Kronik af Hans Bøgesvang Riis, fuldmægtig. Arbejdsskadestyrelsen har til huse i en stor femkantet murstensbygning på Ydre Østerbro. Bygningen, som deles med Danmarks Statistik, bliver af medarbejderne kaldt ’Fængslet’. Det ligner den udefra med sine mange små indfaldne vinduer og massive udtryk, men øgenavnet bliver dog hurtigt gjort til skamme, når man træder indenfor i styrelsens lokaler på 5. og 6. sal. Lyse og venlige storrum med moderne kunst på væggene og en vidunderlig tagterrasse med udsigt over det meste af København former nogle fine rammer om det, der kunne være en rigtig god arbejdsplads og engang var det. Jeg havde glædet mig meget til at begynde i styrelsen. Efter nogle år i IT- og Telestyrelsen så jeg frem til at komme ind på et helt nyt og spændende område. Beskæftigelsesministeriet, som styrelsen hører under, var på mange måder et drømmeministerium for mig. Som tidligere tillidsrepræsentant igennem mange år og hungrende efter sager af stor betydning for det enkelte menneske var Arbejdsskadestyrelsen det ideelle sted – det var jo den ansvarlige myndighed for behandlingen af de mange vigtige sager, hvor en medarbejder er kommet til skade på sit arbejde. Jeg kunne gøre en forskel, og jeg var sikker på, at sagsbehandlingen ville blive håndteret på den ansvarsfulde og professionelle måde, som hensynet til den tilskadekomne tilsiger. Jeg havde på hjemmesiden læst, at styrelsen var certificeret til det sociale indeks, og at styrelsen i 2009 var blevet kåret til den fjerdebedste offentlige arbejdsplads. I stillingsopslaget og til ansættelsessamtalen blev der også slået meget på, at sagsbehandlerne var organiseret i selvstyrende team, som fungerede rigtig godt. Det virkede bestemt som en arbejdsplads, der var sit ansvar bevidst, og som passede godt på sine medarbejdere. Jeg tog fejl. De første alarmklokker ringede allerede inden for få uger. Jeg tænkte til at begynde med, at det måtte være en tilfældighed, men efterhånden gik det op for mig, at der gennemsnitligt kun var omkring en tredjedel af de cirka 100 sagsbehandlere til stede dagligt i styrelsen. Det skyldes, at styrelsen døjer med et højt sygefravær, og at mange har mindst to ugentlige hjemmearbejdsdage. Jeg har altid selv lagt stor værdi i det kollegiale fællesskab på min arbejdsplads, og jeg havde igennem 11 år i staten ikke tidligere oplevet så lavt et dagligt fremmøde. Det undrede mig, at der i Arbejdsskadestyrelsen ikke var flere, der havde det på samme måde. En anden ting, der undrede og frustrerede mig mere og mere, var, at svaret, når jeg spurgte erfarne kolleger fra forskellige team om en konkret sag, ofte blev indledt med »kan du ikke bare ...«. Det blev kun værre af, at jeg som hovedregel fik vidt forskellige svar, afhængig af om jeg gik til den ene eller til den anden kollega. Det gjorde det umuligt at navigere som nyansat – hvor skulle jeg lægge linjen for skønnet i sagerne? Praksis for vores afgørelser blafrede i vinden, og fagligheden sejlede, men det værste var, at mange af mine kolleger var fuldstændig ligeglade. Jeg forstod det ikke. Det er jo nogle meget vigtige sager, vi behandler, og det bør vel være videbegæret og ønsket om at blive dygtigere og træffe nogle gode og korrekte afgørelser, der er den faglige drivkraft? Fra mine tidligere ansættelser var jeg vant til, at alle vigtige sager skulle igennem mindst én og ofte flere chefer, inden sagen kunne sendes ud af huset. Sådan er det ikke i Arbejdsskadestyrelsen. I de seks måneder jeg arbejdede i styrelsen, skulle ingen af mine sager chefgodkendes. Årsagen er naturligvis, at det er forsinkende og omkostningstungt at have et ekstra kvalitetssikrende led i sagsmaskinen. Det hører ikke hjemme i en lean-poleret organisation som Arbejdsskadestyrelsen. Jeg skulle også vænne mig til teamstrukturen, som betyder, at man ikke er ansvarlig for egne sager. Den enkelte sagsbehandler vælger en sag fra en af teamets lister og vurderer selv næste skridt i sagen. Derefter ryger sagen tilbage på teamets liste og havner med stor sandsynlighed ikke hos den samme sagsbehandler igen. Det er måske effektivt i visse sager, men det er bestemt ikke sundt for ansvarsfølelsen hos sagsbehandlerne, der har et incitament til at søge uden om de vanskelige sager for at undgå at skulle bruge lang tid på at skrive en tidskrævende afgørelse. I de sager, hvor Arbejdsskadestyrelsen anerkender, at der er sket en arbejdsskade, skal styrelsen vurdere, om der er et varigt mén, og om den tilskadekomne har fået et erhvervsevnetab. Det kan betyde en forskel på flere millioner kroner, om en ung tilskadekommen med en høj indkomst får fastsat erhvervsevnetabet til mindre end 15 procent, som ikke giver ret til erstatning, eller til f.eks. 35 procent. Der er som nævnt meget stor forskel på, hvilken linje de enkelte sagsbehandlere lægger. Der er ’strammere’, ’slappere’ og dem midtimellem, og der er ikke længere nogen faglige chefer, der i det daglige forsøger at udglatte den svingende praksis. Det betyder altså, at den tilskadekomne kan få en vidt forskellig afgørelse, afhængig af om sagen tilfældigvis havner hos en slapper eller en strammer. Af og til sparrer man med en kollega, men konklusionen af de eventuelt vigtige og principielle drøftelser bliver ikke delt med resten af teamet eller andre kolleger. Det er tiden ikke til. Men hvordan er denne opgivende attitude og ligegyldighed over for fagligheden opstået? Svaret er meget enkelt. Det findes hos den nuværende og tidligere ledelse i styrelsen, som igennem flere år har fremelsket en kultur, hvor det eneste relevante måltal er antallet af afgørelser, som den enkelte sagsbehandler og styrelsen som helhed spytter ud. Alle sagsbehandlere bliver således hver måned målt individuelt på antallet af afgørelser. Derudover bliver målt på, hvor mange point de har lavet (de forskellige afgørelser giver et forskelligt antal point), og hvor mange point, de har produceret pr. sagsbehandlingstime (effektivitetskvotienten). Det er disse måltal, der afgør, om man kan få et tillæg til de årlige lønforhandlinger, og om man kan gøre karriere i styrelsen. Da jeg begyndte i februar i år, var måltallet 120 point om måneden, og vi fik under oplæringen at vide, at hvis man kunne nå 150 point, var det rigtig fint. I juni steg måltallet imidlertid pludselig til 240 point, og nu er det på vej op igen og nærmer sig 300 point. Altså mere end en fordobling af produktivitetskravet på få måneder. Samtidig med dette månedlige pres for at producere afgørelser er der både i efteråret 2010 og igen i forsommeren 2013 blevet gennemført fyringsrunder, hvor 5-10 procent er blevet opsagt. Fyringsrunden i 2013 blev meldt ud af direktøren umiddelbart før påskeferien – tre måneder efter at hun i nytårstalen havde lovet, at der ikke ville ske fyringer i 2013, og to måneder efter at styrelsen havde ansat 12 nye medarbejdere, heriblandt mig selv. Det var svært at forstå, at ledelsen kunne regne så meget forkert og fyre ca. 25 medarbejdere, så kort tid efter at man havde ansat en hel flok nye. Det blev ikke mindre besynderligt af, at nøjagtig det samme skete i 2010, da der også blev ansat en stribe nye medarbejdere ca. et halvt år inden fyringsrunden. Ledelsen har begrundet fyringsrunderne med faldende sagstilgang, og at et konsulentfirma havde fundet et stort og uforudset hul i økonomien som følge af et kuldsejlet nyt sagsbehandlingsystem (PROASK) til 150 mio. kr. Mange sagsbehandlere er dog overbeviste om, at fyringerne mest af alt handler om at finde et påskud til at slippe af med de mindst produktive sagsbehandlere og dem med det højeste sygefravær. Det skyldes, at ingen i ledelsen blev ramt ved fyringsrunden i forsommeren til trods for den åbenlyst amatøragtige håndtering af styrelsens økonomi og PROASK, og at der igen i dette efterår er blevet iværksat et overarbejdsprojekt, som skal nedbringe sagspuklen. Der var altså ikke reelt tale om arbejdsmangel. Uanset hvad der er op og ned i det spørgsmål, viser medarbejdernes reaktion tydeligt, at tilliden til ledelsen er fuldstændig forsvundet. Men det har virket på produktionen. Sagsbehandlerne er stressede og skræmte og spytter afgørelser ud i en vældig fart – fyldt med fejl og ufuldstændige begrundelser. Mange er med god grund bange for at blive fyret, så produktionen steg op til og efter fyringsrunden i år. Der blev i den forbindelse iværksat ’indsatsuger’, hvor vi fik besked på at ’plukke’ i sagerne – det vil sige, at finde de nemme sager, uanset sagens alder, som var klar til at blive afgjort hurtigt. Det skaber naturligvis en pukkel af tunge sager, som styrelsen må forholde sig til før eller siden, men det giver samtidig en høj produktion på kort sigt, som ledelsen så kan bruge som argument for at presse måltallet endnu højere op – sagsbehandlerne har jo lige vist, at de godt kan producere meget mere. De svære sager, som ofte har ligget i årevis og ventet på en afgørelse, må så komme bagest i køen, igen. Kvaliteten af vores arbejde, altså om vi træffer korrekte og velbegrundede afgørelser, er derimod ikke interessant. Direktøren, der tiltrådte i november 2012, har – ud over fordoblingen af produktionskravet – således allerede nået at skære de faglige souschefer helt væk og nedlægge fagligt center. Hun har afskaffet de faglige møder og halveret varigheden af oplæringsprogrammet for nyansatte. Hun har ved præsentationen af den nye organisation i september forklaret, at det nu i højere grad end tidligere vil være op til den enkelte sagsbehandler at styre fagligheden, og lagt op til superspecialisering af sagsbehandlerne. Hun har meldt ud til rundbordssamtaler med alle medarbejdere, at 80 procent er godt nok. Altså, at hvis der ’kun’ er sjusk i to ud af 10 sager, er det tilfredsstillende. Det kan også betyde, at ingen sager ikke bør behandles mere end 80 procent korrekt – fordi ansvarsfuld sagsbehandling jo er tidskrævende. Uanset hvad der er tilsigtet med udtalelsen, sender det et noget bekymrende signal i forhold til kvaliteten af sagsbehandlingen. Vi behandler i Arbejdsskadestyrelsen sager om stilladsarbejderen, der brækker ryggen efter et fald fra tredje sals højde, om den svært PTSD-ramte soldat, om asfaltarbejderen, der bliver ramt af en spritbilist og invalideret for livet, om afrevne og knuste lemmer og om svære lungekræfttilfælde efter asbestudsættelse. Det er ikke ligegyldige sager, som kan løses med venstre hånd. Det er vigtige sager, hvor vores afgørelse ofte har stor betydning for resten af den tilskadekomnes liv. Om den tilskadekomne får anerkendt eller afvist sin skade som en arbejdsskade, kan som nævnt betyde en forskel på flere millioner kr. i erstatning, og det kan betyde enten en god afrunding på et langt og smertefuldt forløb eller afmagt og frustration oven på et afslag og en eventuel forkert og sjusket afgørelse truffet af Arbejdsskadestyrelsen – i al hast. Det siger sig selv, at alle myndigheder bør tilstræbe at træffe en korrekt og velbegrundet afgørelse i første forsøg af hensyn til borgernes retssikkerhed. Ledelsen i Arbejdsskadestyrelsen mener åbenbart, at det ikke betyder så meget, om vi sjusker med 20 procent af sagsbehandlingen. Argumentet kan være, at visse fejl er acceptable, og at fejlene jo bliver rettet op i anken, enten af den tilskadekomne eller af arbejdsgiverens forsikringsselskab. ’Vi tar den i anken’ er et velkendt udtryk i styrelsen, som bruges, når man er i tvivl om en afgørelse, men ikke synes, der er tid til at undersøge sagen nærmere. Men kan man ikke forestille sig, at produktionsmedarbejdere uden nogen boglig interesse kan have svært ved at gennemskue, om det nu også kan betale sig at anke, eller at psykisk invaliderede røveriofre er blevet ligeglade med det hele og ikke får taget sig sammen til at anke? Og hvad med den faglige integritet og arbejdsglæde for sagsbehandlerne ved at træffe en korrekt og velbegrundet afgørelse. Det har vel også sin berettigelse? I en situation, hvor vi stadig kæmper med efterveerne af finanskrisen, må vi alle holde for. Det er ikke kun i Arbejdsskadestyrelsen, at der er fyringsrunder med jævne mellemrum. Det sker over hele landet og ikke kun i det offentlige. Virksomheder går konkurs, og medarbejdere mister pludselig deres job – også i langt større skala end i Arbejdsskadestyrelsen. Der bliver effektiviseret alle steder, og presset på medarbejderne øges. Men det er de færreste steder, hvor det har så stor betydning for så mange mennesker som i Arbejdsskadestyrelsen, når hovederne ruller, og ledelsen samtidig fremelsker en uetisk kultur. Styrelsen træffer årligt et enormt antal afgørelser, omkring 65.000. Det er menneskene bag disse afgørelser, der bliver ofre for, at der er et så ensidigt fokus på produktion og effektivitet i styrelsen. Arbejdsskadestyrelsen er blevet til en pølsefabrik. Det ved alle, også ledelsen, og det kan man så grine lidt af. Det var der mange af de andre nye i ministeriet, der gjorde til introdagen. Medarbejderne i Arbejdsskadestyrelsen kan ikke længere trække på skulderen af drilleriet. Styrelsen bliver afregnet per afgørelse af arbejdsgivers forsikringsselskab. Dette taxametersystem – utvivlsomt – har med Finansministeriets velsignelse lagt fundamentet til denne ensidige fokusering på måltal og afslutninger. Det har samtidig afstedkommet en kultur af uengagerede sagsbehandlere, som kun bekymrer sig om, hvorvidt de kan nå månedens måltal, som registrerer færre timer, end de reelt arbejder for at klare effektivitetskvotienten, og som alt for ofte lægger sig syge med ondt i livet. Der er dog intet at bebrejde sagsbehandlerene i styrelsen. De gør deres allerbedste, men de er stressede og jo blot skabt af den læst, som ledelsen har formet. En læst, som netop understøtter faglig ligegyldighed og en evig jagt på afslutninger og point. Point, der kan give ro i denne måned og måske endda tillæg og forfremmelse på længere sigt. Ikke kun for de stræbsomme sagsbehandlere, men bestemt også for ledelsen. Der må – trods finanskrise, arbejdsløshed og stigende pres fra globaliseringen – stadig være en grænse for, hvordan og hvor ofte ’grisen skal vejes’. Det bliver den altså ikke federe af! Og der må være blot en smule anstændighed tilbage i den måde, vi behandler både de af vores medborgere, som er kommet alvorligt til skade på deres arbejde, og de sagsbehandlere, som skal træffe de vigtige afgørelser, på. Sådan er det ikke i dag i Arbejdsskadestyrelsen.
Posted on: Thu, 03 Oct 2013 04:57:53 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015