MENINGSTYRANNI II - HOLDNING I forlængelse af min beskrivelse af meningstyranniet hører følgende også med. Holdning. Inden jeg kommer ind på dét, skal jeg imidlertid sige noget om Facebooks herkomst og dermed sagt, et nyt medie til at sige sin mening, gøre sin mening gældende overfor den medmenneskelige, til tider umenneskelige omgivelse. Og i den forbindelse bliver jeg nok også nødt til at sige noget om computerens herkomst, dens opfindelse, og internettet. Facebook. Facebook er en såkaldt software, som en amerikaner, formentlig af tysk afstamning, har udtænkt og programmeret. Den er opfundet ud fra, hvad man i gymnasial sammenhæng - highschool, som det hedder på amerikansk - kalder: Den Blå Bog. Den Blå Bog er en tradition, der handler om at beskrive særlige oplevelser omkring den samling af personlige mennesker, man lever med og uddanner sig med i de unge år. Der er både kærtegn og knobs involveret i sådanne beskrivelser af de forskellige personers bedrifter i den unge ungdom, men generelt set er sigtet at gøre en mindeværdig status over den tid, man har været sammen. Da man jo på det tidspunkt véd, at man efterføgende bliver spredt for alle vinde, som man siger lidt vemodigt. Det er mig bekendt dét udgangspunkt, som satte Mark Zuckerberg (og Co.) som han hedder, i gang med at udtænke et såkaldt ‘socialt medie’, til at holde kontakt med de mange bekendtskaber, man gør sig i de unge år. Og ad den vej er det så blevet udviklet, kan man tænke sig til og derved indse. Først gjaldt det med andre ord de medstuderende, men ved internettets omstændighed blev der efterhånden også plads til kontakt-relationer for samtlige venner, slægtninge, bekendtskaber eller forretningsforbindelser til en given person. Og dernæst, i kraft af internettets hele World Wide Web omstændighed, udbredt som kontaktskabende mulighed, for store dele af jordens befolkning. Det vil sige, man skal jo være i besiddelse af en computer, tilkoblet internettet, for at kunne holde en kontakt vedlige med sine medmennesker på den måde. Og betale for, hvad der skal betales for i den forbindelse. Men det betød altså også, at fjernere slægtninge eller bare mennesker med oprindelse i et land, dog bosiddende i udlandet set i forhold dertil, kunne og fortsat kan opretholde en åndsmæssig kontakt til f.eks. deres barndom, ungdom eller som sagt, fjernere slægtninge. Ved skriftsprogets læselige kontakt og refleksive hørelse for det. Internettet. Internettet går imidlertid forud for denne, Facebook-opfindelse. Men hvad er det i grunden? - At det er et stykke information- og kommunikationsteknologi synes at være åbenlyst. Deraf i øvrigt navnet, IT, som er en forkortelse for Informations-Teknologi. Indenda, inden internettets teknologi blev opfundet, og dermed muligheden for at dele informationer og kommunikere omkring dem, var computeren imidlertid opfundet. Og i sin rivende udvikling, som man siger. Den lignede til forveksling en skrivemaskine og kan vel i nogen grad også opfattes i forlængelse af skrivemaskinens udvikling fra at være et såkaldt gammelt hakkebræt, over elektrisk-elektroniske skrivemaskiner, der sparede os for rette-lakken, også kaldet fjumrevandet, til et keyboard koblet til selve computeren, og skærmen og printeren, for endeligt at tage form som en bærebar computer, man kan sidde med på toppen af skødet. Deraf det engelsk-amerikanske navn, LapTop. Før computeren blev til en skrivemaskine, et kommunikationsmedie, var det i højere grad et programmerings-medie. Computeren kunne nemlig ingenting, uden programmer, der kunne køre forskellige brugerflader. Computer-spil f.eks. hvortil man skulle bruge et joystick eller bestemte taster på keyboardet til at hoppe, springe og løbe mellem diverse forhindringer i et mere eller mindre fiktivt opfundet landskab, tegnet ind ved brug af computersprog, programmeringssprog. Farverne havde deres koder og placering på skærmen, den bevægelige, styrbare figur i spillet - og ligeledes curseren, senerehen pilen eller hånden - havde også sine koder til sit virkefelt. Det hele er sådan set leget frem, ved at lære koderne at kende, dernæst sætte dem sammen i programmer, hvis automatiske udførelse per tryk på bestemte knapper endeligt blev synlig eller virksom på skærmen. Siden er det gået slag i slag med at få det endelige produkt, brugerfladen til at være så fleksibel, så indstillingsvenlig og brugbar som overhovedet mulig. Og i takt dermed er computeren gledet ind på - og ind over - mange flere af livets ellers, i forvejen almindelig kendte områder med sine gamle former for skik og brug, end man havde regnet med. EDB hed computeren og dens medie i sine første år. Det er en forkortelse for Elektronisk Data Behandling. Og det er måske nok det spor, der sådan rigtig for alvor gør det klart for os, hvorfor eller hvordan computeren er kommet til verden, som man siger. Data. - Data er forbundet med dato. Dato er latinsk og betyder oversat til dansk ‘en given tid’, hvortil opfattelsen af det forgangne eller bortgangne tider også hører. Tid er jo ikke noget i sig selv, uden hændelserne, vore oplevelser og liv forbundet dermed. Data og senerehen datalogien, frit oversat, læren om håndteringen af data, bliver således til en computermæssig, elektronisk håndtering af vor historie. Det vil sige i den udstrækning, at den kan omsættes til data, altså symbolske sprog, der udover at kunne programmere computerspil, også kan sammefatte det hav af historisk materiale, vi i forvejen har ladet ophobe sig. Det være sig i form af bøger, malerier og øvrige, såkaldte kulturprodukter. Også registratur omkring kirkebøger, vore navne og slægter, og vore beståede eksaminer, samt ikke mindst vor skyld hos det romersk-jødisk-katolske skattevæsen, der jo fortsat, desværre, foregår i Guds eller GudKirkeStatens navn. Ordret oversat til dansk betyder ‘computer’ eller ‘to compute’ - computere - ‘at sammenfatte’. Den får således sagt, som sammenfatter eller sammenholder, først og fremmest praktisk betydning. Da datafilmen - en afart af negativet i fotografi-apparatet - blev opfundet, vi kender den også fra spole-båndoptageren og tape-recorderen, indså man, at vi nu kunne samle langt flere informationer på ét og samme sted. Fordi de ikke behøvede at fylde så meget. Man behøvede med andre ord ikke længere store arkiver med uendelige rækker af sagsmapper og papirer, ordnet efter alle arkivarens kunstfærdige regler. - Og hvorfor vi har gjort sådan, gennem tiderne, ja det er sådan set et åbent spørgsmål. Men det handler dog om, for i det mindste at sige lidt omkring det, vort behov eller måde med at håndtere historien, det forgangne, men derigennem også vor sands for det nutidige eller samtidige. Samfundskulturelt set betyder dét, der kommer til udtryk i landets befolkning, ikke så lidt for vor opfattelse af, hvor vi er på vej hen med vort liv, land og samfund. Og derfor søger vi at ordne os eller rettere sagt at skabe et ordenligt overblik, det vil sige, så vi mere eller mindre sammen kan tage afsæt eller i det mindste næres af eller sågar tage os i agt for vore fællesmenneskelige, samfundsmæssige livserfaringer. Og den viden, der foreligger omkring dem. Computerens opbygning, og man kan tydeligt se det på Windows udgave deraf, bærer derfor præg af ‘mapper’. Windows er udviklet og indrettet som et gammeldags arkivskab. Med den forskel at selve skabet, med sine skuffer, er selve programmet, også kaldet systemfilerne. Bliver de hacket eller ødelagt, så smuldrer hele arkiveringen, de per den programerede opbygning indbyggede relationer mellem kommandoer, systemfiler og brugerflade, og dermed sagt muligheden for og hensigten med at holde orden på dit og dat. Og af samme grund tror jeg, at computerens udvikling mere og mere er gået i retning af PC’en, den personlige computer. Man kan også vende det om og sige, at de store gamle traditioner for registratur - kirkebøgerne, skattesagerne og bankkonti - i kraft af deres indbyggede krav om at yde deres registrerede navne, altså menneskeliv, fortrolighed og diskretion, endte med også at få en meget stor magt over den registrerede. Og her, i den forbindelse finder vi altså også forklaringen på dét, der blandt andet skete i Tyskland, 1945, ikke mindst siden 1961, hvor Berlinmuren blev opført, ØstTyskland - og USSR. Systemet. Systemet, stasi, kold krig, liberal kapitalisme overfor kapitallogisk socialisme, øst- og vestblokpolitik, østen mod vesten og omvendt, rød og blå blokpolitik i vort indlandsmæssige, våbenkapløb, rumindustri, satellit-overvågning, atombomber og kommunikationskrig på informationer, med spioner, der stjal datafilm, der kunne afsløre modpartens hemmelige militære planer. Og så videre med sine journalister og snushaner i forbindelse med f.eks. Watergate-affæren, CIA, KGB, STASI, Honecker, Krustjov, men også bare, og senere herhjemme i forbindelse med Tamilsagen, Ninn Hansen, indvanderpolitikken, Glistrup, muslimer, EU, Verden, Mellemøsten, WTC og Taleban. - Afghanistan. PC’en, den personlige computer, bliver med andre ord til, fordi at det enkelte menneske ellers ingen chance har haft for dels at holde nogenlunde styr på eget liv, med billeder, musik og så videre, men, med tiden, som vi indser det, også for at kunne medvirke til nedbrydningen af Justitsias græsk-romersk-jødisk-katolske enten-eller-retfærdigheds-logik i sit fatale teknologiske selvsving med hele verden, via vort kød, dermed med jordens befolkningers liv og ikke mindst sind som indsats. Og sådan er det gået, det vil sige ‘systemet’ har helt fra gamle dage af været bundet i landets samfundsmæssige bygninger, herunder hele vanen med registratur af mennesker og deres skyld til brug for afpresning eller adfærdsregulering, så pågældende, der synes at te sig uhørt, kan komme ind på den slagne, lovlydige vej med sine dejlige helligDOMME!!! - Så uhørt dumme er GudJesusKristus’ statsborgerlige, ja i løgnens historiske badevand, så ganske ægteskabeligt beskattende svin. Og muslimen-I-slam er ikke bedre. Internettet. Internettet udvikler sig ved at computerne bliver opkoblet til det i forvejen etablerede telefoniske netværk. Siden telefonens herkomst har vi kunnet tale sammen på tværs af kontinenter. Og før det brugte vi telegrafen. Og før denne brevpost, sendt med båd eller postbefordringen, dens transportmiddel indbefattet. Vi, herunder lederne af vort samfund, kunne ringe sammen og på den måde søge at koordinere hver vore landes udvikling, så de ikke skulle ramle sammen i grænseområderne. Under den kolde krig opstod således den røde telefon; i den kunne man så ringe og lave telefonfis, og sige, nu bomber vi Jer. - Ofte foregik det dog ved møder, ansigt til ansigt, fordi at mellemmenneskelig kommunikation, herunder hørelsen for sandheden og æreligheden, forpligter i strengere forstand, når man har haft personligt med pågældende, modparten at gøre. Det kan så være både godt og skidt set ud fra henholdsvis en indlandsmæssig og udlandsmæssig dagsorden. Og samfundets ledere har jo tit, eller står forsåvidt både i hørelse af eget land og befolkning, og udlandet, herunder i særlig grad pågældende, mere bestemte internationale samarbejdsparter. Sådan som det internationale samfund nu har udviklet sig med afsæt i vore historier og de fælles værdier, vi har kunnet få øje på og sammen værne om. Internettets kommunikation er på den måde bygget op omkring et i forvejen givet medie, der fungerede per hørelse for det talte ord. Til forskel derfra er internettets kommunikation mellem afsender og modtager mestendels skriftlig. Man kan ganske vist også tale i telefon - og med skærmbillede af modparten, har man et indbygget kamera - ved brug af computeren, men udbredelsen af den mulighed kommer hurtigt til at handle om, hvilket udstyr, man har købt sig. Og så selvfølgelig telefonabonnementet. Mobiltelefonens herkomst, som den lille håndholdte sag den er, så den let kan stikkes i lommen og være indenfor rækkevidde, dækker i forvejen det behov. Og sådan gik det altså til, at hele den gamle bogverden, skriftskulturen, blev langt mere mobil og ligeledes fik en højere, produktiv frekvens. Jeg mener, det talte ord fandt ad den vej ind, overtog nærmest den ellers ærværdige, dog også tunge, gamle skriftskultur med sine skriftlige ordners skikke. En omstændighed, der har givet mange af os hovedpine, for ikke at sige, hvad tilfældet er, nemlig at hørelsen som person, hos nogen, er blevet indtaget af hele den gamle skriftskulturs måde at ordne sig på og arkivere sine sager på. Herunder måder at tænke på i forbindelse med kategoriseringer, emner, genre og overskrifter. Det berører med andre ord vor hukommelse, vort sind og erindringsevne. Og derfor også vort folkevid. Og det er ubehageligt således ikke at kunne få ørenlyd eller sagt på anden måde, pludselig at skulle miste sig selv, som den, man ellers har hørt og opfattet sig selv som, fordi der sker en afsløring eller, bedre, en forskydning af den hørelse for livet, som man voksede op med og var fortrolig med. Mange af de erfaringer, der var med at kunne benytte sig af skrift, læsning eller skrivning af bøger eller artikler, for siden at lægge det fra sig og gå videre med livet per mennskenaturligt instinkt, sin oprindelige hørelse for sit liv og bud dermed, blev ødelagt. Og der er folk, der er døde af det. Tak, Tyskland og USA og sidenhen resten af verden, efterhånden som det hele kan tørres af på den!!! Jeg har tidligere kaldt det her, just beskrevne for et sammenfald af skriftens ordenssands, herunder hørelsen for ordet-vort-kød og de forstandige tænkemåder dermed, og så teknologiens mere matematiske, elektronisk styrbare, terminologi. På tilsvarende vis er sammenfaldet udtrykt ved det forhold, at jeg sidder og skriver og ytrer mig på dansk, fordi jeg er dansker og fordi det danske samfunds menneskeærelige udvikling ligger mig på sinde - dog imidlertid ikke har anden mulighed for at gøre det, uden at skulle omkring hele verden, WWW. Og sådan er Facebook også indrettet. Men det sker under alle omstændigheder, alligevel, al den stund, at computeren ved sin opkobling til internettet, da allerede er synlig på flere forskellige måder rundt omkring i verden. Chipsene i min computer kan spores fra NASAs satelitter. Det er med andre ord åndsmæssigt anstrengende, belastende således ikke at kunne tage specifikt vare på livsnære, konkrete danske forhold, uden at resten af verden skal indblandes i det. Og den omstændighed kan, såfremt jeg siger noget, som de, dem, der ikke er tilstede i og med det danske, true mig på livet ved elektronisk og programeringsmæssig tugt. Forvirring af fjenden, som man kan sige det, så denne mister sin koncentration omkring det hjertelig sande eller æreligt livsbårne bud, og derved af vrede kommer til at ytre sig mærkbart anerledes, kanske ligefrem aggressivt, hvormed målet er nået, nemlig at sværte ham (mig) til overfor en medhørende omgivelse. En omgivelse, der jo ikke kan se, hvad der foregår på min skærm, når hackeren forstyrrer min ytringsmæssige situation. Man kan direkte pille ved min facebook-brugerflade, så jeg ikke bliver hørt mere end, disse svin, hvorend de sidder, bilder sig selv ind, godt er. Det vil sige afpresning af ytringsfriheden på dansk og oplysningspligten forbundet dermed; overtrædelse af dansk ret. - Det er jo ikke min fejltagelse, at amerikanerne, med hele computer og internetkulturen ønsker, at vi alle sammen skal leve i verden af det lave, WWW, fremfor i oplysende sigte af livets højnelse i og med hver vort land, sprog og oprindelige befolkning med sine nabolande og tilhørsforhold i hver vor verdensdel. HOLDNING. Endeligt kan vi nu, hvor omverdens støjende palaver er sat på plads, måske trænge ind og igennem med begrebet, holdning. Det var min far, der en dag mindede mig om, at vi jo har, hver vor holdning. Først da hørte og forstod jeg, hvad der i Danmark, ikke mindst omkring min generation var gået galt i opvæksten, herunder i forbindelse med de institutioner, som vi jo er inde omkring; skole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Og derfor også videre ud i arbejdslivet på arbejdsmarkedet og omkring embeder, myndigheder, folketinget og sådan set hele vort danske samfund. Jeg kan godt huske dengang, at man bare, under et sagde: Meninger og holdninger. Der var nemlig ikke ret noget skel mellem det at have sin mening og så give udtryk for sin holdning. Nej, det var nærmest et og det samme. Jeg hørte, ved min fars stemme, hvordan vi, mange af os, generelt sagt var blevet skubbet ud eller ind i en selvstændig personlig opfattelse og dannelsesbevægelse, undervejs op gennem barndommen og ungdommen. Og opfattede denne kurs som værende ansvarlig. Der var for eksempel både sluppet begreber fra det liberale, partiet Venstre og dets bagland, og fra de mere eller mindre psykologiske, pædagogiske, socialistiske, måske tilmed teologiske virksomheder indenbords. Jeg opfattede mig selv som godt givet ud og i mange sammenhænge var jeg derfor ikke bange for at tage teten, som man siger. Men jeg oplevede også det store hjerte eller ansvaret og skylden forbundet med at være menneske i livet på jord, også overfor medmennesket - og det var ikke let, eftersom der var temmelig stor forskel på folks grundholdninger eller grundopfattelser i form af deres måde med livet eller manglende evne til at sige frem, så man kunne forstå dem. Høre dem og således tage højde for dem, havde man med dem at gøre. Jeg ville jo ikke træde nogen over tæerne og havde sådan set, langt henad vejen, heller ikke vanskeligt ved at sørge for, ikke selv at føle mig trådt over tæerne. Det vil sige indtil jeg så oplevede, hvordan også dén omstændighed kan forføre og så at sige ende med at bortforklare eller sidde medmenneskets ærlige ønske eller søgen efter mellemmenneskelig bølgelængde og modspil overhørig. For nu at sige det pænt. Man måtte klare sig selv, ja, men betød det ikke også, at man skulle gøre sig noget klart. For blandet andet at kunne vokse og dygtiggøre sig i klarhed, med klart syn for sagen og hvor man ville hen med sit liv, måske derigennem også, hvor vi ville hen med vort liv, såvidt man nu ville kunne opløfte det, ja oplyse dets faktiske omstændighed. Sådan, noget i den retning, er mit liv foregået, med sine dertilhørende irritationer over at skulle blive viklet ind og ud af andre menneskers liv og vore institutionsmiljøer, nærmere betegnet den hele uklarhed, der er eller har været omkring stort set alt. Også det nære, også det seksuelle, også kæreligheden, også samfundet og den øvrige verden. Det er, dette sidstnævnte, så at sige et udtryk for ‘tiden’, der slipper ind og altså også slap ind hos mig. Den indtog mere eller mindre min egen dannelsesbevægelse med livet i sin ungdommelige opvækst, altså min personlige holdning. Og her kommer det så, hvad min far mindede mig om, nu formuleret i positiv forstand, fordi at det kommer fra et dansk menneske, der har levet længere end jeg. Eller som i kraft af sin tid, og oplevelse af livet, står i kontrast til min tid og oplevelse af livet. Dog i samme samfund, hvilket jeg synes er vigtigt at bide mærke i. ‘Holdning’ er forbundet med en gammel dannelseskultur, der har været gældende i Danmark. Og den kan derfor siges, videre at være forbundet med måden man måtte opretholde sit liv på. Både personligt og hvad husholdningen angår, hvorfor indstillingen til arbejdslivet også hører med. - Det er pligtbetonet, uden dog nødvendigvis at være viklet ind i en bestemt dannelsesretning, eller trosretning eller politisk diskurs, jeg mener, i hvert fald ikke mere bestemt end den medfødte ret til personligt at lade sig bestemme af et givent vilkår, flytte sig væk fra det eller ændre på det. Pligten er helt fra gamle dage af bundet i hørelsen for vor åbenbarne menneskenatur, herunder den nød, vi så må tackle og håndtere os fri af, altså arbejde os ud af. Dernæst opstår så, hos mig, spørgsmålet om, hvorvidt vi med en sådan holdning, altså hørelse for hver vort agtværdige liv, ved sin håndtering af livsvilkåret og tilværelsen dermed, kan arbejde os ud af det forgangne. Eller rettere sagt kan arbejde os ud af de, ikke mindst menneskegenererede dårligdomme, som vi véd finder sted i og med vort samfunds virksomheder, fordi disse dårligdomme er fortsat i kraft af, hvad jeg kalder den samfundskulturelle arvesynd. Blandt andet kalder så, for ikke at lægge trykket på en given person, hos en given familie eller slægt, der har fået viklet sig og sit sind ind i jødedommens, jøde-kristelighedens slægtsforstyrrede arvesynd. Eller socialismen og socialdemokratismens døve hørelse ditto. En uskøn, omskåren, således uåbenbaren eller blind form for rationalitet, følgeligt umåde med sig, vort kød hos pågældende. En blind form for rationalitet, der med tilføjende ord, potentielt er til skade for vort samfund, Danmark, ikke mindst set i forhold til den reformerende retsudvikling. Og oplysning- og dannelseskultur samt livsførelse forbundet dermed. Holdning betyder altså personlig dannelse. Men ikke dannelse forstået som noget, der skal lægges til, derimod dannelse som den naturlige vej med sit opvoksende, således oplysende liv, gennem ærelig hørelse for det og indrømmelse af det, hvad det bringer og føler og lærer, det kan. - For ret at komme ind til dét, som person, som menneske, er der nok nogen af os, der er nødt til at få sorteret folkeskolens folkekirkelige og folketingsmæssige, ikke mindst socialdemokratisk-socialistisk-freudianske folkestatslige præg fra. Ellers forbliver de jo bare hule skaller og tomme, golde individer af holdningsløse samfundstidende fra Tyskland, USA, Rom, Israel og Mekka, på dansk grund. Hva’ mener du? Tak for Ordet Vort Vikongelige Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Danske Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL følgende reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst Jens af Danmark >>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Sun, 25 Aug 2013 17:51:45 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015