Forleden morgen følte Karoline ikke, at hendes tøj i klædeskabet var godt nok. På kanten af den alder, hvor hun spejles af sine jævnaldrende, at man som pige, skal være kritisk overfor det, man har. Og hun var ved at suge sig selv ned i et kritisk hul. Jeg fortæller hende derfor, at jeg synes, at jeg er god til at købe tøj til hende, som er smukt og ser godt ud. Og ville invitere hende til at komme over og se i skabet. Men hun udbryder, at jeg ikke må prale! Jeg blev til et stort spørgsmåltegn. Og spørger hende, hvem hun har hørt det fra? Fra de andre ovre i skolen. "De siger, at jeg ikke må prale." Og barnet så rigtig trist ud. Og jeg satte mig ved hendes seng, og fortalte hende, at det er, hvad børnene har lært. Sandsynligvis af voksne - af deres forældre. Som har givet det videre, i den tro, at det giver børnene et nemmere liv - flere venner, fordi ingen kan lide den, der praler. Men for pokker! Hvis vi ikke må være stolte og glade for den vi er, og det vi kan ... Hvem skal så? Og har det løst nogen som helst af vores og verdens problemer, som uophørligt hænger sammen, at vi kapper en hæl, en tå, en arm, et ben, et hjerte? Vi skal aldrig fortælle vores børn, at der er noget, de ikke må være. I stedet for skal vi erkende, at VI er alt. Og vide dybt i hjertet, at alt er fuldstændig fuldkomment. Også vores barn. Når det praler.
Posted on: Tue, 25 Jun 2013 09:14:08 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015