Det vil være uhøfligt ikke at svare ;o) Kære Mette Haugaard - TopicsExpress



          

Det vil være uhøfligt ikke at svare ;o) Kære Mette Haugaard Frederiksen, Lad mig først takke for den indsigt du har givet mig i, hvordan du ser på kommunens håndtering af den kommende folkeskolereform. Jeg tilskriver dit tankespind omkring min manglende indsigt i budget 2014, som værende en konsekvens af, at vi endnu ikke har haft mulighed for at lære hinanden bedre at kende – lad os håbe vi får lejlighed til dette efter den 19. november 2013. For god ordens skyld skal jeg understrege, at din opremsning af tal ikke bidrager med nogen som helst form for ny information. At der er en proces i gang er positivt, men man kan i mit univers ikke kalde det for rettidig omhu at foretage en stor investering i Ipads, når man ikke har en køreklar plan for, hvordan disse skal bruges. Jeg fristes til at låne et citat, som min underviser ved et webinar brugte, der lyder ”I morgendagens skole nytter det ikke bare at sætte strøm på gamle læremidler”! Min pointe, som du tilsyneladende overser, er netop, at investeringen er en god ide, hvis den understøttes af skolelærere som ved, hvordan de kan bruge de nye muligheder samt tilhørende undervisningsmateriale. Det er ikke mit indtryk, at man har haft en dialog med et bredt udvalg af skolelærere i kommunen omkring dette investeringsønske, samt hvordan dette skal bruges? Der er vel heller ikke inkorporeret nogen form for ”Ipad opkvalificering” af den kommunale lærerstab i planlægningen af dette skoleår, til trods for at folkeskolereformen venter på den anden side af næste sommerferie? For at vende tilbage til udgangspunktet som var renoveringen af den kommunale bygningsmasse, er jeg uenig i, at man sagligt kan argumentere med, at de nævnte beløb medfører, at kommunen har handlet med rettidig omhu. Lad mig give et lavpraktisk eksempel på, hvad problemstillingen, som jeg ser den, ved din argumentation er. Hvis der netop er påfyldt for 100 kroner benzin på min Toyota Aygo, siger det intet om, hvorvidt det er nok til, at jeg kan komme frem til en given destination – her må ind tænkes en behovsanalyse i relation til forventet antal kørte kilometer set i forhold til, hvor langt jeg kører på literen. Bliver konklusionen af min behovsanalyse at jeg ikke har benzin nok i tanken, har jeg to muligheder: 1. Købe noget mere benzin. 2. Beslutte at min Aygo nu er en super drift økonomisk bil, som kan køre det dobbelt på en liter (problemet er her, at jeg så løber tør for benzin, inden jeg når frem ;o) Hvis samtlige kommunale folkeskoleledere i vores kommune kan give tilsagn om, at de fysiske rammer for skolelærerne er klar (herunder indregnet at forholdene lever 100 % op til dansk lovgivning på arbejdsmiljøområdet), dag 1 efter ikrafttrædelse af den nye folkeskolereform, har din behovsanalyse været korrekt. Min påstand er dog, at det ikke er tilfældet, men jeg vil selvfølgelig gerne se dokumentation for det modsatte – hvis du altså kan fremskaffe noget sådant? Indtil da vil jeg nøjes med glæde mig over vores debat om folkeskolen, samt konstatere at vores opfattelse af rettidig omhu nok ikke er helt den samme. De venligste hilsner Bo Nørregaard Jensen Kandidat nummer 15 for Venstre ved kommunalvalget i Faaborg-Midtfyn kommune
Posted on: Tue, 01 Oct 2013 18:17:21 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015