Thomas Boberg lagde hårdt ud. Dermed mener jeg smukt. Han havde fra starten sin egen tone, en bred orientering – global – og en hang til surrealisme. Tilsammen en stærk baggrund at tage afsæt fra. Ikke så megen hjemlig blidhed. Absolut farvel til snæversynethed og lille horisont. Åbning til højere himle, videre bjerge. Byen som sindstilstand: ”Tre gader drejer støjende væk / en hvid måne holder vejret der / Rystet som berørt af en isgrøn stjerne / står jeg stille for at opdage retningen” (”Struktur”, Hvæsende på mit øjekast, 1984). Måske med en fjern hilsen til Gustaf Munch-Petersen, der slutter sit sidste digt i sin sidste digtsamling med ordene: ”Over Landet i Vest / gnistrer en Stjærne grønt – ” (”Marts”, Nitten Digte, 1937).
Posted on: Thu, 14 Nov 2013 19:41:21 +0000