Så kommer julegaven før tid. Vores allesammens fælles krimi. Tak for alle bidrag. I har gjort det så godt. TAK Betingelser: 1) Historien skal have et lokalt tvist, den skal altså skrives som om den foregår et sted i Brønderslev Kommune 2) Næste kapitel må max fylde 2400 anslag. 3) Historien skal være tro mod det foregående afsnit, men må selvfølgelig gerne drejes i nye retninger. 4) Alle må være med, det er juryen (jury: forfatter Emma Elisabeth Nielsen, Bibliotekar Jytte Albrektsen, Gymnasielærer Lene Charlotte Hansen) der bestemmer hvilke afsnit der vinder hver uge. 5) Frist for næste afsnit er fredag kl 15.00. Mandag vil der offentliggøres et nyt afsnit på facebook/fodspor og bibliotekets hjemmeside bronderslevbib.dk Nye afsnit skal sendes til [email protected] Prolog af Emma Elisabeth Nielsen: De fleste unge søger ud i marken for stilhedens skyld. Nogle for at drikke, andre for at glemme. Sjældent, men det sker dog, ligger de i stråene og rører ved hinanden, indtil de hører en lyd, måske er det en slange, så løber de deres vej. Hun ligger der dog endnu. Med et mørkt udslået hår og ansigtet nedad. I det blege måneskin ses den lyse hud tydeligere, hendes bukser er ikke langt trukket ned over ballerne, men trukket ned er de, og da de finder hende, at dét det første, de ser. De hvide baller. Den blege hud. Hendes håndled er desuden skåret op, men det opdager de først senere. De har travlt med at ringe til alarmcentralen. Hendes navn er Mirabelle. Et usædvanligt navn, nogle rynkede deres næser, da hun blev født, andre lo og smagte på ordet mirabel, mirabelle, mirabelletræ. De fleste kender Mirabelle. Hun har en mor, der arbejder med de syge. Dem, der havner på Huset. Børnene i byen taler om Huset og gør store øjne, men Mirabelle har aldrig været ræd, hun rystede på hovedet af dem og sagde: De er syge i hovedet, dem på Huset, og nogle gange er det deres egen skyld, og andre gange er det ikke. Det havde hun lært af sin mor. Mirabelle holdt selv meget af marken. Marken ligger et stykke uden for byen, og nu ligger Mirabelle i marken. Håret er vådt af blod fra hendes ansigt, men ansigtet har de ikke set endnu. Det er sandt, at de fleste kender Mirabelle. De kender hendes store, godmodige øjne, som mange drenge har fortabt sig i. Ingen dreng vil nogensinde se ind i dem igen, for nu er Mirabelles øjne væk. De ligger i en lomme på en jakke, som i denne stille nat holder varmen på en skikkelse, der med rolige skridt bevæger sig gennem byen. * Esben Høj er ansat i Enhed ØST. Antallet af sager, der havner på hans bord er begrænset, Esben mener selv, at det skyldes den kvindelige chef, Anne Lund, der har et godt øje til hans unge udstråling, og desuden mener at hans arbejdskraft er bedst brugt bag en computerskærm. Og ganske vist er Esben en knag til research, men hans virkelige passion ligger i feltarbejdet, hvis dagslys han kun skimter, når der er sygdom i enheden, og han må stå stand-in og danne par med en af de efterladte kollegaer. I dag er det sådan en dag. Dagslysets dag. Anne står i døråbningen med en kop kaffe og en bunke papirer, det sidste diskret gemt væk bag låret. Hendes høje hæle slår mod gulvet, da hun langsomt går hen mod hans skrivebord. Esben ser bevidst ikke på hende, han vil ikke opmuntre hende, han vil i felten, for han har ganske rigtigt fået færden af en sag, gemt væk bag chefens lår. Ud af øjenkrogen forsøger han at få et glimt af papirerne, og Anne sukker over de høje hæles mislykkede virkning og smider filen på bordet. Jeg må desværre undvære dit kønne ansigt i dag. Der ligger en 19-årig pige nede på marken, og Lars mangler en partner. Det er din heldige dag i dag, Høj. Esben tager filen uden at blinke. Min heldige dag, siger du? Han læner sig tilbage i stolen med et listigt smil om læberne. Du skulle bare vide. Denne sag skal være hans vej ud, væk fra de kolde, ensfarvede vægge og den dårlige kaffe, ud i dagslyset. Afsnit 2, skrevet af Bettina Vestergaard Jensen Esben finder Lars og sammen kører de mod Psykiatriske Sygehus og parkerer bilen. De står ud af bilen og bevæger sig mod marken, hvor pigen ligger. Mågerne svæver højt over marken. Esben tænker på hvor fedt det ville være at opklare sagen alene, så han ikke behøver at sidde bag den dødssyge computer og drikke den dødssyge kaffe. Han får øje på pigen, som ligger med hovedet nedad omgivet af retsmedicinere, som er i fuld gang med at udføre deres arbejde. Han synker engang og skammer sig over sine tanker. Der er formentlig en familie, som får ødelagt deres dag ved nyheden om pigens død. ”Lars, har vi en identifikation på pigen endnu?” spørger Esben. ”Nej, ikke endnu” svarer Lars. Retsmedicinerne er færdige med at sikre spor og de løfter pigen op i en ligpose og op på en båre. Esben træder hen til båren og lyner posen ned. Han føler sig forpligtiget til at se, om han kender pigen. Det er jo en lille by, når alt kommer til alt. Hans øjne ser, men nægter at forstå. Han vender sig hurtigt om og løber væk og brækker sig. Tiden står stille. Det kan ikke passe, det må ikke være sandt. Det ligner hans bedste og ældste ven Oles datter Mirabelle! Esben kan huske, hvor forskelligt omgivelserne reagerede på navnet, men selv har han altid været helt vild med det usædvanlige navn. Billeder af ham selv og Mirabelle farer gennem hovedet på ham. Mirabelle som helt spæd, Mirabelles glade ansigt når han kom på besøg, Mirabelle vilde hyl, når han løb efter hende for at kilde hende. Billederne af Mirabelle afløses af billeder af hendes far Ole. Store glade Ole. Esben fyldes af vrede – hvem har gjort noget så forfærdeligt? Hvordan skal han dog nogensinde kunne fortælle sin bedste ven dette? Lars kommer hen til ham og lægger en hånd på hans skulder. ”Albæk har lige ringet,” siger han. Albæk er hans fraværende partner, og jeg kan allerede nu se, hvad han vil sige: ”Det var sønnen, som var syg, men hans kone tager over. Han møder her om en time, så vi siger tak for hjælpen.” Esben tørrer sig vredt om munden med bagsiden af hånden. ”Hvis du tror, at du kan få mig af den her sag, så kan du godt tro om,” hvæser han. ”Du skriver rapporten, og jeg tager ud til pigen forældre,” og med de ord drejer han op på hælen og forsvinder ned mod bilen. Bag ham kan han høre Lars råbe, om han overhovedet ved, hvem pigen er, og han ved i sit stille sind, at Lars vil sladre til chefen, men det her er noget, han bliver nødt til at gøre. * I Føtex går en mand stille rundt og luner sig ved tanken om det, han har i lommen. Hans fingre holder blidt om posen med indholdet. Manden går og kigger på det store udvalg af varer og føler sig lettet. Nu er det overstået. Han har lyst til at fortælle om sin bedrift til enhver. Han ser for sig deres chokerede ansigter og smiler. Hvem skulle have troet det om ham? Afsnit 3; skrevet af Freja Gammelgaard Bertel Han snupper et par varer og går over til kassen for at betale. Han lægger mælken og tomaterne op på båndet, smiler blidt til kassedamen, indtil hans blik når hendes øjne. Han stivner. Han mærker hendes kolde blik, og føler en pludselig uro i kroppen. Han kender hende ikke, det ved han, men det er som om, hun kender ham – det er som om, hun gnaver sig ind bag hans øje, ind bag hans smil og vender vrangen ud på ham. ’’Så bliver det 18 kr.’’ siger hun. Han ryster. Kan ikke tænke klart – han må bare ud. Han skynder sig at smække tyve kroner op på kassen og går med hastige skridt uden at få sine byttepenge. ’’Hvorfor skal jeg føle angst? Jeg har gjort det her tusind gange. Hvad sker der med mig?”. Disse spørgsmål kører rundt i hovedet på ham, mens han kører hjem i et piskende regnvejr. * Esben parkerer, og går med forsigtige skridt op til Mirabelles forældres hus. Han mærker svedperlerne, der pibler ud, da han ringer på døren. Ole åbner, smiler over hele ansigtet, som han plejer, og byder ham venligt på en kop kaffe.’’Ole, det gør mig ondt at fortælle. Mirabelle blev sent i nat fundet død ude på marken’’. Oles blik flakker. Han sætter sig ned på knæene, tager hænderne op foran øjnene, og han mærker en pressende gråd. Hans kone Marianne kommer løbende ud i gangen, hvor de nu begge fælder tårer. ”Det er en forfærdelig sag, og jeg vil gøre alt for at opklare det her. For jeres skyld”. Marianne og Ole sidder inde i stuen med tomme blikke og stirrer ud i luften med deres halvvarme kaffe, som de alligevel ikke kan få ned. ”Hvorfor skal det her gå ud over vores datter?” Esben går efter en lang og ubehagelig snak ud til bilen med en klump i halsen, som ikke er til at synke. Hans krop er helt færdig, efter en halv times uro og gråd. Han gør det nu for alvor op med sig selv – Han vil opklare den her sag, om han så skal opgive alt for at få det til at lykkes. Hans telefon ringer, da han når Assenbækvej. ”Vi har fundet noget. Kom ud på marken, NU!” Afsnit 4; skrevet af Frederikke Havgaard Jakobsen Den ellers altid så rolige Assenbækvej er nu blot en forhindring for bilen, der i høj fart passerer træerne langs vejen. Efteråret har for alvor ramt Danmark, og de mange nedfaldne blade hvirvler op i takt med bilens hastighed – hvor var bilen på vej hen, og hvorfor havde kvinden bag rattet et anspændt ansigtsudtryk med tårer løbende ned ad sine kinder? For enden af Assenbækvej drejer bilen til højre. Med en kurs ud af byen, kørte bilen ustandseligt mod en helt bestemt destination; marken. * Som retsmediciner ser man mange ting, som kun de færreste kan forestille sig; dette havde den gamle Jørgen Nielsen erfaret efter 30 år med obduktioner og død som tema. Men selv Jørgen Nielsen var rystet i sin grundvold efter at have set Mirabelles lig. Ingen øjne, opskårne håndled; listen var lang over de umiddelbare synlige skader på den unge kvindes krop. ”Lars? Jeg tror du bør kaste et blik på det her.” sagde Jørgen Nielsen med en urolig stemme. Hans øjne og hans fokus forsvandt aldrig fra ét bestemt sted på Mirabelles forslåede krop. Tusindvis af tanker fløj gennem hovedet på den gamle retsmediciner: ”Hvad var det han havde fundet? Kunne det føre dem lige til gerningsmanden?” Lars var hurtigt ved Jørgen Nielsens side, og samme overraskede ansigtsudtryk kom til syne. ”Det er lavet med en skarp og præcis genstand. Jeg har set snit som disse før, men det kan ikke passe, det må være noget andet!” sagde Jørgen Nielsen, men han vidste godt, at mærkerne på Mirabelles kun kunne laves med én bestemt genstand; en skalpel. Pludselig dukkede Esben op bagved Lars, og fik med det samme øje på dét, som de to andre stod og stirrede på. Tallene 0907 var ridset ind i Mirabelles hud, og udgjorde tilsammen et blodigt mønster henover hendes blottede mave. ”De tal I ser foran jer, er skåret ind i huden med præcision. Samme udførelse gælder offerets øjne; jeres gerningsmand vidste hvad han eller hun havde med at gøre…” Jørgen Nielsen blev afbrudt af en rungende motorlyd. De tre mænd vendte sig, og ud af bilen kom en høj, slank og lyshåret kvinde. ”Mirabelle!” råbte kvinden, idet hun løb hen mod liget. Afsnit 5; skrevet af Anni Guldberg Madsen Han kiggede sig omkring, da han kom ud fra Føtex. På samme tid var han fyldt af en fred, han ikke havde kendte de sidste ti år, og af en uro, han håbede ingen kunne se. Øjnene i hans lomme var en gave til hans lillebror, en retfærdighedsgave. På vej ud på kirkegården mødte han flere bekendte, der hilste, og han hilste igen. Hans frydefulde hemmelighed i lommen fik ham til at føle sig stærk og uovervindelig. Han holdt om den dyrebare pose hele vejen. Den lille sten på kirkegården bar datoen 9.juli 2003. I mange år havde det været uoverstigeligt svært at lukke lågen op og gå ind til graven. Men i dag nærmest dansede han derind og arrangerede de to blå øjne smukt foran stenen. En byrde var løftet fra hans skuldre – han havde betalt. For Lisbeth havde det været et mareridt at genkende niecen Mirabelle hos retsmedicinerne. Da hun havde hørt – nyheder flyder hurtigt her – at liget af en ung kvinde, var blevet fundet på marken, og da hendes søster Marianne havde ringet og spurgt, om hun havde set Mirabelle, havde hun allerede frygtet det værste. Og det værste var sket. Mirabelle var død, hendes øjne skåret ud og tallene 0907 ridset ind i hendes hud. Det sagde måske ikke andre noget, men Lisbeth glemte aldrig datoen 0907. Mirabelle havde været uskyldig i det, der skete den dag, men var alligevel kommet til at betale for det. Lisbeth havde af al magt prøvet at glemme, men i årenes løb dukkede dagens begivenheder oftere og oftere op i hendes tanker både dag og nat. Hun kunne ikke mere undertrykke dem, men hun kunne heller ikke se dem i øjnene. Når det blev for slemt, dulmede hun smerten lidt ved at gå på kirkegården og lægge en blomst på graven. Det gjorde hun også i dag, men det, hun så, tappede hendes ben for kræfter, så hun sank ned på grusstien foran graven. Der lå et par blodige blå øjne foran gravstenen. Blå øjne, som sidst hun så dem havde funklet af liv og glæde. Uforglemmelige blå blå øjne, men nu smurt ind i rødt. Min skyld, min skyld tænkte hun. Esben blev klar over, at han måtte besøge Ole og Marianne igen for at stille dem nogle spørgsmål om Mirabelles færden i løbet af hendes sidste døgn. Hvad havde hun foretaget sig, hvem havde hun set – hvad havde forårsaget det, der var sket. Var der noget i hendes værelse, der kunne sætte dem på sporet? Han havde bestemt ikke lyst til det, men vidste, at det måtte gøres. Først og fremmest: hvad betød tallene 0907? Afsnit 6: skrevet af Else Simonsen Lisbeth viste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var første og fremmest fyldt med en voldsom vrede. Hvorfor skulle Mirabelle betale prisen for, at hun havde slået et andet menneske ihjel ? Hvorfor havde Mirabelles morder ikke vendt sit ønske om hævn mod hende, som trods alt var den, der havde forvoldt drengens død ? Vidste morderen, at det, at han slog Mirabelle ihjel - for altid - dag og nat - resten af hendes liv ville pine og plage hende, så hendes liv blev et dagligt mareridt. Var det for at hævne sig på hende ? Hun kunne ikke gå til politiet, for så var hun også nødt til at tilstå, at det var hende, der for 10 år siden den 9.7 havde slået drengen ihjel ved at køre fra ulykkesstedet og hun ville blive idømt en straf og skulle i fængsel. Det kunne hun ikke til at klare. Hun fik sig rejst op fra grusstien. Det var begyndt at støvregne. Hun satte sig på en af bænkene på kirkegården og tænkte og tænkte – hvad skal jeg gøre? Hvem kunne hjælpe hende ? Hun ville aldrig kunne se Marianne og Ole i øjnene. Hun ville aldrig kunne fortælle dem, at hun var skyld i Mirabelles død. De ville aldrig kunne tilgive hende og ville aldrig kunne forstå, at hun kunne køre fra et ulykkessted uden at tilkalde hjælp. Efter lang, lang tid kom hun til resultatet. Der var kun hende selv til at klare dette og hvor grusom tanken end var, så måtte hun gøre det. Hum måtte finde Mirabelles morder og slå ham ihjel. Hun burde køre over til Marianne og Ole for at være der sammen med dem i denne svære stund, men hun kunne ikke. Hun kørte hjem. Hun måtte samle sig. Han tog ud i konsultationen efter at have været på kirkegården og givet sin lillebror retfærdighedsgaven – de blå, blå øjne. Heldigvis var alle gået hjem. Han måtte være alene. Han måtte tænke igennem, hvad der nu kunne ske. Ville politiet være i stand til at finde ud af, at det var ham, men mest al alt, hvad ville kvinden, der havde kørt hans lillebror ihjel finde på. Men allerførst måtte han fejre, at han havde fået taget sin hævn efter alle disse år. Han tog den flaske whisky, som han gemt bagerst i et af medicinskabene og hældte et stort glas op. Han nød varmen i kroppen, da whiskyen langsomt gled ned gennem hans hals. Åh hvilken fryd. Lisbeth var nødt til at tage ud til Marianne og Ole. De ville finde det underligt, hvis ikke hun var der sammen med dem i den sværeste af alle stunder. Det regnede og det var også begyndt at blæse, da hun kom ned for at sætte sig i bilen. Da hun kom hen til Marianne og Ole ser hun, at der holder en politibil uden for. Hun ryster og er bange. Afsnit 7: skrevet af Hans Nielsen Lisbeth parkerer lidt længere nede ad gaden, og bliver siddende i bilen en stund uden at tænke. Egentlig ved hun jo inderst inde godt, hvem der kunne have et motiv til forbrydelsen. Hun har bare fortrængt sin mistanke, ligesom hun i alle disse år har forsøgt at fortrænge trafikulykken. Den er bare svært at glemme. Hver gang hun ser en politibil eller en betjent, har flugten fra uheldet og den eventuelle afsløring fået hende til at frygte det værste. Hun hader sig selv for det hun gjorde, men sket er sket, og hvem skulle nu kunne afsløre hende, udover en bestemt person. Ville det ikke bare være dumt at afsløre sig selv nu, og få sin tilværelse ødelagt af afhøringer, dom og fængsel - i gud ved hvor mange år. Regnen er ophørt, og solen når at sende nogle skarpe stråler under den massive skybræmme, inden den forsvinder bag træerne på bakken. Lisbeth læner sig frem og drejer tændingsnøglen - hun har en plan nu. * I den anden ende af Brønderslev sidder en efterhånden småsnaldret whiskydrikkende person. Der kunne jo tænkes at være mere end en person, som nyder et glas whisky i Brønderslev i aften, så derfor følger en præsentation af netop denne person. Karlo Bertram Petersen blev født på en mindre ejendom lidt uden for Vrensted. Han er lidt stille, sagde moderen. Han fortæller os aldrig hvad han har oplevet.En flink dreng med lidt vel meget fantasi, sagde klasselæreren. Han har gode kræfter, og så er han så hulens fingernem når vi skal kasterere smågrise, lød det fra bonden på svinefabrikken, hvor Karlo havde fritidsjob efter skoletid. Han er et ordensmenneske, sagde en af plejeassistenterne på psyk, hvor han kortvarigt boede i 1998 - han sætter altid sit fodtøj i en snorlige række på rene aviser. Overlægen mente derimod, at Karlo Bertram Petersen led af tvangstanker og personlighedsspaltning. Det var altsammen længe siden. Karlo Bertram Petersen var voksen nu, og han havde også skiftet navn til Carl Bert. Det lød ligesom af mere, og der var potientale for internationalt gennembrud i det navn. Det passede kort sagt bedre med de drømme han havde om sin karriere. A pro pos drømme. Det var sådan set det eneste i sin tilværelse Carl Bert var ked af. Han drømte ind imellem nogle forfærdelige og uhyggelige drømme. Ellers havde han det godt. Han var stadig ungkarl, boede i et lejet hus, hvor han havde indrettet den største stue som konsultation for sin virksomhed CB institute for tattoo and piercing. Med sin udprægede ordenssans lignede konsultationen ikke de sædvanlige baggårdsvirksomheder i branchen. Her var altid rent og ryddeligt. Carl Bert boede privat i den anden ende af huset. Her var der også ok. Måske bar privaten lidt meget præg af ungkarletristesse. Ikke megen hygge. Ikke mange møbler. Ikke meget af nogen ting. Det var ikke fordi Carl ikke kunne lide piger, at han var ungkarl. Han kunne faktisk godt få lyst til piger en gang i mellem, når han sad i konsultationen og tatoverede. Men det gik jo naturligvis ikke, man må holde en professionel distance. Der havde ganske vist været en pige engang, som blev ved med at komme til ham med spørgsmål til priser den ene dag, og spørgsmål om placeringer den næste dag, og så videre i én uendelighed. Det endte da også med at hun blev inviteret på en drink fra medicinskabet - og så var det gået slag i slag med fremtidssnak og overnatning. Det gik bare ikke. Piger roder alt for meget, betroede Carl sig senere til en mandlig kunde, eller klient, som han kaldte sine kunder. * Flasken er tom, og Carl Bert rejser sig og tager en ny fra medicinskabet med ind i privaten. Her slænger han sig med et velskænket glas på stuens eneste polstrede møbel. Et par timer senere vågner han med et sæt. Igen en af disse uhyggelige drømme med øjne og en bror der er omkommet. Han har jo aldrig haft en bror, så det er mærkeligt hvor drømmen kommer fra. Glasset knuger han stadig i hånden og ved et under er der også stadig lidt whisky i det. Han sidder og ser lidt frem for sig - skal han trække af tøjet og gå i seng - det bliver nok umuligt at falde i søvn - og hvis det skulle ske, så kommer drømmene sikkert bare igen. Man kunne også bare gå en tur i den friske natteluft og så måske sove bagefter, tænker han og rejser sig. Det er helt mørkt, skyerne er fortrukket så man kan se stjernerne, men ingen måne.Carl Barks går med raske skridt for at holde varmen. Der er lys i et vindue nede ved tværvejen. Pludselig rammer noget ham i ansigtet og et kort øjeblik løber det ham koldt ned ad ryggen, indtil det går op for ham, at det bare er nogle mirabellegrene der hænger ud over fortovet. Der er faktisk stadig modne frugter på træet, så han plukker nogle og stopper dem i lommen inden han fortsætter. Mens han går spiser han af mirabellerne, og nyder at knipse stenene med et hårdt tryk mellem tommel og pegefinger. Det har han gjort siden der var nogen der for flere år siden fortalte ham, at det så uskønt ud når ham spyttede stenene ud. Tricket med at knipse havde han forfinet, så det med ret stor sikkerhed var muligt at ramme vejskilte og træstammer med kernen. Carl Barks rækker ned i lommen efter endnu en mirabel, men stivner i bevægelsen. Hvad var det for en fedtet tom plasticpose. Afsnit 8; skrevet af Knud Jørgensen Lisbeth slukkede dog hurtigt for bilen: Det ville vel være smart nok, at gå ind og være sørgende sammen med Marianne og Ole og måske samtidig få en fornemmelse af, i hvilken retning politiet arbejdede. Lisbeth smilede venligt til Esben da hun kom ind i stuen: - ’Det er dejligt for Marianne og Ole, at det er dig der er her, du kender jo familien’ Esben smilede oplivet tilbage. Selvom han syntes det ville blive svært for begge parter, at det blev hans opgave at rode lidt op i familien, for at få klarhed over Mirabelles gøren og laden og specielt omkring hendes forhold til forældrene. Esben og Lisbeth havde en overgang haft et tættere forhold til hinanden, de sås desværre ikke meget mere, men havde fortsat en god kemi sammen. Rart at hun er, når jeg skal spørge ind og måske ved hun noget fra Mirabelle som forældrene ikke kender noget til, tænkte Esben. -’For at vi skal have en chance for at finde gerningsmanden/kvinden er jeg nødt til at få lidt viden om Mirabelle, jeg har jo ikke fulgt så meget med i hendes liv de seneste år. Men jeg kan huske, at hun i en periode kom en del i ’Little Chicago’, som jo ikke havde det bedste ry på det tidspunkt, blev hun indblandet i noget der, havde hun stadig venner fra den periode, det kan være af betydning for opklaringsarbejdet at vide det’. -’Det er rigtigt, Mirabelles røg lidt hash engang imellem tidligere. Men hun kom ud af det miljø, det sagde hun i hvert fald til os’ sagde Ole. -’Det var rart at høre. Jeg bliver nødt til at fortælle jer, at på Mirabelles krop var tallene ’0907’ påført, har I nogen ide om hvad det kan betyde eller hentyde til?’ -’Nej, hendes fødselsdag er i marts og hendes tlf.nr. er ikke noget med 9 eller 7!’ -’Var Mirabelles på nogen måde et religiøst menneske?’ -’Næppe mere end resten af familien. Men hvorfor spørger du om det?’ -’Jeg tænkte bare på om hun kunne have nogle kontroverser med venne,r der måske havde en stærk tro, ’0907’ er den dag Ramadanen startede her i 2013. Havde hun kontakt med muslimer, som hun måske kunne tirre ved at drille dem med deres fastemåned.’ -’Mirabelle kom tit og talte med mig, også om religion, hun var meget åben og accepterende overfor andres religion, hun ville aldrig gøre grin med det du siger. Glem den vinkel på sagen. Desværre bliver jeg nødt til at smutte nu.’ På vej ud af døren tænker Lisbeth, godt jeg fik sluttet det forhold: det er ikke nogen ’Carl Madsen’, der er sat på den her opgave, jeg tror jeg klarer det. -’For få dagen siden overraskede jeg Mirabelle på badeværelset, jeg kunne se, at hun havde fået en tatovering, men jeg så ikke nøjagtig, hvad det forestillede. Men det kan hun vel ikke have fået her i byen? Afsnit 9; skrevet af Ingere Aarup-Kristensen Søren Pihl er træt efter en lang dag på hospitalet. Igen i dag har han været nødt til at udskrive en patient , der kan risikere at gøre skade på sig selv eller andre, hvis han undlader at tage medicin. Hvor ville det være rart , hvis politikerne på borgen kunne få øjnene op for, at det er lige så vigtigt at bruge penge på de psykisk syge, som på hjerte- og kræftpatienter. Mens han kører hjemad, tænker han tilbage på den første patient, han måtte udskrive uden at være helt sikker på ,at han kunne fungere. Var det Carl han ændrede sit navn til dengang? Søren tænker nu altid på ham som Karlo. Når ellers Karlo tog sin medicin, var han rar og omgængelig, men han fortalte alle og enhver, at han var eneste barn af en kendt kunstmaler, og han mente selv, at han kunne få en stor karriere som billedkunstner. Gad vide hvad han laver i dag? I virkeligheden var Karlo søn af en ganske almindelig håndværker, og han var blevet indlagt på Psykiatrisk Hospital, fordi han efter en familietragedie var gået totalt amok. Søren husker tydeligt, hvordan den unge Karlo gjorde de andre patienter bange, når han vågnede og skreg , så det kunne høres over hele afdelingen. Det var,når han drømte om sin bror. Han fortalte, at broderen kiggede på ham med tomme øjenhuler Tilsyneladende har Karlo dog klaret sig godt udenfor hospitalet nu i mange år. At Søren Pihl alligevel er kommet til at tænke på sin tidligere patient skyldes, at han så forsiden af Ekstrabladet, som lå på bordet i spisesalen Skal han ringe til Politiet og bryde sin tavshedspligt eller.... ? * Lisbeth kigger i bogen med de mange mulige tatoveringer. Jeg tror gerne, jeg vil have tatoveret et øje på mit håndled. Kan du klare det? Det kan sagtens lade sig gøre. Hvordan skal øjet se ud? Jeg vil foreslå et tigerøje – det ville ligesom være mere kunstnerisk. Carl bladrer i mappen med eksempler for at finde de tigerøjne, han har i tankerne. Nej, det skal være et øje ligesom dette. Lisbeths hånd griber fat om fotografiet i tasken. Samtidig sikrer hun sig, at hun let kan få fat i sprøjten. * Esben beslutter at invitere Lisbeth ud at spise. Mødet med hende har fået minderne frem om de dejlige dage og nætter, de havde sammen på Mallorca. Han kan alligevel ikke tænke på andet end Mirabelle-sagen, så han kan lige så godt forene det nyttige med det behagelige og invitere Lisbeth på middag, mens han prøver at finde ud af noget mere om niecens tidligere omgang med stoffer. Måske er den i den retning , de skal lede? Afslutning skrevet af Emma Elisabeth Nielsen Esben ringer og vil invitere Lisbeth ud. Han er nervøs da han taster nummeret, det er længe siden, han har været på en rigtig date. ”Det er Lisbeth.” Der er støj i baggrunden. Hendes stemme er lav. ”Hej Lisbeth, det er Esben. Jeg ville høre dig, om du havde lyst til en kop kaffe senere. Jeg ved det er længe siden, men–” ”Øh jo,” Lisbeth lyder fjern. ”Jo, jo. Jeg kunne trænge til en kaffe. Eller måske noget stærkere. Jeg har lige noget, jeg skal tage mig af, men du kan jo møde mig på hjørnet i Bredgade senere.” Så er hun væk igen. Esben når kun lige at læne sig tilfreds tilbage i stolen, før telefonen ringer igen. I den anden ende er det Søren Pihl fra det psykiatriske sygehus: ”Er det Esben, jeg taler med? Jeg tror, jeg har nogle informationer til dig.” Da Esben afslutter samtalen med Pihl, kan han mærke sit hjerte i halsen. Lisbeth har også lagt på, han putter telefonen i lommen og går ind til Anne. Han banker på dørkarmen: ”Anne … Pihl fra psyk ringede lige. Han vidste, hvad tallene betød.” ”Hvad betyder de?” Hun ser vild ud i blikket. ”De betyder, at vi har fundet vores morder. Sirenerne kan høres i hele byen. Esben ser mest ud af vinduet, mens de suser over landevejene på vej mod den indre by. Han har glemt alt om Lisbeth, nu tænker han kun på Mirabelle. Og på ulykken og den lille dreng og Carl, som Pihl fortalte om. Om at de aldrig fandt den skyldige, men politiet havde sin anelser. Én fra familien. Han kunne ikke huske hendes navn, han talte mest om Carl. Nu drejer de ind ad Bredgade. Tatovørens butik ligger et stykke længere oppe, men de standser bilen og sænker deres våben og i bøjede knæ bevæger de sig hen mod butikken. Det første Esben ser er sprøjten. Så Carls og hans hænder om en kvindehals. Det er Lisbeth. Dagen er slut. Solen står lavt på himlen, og Esben sidder i sin stol og betragter støvet på sit kontorbord. Det er Lars, der står for afhøringerne. De har varet det meste af dagen. I det ene lokale Carl, der bare græder og taler om sin bror og om Mirabelles smukke øjenæbler. I det andet Lisbeth, kold og hård og hvid i huden, læberne stramt trykket sammen. Det bliver en svær sag at præsentere for en dommer, men klart står den. Soleklart. Takket være Søren Pihl og Mirabelles egen mor, der modigt har indvilliget i at fortælle om søsterens opførsel i forbindelse med både den gamle sag om ulykken og den nye sag om hendes egen datter. Anne står i døråbningen. Esben vil helst, at hun bare ville forsvinde. Modvilligt drejer han rundt i stolen og møder hendes blik. Hun har hovedet på skrå: ”Tror du ikke, vi skulle tage at få dig et større kontor?” Hele historien bringes her, men kan også læses her: https://bronderslevbib.dk/web/arena/detail?p_p_state=normal&p_p_lifecycle=1&p_p_action=1&p_p_id=articleDetail_WAR_arenaportlets&p_p_col_count=3&p_p_col_id=column-3&p_p_col_pos=1&p_p_mode=view&back_url=https%3A%2F%2Fbronderslevbib.dk%2Fweb%2Farena%2Fsearch1%3Fp_p_id%3DlistArticleView_WAR_arenaportlets_INSTANCE_9dXz%26p_p_lifecycle%3D1%26p_p_state%3Dnormal%26p_p_mode%3Dview%26p_p_col_id%3Dcolumn-3%26p_p_col_pos%3D1%26p_p_col_count%3D3%26facet_queries%3D%26search_item_no%3D1%26sort_advice%3Dfield%253DRelevance%2526direction%253DDescending%26search_type%3Dsolr%26search_query%3DJussis%2Bfodspor&facet_queries=&search_item_no=1&sort_advice=field%3DRelevance%26direction%3DDescending&search_item_id=8a0ca105-3f846ae7-0141-07ed6857-23fa%3AArticle%3A0&search_type=solr&search_query=Jussis+fodspor
Posted on: Mon, 09 Dec 2013 09:36:51 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015