Den udødelige historie Historien om den velsignede fødsel, nåede her til Pakistan for mere end 12 århundreder siden. Vore forfædre hørte den fra Muhamed ben Qasim og hans mænd. Det blev den smukkeste historie, der nogensinde er blevet fortalt. Siden Qasims dage er den blevet fortalt og genfortalt fra generation til generation. Det er en beretning, som unge aldrig bliver trætte af at høre, og som for de ældre bestandigt beholder sin charme. Mænd, kvinder og børn, har gennem tiderne sunget Allahs pris og hans godgørenhed imod menneskene. Historien er enkel i sin form, og tidløs i sin skønhed. I det gamle Mekka, boede der en ung kvinde, ved navn Amina. Hun var et yderst godt og venligt menneske, og hun kom fra en fin familie. Abdullah, hendes mand, var en ung høvding, som var kendt for sin mandige elegance og sin venlige optræden. Han var søn af Abdul Muttalib, der var leder af de stolte Quraishier. Quraisherne var vogterne af den hellige Kaaba. Abdul Muttalib var, som den øverste leder, ansvarlig for Allahs hus. Dette var en stor ære i Arabien, og Aminas svigerfar var således den kendteste mand i landet. Amina havde kun været gift i nogle få maneder, da hendes mand drog på handelsrejse til Syrien. På tilbagevejen gjorde han ophold i Medina, hvor hans mor var født. Her blev han imidlertid alvorligt syg, og døde kort efter. Da de dårlige nyheder nåede frem til Mekka, blev Amina overvældet af sorg. Hun var da gravid, og tanken om at den kommende baby, skulle fødes faderløs, gjorde hende meget urolig. "Hvordan vil min lille skat føle det, når han opdager at han ikke har nogen far?" tænkte hun. Jo mere hun tænkte over sagen, desto mere bedrøvet følte hun sig. Men hun havde i det mindste en tilfredsstillelse, nemlig at barnet ville holde erindringen om hendes kære mand i live. Elephant år Dette var det velkendte elefantens år, og det havde fået sit navn pga. de elefanter med hvilke Yemens guvernør, Abraha, marcherede til Mekka. Han var et magtfuldt menneske, der ønskede at udødeliggøre sit navn. Derfor opførte han et stort tempel i sin regeringsby. Han forlangte at folk skulle valfarte til hans tempel i stedet for til Kaabaen. Men ingen villle følge hans bud, og folk vedblev at gå i Kaabaen, som de altid havde gjort. Abraha blev klar over sit nederlag, men fandt hurtigt på en udvej. "Jeg må ødelægge Kaahaen, thi så vil pilgrimmene ikke længere drage til Mekka". Med en stor hær marcherede han imod Mekka, og medførte, som nævnt et antal elefanter. Abdul Muttalib, kunne ikke stille noget op imod denne hærskare. Så han forlod byen, og lod Allah om selv at forsvare sit eget hus. Abrahas mænd tog nogle af Abdul Muttalibs kameler. Den gamle høvding gik da til Abraha, og bad om at måtte få dyrene igen. "Du er bekymret for nogle få kamelers skyld", bemærkede erobreren overrasket. "Har du da slet ingen tanke for Kaabaen?" Hertil svarede den gamle: "Kamelerne tilhører mig, og jeg må passe på dem. Herre over Kaabaen er Allah og han vil værne om sit eget hus". Og sådan gik det. Abdul Muttalib forholdt sig rolig, men Allah sendte en pest for at dræbe Abrahas hær, der blev aldeles tilintetgjort, og Abraha måtte vende skuffet hjem. Kaabaen var så sikker som nogensinde. Begivenheden var et forvarsel om det største vidunder i historien. Få måneder senere blev Mekka beæret af den velsignede fødsel. Den største og sidste af profeterne var på vej ind i verden. Amin Drom Da den velsignede fødsel nærmede sig, begyndte Amina at få vidunderlige drømme. I en af dem, så hun et blændende lys komme ud af sin krop. Det spredte sig mere og mere, indtil det oplyste hele universet. Hver eneste krog, hvert eneste hjørne på hele kloden blev oplyst deraf. Amina blev forbløffet over sin drøm, men var alligevel ikke klar over, at det var et varsel om det kommende barns storhed. Hun havde også en anden vidunderlig drøm, hvor hun så op imod himlen og så en engel nærme sig, indtil den stod foran hende. "Her er godt nyt til dig, oh mor til den velsignede profet! Din søn vil blive menneskehedens frelser, og du skal kalde ham Ahmed". Det var med blandede følelser, at Amina tænkte over sine drømme. Hun var lykkelig ved tanken, om at hun skulle blive den stolte mor, til denne verdens forløser, men tanken om at han skulle blive forældreløs gjorde hende bedrøvet. Amina talte med sin svigerfar, om sine drømme. Abdul Muttalib følte også, at de varslede om en stor fremtid for hans ufødte barnebarn. Af alle sine sønner havde den gamle sat størst pris på Abdullah, og sønnens død kom for ham som et frygteligt chock. Aminas drømme bragte den gamle mand megen lindring. Hans barnebarn skulle blive ganske anderledes end noget andet barn. Den velsignede fødsel Omsider kom det lykkelige øjeblik. Tidligt om morgenen mandag den 22. april 571 blev Allahs sidste profet født. Ham som hele verden havde ventet på, kom omsider. Det skete i det lykkelige forår. Der var glæde overalt, såvel på jorden som i himlene. Den gode nyhed blev bragt til Abdul Muttalib, der straks løb til Aminas hus. Han var ude af sig selv af glæde, da han så det himmelske spædbarn. Aldrig før havde han set et så dejligt og strålende ansigt. Han tog barnet i sin favn, og gik direkte til Kaabaen. Her gik han rundt og rundt om Allahs hus mens han holdt den lille nye i sine arme. Derpå bragte han barnet tilbage til Amina. Da barnet var en uge gammelt, gav Abdul Muttalib et stort festmåltid. Hele Quraish-stammen var indbudt. "Hvilket navn vil du give barnet", blev han spurgt. "Jeg kalder ham Muhammad (den lovpriste)", var svaret. "Men hvorfor dette usædvanlige navn?" blev gæsterne ved med at spørge. "Ingen anden i din slægt har tidligere båret dette navn". Med en mine af stolthed, svarede bedstefaren: "Det ved jeg, men dette barnebarn er heller ikke som noget andet barn. Jeg ønsker at jorden og himlene skal blive fyldt med lovprisninger til hans ære." Således fik Aminas barn to navne. Hun kaldte ham selv Ahmad. Dette navn blev givet ham af englen. Bedstefaren benævnte ham Muhammad. Begge navne er profetiske. Barnet var bestemt til at blive menneskehedens største velgører, og skulle befri menneskenes sjæle fra alle lænker. Han skulle gøre sig fortjent til evig taknemmelighed og lovprisning. Og han skulle også vise verden Allahs storhed, som ingen anden før eller siden havde været i stand til det. Den udødelige historie Historien om den velsignede fødsel, nåede her til Pakistan for mere end 12 århundreder siden. Vore forfædre hørte den fra Muhamed ben Qasim og hans mænd. Det blev den smukkeste historie, der nogensinde er blevet fortalt. Siden Qasims dage er den blevet fortalt og genfortalt fra generation til generation. Det er en beretning, som unge aldrig bliver trætte af at høre, og som for de ældre bestandigt beholder sin charme. Mænd, kvinder og børn, har gennem tiderne sunget Allahs pris og hans godgørenhed imod menneskene. Historien er enkel i sin form, og tidløs i sin skønhed. I det gamle Mekka, boede der en ung kvinde, ved navn Amina. Hun var et yderst godt og venligt menneske, og hun kom fra en fin familie. Abdullah, hendes mand, var en ung høvding, som var kendt for sin mandige elegance og sin venlige optræden. Han var søn af Abdul Muttalib, der var leder af de stolte Quraishier. Quraisherne var vogterne af den hellige Kaaba. Abdul Muttalib var, som den øverste leder, ansvarlig for Allahs hus. Dette var en stor ære i Arabien, og Aminas svigerfar var således den kendteste mand i landet. Amina havde kun været gift i nogle få maneder, da hendes mand drog på handelsrejse til Syrien. På tilbagevejen gjorde han ophold i Medina, hvor hans mor var født. Her blev han imidlertid alvorligt syg, og døde kort efter. Da de dårlige nyheder nåede frem til Mekka, blev Amina overvældet af sorg. Hun var da gravid, og tanken om at den kommende baby, skulle fødes faderløs, gjorde hende meget urolig. "Hvordan vil min lille skat føle det, når han opdager at han ikke har nogen far?" tænkte hun. Jo mere hun tænkte over sagen, desto mere bedrøvet følte hun sig. Men hun havde i det mindste en tilfredsstillelse, nemlig at barnet ville holde erindringen om hendes kære mand i live. Elephant år Dette var det velkendte elefantens år, og det havde fået sit navn pga. de elefanter med hvilke Yemens guvernør, Abraha, marcherede til Mekka. Han var et magtfuldt menneske, der ønskede at udødeliggøre sit navn. Derfor opførte han et stort tempel i sin regeringsby. Han forlangte at folk skulle valfarte til hans tempel i stedet for til Kaabaen. Men ingen villle følge hans bud, og folk vedblev at gå i Kaabaen, som de altid havde gjort. Abraha blev klar over sit nederlag, men fandt hurtigt på en udvej. "Jeg må ødelægge Kaahaen, thi så vil pilgrimmene ikke længere drage til Mekka". Med en stor hær marcherede han imod Mekka, og medførte, som nævnt et antal elefanter. Abdul Muttalib, kunne ikke stille noget op imod denne hærskare. Så han forlod byen, og lod Allah om selv at forsvare sit eget hus. Abrahas mænd tog nogle af Abdul Muttalibs kameler. Den gamle høvding gik da til Abraha, og bad om at måtte få dyrene igen. "Du er bekymret for nogle få kamelers skyld", bemærkede erobreren overrasket. "Har du da slet ingen tanke for Kaabaen?" Hertil svarede den gamle: "Kamelerne tilhører mig, og jeg må passe på dem. Herre over Kaabaen er Allah og han vil værne om sit eget hus". Og sådan gik det. Abdul Muttalib forholdt sig rolig, men Allah sendte en pest for at dræbe Abrahas hær, der blev aldeles tilintetgjort, og Abraha måtte vende skuffet hjem. Kaabaen var så sikker som nogensinde. Begivenheden var et forvarsel om det største vidunder i historien. Få måneder senere blev Mekka beæret af den velsignede fødsel. Den største og sidste af profeterne var på vej ind i verden. Amin Drom Da den velsignede fødsel nærmede sig, begyndte Amina at få vidunderlige drømme. I en af dem, så hun et blændende lys komme ud af sin krop. Det spredte sig mere og mere, indtil det oplyste hele universet. Hver eneste krog, hvert eneste hjørne på hele kloden blev oplyst deraf. Amina blev forbløffet over sin drøm, men var alligevel ikke klar over, at det var et varsel om det kommende barns storhed. Hun havde også en anden vidunderlig drøm, hvor hun så op imod himlen og så en engel nærme sig, indtil den stod foran hende. "Her er godt nyt til dig, oh mor til den velsignede profet! Din søn vil blive menneskehedens frelser, og du skal kalde ham Ahmed". Det var med blandede følelser, at Amina tænkte over sine drømme. Hun var lykkelig ved tanken, om at hun skulle blive den stolte mor, til denne verdens forløser, men tanken om at han skulle blive forældreløs gjorde hende bedrøvet. Amina talte med sin svigerfar, om sine drømme. Abdul Muttalib følte også, at de varslede om en stor fremtid for hans ufødte barnebarn. Af alle sine sønner havde den gamle sat størst pris på Abdullah, og sønnens død kom for ham som et frygteligt chock. Aminas drømme bragte den gamle mand megen lindring. Hans barnebarn skulle blive ganske anderledes end noget andet barn. Den velsignede fødsel Omsider kom det lykkelige øjeblik. Tidligt om morgenen mandag den 22. april 571 blev Allahs sidste profet født. Ham som hele verden havde ventet på, kom omsider. Det skete i det lykkelige forår. Der var glæde overalt, såvel på jorden som i himlene. Den gode nyhed blev bragt til Abdul Muttalib, der straks løb til Aminas hus. Han var ude af sig selv af glæde, da han så det himmelske spædbarn. Aldrig før havde han set et så dejligt og strålende ansigt. Han tog barnet i sin favn, og gik direkte til Kaabaen. Her gik han rundt og rundt om Allahs hus mens han holdt den lille nye i sine arme. Derpå bragte han barnet tilbage til Amina. Da barnet var en uge gammelt, gav Abdul Muttalib et stort festmåltid. Hele Quraish-stammen var indbudt. "Hvilket navn vil du give barnet", blev han spurgt. "Jeg kalder ham Muhammad (den lovpriste)", var svaret. "Men hvorfor dette usædvanlige navn?" blev gæsterne ved med at spørge. "Ingen anden i din slægt har tidligere båret dette navn". Med en mine af stolthed, svarede bedstefaren: "Det ved jeg, men dette barnebarn er heller ikke som noget andet barn. Jeg ønsker at jorden og himlene skal blive fyldt med lovprisninger til hans ære." Således fik Aminas barn to navne. Hun kaldte ham selv Ahmad. Dette navn blev givet ham af englen. Bedstefaren benævnte ham Muhammad. Begge navne er profetiske. Barnet var bestemt til at blive menneskehedens største velgører, og skulle befri menneskenes sjæle fra alle lænker. Han skulle gøre sig fortjent til evig taknemmelighed og lovprisning. Og han skulle også vise verden Allahs storhed, som ingen anden før eller siden havde været i stand til det. 1
Posted on: Fri, 26 Jul 2013 18:20:18 +0000