”Jeg sku’ bare lige…” Forklaringerne er mange, når - TopicsExpress



          

”Jeg sku’ bare lige…” Forklaringerne er mange, når Københavns Politi påtaler færdselslovsovertrædelser begået af såkaldt bløde trafikanter, altså fodgængere og cyklister. Måske det for den enkelte kan synes som en ubetydelighed at cykle et kort stykke på fortovet, cykle i et fodgængerfelt eller lige tage den et stykke i den forkerte side af vejen. Men den type adfærd resulterer alt for ofte i farlige situationer og egentlige færdselsuheld. Og i sammenstødet mellem en bil og en cykel, så er det som regel cyklisten, der slår sig mest. Uheldstallene for 2012 taler deres eget triste sprog: Af alle registrerede tilskadekomne cyklister og fodgængere i Danmark kom ca. hver fjerde til skade i Københavns Politikreds. I alt blev der i 2012 dræbt seks fodgængere og cyklister i politikredsen og 294 kom til skade. - Der er mange årsager til de tragiske ulykker og mange uheld. Men en stor del kan henføres til, at cyklisten eller fodgængeren har udvist en uhensigtsmæssig og ulovlig adfærd. Fordi, som vi ofte hører, ”jeg sku’ bare lige …”, siger vicepolitiinspektør Jens Jespersen, leder af Færdselsafdelingen, Københavns Politi. Københavns Politikreds medvirker i denne uge i en landsdækkende indsats mod trafikfarlige forseelser begået af blandt andet cykler og knallerter. Så er man én af de ca. 300.000 cyklister, der hver dag færdes i politikredsen, vil man i denne uge kunne opleve en øget kontrolindsats på området. - Vi håber på denne måde at medvirke til, at bløde trafikanter tænker sig om en ekstra gang, før de begår en potentielt farlig manøvre. Men det er ikke kun i denne uge, vi har fokus på cyklisters og knallerters adfærd i trafikken. Vi prøver hele året at skride ind på de farligste steder, hvor tankeløse cyklister sætter eget og andres liv på spil, for vi vil gerne nedbringe de triste tal i København, siger Jens Jespersen.
Posted on: Thu, 26 Sep 2013 07:55:47 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015