Apropos ytringsfrihed har jeg svært ved at forstå, hvorfor selvbestaltede liberale behandler denne frihed som værende en "dansk værdi", som man fundamentalt må og skal erklære sig som ultimativ tilhænger af. Ytringsfriheden behandles paradoksalt som var der tale om et /traditionelt/ faktum, som i en uvis men svunden tid har haft helt uovertrufne vilkår i Danmark, og som først nyligt er blevet truet af en repressiv stat eller nye samfundsfjender. Er det ikke nærmere tilfældet, at ytringsfriheden i de seneste år er vokset eksplosivt i takt med en reel mulighed for trykke- og talefrihed gennem nye medier og platforme? Jeg kan ikke få øje på nogen historisk guldalder, hvor det i højere grad har været muligt for enhver at sige eller skrive hvad de ønskede i et offentligt rum end nu. (Måske kan andre med større nationalhistorisk indsigt.) Men de samme /generelle/ begrænsninger for den offentlige ytringsfrihed gør sig vel stadig gældende: Du har ubegrænset frihed til at ytre dig, så længe det vurderes af portvogterne, at du siger det korrekte på den korrekte måde mens du ser korrekt ud og har de korrekte akkreditiver i den givne sammenhæng. Som banalt eksempel kan jeg sende et debatindlæg til Berlingske og forvente afvisning indenfor 5 minutter mens jeg andre steder kan få ros for at skrive lige præcis det, dagbladets læsere angiveligt gerne vil læse. Det sætter selvfølgelig nogle rammer for friheden, som er problematiske og som folk med en grad af adgang (den er oftest begrænset) har et stort medansvar for at modarbejde. Portvogternes arbejde er dog blevet mere besværligt i takt med et svindende monopol, og godt for det. Burde det mest interessante for kulturkritikeren derfor ikke være at anerkende og undersøge de kulturelle grænser for korrektheden UDEN at starte fra den utroværdige position, at idealet om ytringsfrihed er noget, vedkommende selv har valgt at indoptage fuldt ud og uden den mindste form for begrænsning? Der findes jo trods alt mange brud på ytringsfriheden, som ikke bliver gjort til cases i ytringsfrihed herhjemme. Thomas Drake, John Kiriakou, Aaron Swartz m.fl. er nyere eksempler på en anden slags knægtelse, man bare ikke hører meget til (deres historier kan imidlertid let findes på nettet). Jeg tror, at dette er tilfældet fordi 1) sagerne handler i bund og grund om /vores/ samfundsværdier, ikke de andres, og 2) ytringsfriheden trumfes af en anden værdi - vi kalder den bare ikke en værdi men taler i stedet om ret og sikkerhed - nemlig statslige og private aktørers magt til at begrænse udbredelsen af informationer og dermed også begrænse individets ytrings- og handlefrihed i meget konkret forstand. Her hører man ikke mange liberale protester, på trods af erklæringerne om, at netop friheden til at ytre sig bør være absolut, og kravene om, at andre billedligt (til tider bogstaveligt) skriver under på samme forståelse. Kort sagt: Nej tak til den totalitære ytringsfrihed herfra, så længe den trods alt er selektiv. I stedet kunne vi sætte os ind i dens grundlæggende begrænsninger. Beklager som altid smøren. Jeg er evigt og pinligt bevidst om det faktum, at jeg også bare kunne vælge at holde kæft (ikke sagt i en martyrisk forstand, men bare som anerkendelse af, at det nok ville gøre en del facebookbekendtskaber glade).
Posted on: Sun, 22 Sep 2013 11:56:12 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015