Jeg har siddet og funderet lidt over Erikas og min oplevelse med skadestuen i går. Der skete det, at da vi kom og fremviste barnets blødende finger til sygeplejersken i receptionen, så får Erika et stykke gaze på, hvorpå vi venter i 2,5 time. På det tidspunkt er gaze og blod størknet sammen til en vidunderlig ulækker masse, som sygeplejersken, da vi endelig kommer til, ikke kan få fra hinanden. Hun flår lidt i det og Erika skriger fuldstændig uhæmmet af angst og smerte. Sygeplejersken forsøger så at bløde hele redeligheden lidt op ved at holde barnets hånd ind under vandhanen, hvilket svider yderligere i såret. Og Erika er tæt på panisk. Tårerne kommer væltende frem hos mig men jeg forsøger at tale til hende stille og roligt. Hvorpå sygeplejersken stikker mig et fad med vand og siger: Det her klarer moderen nok bedst og forsvinder skyndsomst. Så kan jeg sidde der - snøftende uhæmmet- og tvinge min lille piges smertende hånd ned i vandfadet, mens barnet er fuldstændig panisk ulykkelig og i panik. Heldigvis kom der så en mere erfaren sygeplejerske, som kunne tage ved og få det der gaze af i en fart. Men hvor er vi henne, når ventetider påfører patienterne endnu mere smerte, end da de kom ind på skadestuen? Ja, ja - bevares, kender godt til akuttilfælde, lægemangel og pressede sygeplejersker, men når det går ud over mit barn, så hører alle de her rationelle argumenter altså op!!
Posted on: Tue, 03 Dec 2013 12:50:11 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015