Mit seneste projekt, hvis man kan kalde det, er en slags levende - TopicsExpress



          

Mit seneste projekt, hvis man kan kalde det, er en slags levende kunst. Et kunstprojekt, som kun jeg ved hvad handler om, men hvis effekt mærkes på andre. Måske virker det en smule udspekuleret, men det er det slet ikke. Tværtimod. Jeg bruger mig selv som lærred, som palet, som pensel, som blyant, som papir, som wordprogam, som omslag, som forside, som sten, som metal, som sand, ja, som alt hvad der findes af midler, hvor man kan udtrykke sig. I morges fik jeg en tanke, som jeg har tygget lidt på siden. Skulle jeg mon tage det ultimative hop og bruge mig selv fuldt ud til det formål at inspirere andre, skabe håb, skabe nye ideer og nye måder at leve på? Ville det ikke være det mest fantastiske kunstprojekt? Bruge det jeg allerede har og allerede er til at udtrykke mig? Jo. Alle mennesker kan skrive deres foreløbige historie ned i små overskrifter. Nogle negative, nogle positive. vi ved nok alle at det er, underligt nok, de negative der virkelig kan flytte os. Virkelig få os til at sætte pris på det vi er og det vi har, men også åbne øjnene for hvad vi kan. Nu vil jeg lave sådanne overskrifter over mit eget liv. Kun med eet eneste formål; at kunne sprede en smule håb, en smule lys i andres liv, i liv, der måske synes håbløst lige nu. Liv, hvor man ikke føler, at man orker mere, kan klare mere eller måske endda tænker på at ende det hele. Jeg er ikke anderledes end andre mennesker, for de fleste har samme styrke som jeg. Jeg har, som mange andre været nede og ramme bunden mange gange, troet at jeg aldrig kom op igen og været tæt på at opgive. Men inderst inde, selv i de mørkeste dage, kunne jeg stadig fornemme den lille livskraft, en lille, svag flamme, som brændte. Dens varme kunne jeg ikke føle, ej heller lyset, men mine instinkter vidste den var der. Når jeg laver denne liste, er det også fordi jeg selv har oplevet at blive inspireret af andre, som turde fortælle om deres nedture. Jo flere, jo bedre, for så er ensomheden, når man sidder i det, knap så ulidelig. Jeg er 37. 0-14 år = Fantastisk barndom. Fuld af kreativitet, mennesker, ideer, impulser og leg. 14 år = tragisk ulykke forårsaget af spritbilist. Fætter, kæreste, farfar dør. Farmor overlever. 17 år = Farmor begår selvmord 18 år = Far begår selvmord 18-30 år = Alkoholiseret forælder 19 år = Højskoleophold. Grim mobning pga udseende. 21 år = Møder min nuværende mand. Stor støtte.Tryghed. 24 år = Uddannes til socialrådgiver 26 år = Voksenlære som tjenerelev på Hotel Hvide Hus. Fantastiske mennesker, accepterende, tryghed, humor. 27 år = Indstilles til legat og vinder det. 29 år = Bedste ven dør af kræft i hjernen. 32 år. 30 år = Flytter til spanien med nuværende mand, møder en utrolig varm og spændende svensker. Starter restaurant op med ham. Oplever et intenst miljø af homoseksuelle, transseksuelle, europæere og fantastiske mennesker. 32 år = Er flyttet til DK. Gravid. Første barn. Ombygning af hus. 33 år = Datter indlægges fra fødsel af på Børneafd. Respirator. Infektion. 34 år = Går ned med stress, angst og depression. 35 år = Gravid. Provokeret abort. Barnet er for sygt. 35 år = Gravid igen. Andet barn. Kolik i 8 mdr. 35 år = 3 dødsfald på 3 mdr. Svigerfar (kræft), reservefar (kræft) reservefars barnebarn (11 år - ramt af tog) 36 år = Institution fejlfortolker børnenes adfærd. 37 år = Efter et halvt års kamp, anerkendes det at især den yngste er meget sensitiv. Støtte tilbydes. Og hvad er meningen med denne liste? Som Kierkegaard sagde, så skal man tage alt med fra sin fortid, også det negative, før man kan bevæge sig videre, hen til at blive en helt menneske. Jeg kan ikke ændre på fortiden, men jeg synes selv at jeg har lært noget hver eneste gang jeg er landet på bunden. Måske kommer det også an på hvad det er man oplever, hvad det er man mister. Og det er ikke alle der kan kravle op igen, men jeg mener, at de fleste kan. Men man må kæmpe. Kæmpe for at generobre sit eget liv igen og det bliver man stærkere af.
Posted on: Fri, 05 Jul 2013 15:56:35 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015