7. Gaver, Musik, Dans og chokolade En af de første dage jeg mødte op på børnehjemmet, spurgte jeg ”manden” i huset ( Ananta ) om hvordan og hvornår det ville være smartest at dele mine medbragte gaver til børnene. Det svar han kom med var ikke til at tage fejl af. ”We will give it at the party” Jeg tænker strakts oook, ligefrem en party fordi jeg kommer, jeg følte mig beæret.. og prøvede at smile lidt ala ”ej det var virkelig ikke nødvendigt af jer men tak skal i have” Men det var godt jeg ikke sagde noget, for han gik hurtigt videre med at fortælle om THE PARTY som var arrangeret fordi nogen frivillige som pt var på trekkingtur havde lyst til at komme og danse lidt for og med børnene inden de skulle videre. Og festen ville forgå om nogen dage, så måske ku vi bruge tiden på at fordele mine medbragte gaver på ca. 800 klistermærker, 200 balloner, og 2.5 kg chokolade, ved at ligge dem i små 20 poser,( til 20 børn) og så ku alle børnene få en pose hver til THE PARTY. Jeg tænker at det er en fin ide.. hvorfor ikk:) Men jeg kan godt mærke at min egen ego begyndte at vise sig frem.. eller måske ikke ego, men den der følelse når man har købt en gave til nogen, og man bare er endnu mere spændt end modtageren.. Kender i ikke det? Sådan havde jeg det lidt her.. Jeg ku ikke vente til de sku have gaverne uhh jeg håber det bliver glad for chokoladen.. Hov??! hvad er det jeg har gang i? ”Ananta?.. Ananta??? can I please speak with you for a moment”, ”yes, is everything ok, are you hungry” ”no im fine” ”Ahh you want some water?”.. ”No no Im really fine, thank you, but I want to ask you, can we NOT tell the children that the chocolate is from me?” Han kigger meget undrende på mig.. og siger så endnu mere undrende med et lidt forvirret ansigt udtyk ”but why” ” I dont want them to think of me as the Chocolate Man, everytime they see me.” ”Stupid Silly White Man” sagde han.. ikke. Men jeg vil vædde en million på at det var nogen i den retning han tænkte. For jeg tænkte det selv i det korte øjeblik efter jeg havde spurgt ham om det.. Og skyndte mig med at mumle ”forget it its okay, I also have to go do something now” jeg snakkede lavere og lavere mens jeg lidt undskyldende forlod hans rum. Jeg følte mig lidt dum.. Men jeg vil virkelig ikke været kendt som ham med chokoladen. Dagen hvor festen sku finde sted var nået.. og sku selvfølig forgå på børnehjemmet. ”So are you ready for the party” spørger jeg nogen af de små drenge der sidder rundt om bordet og laver deres lektier ”PARRTYYY.. YESS yes, we want.. when is PARTYYY?” Jamen iaften tænker jeg, det må de da allerde vide. Så ser jeg Ananta stå i døråbning og vinke mig over til ham. ”You can not tell them there is party today” ”hmm but why?, they are not invitet?” ”Yes yes offcourse, but you can not say PARTY, if you say party, they will think that there will also be alot of food to eat.” Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det. Ananta forsætter ”You have to tell them it is not a party.. but a DANCING PARTY” ok så, så kalder jeg det A Dancing Party fremover.. men med gaver :) Kl 19:05 sidder vi alle i det store ”hyggerum”, vi sidder på madrasser langs 3 af vægene og danner en form for hestesko, med en slags scene i midten. Kl 19:10 står KiKi-mom i en smuk festlig traditionel gul kjole, og præsentere aftenens første danse nummer. De næste halvanden time går med en stor blanding af traditionelle danseserier, med tilhørende musik, til justin bieber og breakdance, til den spanske Macarena med fjollede masker og hatte på hovederne.. Alle grinene og morede sig gevaldig af og med hinanden. Kiki-mom stiller sig op igen og tar ordet ”And know we also have som small gifts and chocolate, frist we have this from the Spaniens” Noget lokalt chokolade som ville svare til dem man finder på sin hovedpude på et hotel, eller når man får serveret kaffe på en cafe/restaurant, bliver delt ud til børnene. Og børnene råber i munden på hinanden ”thank you spaniens.. thank you spaniens.. we really love this..” Jeg tænker lidt. ”phhhshh, hvis de bare smager den chokolade JEG har taget med så går de sikkert helt amok, for den var IKKE billig. Købt i lufthavnen i Dubai. Ikke at jeg tror at børnene ved hvor, eller hvad dubai overhovedet er. Men det gjorde Kiki-mom, for da hun deler ”min” chokolade, udbryder hun straks med at sige.. ”uhh children look at this chocolate, its really good, it is from Dubai.” Hvortil børnene atter udbryder i munden på hinanden, ”Thank you Dubai, thank you” det er tydligt at se, at de kigger lidt rundt mellem gæsterne for at se hvem ham, eller hende Dubai var. Jeg sagde ikke noget. Men behøver ikke længere være bekymret for at ende som ChokoladeManden i deres øjne.
Posted on: Tue, 30 Jul 2013 18:41:53 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015