På vegne af Galleri Salling og Lars Mathiesen vil vi gerne gøre - TopicsExpress



          

På vegne af Galleri Salling og Lars Mathiesen vil vi gerne gøre opmærksom på udstillingen: "Steder" med Kirsten Klein, Krass Clement, og Jørgen Borg Fernisering er lørdag d. 29/6 fra kl. 14.30. Her efter er udstillingen åben 30/6 – 4/8, ons. kl. 13.00 – 17.00 og 19.00 – 21.00, tors. lør. og søndage kl. 13.00 – 17.00. PRESSEMEDDELELSE: STEDER er den nøgterne og beskrivende titel på den stort anlagte sommerudstilling i Galleri Salling, hvor tre af Danmarks mest anerkendte kunstfotografer – Kirsten Klein, Krass Clement og Jørgen Borg har sat hinanden stævne. Tilbage i 70’erne havde de en meget rost udstilling i Morsø Kunstforening, som de alle var glade for. Allerede da var de kendt for deres kompromisløse indstilling og sublime fotografi, som ofte har og havde en særlig melankolsk tone. Gennem deres linse og fokus er vi mange, der har oplevet verden med nye øjne, og de har om nogen været med til at markere fotografiet som kunstform i Danmark. Ikke ved at bruge kunstneriske effekter og smarte tricks – det ligger dem alle fjernt. Nej, ved et ærligt og ikke-iscenesat fotografi, der er tro mod motivet, og hvor kunsten ligger i at være der på det rigtige tidspunkt, kunne se potentialet, lave den rigtige beskæring af motivet i kameraet, for så at fremkalde og forløse billedet i mørkekammeret. Alle tre har de i mange år sværget til det ”gammeldags” sorthvide billede taget med et ”gammeldags” analogt kamera, men de senere år er farven og det digitale også blevet en del af deres ”pallet”. De tre fotografer, har hver især udgivet en række anmelderroste bøger. Bøger, hvor der ofte er lidt eller ingen tekst, men hvor billederne taler deres eget sprog og sammensat til serier bliver til ordløse fortællinger eller digte. På samme måde er udstillingen STEDER en række stemningsfyldte billeddigte om nogle af de steder, der har haft betydning for kunstnerne. Udstillingen består såvel af billeder, som allerede er ”udødeliggjort” og blevet ikoner i fotohistorien, som nye ”jomfruelige” billeder. De tager os med til fjerne og nære STEDER. Vi kommer til både ”hoved”-STEDER og ”udkants”-STEDER. Kirsten Klein er fra Mors og hun tager os på rejse til ”Udkant”-STEDER , som Guinea Bissau, Grønland og Vestjylland. Jørgen Borg fra Stadil nord for Ringkøbing tager os til Athen, Andalusien, Berlin og Provence, mens storbysmennesket fra Frederiksberg Krass Clement, tager os til Paris og Berlin, men også til en lille landsby i Vendsyssel samt til Rudbjerg Fyr. Udstillingen skal nok blive et trækplaster, som mange vil valfarte til. Og de kan så kombinere det med et besøg på Holmen, Morsø Kunstmuseums nyindviede kunstbygning, hvortil Kirsten Klein har doneret hele sin smukke og berømmede Limfjordsudstilling fra bogen” Limfjorden – Stemmer og Steder”, som i udvalg vises frem til d. 1/10. Galleri Sallings udstilling skal nås inden d. 4/8. Se også: https://facebook/lars.mathiesen.50
Posted on: Fri, 21 Jun 2013 10:06:47 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015