Fortællingen om Povl med den tunge skovl. Efter digt af Jeppe Aakjær På den jyske hede lå der sidst i 1800-tallet et lille hus langt fra alle andre. Der var ingen rigtig vej til huset, bare en snoet sti som så mange andre i heden. Stien gik ud og ind mellem bakkerne, og man kunne føle, man gik i en ørken, hvor ingen andre kom. Ind imellem kom der måske en hveps vredt summende, eller man så en hugorm bugter sig hen ad stiens sand. Og så kom man til huset. Det var ikke ret stort, og så endda mindre ud, som det lå der mellem nogle lave volde af sand og den hårde al, der findes under lyngen på heden. Der var kun en enkelt ko i stalden, væggen i gavlen var revnet og taget var sunket sammen, så der var et knæk midt på det. Her boede den stærke Povl. Han var en slider, der uden mange ord påtog sig det arbejde, der nu bød sig til for ham, om også lønnen var ussel. Man kaldte ham Povl med den tunge skovl, for skovlen havde han altid med sig. Han gravede grøfter så vandet kunne løbe væk fra moser og kær, hvor der ellers kun voksede siv og rør, eller han gravede grus i grusgraven. Men var han en sjælden gang i kirke, stod hans skovl ved kirkedøren. Der kunne jo være et arbejde at gøre efter kirketid og en skilling at tjene. Povl kom nu ikke ret tit i kirken. Han bad mest sine bønner til Gud, når han var alene på heden, hvor der ikke var nogen, der så ned på ham, fordi hans tøj var slidt og lappet. Det blev som regel en kort bøn, et tungt suk, der kom fra den mand, der sled så hårdt til hverdag. Men en gang råbte han mod Gud i himlen, mens han var dybt ulykkelig. I sine unge år havde Povl fået en datter, men han var aldrig blevet gift med hendes mor. Nu havde datteren, der tjente sit brød ved at være syerske, også fået en lille pige uden at være gift. Men inden pigen var vokset fra vuggen, døde moderen. Folk mente, at det var Guds straf over hende, fordi hun havde fået et uægte barn. Da Povl hørte om det, blev han ulykkelig. Han lå i sin seng og kunne ikke finde hvile. Han kunne ikke lade være med at tænke på den lille, der jo nu ville ”komme på sognet”. Det betød, at hun ville blive sat i pleje hos den familie, der ville tage mod hende for færrest penge. Det betød også, vidste Povl lige så godt som alle andre, at hun sikkert ville vokse op uden at møde kærlighed i sin barndom, men til gengæld så meget mere hårdt arbejde. Povl kunne ikke holde ud at tænke på, at det lille væsen skulle have så hård en skæbne, og før solen stod op, var hans beslutning taget. Det var en forfærdelig snestorm. Vinden hylede og himmel og jord stod i et, så man ikke kunne se en meter frem. I det vejr stred en mand sig frem. Frosten bed i hans ører, og når han havde taget to skridt, var sporene bag ham allerede borte i sneen. Men midt i stormens hylen, hørte han også nogle små klynkelyde fra den bylt, han bar ved sit bryst, beskyttet så godt som muligt af hans stærke arme. Den lille pige ligger trygt og godt, og han synes, at de små lyde, hun giver fra sig, varmer ham, selv om stormen river og flår i både hans tøj og tæppet, hun er svøbt i. Med et stoppede han op. ”Du når det ikke. Du er jo gået vild,” for det gennem ham. Hans sved, der løb ned ad ham under skjorten, frøs til is, mens nye dråber sprang frem og trillede. Men i det samme var det som om vejret hikkede. Et kort øjeblik var stormen stille og han kunne se sit lille hus midt i sneørkenen. Han famlede ved låsen, fik gangdøren åbnet og tumlede ind. Han lagde sin bylt på bordet. Nu var det første, der skulle gøres, at skaffe den lille noget mælk. Hun var begyndt at klynke og lave suttebevægelser af sult. Povl søgte ud til sin gamle ko. Den gav sig lidt for hans kolde hænder, men han havde snart mælk til den lille, og takken for det var de to spillende glade øjne, hos den lille. Også Povls øjne fik nyt liv. Hans før så triste blik, livede op. Han syntes med et, han lille lave stue blev så skøn. Varmen strømmede ud i rummet fra det bål af lyngtørv, han havde lagt på ildstedet. Han følte med et, at hans kind blev så blød, og snart dryppede den sidste sne og Povls første tåre ned på den spædes tinding, hvor han kunne se pulsen banke. Nu kom der dage, ja også nætter, hvor Povl helt glemte de mange hårde ensomme år, han havde levet. Ved sin aftenbøn, tænkte han: ”Ja, Gud har taget, men han har også givet.” Så vendte han sig besværligt i sengen og lyttede med tilbageholdt åndedrag ned mod barnesenge, der var stillet sådan, at månens stråler gennem vinduet satte en ramme om han drømmebillede. Det var som alt i stuen blev til en højtidelig ro, selv om man hørte ræven jamre ude på heden, og selv om væggen gav sig, når koen i stalden bevægede sig, og selv om husets bjælker knagede med den lyd, man kaldte dødningeuret der tikkede. Så strøg han forsigtigt den lilles kind, før han sov igen. Det skete, at den tavse Povl lod den lille trække sig i håret, og i sådan et øjeblik snakkede han mere, end han havde gjort før i hele sit liv. Han løftede barnet op i stalden så hun kunne klappe koen på næsen, og koen og barnet forstod hinanden så godt i kraft af den mælk fra koen, der gav barnet liv. Men Povl måtte stadig slide, og nu var det, som han slet ikke kunne blive træt. Hans tunge skovl fik ikke lov at ruste, selv om gigten plagede ham både i ryg og ben. Han stod i grusgravens våde sand og siede gruset med sin store ”harpe”, så det sang i ståltrådsstrengene. Selv når det kun var månen, der lyste, hørte man hans harpes skratten. Mens han skovl skar i det hårde grus, stod barnevognen oppe på kanten af grusgraven. Der havde han flettet en skærm med et halvtag til læ og ly for sol, regn og vind. Hvis han fandt en særlig broget sten, rensede han den først mod sine bukser, og kravlede så op og gav det til den lille, og hun lo og jublede, som havde han givet hende en fin diamant. En aften i efteråret, hvor det regnede og blæste, havde han fortsat lidt for længe med arbejdet i grusgraven. Selv om barnet var pakket ned i dyne og pude, blev hun alligevel forkølet. Det blev til lungebetændelse, hende øjne blev matte, mens feberen steg og steg, men lægen og hjælpen var alt for langt borte. Povl stammede sine bønner til Fader, Søn og Helligånd, mens hans store hånd forsigtigt følte efter, om der var noget, der strammede hos den lille. Men hans bønner blev ikke hørt. Før solens første stråler blinkede i hans skovl, havde han ikke flere bønner, men himlen havde en engel mere. Hele dagen gik Povl forvirret omkring sin hytte mens han sørgede og jamrede. Han fik ikke vandet eller malket koen, han bare gik omkring, mens uret udmålte tiden med sin tikken. Da det blev aften, vaskede og klædte han liget på sit spisebord. Det var efterår. Viben fløj i store bugter uden en lyd. Koen brummede, men der kom ingen røg fra husets skorsten. Stjernerne skinnede koldt ind på en ligblå kind, hvor den gamle mand forsigtigt følte på en lille skjorte og bluse. Der er ingen lyd så alvorlig, som en kirkeklokke fra en lille hedekirke om efteråret. Og man hører både klokkens slag og graverens hakke og spade, mens han graver en grav i den hårde, stenede jord. Så sænkes endnu en kiste i dødens mark, mens hjejlen kalder ensomt i hedens ørken. Man havde netop slukket alterlysene, og kirken var ved at tømmes. Mere end en var på vej mod landsbyen for at tage fat på sit daglige arbejde. Da hørte man lyden af en, der kom ind på kirkegården gennem den lille indgang, hvor kun en enkelt person kunne passere ad gangen, og ind trådte en mand med kraftige arme og brede skuldre, og i slidte klæder. Han bar på en lille barnekiste. Povl havde længe stået uden for diget til kirkegården med sin byrde. Han vidste, han måtte give den fra sig, men han kunne næsten ikke bære det. Han så på præsten og degnen, som ventede han et tegn fra dem, før han lagde sin offergave i dødens have. Degnen vinkede ham hen til et sted i udkanten af kirkegården, hvor vilde planter og græs næsten skjulte en grav. Præsten trippede med af gammel vane, og et par koner, der ikke havde forladt kirken, fulgte med. Så blev kisten sænket ned, præsten fik talt til tre, og jorden faldt på kisten. Nu bad præsten en bøn, den korteste, han kendte, før han skyndte sig bort. Nu redte Povl den sidste seng til det lille barn. Han pillede forsigtigt sten og klumper af jorden, så de ikke skal skade muldens tunge dyne. Da den sidste del af kisten er skjult, griber han skovlen og kaster som en vild graven til. Nu blev Povl ensom som aldrig før, selvom ingen hørte ham tale om sin sorg. Men sad hen en aften, hvor månen skinnede ind ad stalddøren, kunne han stoppe op og se mod kirken, hvor kirkediget skyggede for en grav med en lille pige. Hans skikkelse blev bøjet, hans hænder krumme af det hårde slid med skovlen, og hans mund blev nu næsten stum i det hårde slid for at skaffe brød på bordet. Der var stadig bud efter ham, når der var hårdt gravearbejde at udføre. Men når han sad på bænken og spiste, var det som om han fyldte det hele, selv om han intet sagde. Man hører stadig hans harpe i grusgraven, men snart får han vel fred. Så vil han vel sagtens få et kors på kirkegården, og når nattens stjerner ser ned, vil de se, at det store kors hælder sig mod det lille. Mogens Allan Højmark
Posted on: Sun, 06 Oct 2013 16:34:49 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015