Kurdistans oase under pres Berlingske | 03.11.2013 Afgrænsning. Volden fra Syriens borgerkrig og de tilbagevendte bombeangreb i resten af Irak truer freden i landets kurdiske del, men samtidig styrker det fornemmelsen af, at drømmen om et selvstændigt Kurdistan er inden for rækkevidde. af Uffe Taudal ERBIL: Den første tanke er forundring. Hvorfor er der en militær kontrolpost her? Det fortæller i sig selv om, hvor fredeligt det føles at være i kurdisk Irak, mens irakerne længere mod syd oplever en kraftig opblussen af volden med konstante bombeangreb og den blodigste periode i fem år. Her fra den militære kontrolpost uden for den kurdiske hovedby, Erbil, er der mindre end 100 kilometer til byerne Mosul i vest og Kirkuk mod sydøst, hvor terroren er blusset op med stærke etniske spændinger. Fire timers kørsel mod syd ligger Bagdad, der nu igen minder om en krigszone med bomber og etniske drab. Men kontrollen af den lange række ventende biler ved Erbil understreger, at kurdisk Irak er et de facto selvstændigt Kurdistan. Soldaterne er udelukkende kurdiske og under lokalregeringens fulde kontrol, flaget er det kurdiske rød-hvid-grønne med den gyldne sol i midten, og et irakisk arabisk identitetskort betragtes med dyb mistænksomhed. Yngre, arabiske mænd, der ikke er sammen med deres familier, og forsøger at komme ind i det kurdiske område, risikerer at blive afvist. »Vi har også haft ét bombeangreb i Erbil, men situationen i Kurdistan er forskellig fra resten af Irak, hvor volden fortsætter. Og vi er nu omringet af islamistiske grupper til alle sider, selv om sikkerhedssituationen ikke er så dårlig sammenlignet med mange af landene i regionen,« siger den politiske analytiker Jotiar Mahmood fra den kurdiske tænketank Sarenj Center. Selvmordsangrebet med flere bomber, der ramte den kurdiske sikkerhedstjenestes hovedkvarter midt i Erbil i september, dræbte både seks angribere og seks soldater, mens omkring 60 mennesker blev såret. Det var den første betydelige terroreksplosion i kurdisk Irak siden 2007. Ellers har Kurdistan, som de lokale selv foretrækker at kalde det, fremstået som en decideret oase midt mellem nogle af regionens og verdens mest markante konfliktområder: Den irakiske vold, den syriske borgerkrig, et iransk præstestyre med klare interesser i det irakiske opgør og på konfrontationskurs med verden samt en religiøst funderet tyrkisk regerings opgør med lokale, militante kurdere, og som ifølge Mahmood »støtter« de al-Qaeda-relaterede grupper i Syrien, der ifølge de kurdiske myndigheder også stod bag bomben i det kurdiske Irak. I Erbil - som andre steder i Kurdistan - kan man derimod se byggekraner overalt. Nye, store biler kører på de brede, nyanlagte boulevarder, der fører til store mondæne indkøbscentre. Perspektiverne i store olieforekomster har tiltrukket internationale olieselskaber og vestlige forretningsmænd. En syrisk fabriksejer fortæller, at han valgte at flygte hertil fra Damaskus, fordi her »er rigtig mange penge« og exceptionelle muligheder for at lave forretninger, hvis man har de rigtige kontakter og »en kurdisk partner, ellers kan man glemme det«. En ny olieledning ventes at kunne tages i brug ved slutningen af året og kan med hjælp fra Tyrkiet give den autonome kurdiske regering kontrol med betydelige olieindtægter, der ellers er blevet styret - og er genstand for stridigheder - af centralregeringen i Bagdad. Det er disse lovende fremtidsudsigter, som nu er kommet under pres fra den syriske borgerkrig og den etniske vold i Irak. Omkring 200.000 syrisk-kurdiske flygtninge er strømmet ind over grænsen, hvilket har skabt gnidninger med lokale. »Generelt har flygtningene gjort det svært for mange her. De arbejder for mindre end en tredjedel af vores løn. Og nu er vi bange for tyverier, før havde vi ingen problemer af den slags. Det er kun en lille gruppe blandt dem, der stjæler, men de giver de andre et dårligt ry,« siger den 30-årige Suleiman Saleh Tayib fra sin lille stand på markedet i byen Dohuk nær grænsen til Syrien. De irakiske arabere i kurdistan har også mærket en voksende fjendtlighed og mistænkeliggørelse, som især er blevet tydelig efter bombeangrebet i Erbil. »Mine forældres naboer fik at vide af myndighederne, at de godt kunne forsvinde. De er fra Bagdad ligesom min familie og var flygtet til Syrien fra volden. Da det blev svært at være der, opfordrede min far dem tidligere i år til at komme til Erbil,« siger Arshed Baghdadi, der har boet i Kurdistan de seneste tre år. Den politiske analytiker Mahmood bekræfter, at de kurdiske myndigheder har krævet, at »arabere i Kurdistan« skal have fornyet deres opholdstilladelser og registreret nummerplader. »Folk her vil bevare deres sikkerhed og ikke tillade arabiske islamister at ændre på det. Hvis vi ser en mistænkelig bil, ringer vi direkte til sikkerhedsstyrkerne. Alle disse arrangementer er til gavn for hele den irakiske befolkning. Vi er brødre, og sikkerheden kommer også dem til gode, fordi vi fortsat er en del af Irak, og de gerne må komme her som turister og for forretning,« siger han. Indtil videre påpeger iagttagere, at det autonome tilhørsforhold til Irak på mange måder er en »ønskesituation« og en god forretning for kurderne. Den lokale regering er sig fuldt bevidst om ikke at udfordre USAs udstrakte velvilje, der strækker sig helt tilbage til Den Første Golfkrig for 20 år siden. Der er heller ingen tro på, at stormagterne har appetit på at risikere flere regionale problemer og tillade en situation, der kan vække forhåbninger og uro hos de kurdiske befolkninger i Iran og Tyrkiet. »Hvis du spørger en hvilken som helst kurder, om vedkommende ønsker et uafhængigt Kurdistan, vil du helt sikkert få svaret ja. Men Kurdistans strategi er at forfølge det spor på fredelig vis. Vi ønsker ikke at være årsagen til, at Irak falder fra hinanden,« siger Hemin Hawrami fra det største irakisk-kurdiske regeringsparti, KDP, til BBC. Fra tænketanken Sarenj Center tør Mahmood godt vove sig et godt stykke længere ud i vurderingen af perspektiverne for selvstændighed, og han mener, at kaoset i Syrien kan give en tilsvarende udvikling, som i Irak, hvor Saddam Husseins fald åbnede døren for kurdisk autonomi: »Politisk står de syrisk-kurdiske partier svagt, og der er forskelle mellem kurderne politisk og kulturelt. Men de syriske kurdere vil måske have autonomi om 10-15 år, og så vil der måske kunne blive tale om et forenet irakisk-syrisk Kurdistan.«.
Posted on: Wed, 06 Nov 2013 22:19:22 +0000
Recently Viewed Topics
© 2015