Jeg er vokset op i en tid og i en familie hvor der var mange hemmeligheder og hvor udtryk som: Hvad vil naboerne ikke sige eller Opfør dig nu ordentlig, så vi ikke behøver at skamme os, var standard. Jeg fattede ikke en brik af det som barn, og som teen-ager blev jeg klodset og genert, og ture ikke at sige ret meget i selskab med andre. Var bange for at dumme mig. Og er det noget teen-agere gør, så er det at dumme sig konstant: Det lærer man af! Som voksen led jeg af ekstremt lavt selvværd, og havde ingen selvironi overhovedet! I dag er jeg ikke i tvivl om mit eget værd. (Ikke dermed sagt at jeg ikke har brug for bekræftelse lige som alle andre mennesker) Jeg er blevet en åben person uden for mange masker på, og er ikke bange for at indrømme at jeg kvajer mig indimellem: Det er ikke altid lige morsomt når jeg står midt i situationen, men bagefter kan mange af disse oplevelser være hylende skægge! Fortæller jeg om dem til andre mennesker, kan jeg tit se genkendelsens klare lys i deres øjne, og så griner de lystigt med. Selv om der er tanker jeg holder for mig selv, så har jeg ikke alle de unødvendige og tåbelige hemmeligheder jeg er vokset op med, og som kun sætter voldsomme begrænsninger i ens liv. Det jeg tidligere troede var for pinligt at sige eller erkende overfor mig selv, viser sig altid at være noget der kun eksisterer oppe i mit hovede - de tanker er ikke reelle, og har intet med virkeligheden at gøre. Det gamle ord om at: Læg spøgelserne på bordet, og de vil forsvinde, holder til evig tid!
Posted on: Wed, 16 Oct 2013 13:41:16 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015