Min hjemmedyrk-historie kapital 2: Jeg startede med en privat profil på facebook, men riiiimeligt hurtigt var det tydeligt at ikke alle folk jeg kendte syntes mega godt om mine enormt mange billeder af f.eks. ingefær. Jeg kan huske at jeg spurgte min mand, om han mente det var en ok ide at starte sin egen facebook-side om hjemmedyrk. Det mente han bestemt ikke, for hvad i alverden skulle man få ud af det? Man skal ikke bare give sine guldkorn væk. Men... Mine guldkorn ER jo gratis. Og de tilhører ikke mig, så hvad havde jeg at miste? Da der var 40 fans af siden her, var jeg HELT oppe at ringe. Hvor vildt er det lige at kunne skrive noget og så er det 40 folk der ser det?? FYRRE FOLK! Efter ca halvandet år var tallet 250 og der var jeg lige så meget oppe at ringe. Jeg begyndte at få henvendelser, oftest privat via hjemmedyrk-siden, fra ALLE mulige walks of life. Nogle af jeres historier har sat sig som en permanent membran i mit sind, der holder mig fra at give op - for I er fandeme for vilde, alle jer, der orker, magter eller ønsker at skrive til mig, alle jer der dyrker løs på trods af alverdens lidelser, begrænsninger og alle jer der trodser jeres uvidenhed og TØR begynde at lære noget ved rent praktisk bare at gå i gang. Jeg tror nok at en af de vildeste mindblowing henvendelser, som for mig tegnede et billede af dagens Danmark, var fra en bedstemor. (Du ved hvem du er). Vedkommende bor i en lille borgerlig landsby, hvor ALLE kender alle og alle ville derfor vide, hvis hun var på kontanthjælp - og det er simpelthen for nedværdigende i et sådant samfund. Så hun skralder i smug, dvs. at hun henter gratis mad i supermarkedernes containere (I øvrigt noget næsten alle gør nu om stunder) - men det vilde er, at hun primært skralder planter, urter og andet der kan gro. Så opelsker hun det i sin have og sælger det på kræmmermarkeder. Det er hendes årsindtægt. HVis man selv er på kontanthjælp ved man, hvor lidt man har at gøre godt med. Hvis man ikke engang modtager kontanthjælp, men simpelthen overlever på ting der ellers skulle belaste vores miljø, så er man fandeme en engel. En miljø-helgen der ikke burde skamme sig, men burde udnævnes til æres-borger af sin kommune. Mange af jer som henvender sig, skammer sig på en eller anden måde. I synes ikke I er gode nok, fordi I f.eks. har stress eller fordi I er på førtidspension eller fordi I ikke er botaniske eksperter eller fordi I ikke har kæmpe store haver, og hvis I HAR haver, så skammer I jer over at I ikke får den passet godt nok. I skammer jer over at I ikke er perfekte, I skammer jer over at I enten nu eller førhen har modtaget offentlige ydelser, I skammer jer over at have gigt, at have travlt, at have job eller ikke at have job. I skammer jer i det hele taget rigtig meget. Når man så begynder at have en samtale med alle jer Skamfulde folk, så viser det sig, at I bidrager helt enormt til jeres samfund - men det fatter I ikke rigtig. I fatter ikke, at uden frivillige besøgsvenner, ville verden være fattigere. I fatter ikke at uden jeres frødeling, jeres babysitning, jeres opelskning af planter, jeres super seje sub-industrielle forskning i skrald, jeres pasning af gamle forældre og jeres kærlighed til denne klode, så ville vi godt nok leve i en mere fattig verden, end tilfældet er. I fatter ikke at det at I har børn som tager al jeres tid, er et af de bedste bidrag til fremtiden man kunne tænke sig. I fatter ikke, at det at have og KUNNE have et fuldtidsjob, OGSÅ er en gave til verden. Og I fatter ikke at det, ikke at kunne have et job, men i stedet bidrage på andre måder også er en gave og et ligeværdigt bidrag til det fælles gode. Mange af jer sender mig bare super søde beskeder hvor I siger tak fordi jeg deler, hvad jeg gør. Jeg bliver såååååå glad for de private beskeder og offentlige kommentarer, men sandheden er egentlig, at jeg stalker jer lige så meget som I stalker mig og mange af de ting jeg kommer frem til, er inspireret af jer. Jeg har endnu ikke modtaget nogen som helst form for hatemail. Nu er der snart 600 folk der synes om denne side og før eller siden MÅ nogen da få ondt i røven og skrive noget super slemt til mig, eller ER det bare helt igennem hyggeren og glædeligt det her med hjemmedyrk? Det kan godt være at det bare er fedt hele vejen igennem. Jeg startede med nogle avokado-sten i en urtepotte og har udvidet ret så meget i tidens løb. Ikke mindst har jeg udvidet min ellers snævre og skamfulde tankegang - og det er altså takket være jer og jeres fede henvendelser og kommentarer. Jeg sidder bare og er ET stort smiiiiil når I kaster kærlighed i nakken på mig. - Og så kan min mand stikke sine holdninger skråt op om, at man ikke kan få noget ud af at dele gratis tips og tricks. Jeg elsker ham i øvrigt helt enormt meget.
Posted on: Sun, 11 Aug 2013 00:07:33 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015