Når det var aller sjovest, mest mærkeligt, men alligevel trygt som kun børn der vokser op i trygge omgivelser kan føle det, så elskede jeg min store søster for det hun var. Evnesvag. Hun passede mig da jeg var helt lille, vores alders forskel er 15 år. HUn blev 66 for 14 dage siden og dagen før besøgte Min kone og jeg hende og da var hun så frustreret og vred og bange og udfarende som jeg knapt erindrer hun også kunne være, når vi børn på Ligustervej havde det aller mest sjovt. Jette var også med sindslidelser, men det blev først diagnosticeret mange mange år efter at alle vi børn på vejen var vokset ud af kassebukserne og ind i 90-erne. Jeg ved ikke hvad jeg er mest ked af lige nu. At hun endelig fik fred i dag kl 16:30, eller om hun tænker at det var lidt for dårligt at lillebror ikke sad hos hende i den sidste tid og lavede skæg og spøgte. Jeg ved bare, at jeg ikke magtede klovneriet til sidst, og det var hvad vi var bedst til hende og jeg; at klovne og drille, men også se hinanden. Se hinanden ordentligt og acceptere vores forskelligheder. Heldigvis kunne mine to andre søstre klare den del. De var vågekoner og var der altid. Da hun døde i dag var det dog Marianne som sad hos hende og det var også godt for hun kendte hende bedre end nogen. i det bofællesskab i Grenå der nu i morgen vil synge min elskede søster ud. Et stort, lille træ er endelig væltet. Jeg læste forleden at der snart ikke fødes flere evnessvage i vores land. De passer nemlig ikke ind i moderniteten. Men Jette gjorde. Hun passede som et lille pindsvin i en kælder fuld af balloner. Bang. Bang og pang lød det. Hele vejen gennem mit liv og selvom jeg føler jeg har svigtet masser af gange følet jeg mig elsket og forstået af lige netop hende, for er der noget mere magisk i livet end uforudsigelighed og ærlig omgang med begreber som kærlighed og trofasthed?
Posted on: Tue, 20 Aug 2013 18:50:39 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015