I studenter af 1963 har nu fået eksamensbeviserne i hænde, og dermed er I i besiddelse af dokumentation for, at I har ret til at bære den smukke rød-hvide hue, som I alle havde på hovedet, da I kom herind, og som pigerne bærer endnu. Og samtidigt har I erhvervet jer ret til at blive immatrikuleret ved universiteterne og de højere læreanstalter. Det vil altså sige, at mange års skolegang nu er forbi, og i dag er vi kommet sammen for at sige farvel til jer på skolen og ønske jer lykke på rejsen. Der er sikkert ingen tvivl om, at I ser fremtiden i møde med tro på, at I vil komme til at øve en indsats, som langt overgår, hvad tidligere slægter har formået. I kan dog næppe undgå at tænke på, at den verden, i hvilken I skal bygge jeres fremtid er problemfyldt, hvis verden nogen sinde ikke har været det. Mange af de taler som i de seneste år har været holdt angående situationen i verden, har kunnet bære overskriften: På afgrundens rand. I vil måske indvende, at det ikke er første gang i historien, at tænkende mennesker søger at karakterisere vilkårene for deres tilværelse som en vandring på afgrundens rand. Og det er rigtigt. Vi kan i den forbindelse minde om Grundtvigs ord: Fædreneland! / Som på afgrundens rand, / Midt i bølgerne blå / Skal du blomstrende stå. Og alligevel må vi vel indrømme, at det i vore dage i særlig grad er berettiget at skildre situationen som en tilværelse på afgrundens rand. To store magtblokke står over for hinanden, begge rustet til tænderne. Begge parter gør deres yderste for med hensyn til krigsberedskab at være på højde med modparten eller helst et stykke foran. Samtidigt føres der ud over hele jorden en krig med åndelige våben, som vi kalder den kolde krig. I denne krig er der ikke et øjebliks våbenstilstand. En ateistisk og materialistisk åndsmagt virker iblandt os, og denne magt fornægter alt det, som vor kultur bygger på og den stræber efter uindskrænket herredømme over hele jorden og over alle mennesker. Hvad har vi at sætte ind over for dem, som med iver og glødende tro fører kampen mod alt det, som Danmark har bygget sin verden på indtil nu? Vi siger at vi har vores demokratiske styreform at fremhæve og den siger vi., at vi vil kæmpe for. Det er nok det almindelige svar. Jeg tror at det vil være godt at overveje dette svar lidt nærmere, for at det ikke skal blive en tom frase. Demokrati betyder, at det er flertallets vilje, som skal gælde, og hvor demokratiet er sundt betyder det også, at der skal tages skyldigt hensyn til mindretallets ønske. Vi har ret til at side, at vi har et sundt folkestyre i vort land, og vi er ikke i tvivl om, at vi foretrækker demokratiet som styreform frem for det styre, som findes i diktaturlande. Her kan vi imidlertid ikke standse. Vi må stille det spørgsmål, om vort folkestyre hviler på så sikker grund, at det vil kunne holde stand over for den dynamiske ideologi, som angriberne er besjælet af. Det drejer sig altå om at blive klar over, om de åndelige kræfter hos folkets flertal er i besiddelse af en sådan bærekraft, at alle angreb på vort styre må blive forgæves. Hvad er det for et flag, som det danske samfund sejler under i denne tid? Lad mig forme mit svar i forsigtige vendinger ved at sige: Er det ikke rigtigt, at vort velfærdssamfund har sat alle kræfter ind på at tilvejebringe materiel fremgang for alle? Så længe der er mangel på materielle goder, som er forudsætningen for en menneskeværdig tilværelse, er det rimeligt at lægge afgørende vægt på en forbedring af befolkningens livsvilkår; men når nu samfundet snart er nået dertil, at den materielle fremgang ikke skal tjene til at tilfredsstille et nødvendigt behov, men et luksusbehov, så bliver det usikkert, om det er sundt at have materiel fremgang som eneste ledestjerne for samfundets fælles bestræbelser. Det er i hvert fald klart, at vi ikke kan fremhæve vor materielle standard som vort væsentlige aktiv i forhold til lande med andre styreformer. Når den umiddelbare nød er overvundet, er den materielle standrd et usikkert aktiv, og det vil heller næppe kunne bevises, at den demokratiske styreform er mere effektiv i retning af tilvejebringelse af materielle goder end andre styreformer, som vi ønsker at tage afstand fra. Vi trænger til at besinde os på, hvad det egentlige er i den samfundsform, som vi er enige om at ville forsvare. Vort forsvar kan ikke bygges på et nej til en samfundsform, som vi ikke synes om, det må have et positivt udgangspunkt, hvis det ikke skal være for svagt. Der synes i vort folk langsomt at være ved at vokse en erkendelse frem af, at materiel komfort, økonomisk velstand og social tryghed ikke er livets højeste værdier. Når vi nu har fået noget at leve af, hvad skal vi så leve for? Det er påfaldende, at der findes megen rådvildhed og livslede samtidigt med, at de ydre vilkår for vor tilværelse er bedre end nogen sinde tidligere. Det er på dette punkt, der må gøres en indsats i de kommende dage, hvis vi skal bevare vor sundhed som folk. Vi må blive grebet af en åndelig virkelighed, som betyder mere end penge. Vor stræben har i den senere tid været rettet ensidigt mod det materielle; man kan nemlig ikke sætte alle sine kræfter ind på materiel ekspansion og samtidigt opnå, at den åndelige værdiverden forbliver åben for en. Det åndelige grundlag for vort folks kultur har gennem 1000 år været den kristne tro og den livsholdning, som kristentroen er bærer af. Der synes i den senere tid at være tegn på, at vort folk i svagere grad end tidligere gør sig til ét med dette budskab. Man kan vel ikke sige, at vi tager afstand fra kirken og dens forkyndelse. Folkets store flertal hører tværtimod til folkekirken og benytter sig af dens tjeneste ved de helt afgørende begivenheder i livet. Men samtidigt er der overordentlig mange, som ikke ønsker aktivt at engagere sig i kirkens liv. Passiv velvilje er en meget udbredt holdning i dette spørgsmål. Situationen på dette vigtige område ligger altså således, at den kristne tro ikke i samme udstrækning som tidligere kan siges at være en inspirationskilde for vort folks livsholdning. Det er imidlertid et spørgsmål om det lader sig gøre at bevare de frugter, som den kristne forkyndelse gennem århundreder har skabt i vort folk, når den levende tilknytning til deres grundlag går i opløsning. Et effektivt forsvar for den livsform, som er blevet vor, forudsætter sikkert at det åndelige grundlag for denne livsform holdes frisk. I studenter skal nu forlade skolen. De fleste af jer skal sikkert endnu en årrække arbejde med henblik på forberedelsen til jeres livsgerning. Samtidigt vil I imidlertid i stigende grad få et medansvar for vort folkelivs kommende udvikling. Vi vil gerne fra skolens side give jer vore bedste ønsker med på vejen. Jeg håber at I vil være med til at bygge videre på det livsgrundlag, som har været vort folks gennem de svundne tider.
Posted on: Wed, 11 Sep 2013 12:27:00 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015