer et bestemt sted. Jeg lever og bor ikke i Kina eller i et mellemøstligt land, jeg lever og bor i Danmark. Desuden er jeg af dansk slægt, så mine forfædre har også levet her, på disse, vore dansk-nordiske egne. - Og alt, hvad jeg her, på internettet har sagt og lagt frem, det er skrevet ud fra mit danske livsvilkår, herunder på godt og ondt med hørelse for vort menneskeværdige danske samfund og dets oplysende livsudvikling. Eller mangel på samme. Desuden, en anden måde at sige det på, med agtelse for den livsnaturlige, dermed sagt i sandhed oplysende ret som menneske, altså uafhængigt af den i forvejen retsindviklende og reformatoriske dagsorden i vort danske menneskekød, vort åndsliv som folkekultiveret folkeslag, gennem fejlslagen uddannelseskultur, forvaltning og historie. Fik I dén? At tænke i det små, efter at have befundet sig med alle de store begreber, er at blive klogere på, hvordan vi må arbejde indefra og udefter, fremfor udefra og indefter. De store begreber bestemmer ikke over os, når vi undlader at lade os indtage af dem som sådan. Vi kan og må altså hellere tro os ved vor egen forstand og så dygtiggøre os derudfra. - Jeg siger her, at mange af de store begreber havner i universalistisk pladder eller gamle forstokketheder, fordi at vor danske samfundskulturelle historie for længe siden er blevet indtaget af sydlandsk tankegods, oldtidsarven. Og at vi med andre ord ikke kan komme fri deraf, medmindre at vi arbejder og tror os i vej med vort særegne danske liv. Danmarkshistorien. Hvorfor må vi ikke leve som dansk menneskeliv? Hvorfor skal vi leve som kristent menneskeliv? Socialistisk menneskeliv? Socialdemokratisk menneskeliv? Politisk, politiserende menneskeliv? Pavens homoseksuelle gud-jesus-maria-menneskeliv, for nu at gentage med andre ord for samme, førnævnte? - Hvorfor skal vort sprog og derigennem vort åndsliv og mellemmenneskelig måde indtages af dels gammelt tankegods, gamle bøger og skrifter fra svundne tider, dels videnskabelig og teknokratisk rationalitet, der som en fed løgn eller utilstrækkelig åndsmåde lægger sig indover vort ellers medfødte, men også sande livsoplysningspotentiale af vort gamle danske kød, når blot vi lærer at indrømme det? Og indover vort danke landskab! Må livet i al evighed, menneskelivet i al evighed og dansk menneskeliv i al evighed stammende fra Danmark ikke være én og samme ting, samme åndsoplysende udretning for os, for vort, vort samfund, Danmark? Må vi ikke udvirke et oplysende dansk menneskeliv og dertil en samfundsordentlig udvikling af ordet, vort danske kød? Altså med sandfærdig hørelse for vort danske liv? E. Danmarkshistorien. Er Danmarkshistorien løsrevet fra Verdenshistorien, Europas Historie eller menneskelivets udviklingshistorie på jord? - Skal Danmarkshistorien lægges ind under Europas Historie og således bøje sig for flertallet, for det sydlandske flertal, eftersom de på anden vis har et andet forhold til historien eller bare en lang række andre tilhørsforhold end vi, danskere, er givet med Danmark? Og hvad så med Verdenshistorien? Hvem skal godtgøre den, skrive den, fortælle den og skal alle lande i verden så lægge sig ind under den, skoles i den, oplyses af den, for dernæst at komme til eller finde sig nødsaget til at rette sig efter den på åndssvag globaliserende vis? SVAR. Jeg slår hermed fast: Danmarkshistorien kan ikke løsrives fra sit område og den befolkning, der mere eller mindre indblandet, fortæller den med deres liv som indsats. Den kan ligeledes heller ikke løsrives fra de oprindelige danske slægter og derfor heller ikke fra menneskelivets i sandhed danske, samfundskulturelle udviklingshistorie. Herunder vor vikongelige troskab og forstandige evne i forhold til at indrømme livets oplysende og helbredende åndsliv samt indsigter derved i al evighed - og så fremdeles med standhaftigt hjertemod forestå vor ægteskabende, samfundsoplysende og -udviklende forstand. Tværtimod er det vor pligt således at bekræfte vort særegent danske menneskeliv og derigennem vor samhørighed. Og i særlig grad, når krisen kradser, med henblik på at vinde nyt fodfæste og ny gang med hinanden omkring vort samfund og dets institutioner. Det betyder med andre ord, at der skal luges ud i alt det udanske, så det ikke fortsat stjæler opmærksomheden fra os. Alternativet er, at vore efterkommere ikke kan fatte en klap af, hvad og hvori og ved det særegne består og til stadighed kan indrømmes og give os livserfarende, opbyggelig og åndsoplysende bistand. I sandhed kan indgyde os agtelse for vort, så vi atter kan komme til forstand på at håndtere vort liv på ansvarlig, men også forsvarlig vis - og så svinet, krysteren og dens håndlangere ikke løber af med os, vort vikongstrolige hjertegods. Og det sidste handler ikke mindst om opvæksten i og med vore skoler og uddannelseskultur, eftersom den implanterede, vel ikke mindst social-statslige barnagtighed jo desværre fortsætter i voksenlivet og udi embederne, myndighederne, der følgeligt ikke bliver til at have med at gøre. Eller som, for nu at sige det, rent faktisk ender med at stikke halen mellem benene, når krisen kradser, med den følgevirkning, at ufaglært arbejdskraft og selvgående, selvstændige personer må redde, hvad reddes kan af vort menneskenaturligt oplysende og forstandigt danske, vikongstrolige Danmark. Ikke mindst dansk ungdom, så de ikke gentager de værste fejltagelser, men fortsætter med at dygtiggøre sig og indrømme vort sande danske livs styrke - og ganske enkelt så vi kommer til at stå stærkere som ærelige mennesker og som æreligt land og samhørende samfund fremover. Mennesker, der ikke er af dansk herkomst kan derfor ikke bestride embedsposter. Hverken i forbindelse med undervisning eller i forbindelse med forsvaret, kirken, forvaltning, ret, ordensmagten, byråd, folketing eller regering. Men ligeså vigtigt er det, at vi får sorteret ud i faglighederne, og sprogene, både de akademiske, de forvaltende, de helbredelsesmæssige og de mere håndværksmæssige og teknologiske. Det vil sige søge anden kreativ vej og i den forbindelse bruge vort oprindelige danske tungemål og skrivemål samt de gamle begreber, der måtte opstå, når nyt gammeldansk håndelag, åndelag eller sindelag dukker op. Opbyg for eksempel en alsidig håndværker-skole, så den faglige indsnævring ikke sker for tidligt. Bygningshåndværkeren kan ligeså godt lære alle, det vil sig de mest gængse håndværk i forbindelse med byggeri; herunder materiale-kendskab. Og sørg i samme forbindelse for en kropslig optræning af den kommende håndværker, så han også bliver åndsværker, altså kan finde sin gode, kreative og arbejdsomme energi - og undlade at drikke for mange bajer og ryge for mange smøger. Gør det samme med landbrug, skovbrug, strandbrug, fiskeri og jagt. Opbyg en skole, der sørger for den brede, danske, sammenhængsforståelse. Og sørg ligeledes for en massiv kropslig optræning af eleverne, de kommende landmænd, skovbrugsfolk, strandbrugsfolk, fiskere og jægere. Tænk sådan og gør mere til… For god ordens skyld skal jeg, i forbindelse med tilvejebringelsen af ovenstående sandhed i forhold til HISTORIEN ud fra DANMARK, således DANMARKSHISTORIEN, herunder i særlig grad den oprindelige danske befolknings, det vikongstrolige oplysningspotentiale på skrift indbefattet, samt af mange flere, både almindelig hjertegode og forstandige grunde, tillige ikke mindst i ære af de mange døde danskeres minde, gøre opmærksom på: DAGSORDENEN I DANMARK 1. Danmark SKAL ud af EU og danske EU-politikere skal dømmes for landsforræderi. Det er Helle Thornings opgave at meddele vore nabolande om beslutningen. Vi er naturligvis fortsat til fred mellem vore respektive lande, men ønsker med andre ord ikke at medvirke til et UNITED socialistisk-liberalistisk-katolsk EUROPE. 2. Etablér det fællesblad, kaldet: Fællesbladet Danmark, jeg har skitseret og forelagt offentligheden. Etablér samtidig en kontrollérbar dansk internetkultur, eventuelt med en dertilhørende DAN-computer, så vi kan sikre ytringspligten i forlængelse af oplysningspligten, samt meningsudvekslingen, i en dansk kontekst. 3. Afvikl parti-politisk kultur, ikke mindst ungdomspolitiske foreninger. Gør det ved i samme ombæring at flytte Det Nye Folketing til Viborg. Og lad den gamle Jesus-Kristus-borg, Christiansborg, være et folkekulturelt oplysningsorgan for vore dansk-nordiske egne og tilhørsforhold. Afvikl ligeledes religiøse fraktioner; se pkt. 7. 4. Afvikl Staten/Regioner/Kommuner til fordel for vore respektive borgmesterbyer regeret ved en renovering af land- og byrådskulturen. Lokalområdet skal udvælge skikkelige repræsentanter til Det Nye Folketing. Og der skal knyttes en mindre uddannelse til at forestå det repræsentative oplysningsmæssige arbejde for lokalbefolkningen i Det Nye Folketing, der skal fungere som en tinge-kultur på landsplan. Det er forbeholdt danskere at deltage i Det Nye Folketing, hvilket vil sige, at man som minimum enten er gift eller med barn i dansk slægt. 5. Genopbyg Forsvaret. Værnepligten: Indkald danske drenge til vikongstrolig opbyggelighed. Træn dem godt og grundigt op fysisk ved den første indkaldelse som 18-20 årig. Brug flere kropstraditioner til det. Og lær den danske natur og naturlige fødevare-ressource samt dansk lægevisdom bedre at kende. Som 23-25 årig indkaldes de igen til oplæring i millitært forsvar samt med indgående kendskab til erhvervene/folkegrupperinger, sprog og kommunikation. 6. Luk universiteterne og etablér videregående uddannelser på dansk. Livsoplysning af ånd og krop med henblik på at videreudvikle oplysende, almennyttig og helbredende virksomhed i samfundet. Knyt dertil et indgående kendskab til talefærdighed og skriftlighed samt til historie, kategorier, begreber og sprog. Lad en international afdeling opstå for sig, så det danske ikke bliver mere forurenet og sammenrodet end det i forvejen er. 7. Reformér Kirken og vor tro. Smid hele oldtidsarven ud, dvs. Jesus på Korset, Biblen og i det hele taget det forfærdelige åndsvid og den forkastelige hørelse ifølge græsk, latin og hebræisk, henholdsvis det græsk-romersk-katolske jødelem, som man tilforn gennem 1000 år forgæves har praktiseret. Få danske stenhuggere til at lave et hjerte af sten med et stort V for VORT indgraveret, til ophængning over alters. Og lad præsterne dyrke livets indsigter i al evighed, fremfor Guds lemlæstelse og dyrk skriftlig dansk, dansk historie og danske skrifter som nye vidnesbyrd, fremfor at fastholde jer ved den gamle dogmatik, der i sin tid er indført fra udlandet syd fra. 8. Kongehuset bedes ligeledes holde sig velorienteret i Danmarkshistorien og i det dansk-nordiske samfund. Og jeg ser gerne, at Deres Kongelige Højheder sørger for, at der fortsat er dansk kød, blod og ånd i kongehusets slægter fremover. I det mindste nordisk. Det har nemlig betydning for vor hørelse og ægteskabende forstand i forbindelse med vore dansk-nordiske slægters oplysningsmæssige potentiale. Og det skal jo fremmes og opløftes, fremfor indføres i den gamle katolsk-kristne sorg, der alle dage har ødelagt VORT. 9. Udlændinge skal sendes hjem, medmindre de er gift eller med barn i dansk slægt. Ikke mindst grundet den forestående reformering af al vort. 10. Erhvervslivet i Danmark er forpligtet på at handlen med den danske krone, kongens mønt, foregår i henhold til dagsordenen med vort samlede, danske samfund. Det betyder, at det ikke er lige meget, hvad der handles med, ejheller, hvordan der handles samt hvordan virksomheden tager sig ud i forhold til de lande og befolkninger, der handles med. Og det gælder ligeledes i forhold til den danske nær-omgivelse, eftersom der er eller gerne skulle opstå en åbenbaren og virksom livsudviklingskultur indenfor det offentlige. Der er med andre ord en livsbetonet dagsorden omkring kongens mønt, den danske krone og det bedes I, Jer der driver virksomhed i Danmark, respektere. Med tak for Ordet Vort Vikongelige Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Danske Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL følgende reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst Jens af Danmark >>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Tue, 20 Aug 2013 03:03:46 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015