NATIONALT KL. 22.30 Da samfundsmennesket tabte »Menneskenes børn gjorde ikke som ventet, nej. Og det er dybest set dér, den ligger,« siger professor Jørn Henrik Petersen. Den danske velfærdsstat blev skabt i den bedste vilje, og først nu er man nået frem til, at godhed ikke er nok. Professor Jørn Henrik Petersen gør resultattavlen over 50 års velfærdsstat op. Af: Mads Kastrup [email protected] Danskerne opfører sig ikke som ventet. Det er derfor, den er gal og har været det i 50 år. Da man skabte den danske velfærdsstat, forudsatte man, at vi var kollektivister. Eller ville blive det. Man troede, at vi danskere var generøse mennesker. Man mente, at vi var samfundsmennesker. Man tog fejl. »Menneskenes børn gjorde ikke som ventet, nej. Og det er dybest set dér, den ligger,« siger Jørn Henrik Petersen. Vi sidder i stuen hjemme hos landets måske fremmeste ekspert på den danske velfærdsstat. Jørn Henrik Petersen, professor ved Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet, skriver i øjeblikket på de sidste ud af seks bind om den danske velfærdsstat. Et emne han har beskæftiget sig med hele sit professionelle virke. Som underviser og som medlem af diverse kommissioner og udvalg, herunder Velfærdskommissionen i 00erne. Historien om den danske velfærdsstat ligner i dag en historie om selvdestruktion. »Den klassiske velfærdsstat er i bund og grund et moralsk projekt. Og moralske projekter er altid vanskelige. Syndefaldet har jo nu engang fundet sted,« siger Jørn Henrik Petersen. Velfærdsstaten bygger, ifølge professoren, på »noget for ingenting«. Først i de senere år, er politikerne begyndt at tale om »noget for noget« (de borgerlige) eller »gør din pligt, kræv din ret« (Socialdemokraterne). Fælleskassen er alligevel ikke en uudtømmelig brønd, har det vist sig. Eller, som Jørn Henrik Petersen billedliggør det: Det er ikke med velfærden i Danmark som med grisen Særimner fra den nordiske mytologi. Den blev slagtet og spist hver dag, men genopstod mirakuløst hel og levende hver aften. »Når du bygger et system, hvor du er idiot, hvis ikke du benytter dig af en samfundsgivet ret eller ydelse, uanset om du har brug for den eller ej, så ender det jo med selvdestruktion. Det bliver normativt godkendt at gå hen og hente ved kasse et, selvom man ikke behøver det. Så velfærdsstaten har måske selv været med til at skabe en adfærd, som gør at velfærdsstaten kommer i vanskeligheder. Enhver økonom vil jo påpege, at alt gratis er der til enhver tid ubegrænset efterspørgsel på,« siger professoren. Det var teologen Hal Koch, som i sin tid opfandt modsætningen »samfundsmennesket« over for »privatmennesket« i en tale ved Krogerup Højskoles indvielse i 1946. Hvormed han, ifølge Jørn Henrik Petersen, måske mest præcist formulerede den danske velfærdsstats iboende modsætning. »Samfundsmennesket er det, man kan kalde den velfærdsstatslige borger. Det er mennesket, der skubber sig selv og sine egne hensyn lidt til side og ser på, hvordan det andet menneske har det. Det ligger i den oprindelige socialdemokratiske forestilling om velfærdsstaten, at man skal opdrage menneskenes børn til at være dette samfundsmenneske. Til at betale sin skat med glæde og til ikke bare at møve sig frem til truget for at få snablen ned i ydelserne. Det står i et klart spændingsforhold til privatmennesket, det økonomiske menneske, homo economicus. Et menneske som forventer efter en given indsats at få mest muligt økonomisk ud af indsatsen. I mellem de to er en spænding, som er med fra første færd i velfærdsstaten. Det viser sig så, at de fleste af os mest opfører os som økonomiske mennesker eller privatmennesker, som Hal Koch kaldte det. Og det har det så taget en fire-fem årtier at nå frem til.« Jørn Henrik Petersen nævner tre vigtige beslutninger i dannelsen af den danske velfærdsstat. Med folkepensionens indførelse i 1956 og forsorgsloven i 1961 knæsatte man et princip om tryghed uden krav om opførsel eller adfærd, som indtil da havde ellers havde været betingelser for ydelser. For det andet gik arbejdsløshedsforsikring i 1967 fra en almindelig forsikringsordning til en stats- og skatteordning. For det tredje sker det samme fra sygekasser til oprettelsen af offentlig sygesikring. »Vi stiller ikke længere krav om forudgående adfærd. Vi stiller ikke krav om forudgående betaling. Det er rene skattefinansierede ordninger. Det er for mig at se det mest karakteristiske ved oprettelsen af det danske velfærdssystem, at ydelse og nydelse bliver koblet fra hinanden,« siger Jørn Henrik Petersen. I velfærdsstatens morgengry i 60erne ser det ikke umiddelbart ud til at være et problem. Det er gode tider. Det er opgang og fremgang. Først i 70erne begynder man at tale om velfærdsstatens legitimitetskrise. Får man nok ud af de penge, man hælder ind i den danske samfundsmodel? I 1960 havde Danmark et skattetryk, der lå betydeligt under OECD-gennemsnittet. Da man nåede frem til 1969 – altså mindre end ti år senere – havde nationen bevæget sig frem til at ligge nummer to på listen. Kun overgået af Sverige. Men også i 70erne og under den borgerlige Schlüter-regering i 80erne var der stadig – trods skeptiske røster – både folkelig og politisk karteldannelse om velfærdsstaten. »Ingen i 60erne havde imidlertid drømt om, at mellem 800.000 og 900.000 mennesker ville blive sat på offentlig forsørgelse. Og at man oveni ville få andre 900.000 som alderspensionister. Og slet ikke at man så tilmed fik en masse mennesker ansat i det offentlige til at administrere det her. Det er det, der gør, at velfærdsstaten kommer i vanskeligheder. Antallet af personer, som er afhængige af overførselsindkomster firedobles. Det er dyrt. Og det forskrækker politikerne. Derfor hører vi i dag politikerne tale på en måde, hvor de distancerer sig fra deres egen forfædre og velfærdsstatens hensigt. Man stiller i dag således spørgsmålet, om rettigheder har taget overhånd. Og taler om »krævementalitet«, hvilket var utænkeligt for få år siden. Men jo flere »Carina’er« og »Dovne Robert’er«, der er dukket op, jo mere opskræmt er »de Blå Bjarner«, altså de arbejdende arbejdere. Og jo mere opskræmte er dermed også politikerne over den samfundsmodel, der blev sat i søen,« påpeger professoren. Man har de seneste årtier forsøgt at dæmme op for socialstatens udvikling. I 1997 under Nyrups SR-regering kom loven om en aktiv socialpolitik. Der byggedes sanktioner ind i socialydelserne. Det personlige ansvar betonedes, den enkeltes ansvar over for samfundet fremhævedes, snarere end kollektivets ansvar over for den enkelte borger. Og under Fogh-regeringen i 00erne kom »incitament-tænkningen«. De sociale ydelser skal befinde sig langt nok under mindstelønnen til, at ingen føler sig fristet til at afholde sig fra at arbejde. Man forsøgte at genvinde samfundet set ud fra den logik, privatmennesket har på fællesskabet. Dog ikke så meget, at det for alvor forandrede noget, ifølge Jørn Henrik Petersen. »Anders Fogh fandt jo ud af, at han ikke kunne få magten i det her land, medmindre han konverterede til velfærdslinjen. Hvor Socialdemokraterne i 90erne sloges for at få aktiebesiddelse i »Den ansvarlige økonomiske politik A/S«, så ville Fogh i 00erne erhverve sig ret til »A/S velfærdspolitikken«. Det betyder, at omfanget af indgreb, der kunne genere borgerne, var til at overse. Indgrebene var selektive. Dels var de rettet mod »de fremmede« og dels mod borgere i bistandssystemet uden større modstandskraft.« Men hvad så nu? Hvad med i dag, hvor SRSF-regeringen er udråbt som den mest »blå« i mands minde? En regering, der ikke alene hævder at føre »den nødvendige politik«, men også i egen terminologi er gået »reform-amok«? En regering, der har talt om »gør din pligt, kræv din ret«, om at »skelne mellem dem, der kan, men ikke vil, og dem, der vil, men ikke kan«? Professor Jørn Henrik Petersen smiler overbærende, når udsagn fra henholdsvis finansminister Bjarne Corydon (S), beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Karen Hækkerup (S) fremhæves. »»Gør din pligt og kræv din ret« er et gammelt socialdemokratisk slogan, ja. Det stod på de gamle arbejderfaner i slutningen af 1800-tallet. Men det er ren historieforfalskning at bruge det i dag. Dengang var der to klasser. Den første havde pligter, men ingen rettigheder. Det var arbejderklassen. Den anden havde ingen pligter, men masser af rettigheder. Det var overklassen. Når vi snakker pligt og ret i dag, er det ikke en klassekamp, men et individualiseret fænomen, der handler om at disciplinere folk til en civiliseret adfærd. Man kan godt garnere det med en masse pæne og historieforfalskede principper, at man fra 90erne og frem er blevet mere og mere optaget af ikke bare at levere noget for ingenting til borgerne, men i stigende grad stiller krav. Men det er en principomlægning. Det eneste ærlige ville være at sige, at der er forhold, der har ændret sig. Vi må agere på, at danskerne opfører sig anderledes, end vi havde håbet på, da vi satte det her projekt i gang,« siger professoren. Danmark befinder sig midt i bestræbelsen på en reetablering af det personlige ansvar. Sådan ser Jørn Henrik Petersen det. I 60erne og 70erne var der en udstrakt opfattelse af, at de fleste problemer var samfundsskabte. Mens der i de to seneste årtier har været og er en stigende opfattelse af, at den enkelte er personlig ansvarlig for og måske også delagtig i at skabe sine egne vanskeligheder og derfor må tage skadevirkningen eller på den anden side tage sine forbehold og undgå en udsat tilværelse. »De sidste 20-25 år har folk jo generelt fået det bedre. Det har været en individualistisk tid, hvor man er begyndt at gå mere og mere op i sig selv. En bevægelse væk fra det kollektive til det individualistiske. Samtidig har vi så fået det her new public management. En idé om, at vi skal kopiere markedet ind i den offentlige sektor for at gøre den offentlige sektor effektiv. Det ytrer sig i mere styring, kontrol, monitorering og certificering og så videre. Politik er for mig i dag et fuldstændig teknokratstyret cirkus. Jeg er selv medskyldig i det, fordi jeg står og underviser i det.« Økonomer opfandt for år tilbage begrebet »finanspolitisk holdbarhed«. Det handler om, at man prøver på at forudsige økonomien de næste eksempelvis 50 år. »Temmelig heroisk,« siger Jørn Henrik Petersen. Hvilket, ifølge ham, gav dette carte blanche til den såkaldte »nødvendighedens politik«. Med så og så mange fremskrivninger af befolkningen, kan man med det nuværende skattegrundlag se frem til sådan og sådan, hævdes det. Hvormed det er nødvendigt at skrue op her og ned her, konkluderer politikerne. »Jeg har selv siddet i velfærdskommissionen. Det var jo en regnearkskommission. Jeg tror endda, vi var ude i et 100 års perspektiv. Men det vil alt sammen sige, at politikerne opfatter en god politik som en, der overholder EU-regler, budgetlovgivning og sikrer finanspolitisk holdbarhed. Men er det så politik længere, kan man så spørge? Nej, det er det vel egentlig ikke. »Nødvendighedens politik« er administration ud fra et regneark. Politik er derimod, hvad folk mener, er det gode samfund. Den gode politiker formidler klart, hvad det er for et samfund, hun eller han vil videregive til sine børn og børnebørn. Vore politikere diskuterer plan 2020, og derefter 2025 og 2030, og hvorvidt der er finanspolitisk holdbarhed. Kernen i politik fortoner sig. Det kunne eksempelvis være et politisk tema at diskutere ensomhed. Er ensomhed noget, samfundet skal forsøge at gøre noget ved? Se, det er politik. Men det diskuterer vi ikke,« siger Jørn Henrik Petersen.
Posted on: Sun, 14 Jul 2013 22:03:33 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015