Er striden forbi? Hjemme på mit kontor hænger en tegning fra Blæksprutten 1936. Den forestiller de danske præster ridende på træheste og med en fyldepen hævet som spyd. Under tegningen står der: Efteraarskrigen er nu i fuld Gang ogsaa indenfor Folekirkens Mandskab.” Én af præsterne må være Kaj Munk. Et par af de andre kunne være K. Olesen Larsen og Gustav Brøndsted. Én af dem kunne også være Christian Bartholdy. Men det er mere usikkert. Pibekraver og papir flyver gennem luften. Alle er helt oppe at køre. Der er selvfølgelig ingen kvindelige præster repræsenteret. Man skændes om de teologiske positioner. Her er der stadig dyb forskel på de tidehvervske, grundtvigianerne og de indremissionske. Her ved man, hvem man er, fordi man ved, hvem de andre er - og hvem man altså ikke er. I dag ville en sådan krig være utænkelig. Præster diskuterer ikke mere teologi. Vækkelsesbevægelsernes tid er forbi. Kirkeministerens gennemførelse af vielse af homoseksuelle var den sidste kirkelige og teologiske kamp. Man kan med Sarah Adam sige: ”Og er for sidste gang striden forbi, sjælen til Himmel-vang løfter sig fri”. Nu er der ikke længere nogen tydelig uenighed mellem højrefløjs- og venstrefløjspræster. Vi er alle ens og i samme båd. Det skal man nødvendigvis ikke begræde. Præster behøver ikke at være uenige – selvom det selvfølgelig hjælper. Uenighed hjælper med til at skærpe ens teologiske sprog, det giver en større diversitet og endelig er det med til at holde folkekirken levende. Det giver også en større viden, og så er det underholdende. Hvad gør man i dag? I dag resignerer præster og overlader efterhånden ikke blot kirke og kristendom, men også sproget til provster, biskopper og minister. Og sproget er ikke poetisk, filosofisk eller dogmatisk, men djøfiseret i retning af New Public Managment. Det bliver man klar over, når man er sammen med præster til eksempelvis et provsti- eller stiftskonvent. Da jeg startede som præst, blev der diskuteret teologi. Enten var man eksistens teolog, skabelses teolog eller narrativ teolog. Det var nogle vidunderlige og berigende diskussioner. Her fløj Kierkegaard, Barth, Bultmann, Løgstrup, Amos Wilder hen over bordet, ja selv Vilhelm Beck tog man stilling til. Teologi var kamp, og en teolog var en kriger. I dag er man blot teolog. Og sammentalen i provstiet handler om samarbejde på tværs af sogne, og hvordan man moderniserer og strukturerer den danske folkekirke. Uenigheder skrinlægges og anses som uhøfligt, og man bilder sig selv og hinanden ind, at det bedste for kirke og kristendom er konsensus. At være enig er en dyd. Også selv om det, man er enig i, er oplagt forkert og grundlæggende undergravende og ødelæggende for kirken. Derfor er det let for lederne at tage magten. De bliver ikke talt imod. Det kan man se ud af debatten. Kirkeministeren er ikke længere blot en pedel i foretagende, men betragter sig som folkekirkens ubestridelige direktør. Manu Sareen har kronede dage. Uenighed bland de debatterende præster udjævnes ved hjælp af et kirkeligt råd, der skal være talerør for den samlede folkekirke. Konsensus endnu engang. Rådet skal træde i kraft til efterår. Der oprettes tænketanke for teologer med højest ti års erfaring. De skal komme med nye ideer til kirken. De gamle præster har nemlig beton i hovedet og er ikke kreative og innovative. Længe leve ungdommen. Provsteforeningens formand vil have ændret præsternes stilling, så vi ikke længere er embedsmænd, men nu bliver funktionærer. Hurra for det – så kan vi nemlig fyres. Provsterne vil også have, at magten ikke længere skal ligge hos menighedsrådet men hos provstiudvalget med provsten som leder. Menighedsrådsmedlemmer er nemlig ikke kompetente nok. De folkevalgte skal professionaliseres. Præsterne klapper i deres små hænder al den stund, at så slipper de for at være sammen med rigtige mennesker, som sidder i et rigtigt menighedsråd. Engang drev man teologi, fordi der skulle forkyndes på søndag. I dag forkynder man ikke kristendom, men tæller kirkegængere. Det er nemlig antallet, som er afgørende for buskabet. Mærkelig omvendt logik. Fortsætter denne udvikling, hvilket den desværre gør, så ender kirken med at blive både uinteressant, bovlam og uden mening om noget som helst. Så er, med Nietzsches ord: Gud for alvor død. Anders Kjærsig Sognepræst Nr. Søby Præstegård 5792 Årslev
Posted on: Tue, 20 Aug 2013 08:11:14 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015