HUSET - helhedsøvelse (ABCDEFGHa) A. Det er sådan, at vi som mennesker har brug for tag over hovedet. Om sommeren kunne vi, på vore dansk-nordiske egne, måske nok klare os uden, ser man sådan varmemæssigt på det. På den anden side vil der være myg i sommeraftenen og senere vil duggen falde. Vi har med andre ord en, velsagtens temmelig menneskenaturlig, skik med at bygge huse, vi kan bo i året rundt. Vi kalder det også for boliger. Og byggekundskaben har desuden udviklet sig i takt med, at vi har måtte finde, udvinde og bruge forskellige slags byggematerialer, tillige i takt med, at vi har måtte lære vejr og vind at kende på vore egne, og endeligt også i takt med dét, som vore forestillinger, vor ånd gennem tiderne, har fundet bæredygtigt, smukt, hyggeligt, æstetisk, symmetrisk, harmonisk, beroligende eller lignende. Vi vokser således, stort set, alle sammen op i et hus eller en bolig. Eller flere af slagsen, hvis vi som familier må flytte efter arbejde eller uddannelse eller af andre grunde, med andre motiver. Huset eller boligen bliver også ret hurtigt til vort hjem. Det sted, hvor vi sover, indtager mad, lader op, får besøg af familie, venner og bekendte, med mere. Der er mange forskellige slags huse eller boliger, vi som mennesker gør brug af. Der er villaer, murmesterhuse, rækkehuse, parcelhuse, lejligheder i boligkomplekser, højhuse, husmandsboliger, gårde, godser og slotte. Uanset, hvordan vi imidlertid bor, så er der generelt set en række grundlæggende behov, der derved bliver tilgodeset. Tag over hovedet Et sted at spise Et sted at sove Et sted at forrette sin nødtørft Et sted at bade eller vaske sig Et sted at klæde om Et sted at holde hus Og et sted at være sig selv Vi har, sagt på denne måde, alle sammen et forhold til eller en opfattelse af, hvad et hus er og hvad der grundlæggende hører med til et sådant. Dertil kan man så knytte en lang række forskelle, såsom pladsmæssige forskelle; mennesker, der vokser op i boligkomplekser har ikke den samme opfattelse af plads eller råderum, som mennesker, der vokser op på en gård eller i et hus. Det er for eksempel ikke givet, at børnene, senere unge, kan få hver deres værelse, hver deres - deres eget, personlige rum at lære sig selv at kende i. Man kan også knytte mere åndsbegrebslige skel eller udtryk til sit hus, sin bolig, sit hjem, såsom: ‘At være herre i eget hus’! Ikke desto mindre er det fortsat grundlæggende sandt, sådan generelt, menneskenaturligt set, at vi ved et hus eller en bolig opfatter: Et sted og et Rum. Det betyder, at vi ikke kan bo på nogen somhelst måde, uden at tage generelle opfattelser af bolig, dermed rum eller værelse med tag over hovedet i betragtning. Også selvom det kun er en sovepose med et stykke plastik over, ude i det fri, som vagabonden eller den hjemløse vil kunne tale med om. Samtidig betyder det, at dette rum er nødt til at være et sted, der følgeligt bliver kendt og således konkret, placeret; altså et fysisk og geografisk placérbart sted. ‘At være herre i eget hus’ betyder imidlertid noget andet eller mere. Det betyder, for eksempel, at man har styr på sin tilværelse eller, i det mindste, at man føler sig hjemme i sin egen krop. Sidstnævnte må være et minimumskrav i forbindelse med betydningen, således forståelsen af eller for udtrykket: ‘At være herre i eget hus’! Fra at tale om den generelt set betydningsfulde nødvendighed af at være givet en bolig eller have adgang til en bolig, for således på almindelig vis at kunne sove, spise, vaske sig, lade op og være til, som sagt - til at tale om i det mindste at være herre i eget hus, opfattet som sin krop, eens egen krop og dermed eens egen personlige tilstedeværelse som menneske i livet på jord, er der, sådan menneskenaturlig vis, altså forstandigt, forståelsesmæssigt set, et vist stykke. Altså en vis forskel i betydning og således i opfattelsen af nødvendigheden, der måtte være på tale. Er dét forståeligt? Er dét klar dansk tale? B. Huset er altså først og fremmest et sted og et rum, hvor vi bor. Et højhus rummer flere selvstændige boliger, vi kalder lejligheder, men det er fortsat et hus i den betydning, som jeg her har angivet og i forlængelse af ovennævnte atter bekræfter. Da det således er et sted har det også et stednavn. Vi beboer huse, eller boliger, der ligger et sted, følgeligt enten har et navn i forvejen eller, ret hurtigt, bliver givet et navn, så vi véd, hvad vi taler om - hvor henne - når vi taler om noget, der angår de medmennesker, der bor pågældende sted. Det er snedigt indrettet, kunne man sige, men uanset, hvad vi kalder det, så er vi, som mennesker sådan, at vi navngiver de ting, vi har brug for, for at kunne orientere os og tage højde for dels de mennesker, der måtte stå i en nærmere berøring med pågældende navn, for eksempel i kraft af at bo og leve dér, pågældende sted, dels for ikke at miste jordforbindelsen, som man siger, hvilket imidlertid også betyder at fastholde sig ved sit eget gode liv med sine steder til udfoldelsen af det. Det er en praktisk nødvendighed for os, som mennesker, at vi navngiver diverse steder. Ganske som det også er en praktisk nødvendighed for os, at vi navngiver os selv, vore børn. Der sker så imidlertid stadigvæk forvekslinger, eftersom der jo godt kan være to personer eller to steder, der bærer samme navn. Det véd vi imidlertid godt, at det kan ske, hvorfor, at vi enten opfinder unikke øgenavne eller knytter flere identifikationer til enten en person eller et sted. “Viby” er en bydel i Århus, men det er også et sted på Sjælland, der derfor hedder: “Viby Sjælland”. Denne omstændighed fortæller os med andre ord, at vi for at kunne tale forstandigt, fornuftigt eller bedre, lødigt eller retteligt omkring noget, så er vi også nødt til at placere dét, vi refererer til eller taler om. Og gør vi ikke dét, er vi ikke opmærksomme på, hvad der tales om og i hvilken forbindelse det står, så bryder kommunikationen mellem os før eller siden sammen. Man kan også sige, at det bliver hårdt at gøre sig forståelig eller bare at sige noget, såfremt man har oplevet et utal af misforståelser, der videre har ført een til at gøre sig umage med at undgå sådanne. Vanskeligheden er med andre ord, at man for at kunne tale om noget, også er nødt til at være konkret, hvilket så imidlertid kan give anledning til forvekslinger eller misforståelser. En sjællænder, der bor i eller i nærheden af Viby Sjælland vil højest sandsynligt først høre min brug af stednavnet, Viby, som værende en omtale af Viby Sjælland, hvor jeg mente Viby ved Århus. Men nu er stednavne vel ikke det værste at skulle håndtere eller høre forskel på, eksemplet derfor dårligt, jeg mener, det går almindeligvis ret hurtigt op for samtalens parter, hvilken af de to eller tre eller fire, der er på tale. - Det er noget andet, når talen falder på emnet: ‘At være herre i eget hus’, ‘hjemløshed’ eller ‘Gud’, for den sags skyld!!! C. De huse, der er i Danmark, de er blevet bygget. De har derfor en byggehistorie. For det første er de blevet opført på et bestemt tidspunkt, for det andet er der bestemte mennesker, der har ladet dem opføre, har tegnet dem eller bygget dem ud fra eget hoved med dertilhørende håndværkere og arbejdsmænd. I dag er det ikke usædvanligt, at man også gør brug af arkitekter; hus- eller bygningstegnere. Er man givet den fornødne sum penge til at bygge hus for, så kan man, først finde sig en byggegrund, dernæst opsøge et arkitektfirma og i samarbejde med dette få tegnet et hus eller en bygning, sådan som man forestiller sig det og sådan som det vil kunne fungere i forhold til det omkringværende. Det omkringværende er flere ting; i det mindste to ting. Det er først og fremmest omgivelsen i form af naboejendomme og den byggestil, som de vidner om, eller, taler vi om frit beliggende huse eller bygninger, bygningsgrunde i det fri, naturens omgivelse. Skal der bygges ved Vesterhavet, på den jydske hede eller i Rold Skov? Den slags har indflydelse på valg af materialer og byggestil. - Det andet, den anden ting i forbindelse med det omkringværende er den almenmenneskelige infrastruktur i vort samfund; det vil sige transportveje, kloakeringsmæssige forhold, vandforsyning, varme og strøm. Uanset hvordan og hvorledes eller hvor mange, der er involveret i byggeriet, så bliver den pågældende bygning, forløber byggeriet som det i god menneskeforstand er hensigten med det, en færdig og afsluttet helhed. Hvor begynder denne helhed? Ja, det har jeg sådan set sagt. Den begynder med bygherren, der ønsker at opføre en bygning. Dernæst kanske involverer en arkitekt i sine planer og videre en række håndværkere til udførelsen af bygningsarbejdet. Dette forløb kan vi videre med fordel indse, som bestående af to hovedfaser: henholdsvis idéfasen og realiseringsfasen. Idéen stammer fra bygherren eller med andre ord ham, der får idéen. Og arkitekten eller lignende er dernæst behjælpelig med at få konkretiseret idéen, så det kan lade sig gøre at tage fat på den, altså så det bliver muligt at begynde dens realisering med indkøb af materialer, rekvirering af håndværkere med videre. Fra at være noget indre hos mennesket, altså en forestilling, noget man kan forestille sig, til at denne forestilling opnår realisérbare ben at gå på, er der et stykke vej. Sådan er menneskelig fortagsomhed, når der skal bygges; det foregår ud fra en idé, der bearbejdes og konkretiseres til man kan få hænderne i tag med materialerne til at omsætte og således yderliggøre, altså opbygge idéens forestilling i det ydre, synlige eller bare, også tilgængeligt for andre mennesker, sandselige rum. Følgeligt også med sit sted. D. Bygninger ender som regel med at stå færdige, som velafsluttede helheder. Og de udtrykker som sådan al den idérigdom og arbejdsomhed, der har været involveret i at få dem op at stå. Helt fra den første spæde tanke eller forestilling hos bygherren, indover arkitektens tegning, kontakten til det omkringværende, såsom myndighederne, der varetager den almenmenneskelige infrastruktur i vort samfund, til de hænder, der har sat deres præg på materialerne, som bygningen er bygget af. Det sker dog også at vi, på grund af forskellige omstændigheder, vi ikke behøver, at komme nærmere ind på, må forlade bygningen, førend den så at sige står færdig. I så tilfælde er der ikke tale om en færdig, velafsluttet helhed, skal jeg skynde mig at sige, så enhver grel misforståelse kan udelukkes!!! Bygninger bærer således på en historie, der tilmed også kan betragtes som åndshistoriske udtryk. Det er velkendt indenfor arkitektur, at bygninger udtrykker deres tid, den tid, som de er blevet bygget i. Og således afspejler en del om eller ligefrem røber, hvordan man, det vil sige, hvordan vi som mennesker eller mere bestemt, i pågældende samfundskulturhistoriske kreds, følgeligt landsmæssige og folketingsmæssige sted, har følt, gjort os forestillinger, tænkt og realiseret eller, uvilkårligt, har udtrykt disse. Jeg mener, dermed har udtrykt mere til, kanske mere end godt er, som man også siger. Det er ikke blot bygherrens forestillinger eller tanker, der kommer til udtryk i den færdige bygning, det er også det pågældende samfunds åndsmæssige orientering eller åndelige formåen eller lignende. Kirkebygningerne i Danmark, men velsagtens også i hele Europa, bærer præg af en bestemt åndsmæssig orientering. Vi kunne kalde den for ‘himmelsk storhedsvanvid’ eller ‘guddommelig irettesættelse af de smålige svin på jord, som mennesket og vore samfund er, ifølge Biblen, begivenhederne, hændelserne samt håndlangerne forbundet derméd’. Nogen vil kanske her sige, at vi kan kalde det så meget vi vil, hvorimod jeg dertil vil sige: Nej, det kan vi ikke! - Vi kan ikke tillade os at kalde hvadsomhelst, hvadsomhelst og således, med andre ord for samme, være fuldstændig ligeglade med, hvad noget hedder og er og dermed sagt, hvad der i sandhed er på tale i og med vor agtværdige og ærelige menneskeforstand i livet på jord, med sine bestemte landssamfundne befolkninger. E. Og da vi nu er kommet ind på dette emne, kaldet bygninger, så opdager vi, som opmærksomme mennesker, at der findes yderligere skel, altså flere forskelle end vi først bed mærke i. Ikke blot er der, som jeg beskrev og gjorde det klart allerførst, i indledningen, forskellige slags huse, opfattet som boliger, omend disse ganske rigtigt er meget vigtige for det enkelte menneske og vore familier i og med, at de fungerer som hjem. Der er også bygninger, der ikke er boliger og ikke fungerer som hjem, men snarere som forsamlingshuse. Det vil sige rum og steder, hvor vi som mennesker kan samle os omkring andre ting og være eller stå sammen omkring disse ting, hvad de nu end, ved et nærmere kendskab dertil, måtte vise sig at være. ‘Forsamlingshuse’ er noget man kender til, når man kommer fra landet, nærmere bestemt er vokset op eller har levet og boet side-om-side med en landbobefolkning. De er siden deres opførelse til formålet, blevet brugt til at huse større forsamlinger. For eksempel i forbindelse med høstfest, det vil sige afholdelsen af et gilde for samtlige landarbejdere og deres ægtefælle eller kæreste, ovenpå en veloverstået høst, uanset hvor mange fold, høsten nu end har givet. Sidenhen er disse huse nok også blevet brugt til at afholde mere private fester for familie, venner eller trosfæller i en given sammenhæng. Der findes altså bygninger, der tjener andre formål end menneskets boligmæssige forhold. Forsamlingshuse er som sagt en af slagsen. Og da jeg også nævnte Kirken i den forbindelse, er det vel på sin plads at sige lidt om den og det forsamlingshus, som den udgør. Den er, her i Danmark, ganske vist blevet omdøbt til Folkekirken, men det skal man ikke tage alvorligt som dansker, eftersom indholdet stadigvæk ikke angår de danske slægters samfundne liv i livet på jord, det danske folks grund, Danmark. Indholdet i Folkekirkens kirkebygninger er fortsat det samme som det var tidligere, dengang, at de under ét blev kaldt Kirken. Og ligeledes gælder det derfor Kirkens tilhørsforhold til Paven i Rom, hvilket også kaldes Den Kristne Kirkes hovedsæde. Og indholdet. Indholdet i det forsamlingshus, som Kirken er, har sin byggehistorie. Er man fundamentalist, hvilket de fleste kristne er, især de teologisk uddannede præster, der afholder Gudstjeneste, så skelnes der ikke mellem Danmarkshistorien og Verdenshistorien. Det vil rettere sagt sige Danmarkshistorien og så Den Europæiske Verdenshistorie. I véd nok, den, der blandt andet ligger til grund for de sidste to, ganske store, ganske omfattende Verdenskrige. Og som således har involveret en hel masse øvrige lande og befolkninger i verden, der ellers intet har med den europæiske verdensdel at gøre. - På samme måde skelnes der blandt fundamentalister ejheller mellem Kirkens byggehistorie i Danmark og så den første kirke af slagsen, PetersKirken i Rom. Hvor PetersKirken i Rom, ifølge vor, gældende tidsregning, blev bygget i eller omkring år 0, i det mindste i det første århundrede, blev kirkerne i Danmark først bygget i eller omkring år 1000. Kirkens indhold er med andre ord omtrent 2013 år gammelt, dog først kommet til Danmark for omkring 1000 år siden; og derfor ikke 2013 år gammelt for danskerne. Sådan er det imidlertid med den løgn, og forskydning af sandheden, æreligheden og kæreligheden - vor ellers menneskeværdige, åbenbarne danske forstand - der udgår fra Kirkens åndsvirksomhed. Det centrale i og ved Kirkens indhold, her i Danmark, kan man ret hurtigt få indblik i ved at overvære en Gudstjeneste, en dåb, en konfirmation, et bryllup eller en begravelse. Uanset, hvad den nærmere omstændighed, der således sagt giver et nærmere indblik i indholdet, kan man imidlertid også ret hurtigt danne sig et indtryk ved blot at kigge indenfor i Kirken. For i midten af Kirken, ofte i modsatte ende af indgangsdøren og for enden af den lange gang, der løber op mellem rækkerne af bænke, der således er placeret til højre og til venstre, med front samme vej op mod forsamlingspunktet, hænger der en træfigur eller lignende, der afbilleder JesusKristus På Korset. Præstesvinet, gudslæren og dennes menigheder skiftes dog til at kalde deres vantro forbillede, ‘kristus’, for blandt andet henholdsvis ‘den savlende’, undskyld ‘den salvede’ eller ‘den korsfæstede’; christ, som det hedder på engelsk, er nært beslægtet med cross, der betyder kors. Men således, hermed givet, et eksempel på, hvordan de forstokkede GudJesusKristus-hjerter er ligeglade med, hvad noget i sandhed er. Altså ingen menneskeværdig sands som også ærelig, åbenbaren dansk menneskeforstand er givet endsige agter på. Og kniber det med indrømmelsen af denne, dette forhold, hvilket for dem velsagtens opfattes som en anklage mod deres tro og således deres inderlige, personlige identifikation, så kaster de Gudsatans skøger og horeunger i nakken på een. I Danmark sker det som oftest ved at gøre brug af henholdsvis latinlegemet, det oldgræske legeme eller det hebræiske legemes udgave af den sydlandske voldsmagt i kødet, dermed i menneskets ellers åbenbarne forstand eller sindelag. Tillige ved brug af aristotelisk teologik, etik og politik, samt falske venskaber og forloren takketale i påståeligt navn, falsk ånd af venlighed; ja sågar ægteskaber omkring børn og familier bliver brugt til at fortrænge, endda til at slå deres værste modstander ihjel, nemlig: SANDHEDEN I LIVETS EGET NAVN. Under de kristnes ikon i midten af Kirken, den skulpturelle afbildning af JesusKristus, således idealiseringen eller efterligningen af et menneske, der engang var til i livet og som gjorde noget i og med det, i sit samfund, Israel, er der placeret et alter. Et bord, hvorpå den gamle Bibel, det vil sige den jødiske slægt-og-samfundshistorie fra omkring år nul, ligger. Den hører altså også med til det centrale indhold i Kristendommens Kirke. Og nærmere betegnet er Biblen delt op i henholdsvis Jødedom og Kristendom, det vil sige Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, hvilket jeg understreger, da de kristne, sådan formelt set, er tilhænger af Det Nye Vidnesbyrd, undskyld JesusKristus’ eller Kristendommens Testamente!!! - “I Guds navn”, som de så dernæst siger, for at sikre, at de ikke forbryder sig mod Jødedommen, Det Gamle Testamente, der, sådan rundt regnet, er en samling love, foreskrifter og livserfaringer, som Gud har gjort i bukserne på jødernes forfædre og deres mund på skrift, og som sådan set vedrører landet, Israel og dette land og folks historie. Især gjorde så for 2013 år siden, i dag, hvad Israel og israelere angår, forhåbentligt mere landshistorisk, altså samfundskulturhistorisk set. Samler vi nu op på, hvad jeg har sagt omkring Kirken - velvidende at dens fundamentalister ikke skelner mellem det danske folk og det jødiske eller jøde-kristelige eller for den sags skyld romantiske folk, og vi således som livsforstandige danske mennesker er nødt til at behandle hele kirkens foretagende under ét, så bliver sammenfatningen som følger. Kirken er grundlagt af disciplen Peter, der i sin tid fulgtes med og adlød Jesus i hans kamp mod Gudlovens pamperi i sit hjemland, Israel, følgeligt også en kamp mod løgnen, således satans lovreligiøse skrifter og deres undertrykkelse af menneskets åbenbarne sindelag i sin personlige opvækst, herunder den romantiske besættelsesmagt. PetersKirken i Rom blev den første Kristne Kirke, der tog ved lære af Jesu lidelseshistorie, samfundshistorie og gerninger. Og ud fra denne omstændighed, det vil sige disciplene og apostelenes gerninger med at udbrede kendskabet til Biblen, Jesu ord i Guds navn, og hele historien omkring ham, hans samfund og tid, blev der bygget flere og flere lignende kirker i hele Europa. Kirkens bygning bliver følgeligt kirkerne, hvis indhold bygger på Biblen, biblens hovedfigurer, såsom Jesus eller Maria samt jødedommen, det vil sige en strafferetslig lov-&-skriftskultur, der foregår i Guds navn. Samt endvidere hele udbredelseshistorien, der i dag også, som før nævnt er det samme som en og samme uendeligt afstumpende - lemlæstende - og således brutal Verdenskrig i Guds oldgræsk-katolsk, romersk-katolske og jødiske navn. Altså ifølge en sådan oldtidsfikseret genopstandelse af begreber, sprog, logikker og ånd af “vort” døde køds historie. PetersKirkens bygning af kirkebygninger er følgeligt et terrornetværk, hvis ondskabende kraft består i at indkode eller belaste livets raske børn, unge og mennesker i øvrigt, blandt andet af dansk herkomst, med fortidens dødsmagter i form af dels døde menneskers gamle skrifter, dels udanske menneskers gamle skrifter, desuden døde sprog, døde begreber, døde logikker og levende åndsopfattelser i, ofte adlydende henhold dertil. GudJødePaveKristendomsKirkens gamle system, terror-netværket, fratager os med andre ord vor åbenbarne hørelse for Livets Menneske og dermed en forstandig opvækst i og med vort sande kød på og med vore egne, vore respektive samfunds udvikling med sine hovedsprog, åndskropslige livserfaringer med deres begribeligheder indbefattet. Eftersom den, Kirken, tilmed gør sig gældende med 2013 på bagen, hvilket imidlertid, her i Danmark, kun kan blive med omkring 1000 år på bagen, har dens tåbelige åndsvirksomhed, vanrøgt af dansk menneskeliv, også indtaget en række af de øvrige bygninger i samfundet. Og dem skal vi nu, i det følgende, se nærmere på, ud fra den tilvejebragte klarhed: Der findes bygninger i samfundet, der ikke handler om boligmæssige forhold. Derfor ejheller bygges eller er blevet bygget med henblik på at tilgodese et sådant formål. Deres grundlæggende idé, det formål, som de er bygget til, er følgeligt et andet. De tjener, som vi så desværre negativt har skullet indse og forstå det, hvad kirken, dens indhold og utro folkefærd angår, andre, forhåbentlig også fællesmenneskelig bevendte, samfundsbekræftende, formål. Vel ikke mindst, forhåbentligt, gentager jeg, hvad vore danske slægters oplysende liv og almenmenneskelige samfunds mindelige udvikling, vort vikongelige livs historie i og med Danmark, angår. F. Der ligger en bygning i København, der kaldes Højesteret. Og den har en overskrift, der fortæller, hvad formålet med den bygning, og de underafdelinger, der gives i den forbindelse, byretten og landsretten, er. Overskriften, der stammer fra Jydske Lov, en af de første lovsamlinger i Danmark, lyder på følgende: “Med Lov skal Land bygges” eller “Med Lov skal man Land bygge”. Det betyder det samme, sådan rundt regnet, eftersom love jo altså udfærdiges af mennesker, dernæst gøres gældende som love, vi alle sammen skal overholde, nu engang har for vane at gøre. I Danmark er det Folketinget, der vedtager lovene. Og det er der en procedure omkring, desuden en offentlig debat i forbindelse med. Den offentlige debat, som ethvert danske menneske er givet ret til at deltage i, kanske ovenikøbet er givet pligt til at gøre sig gældende i, har imidlertid ikke indflydelse på lovens bygning som sådan. Lovens bygning er nemlig Gudsatans egen løgn, hvorfor at mennesket i almindelighed ingen sand mulighed har for at gøre sin ærelige ret og gode forstand gældende i forhold dertil. Det skyldes med andre ord, at lovens bygning er skriftens retskrivende historie og at denne ikke tager udgangspunkt i ordet, vort vikongelige danske menneskekød, men derimod i en verdenshistorie, herunder et forkromet, rationalistisk EU, der intet har med Danmark endsige Europas respektive lande og befolkningers hjertegode livsudvikling at gøre. Der er med andre ord tale om en gammel misforståelse i retningen af den, vi også så med hensyn til GudKirken. Og det er ikke et tilfælde, at det er sådan, allerhøjest noget, der kan give et beklageligt slagtilfælde i ethvert barn, hvis forældre ernærer sig ved brug af lovens redskab og virksomheder til at få mennesker i almindelighed til at makke ret i henhold til Gudsatans løgn som sagt, tillige hans inkassovirksomhed, skat, og således en “lovende” skriftfikseret samfundsudvikling til fordeling af alles ligegyldige ret til alles penge, som ingen ret vil tage ansvaret endsige kan bære skylden for. Og dog er der nogen, der er nødt til at gøre så. Det første vi skal indse er, at vi med Højesteret har med en gammel retsbygning at gøre, der fungerer som domstol. Og ifølge min opfattelse er det meget vigtigt, at dens virksomhed fastholder sig ved sandheden, dermed kan være i stand til at skønne på retten, kanske ligefrem dømme over de forhold, der underkender eller undertrykker sandheden og dermed retten til livets gode eller bedre udvikling. Sagt med andre ord: Såfremt mennesket lyver falder rettens bygning, dens formål, sammen. Så langt så godt. Det andet, vi nu skal indse er, at denne bygning åbenbart er forbundet med loven, dermed den lovgivende virksomhed i landet. Tidligere var det kongens ord, der var lov og som man så måtte tage højde for i rettens sale. Senere blev det Folketingets love, som før nævnt, der blev lov og som man så måtte tage højde for i rettens sale. Og Kirken, tjaa, den kører jo sit helt eget løb i kødet på os ved brug af Gudfandens pumpestokke af romantisk-jøderetslige voldsmagter med hele oldtidsarvens statiske, logiske, universelle eller universitære, akademiske, tillige verdenshistoriske forestilling indover. Sagt med andre ord: Hvad er det for en idé, hvad er det for en forestilling, der står bag den opfattelse, der kommer til udtryk på højesteretsbygningen, nemlig den: At vi kan bygge land med lov? En lov er en tekst, et stykke skriftligt materiale, der gør gældende, at vi alle sammen skal et-eller-andet eller må det og det og det - indenfor et givent område - hvilket imidlertid med det samme kommer til at betyde, at vi ikke er sikre på, om vi så må det og det og det. Kanske ovenikøbet indenfor samme område. Sådan er det ikke mindst, når vi samtidig betænker, eller bare intuitivt er klar over, at loven og love alle dage har afstedkommet strafferetslige forhold, med andre ord brug af ordensmagt til håndhævelse af lovens ordlyd, som den nu engang, dog på vidt forskellig vis, er blevet opfattet. Den, der opfatter lovens ord som lovens hele virksomhed, med alle sine bygninger og håndlangere opfatter den, er lydig og den, der ikke lystrer ulvenes hylen i karet af korets sammensvorne Gudsatan er ulydig og skal følgeligt straffes eller sågar fjernes; altså slåes ihjel. - Hvordan vil man bygge et land op ved brug af lov, når ovennævnte er klokkeklar sandhed, kendt gennem utallige år og således af et utal af mennesker i menneskelivets slægter på jord? Er Danmark et hus, en retsbygning med sin dertil indrettede - lovtekst? Hvor blev RETTEN af svin i by-, land- og højesterets, ikke mindst statskundskabelige, bygning? Vær venlig at svare på spørgsmålet i al oplysende skriftlig dansk åbenbarenhed, offentligheden. G. Kongehuset er også en bygning. Og den, Danmarks Kongehus, er noget helt særligt for danskerne. Også for mig, Jens Haarup Mortensen. Den er nemlig både en bolig, i form af Deres Kongelige Højheders hjem, først og fremmest Dronningen og hendes nærmeste, og en samfundsmæssig bygning, altså en bygning, der tjener vort fællesmenneskeligt bevendte, danske slægters landssamfund, Danmark. Og desuden, efter bedste formåen, en lang række velgørende eller mæglende formål, der rækker langt udover Danmarks grænser. Og det gør den, det vil sige, det sker i kraft af Deres Kongelige Højheders indsats og virksomheden omkring Kongehuset, men ligesåvel i kraft af vort vikongelige danske kød i befolkningen og den troligt åbenbarne menneskeforstand, som dét kød afstedkommer. Enten benævner og betegner eller som det på anden livskraftig dansk vis formår at oplyse, helbrede og forløse os, gennem eller ved vore liv, virksomheder og arbejdsomme gøremål i øvrigt; vort menneskepersonlige og mellemmenneskelige vigør i livet på jord i det hele taget. Jeg, Jens Haarup Mortensen, skal ikke, i denne ombæring, komme nærmere ind på KongeHuset eller dets bygninger. Dog skal jeg sige, at formålet med det, det vil sige den grundlæggende idé bag dets virksomhed, ikke på nogen måde kan løsrives fra de danske slægters befolkning og således vor vikongelige forstand af sandfærdige erkendelser og ærelige, hjertegode indsigter og indrømmelser til viderebringende udsigter og udrensninger af forældet visdom i livets eget forsynsduelige, tillige oplysende, helbredende eller forløsende navn af ordet, vort kød, altså af og for vort, danske menneskeslægters velbefindende med deres eget liv: Vort forkyndende, arbejdsomt formidlende, forplejende og forplantende menneskeliv i og med samfundet, Livets samfund, Danmark. Som jeg forleden fik sagt noget i retningen af: KongeMagten er Agtelsen for vort i sandhed vikongelige danske menneskekød med sine sandfærdige erkendelser af livets hele hellige foretagende på jord, og af de kræfter, jorden er underlagt samt ærelige indrømmelser af vort menneskeværdige liv med sine respektive lande og deres befolkninger. Hvilket videre, eftersom vor regerende samfundsorden betegnes ved, således gælder i navn og ånd af Indskrænket Kongedømme og Oplysende Folketing, betyder, at vi som danskere er givet ret, pligt, frihed og ansvar til at gøre som jeg just fik sagt, således gentager, nemlig at oplyse, helbrede og forløse os i navn, dermed sagt i ånd af ordet, vort kød, altså af og for vort, danske menneskeslægters velbefindende med deres eget liv: Vort forkyndende, arbejdsomt formidlende, forplejende og forplantende menneskeliv i og med samfundet, Livets samfund, Danmark. H. Dette afsluttende afsnit skal ganske kort forsøge at samle op på dét, der er kommet frem for dagens lys, som jeg finder værd at bide mærke i, under overskriften: “HUSET - helhedsøvelser”. Der er forskel på huse, vi kender, opfatter og forstår som boliger, således også hjem. Og så huse, vi kender, opfatter, men kun tildels forstår som bygninger. Det vil sige, der er forskel på de bygninger, der af de ovenfor anførte, såvel historiske som begrebssproglige grunde, tjener bestemte, mere eller mindre uklare formål. Bruger vi det udtryk, jeg, Jens Haarup Mortensen, brugte i forbindelse med bygherrens idé og arkitektens behjælpelighed med at konkretisere den, så håndværkerne og arbejdsmændene vil kunne omsætte den ydereligere, nemlig: bygninger, der ender med at stå som færdige og afsluttede helheder af sin tid og den ånd, der har gjort sig gældende i forbindelse med dem, deres opbygning eller realisering - så kan vi nu tilføje, at der åbenbart også er bygninger i samfundet, hvis realisering det kniber gevaldigt med. De står åbenbart ikke færdige, som afsluttede helheder. Eller det er i det mindste vanskeligt ret at se hvordan, når de, som det ofte synes at være tilfældet, nærmest slåes om retten til at være færdige eller afsluttede helheder. I kraft af KongeHuset, dets bygninger og virksomhed, bliver vi imidlertid klar over, at der heldigvis er en forståelse af samfundsmæssige bygninger, der tjener et fællesmenneskeligt bevendt anliggende eller formål i livets eget liv- og slægtsbårne navn, vort samfundne land indbefattet. Med andre ord ikke kan opfattes som afsluttede helheder, derimod må opfattes som kongeligt oplysende, således helligåndsbringende menneskevirksomhed, der følger med samfundets, forhåbentlig hjertegode og forstandigt åbenbarne livsudvikling; ikke mindst de danske slægters befolkning eller det danske folk. Formålet står således klart i forbindelse med KongeHuset, eller takket være KongeHuset, hvorimod det er mindre klart i forbindelse med en del andre, blandt andet Kirken og Retsbygningerne, som ovenfor angivet. Der er altså bygninger, der kommer til at stå som udtryk for en tid, følgeligt en bestemt tidsånd og så er der bygninger, der kanske også, alene betragtet, står som udtryk for en tid med sin tidsånd, da enhver bygning jo bærer på sin historie, men som desuden varetager og således udvikler sig i og med vort livs sande helligånd og oplysende, tillige reformulerende sigte derméd i slægters gang. Og dét, dette sidste, har med andre ord en afgørende betydning for sandheden og dermed den sandselige livretslige udvikling og udfoldelse af raske danske menneskeslægters forstandige opfattelse omkring mange ting, herunder forholdet til de pligtopfyldende, ansvarlige og forsvarlige, ikke mindst vikongeligt oplysende, danske Folketing. ... For god ordens skyld skal jeg, i mellemtiden, og i mangel af bedre, dog i forbindelse med tilvejebringelsen af ovenstående sandfærdige grunde, dermed sagt sandselige sandhed i forhold til “HUSET - helhedsøvelse”, herunder i særlig grad med agtelse for den oprindelige danske befolknings enestående liv og oplysende retning derméd, det vikongstrolige danske oplysningspotentiale indbefattet, samt af mange flere, både almindelig hjertegode og forstandige grunde, tillige ikke mindst i ære af de mange døde danskeres minde, gøre opmærksom på: DAGSORDENEN I DANMARK 1. Danmark SKAL ud af EU og danske EU-politikere skal dømmes for landsforræderi. Det er indtil videre Helle Thornings (statsministerens) opgave at meddele vore nabolande om beslutningen. Vi er naturligvis fortsat til fred mellem vore respektive lande, men ønsker med andre ord ikke at medvirke til et UNITED national-socialistisk-liberalistisk-katolske StatsDemokratier of EUROPE. 2. Etablér det fællesblad, kaldet: Fællesbladet Danmark, jeg har skitseret og forelagt offentligheden. Etablér samtidig en kontrollérbar dansk internetkultur, eventuelt med en dertilhørende DAN-computer, så vi kan sikre ytringspligten i forlængelse af oplysningspligten, samt meningsudvekslingen, i en dansk kontekst. 3. Afvikl parti-politisk kultur, ikke mindst ungdomspolitiske foreninger. Gør det ved i samme ombæring at flytte Det Nye Folketing til VIborg. Og lad den gamle Jesus-Kristus-borg, Christiansborg, være et folkekulturelt oplysningsorgan for vore dansk-nordiske egne og tilhørsforhold. Afvikl ligeledes religiøse fraktioner; se pkt. 7. 4. Afvikl Staten/Regioner/Kommuner til fordel for vore respektive borgmesterbyer regeret ved en renovering af land- og byrådskulturen. Lokalområdet skal udvælge skikkelige repræsentanter til Det Nye Folketing. Og der skal knyttes en mindre uddannelse til at forestå det repræsentative oplysningsmæssige arbejde for lokalbefolkningen i Det Nye Folketing, der skal fungere som en tinge-kultur på landsplan. Det er forbeholdt danskere at deltage i Det Nye Folketing, hvilket vil sige, at man som minimum enten er gift eller med barn i dansk slægt. 5. Genopbyg Forsvaret. Værnepligten: Indkald danske drenge til vikongstrolig opbyggelighed. Træn dem godt og grundigt op fysisk ved den første indkaldelse som 18-20 årig. Brug flere kropstraditioner til det. Og lær den danske natur og naturlige fødevare-ressource samt dansk lægevisdom bedre at kende. Som 23-25 årig indkaldes de igen til oplæring i millitært forsvar samt med indgående kendskab til erhvervene/folkegrupperinger, sprog og kommunikation. 6. Luk universiteterne og etablér videregående uddannelser på dansk. Livsoplysning af ånd og krop med henblik på at videreudvikle oplysende, almennyttig og helbredende virksomhed i samfundet. Knyt dertil et indgående kendskab til talefærdighed og skriftlighed samt til historie, kategorier, begreber og sprog. Lad en international afdeling opstå for sig, så det danske ikke bliver mere forurenet og sammenrodet end det i forvejen er. 7. Reformér Kirken og vor tro. Smid hele oldtidsarven ud, dvs. Jesus på Korset, Biblen og i det hele taget det forfærdelige åndsvid og den forkastelige hørelse ifølge græsk, latin og hebræisk, henholdsvis det græsk-romersk-katolske jødelem, som man tilforn gennem 1000 år forgæves har praktiseret. Få danske stenhuggere til at lave et hjerte af sten med et stort V for VORT indgraveret, til ophængning over alters. Og lad præsterne dyrke livets indsigter i al evighed, fremfor Guds lemlæstelse og dyrk skriftlig dansk, dansk historie og danske skrifter som nye vidnesbyrd, fremfor at fastholde jer ved den gamle dogmatik, der i sin tid er indført fra udlandet syd fra. 8. Kongehuset bedes ligeledes holde sig velorienteret i Danmarkshistorien og i det dansk-nordiske samfund. Og jeg ser gerne, at Deres Kongelige Højheder sørger for, at der fortsat er dansk kød, blod og ånd i kongehusets slægter fremover. I det mindste nordisk. Det har nemlig betydning for vor hørelse og ægteskabende forstand i forbindelse med vore dansk-nordiske slægters oplysningsmæssige potentiale. Og det skal jo fremmes og opløftes, fremfor indføres i den gamle kristen-katolsk-jødiske vrede, had eller sorg, der alle dage har ødelagt VORT. 9. Udlændinge skal sendes hjem, medmindre de er gift eller med barn i dansk slægt. Undtaget er naturligivs også adoptivbørn i værge af danske slægter. Ikke mindst grundet den forestående reformering af al vort. Undtaget er desuden, på grund af Danmarks tilhørsforhold i Norden, udlændinge af nordisk herkomst. 10. Erhvervslivet i Danmark er forpligtet på at handlen med den danske krone, kongens mønt, foregår i henhold til dagsordenen med vort samlede, danske samfund. Det betyder, at det ikke er lige meget, hvad der handles med, ejheller, hvordan der handles samt hvordan virksomheden tager sig ud i forhold til de lande og befolkninger, der handles med. Og det gælder ligeledes i forhold til den danske nær-omgivelse, eftersom der er eller gerne skulle opstå en åbenbaren og virksom livsudviklingskultur indenfor det offentlige. Der er med andre ord en livsbetonet dagsorden omkring kongens mønt, den danske krone og det bedes I, Jer, der driver virksomhed i Danmark, respektere. Tak for Ordet Vort Vikongelige Danske Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL følgende reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst Jens af Danmark >>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Sun, 10 Nov 2013 01:42:14 +0000
Trending Topics
© 2015