En tekst jeg skrev da der var allerværst under VKO...de sidste par ugers halal/os og dem/populisme snak fik mig til at finde denne tekst frem.... Kære Danmark Du er som en Moder for mig. Da jeg blev født tog Du imod mig med dit velkvalificerede og kompetente hospitals- og sundhedsvæsen. Min ubevidste spæde hjerne, mit hjerte- og nervesystem må alle have mærket trygheden i armene hos de veluddannede jordmødre og sygeplejersker. Og da jeg startede i vuggestuen, og senere hen i børnehaven, tog Du imod mig og omfavnede mig med et pædagogisk kram. Også her, gav Du som en moder mig grundstenene til at bygge mit fundament som menneske, og det var tydeligt, at Du udelukkende gjorde det, for at give mig, og alle dine andre børn, den bedste start i livet. For din moderlige natur, trives bedst med at give til barnet, og ikke at tage fra barnet, for hvad kan gøre en forælder mere glad end at se at børnene trives godt? I folkeskolen lærte jeg at læse og skrive Dit sprog, og selvom jeg havde svært ved det, lykkedes det Dig at lære mig Æ-Ø-og Å. Trods stumme d’er og stumme h’er, og at Ø nogle gange lyder som Y og omvendt, og alle de andre finurligheder Dit sprog indebærer, fik jeg det lært og inkorporeret, så Dit sprog, også blev mit sprog – min stemme. I folkeskolen fik jeg også fornøjelsen af at møde alle dine andre børn, nogle var lyse, andre mørke, der var dem som fik mange julegaver, og så var der dem som næsten ingen fik, nogle havde som mig, to forældre, og andre måtte nøjes med en ad gangen. Men uanset hvor forskellige vi var, var vi stadig alle sammen dine børn. For som en Moder, havde Du kærlighed og overskud til hver og en. Med tiden lærte Du mig langsomt men stødt, om dine sædvaner, traditioner og måden at anskue verden på. Jeg var for det meste modtagelig, da det var en naturlig videreudvikling bygget på de grundsten Du gav mig fra starten af. Men da jeg er af frugten fra et træ hvis rødder kan spores tilbage til helt andre dele af kloden, havde jeg brug for en alternativ sammensætning af din næring for virkelig at kunne blomstre som menneske. Dette medførte at der var ting som jeg gjorde på min helt egen måde, og det var ikke altid let, da jeg både ville tilfredsstille dig – min Moder, men også havde et behov for at følge min egen natur. I perioder kunne jeg nogle gange frygte, at Du følte dig forrådt, fordi jeg ikke fulgte dine skikke til punkt og prikke, og derved afveg fra størstedelen af dine andre børn. Men det var aldrig tilfældet, for Du smilte bare og omfavnede mig som den jeg var. Du beroligede mig og fortalte, at jeg kunne tro på lige hvem jeg ville, så længe jeg viste den samme åbenhed og forståelse til min omverden, som Du viste mig. Jeg tog det til mig og drog ud i verdenen rustet med netop denne åbenhed som Du havde vist mig og stadig den dag i dag tror jeg fuldt og fast på, at man via dialog og samspil kan opnå en forståelse fra andre, både dem som er med dig og dem som er mod dig. Men jeg lærte hurtigt at dialog kan have mange forskellige ansigter. Jeg kunne pludselig se det når vi, dine forskellige børn, diskuterede. Der var de dialoger som tydeligt bar præg af en oprigtig interesse i modpartens argumentationer og synspunkter. Denne diplomatiske form førte begge parter ind i en fælles sfære hvor man trods uenighed stadig viste forståelse og frem for alt respekt for hinanden. I andre diskussioner kunne man savne viljen og lysten til at se sagen fra den anden parts side, de her dialoger mindede mere om battlerap hvor det gælder om at tryne og udstille modparten for at fremhæve sig selv og sine holdninger. Denne slags kommunikation samler også folk, bare ikke i et fællesskab men i to eller flere fællesskaber hvor man hver i sær føler, at man er mere rigtig end de andre. Sådan er det vel med børn, at optagede i deres egne lege danner grupperinger som i nuet føles som det rigtige sted at være men som måske fjerner opmærksomheden fra det store billede, at uanset hvor forskellige vi er, er vi alle dine fælles børn, kære Moder Danmark. Med tiden begyndte nogle af dine børn at klage over at de børn med rødder så mørke som mine fik særbehandling, og at du overså og forbigik de børn hvis rødder havde oprindelse fra din egen muld. Det der lå i denne stigende utilfredshed som rørte mit hjerte som en syl, var den anklagende tone af, at nogen af dine børn var Dig tættere alt efter hvilken farve roden havde. Der var sågar dem som mente, at fremmede rødder aldrig ville kunne gro ordentligt i din jord, men det stemte overhovedet ikke overens med min egen opblomstring i din have hvor jeg med mine egne øjne, havde set alverdens rødder vokse selvom de stod i samme bed. De mest medgørlige og mest modtagelige rødder blandede og snoede sig ind i hinanden i kys, kram og kærtegn som skabte helt nye og anderledes frugter, end dem som stammede fra træer hvis rødder ikke var blandede. Alle frugter smager godt og er sunde, den ene er ikke mere uundværlig end den anden, hver indeholder sin egen mængde af specifik næring, så for mig var det logisk på baggrund af den åbenhed du havde lært mig, at smage på alle frugterne. Men det er vel et spørgsmål om smag og behag. Det som for mig smagte af paradis, smagte for andre ad helvedes til. Og den vegetation som jeg så som smuk så andre som ukrudt der skulle hives op og smides væk. Mit søgende og nysgerrige sind kunne til tider give mig en hvis form for forståelse for de børn som nu var begyndt at se mig som en trussel og som en mindreværdig del af din flora. For jeg kunne også se at nogle af de børn som havde samme farve rødder som mig havde udviklet torne hvilket gjorde det svært at komme tæt på dem. Sådan er det vel med evolution. Under pres og konstant modstand, vil naturen nogen gange bøje af, men andre gange vil den udvikle gift, pigge og torne for at overleve og beskytte sig selv imod udefrakommende angreb. Bagsiden af denne udvikling var bare, at disse pigge og torne til tider også kunne ramme folk der tilnærmede sig af andre grunde end at angribe. Og desværre var det svært, for ikke at sige helt umuligt, for de klagende børn, at se disse nuancer. For dem så vi alle ens ud. I en lang periode blev enhver røst der påpegede denne uretfærdighed kvalt i larmen af trampende støvler af børn som lugede ud i dine marker. I disse stunder, kunne jeg mærke at Du stod ved siden af mig, flov over hvad nogle af dine børn havde gang i. Og Du spurgte mig skamfuldt om jeg følte at Du have været mig illoyal og at Du tog parti med de rødder der var fra din del af verdenen. Der kiggede jeg op på dig og prøvede at smile på samme måde som Du varmt havde smilet til mig dengang jeg var bange for at Du ikke følte jeg var dig helt trofast. Men som enhver mor, kender Du ethvert træk i dit barns ansigt, så selv om jeg smilte og sagde, at alt er godt som det plejer, vidste Du såvel som jeg, at det var en hvid løgn. Jeg ville netop ikke lyde utaknemmelig for alt det du har gjort for mig i min barndom. Men jeg kunne heller ikke helt skjule den afstand der var kommet imellem os og den kunne Du tydeligt mærke. Denne distance, var kommet af skuffelsen over alle de gange, hvor jeg kiggede efter dig som det håb Du plejede at være, den stemme som plejede at berolige mig med, at det hele nok skulle blive godt igen. Men jeg følte - og jeg beklager min forurettethed, at Du aldrig kom da jeg havde mest brug for dig i mit voksne liv, før skaden var sket. Men uanset hvad, vil der altid være et bånd mellem Dig og mig - og Dit islæt vil altid følge mig uanset hvor end jeg er, for Du er jo min Moder, ikke?
Posted on: Tue, 06 Aug 2013 18:31:24 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015