Stanley har været flittig igen og skrevet en lille introduktion til García Lorcas liv i forbindelse med Det Poetiske Bureaus Forlags kommende moppedreng af en udgivelse. Læs og bliv klog. Federico del Sagrado Corazón de Jesús García Lorca blev født den 5. juni 1898 i Fuente Vaqueros, nogle kilometer udenfor maurernes gamle andalusiske hovedstad Granada, adskilt fra Middelhavet af Den Iberiske Halvøs højeste bjergkæde, Sierra Nevadas sneklædte tinder. Hans far, Federico García Rodriguez, nedstammede muligvis fra en sigøjnerslægt, i hvert fald var samtlige hans brødre, søstre, onkler, tanter og bedsteforældre usædvanligt musikalsk begavede, og han optrådte også selv med gusto på sin guitar ved storfamiliens sammenkomster. Digterens far havde i 1894 mistet sin første kone, der efterlod ham barnløs, men med en betydelig sum penge. Dem investerede han i områdets blomstrende sukkerroeproduktion, der for alvor tog fart efter Spaniens tab af Cuba, og skabte sig en solid, om ikke prangende formue. I 1897 giftede han sig for anden gang med den lokale skolelærerinde, Vicenta Lorca, sandsynligvis af jødisk afstemning, der kom fra fattige kår og havde kæmpet sig frem i verden. En typisk scene fra digterens barndom beskrev moderen der læste op fra den forgudede Victor Hugo for tjenestefolk, bønder og andre analfabeter, hvad Lorcas bedstemor på fædrene side, i øvrigt, også var kendt for. Fra begge sine forældre arvede García Lorca en social indignation samt praktisk vilje og evne til at forbedre sine ringere stillede medmenneskers muligheder. Digteren viste sig tidligt at være i besiddelse af musikalsk talent, men til gengæld var han ikke et specielt omkringfarende barn. Selv opbyggede han en myte om at han, på grund af sygdom, ikke tog sine første skridt før han blev fire, hvad ingen kilder kan bekræfte. Der hersker til gengæld enighed om at Lorca ikke løb så meget som en meter hele sit liv, selv da han blev beskudt under en demonstration da samme liv lakkede mod enden. De første ti år af sit liv tilbragte digteren i centrum for den udvidede García-familie i Fuente Vaqueros, hvor han havde mindst fyrre fætre og kusiner foruden onkler og tanter. Det frodige landskab og dets befolkning, der nedstammede fra romere, arabere, keltiberer, jøder, visigoter og mange andre nu længst glemte folkeslag, satte sit dybe præg på Lorca der hele sit liv blev ved med at vende tilbage til dette sted for at finde inspiration og emnemateriale. Blandt talrige kreative påfund i løbet af sine lykkeligste barndomsår arrangerede han for sin familie en privat katolsk messe med sig selv som præst og konstruerede sit eget marionetteater, en genre der skulle komme til at optage Lorca meget i løbet af hans senere karriere. I 1907 flyttede familien nogle få kilometer væk til Asquerosa, og digteren mistede sin første barndoms paradis. Samtidig måtte han for alvor til at tage hul på sin skolegang og det var ikke noget der huede ham. På trods af sit mangefacetterede talent blev Lorca, i modsætning til sin bror Francisco, aldrig nogen god studerende, og det kom til at volde ham mange kvaler, for særligt hans far mente at en god karriere måtte starte med en uddannelse. I 1909 flyttede familien ind i et rummeligt hus midt i selve provinshovedstaden Granada, på dette tidspunkt en søvnig, småborgerlig by, med en fantastisk beliggenhed og en vidunderlig historie, Generalife-paladset, Alhambra og de tusinde lukkede havers by, med Sacromontes huler hvor sigøjnerne på dette tidspunkt endnu boede, spillede, sang, dansede og drak, Albaicín-kvarteret med dets snoede gader og udsigtsterrasser, floderne Darro og Genil, og den allestedsnærværende kamp mellem den islamiske fortid og den katolske nutid. Lorca startede samme år som elev på Jesu’ Hellige Hjertes Kollegium, der på trods af navnet var en verdslig skole. Her udmærkede digteren sig på ingen måde i løbet af sin femårige mellemskoletid og fik blandt nogle lærere ry for at være doven. Hvad der for en stor del distraherede den unge Federico fra skolearbejdet var det talent for at spille klaver han på samme tid opdagede og berusede sig i. Da hans forældre efter et par forsøg fandt en dygtig lærer, Antonio Segura, gjorde han utrolige fremskridt og spillede, ifølge alle der hørte ham, guddommeligt. Ingen var i tvivl om at den unge García Lorca skulle være musiker. Men hans far vedholdt at han også måtte have sig en akademisk uddannelse og derfor havde han intet andet valg end at lade sig indskrive på det lokale universitets fakulteter for jura og filosofi da han efter at være dumpet et par fag endelig færdiggjorde mellemskolen i 1915. Granadas universitet var generelt en søvnig og tilbagestående undervisningsinstitution, men to bemærkelsesværdige fritænkende professorer på stedet fik stor betydning for Lorca. Martín Domínguez Berrueta, professor i kunst og litteratur, bemærkede som én af de første, at årsagen til det spanske uddannelsessystems ineffektivitet skulle findes i den store afstand mellem lærere og elever. Det kæmpede han aktivt for at ændre, bl.a. ved at tage sine disciple med på omfattende studieture til klassiske spanske byer og landskaber. Disse ekskursioner inspirerede Lorca til sin første bog, Indtryk og Landskaber, der blev udgivet med støtte fra digterens familie i 1918, men hurtigt glemt. Fernando de los Ríos, socialist og professor i jura, var en anden lærer der kom til at påvirke den unge Federico med sine idéer om den nødvendige rekonstruktion af spansk kultur og politik efter tabet af de oversøiske kolonier. Han blev siden minister under republikken og fik også i denne kapacitet væsentlig betydning for Lorca. I mellemtiden forfulgte digteren fortsat muligheden for en musikalsk karriere og var begyndt at nedfælde sine første, ifølge vidner, ekstraordinære kompositioner. Men i 1916 døde hans lærer, Antonio Segura, og da hans forældre nægtede at lade ham tage til Paris for at studere musik på højt niveau, begyndte Lorcas interesse, blandt andet inspireret af Domínguez Berrueta, at vende sig mere mod poesien. Denne udvikling blev ikke ligefrem bremset af digterens møde med en gruppering af forfattere, kritikere, intellektuelle, kunstnere og andre lovende unge mænd der hver dag samledes ved deres lille hjørnebord, eller rinconcillo, på Café Alameda. Her diskuterede man Granadas forfald efter maurernes nederlag, Spaniens rekonstruktion og selvfølgelig kunst og litteratur. Her gjorde Lorca bekendtskab med flere venner der skulle komme til at følge ham gennem livet, som historikeren Melchor Fernández Almagro, den senere borgmester i Granada, Antonio Gallego Burín, journalisten Constantino Ruiz Carnero, maleren Manuel Angeles Ortiz og guitaristerne Angel Barrios og Andres Segovia. Det var også i denne periode digteren for alvor begyndte at erkende sin homoseksualitet, der skulle komme til at tynge ham hele livet igennem, for i det særdeles katolske Spanien i begyndelsen af det 20. århundrede var seksuel afvigelse fra de guddommeligt sanktionerede normer stadig et tabu af dimensioner. Hans første digte, der ikke er medtaget i dette bind, kredser således særligt om konflikten mellem seksualitet og religion og de smerter den forvolder dem der ikke passer ind i de acceptable stereotyper. Efter udgivelsen af Indtryk og landskaber, der førte til et brud med Domínguez Berrueta som følte sig spottet og ikke i tilstrækkelig grad krediteret, og en række, i akademisk forstand, særdeles uproduktive år på det lokale universitet, lykkedes det i 1919 Lorca, med støtte fra Fernando de los Ríos, at opnå sine forældres tilladelse til at tilbringe et år på Madrids banebrydende kollegie Residencia de Estudiantes, hvor periodens største spanske kunstnere af skæbnen var bestemt til at mødes. Det revolutionære kollegie var lige så vel et samlingssted for unge kunstnere som for seriøse akademikere, og summen af Lorcas bestræbelser på at tage den doktorgrad i jura hans far så inderligt ønskede han måtte få, var på intet tidspunkt imponerende, selvom det til slut lykkedes ham at opnå den med diverse snyderier og afskrifter. Til gengæld stødte han han sammen med en række karakterer der skulle komme til at få den største betydning for hans kunstneriske karriere, hvoriblandt den surrealistiske maler Salvador Dalí og den ligeså avantgardistiske filminstruktør Luis Buñuel. Han havde også lejlighed til at høre forelæsninger af så forskellige eminente personligheder som H.G. Wells, Albert Einstein, Louis Aragon og John Maynard Keynes. Samme år mødte han den indflydelsesrige teaterproducer og forfatter Gregorio Martínez Sierra der var så begejstret for et digt Lorca reciterede for ham og hans kone højt oppe i et af Granadas berømte romantiske tårne, at han bestilte et teaterstykke baseret på samme fra den unge digter. Det blev til Sommerfuglens forbandelse, en allegori over digterens plagede seksualitet, der blev Lorcas ikke just succesfulde teaterdebut året efter. Stykket blev buhet ud og hurtigt taget af plakaten, en oplevelse der var med til at forme hans negative syn på det samtidige spanske teater. De første dårlige oplevelser med litteratur og teater styrkede ikke ligefrem faderens tiltro til Lorcas litterære karriere, men hans mor var ham en stadig mere overbevist støtte og det var utvivlsomt ved hendes mellemkomst familien også gik med til at betale omkostningerne i forbindelse med hans anden bog, der bar den lidet sigende titel Digtsamling og som udkom i 1921. Denne gang fik han af den indflydelsesrige kritiker Adolfo Salazar en rosende anmeldelse på forsiden af den store avis El Sol, et klap på skulderen der utvivlsomt inspirerede ham til at fortsætte arbejdet på en ny form for digte, inspireret af musikalske strukturer, hans Suiter, som for de flestes vedkommende aldrig blev udgivet i hans levetid. Det blev til gengæld i 1922 Cante Jondo digte efter Lorcas møde med den verdensberømte komponist Manuel de Falla der året før var flyttet til Granada. Den ældre og strengt katolske, men progressive og geniale musiker blev hurtigt digterens ven samt lærer og vejleder i den spanske folkemusik som han selv lærte hele verden at kende og respektere med sine kompositioner. Sammen fostrede de idéen om at afholde en Cante Jondo festival i Granada hvor alle Andalusiens dygtigste kendte og ukendte sangere skulle inviteres til at optræde. Cante Jondo oversættes bedst som ‘den dybe sang’ og regnes for den mest alvorlige sangstil indenfor flamenco. Festivalen blev en stor succes på trods af det konservative byråds nærighed der blandt andet forhindrede arrangørerne i, som planlagt, at invitere Maurice Ravel og Igor Stravinskij der havde udtrykt stor interesse for at deltage. Til gengæld kom den ældgamle sanger Diego ‘Knibtang’ Cañete vandrende langvejs fra og lagde salen ned med sin duende, ligesom én af det tyve århundredes mest inspirerede cantaores, den kun elleveårige Manuel ‘Sneglen’ Ortega. Lorca læste desuden op fra sine til lejligheden komponerede digte og holdt en rost forelæsning om den orientalsk inspirerede andalusiske folkemusik. Det følgende år vendte digteren tilbage til Madrid hvor han mødte den 18-årige Salvador Dalí, umådeligt talentfuld, rebelsk og moderne. De to fænomener genkendte øjeblikkeligt geniet i hinandens øjne og indledte et venskab og kunstnerisk samarbejde der i perioder led under Lorcas påståede (men under alle omstændigheder afviste) seksuelle interesse i den seks år yngre maler. Det var Dalí der skulle komme til at lave scenografien til tragedien om den granadinske revolutionsheltinde Mariana Pineda, der blev henrettet for at sy et oprørsflag, skrevet i 1923, men først opført fire år senere, efter alt at dømme som følge af Primo de Rivera-diktaturets censur og reaktionære indflydelse. I 1924 indledte Lorca arbejdet på digtsamlingen Sigøjnerballader der skulle gøre ham til en stjerne i den spansksprogede poetiske verden. De brede masser elskede de lyriske fortællinger om blodhævn og sort smerte på det solbagte Andalusiens sletter, men havde også sine kritikere blandt ultraister (den spanske afdeling af futuristerne) og surrealister som Luis Buñuel der fandt balladerne alt for traditionelle og sentimentale. Sideløbende arbejdede den produktive digter på endnu et dukketeaterstykke i den andalusiske stil, Den vidunderlige skomagerkone, der skulle blive opført flere gange end nogen af hans øvrige stykker i løbet af hans korte liv. Påsken 1925 tilbragte Lorca hos Salvador Dalí og hans familie i Cadaqués på Kataloniens dramatiske Costa Brava, én af de lykkeligste stunder i digterens liv på trods af malerens manglende modtagelighed for hans tilnærmelser. Hér påbegyndte han sin store Ode til Salvador Dalí og blev selv foreviget i en række af de malerier der snart sikrede den excentriske surrealist sit gennembrud. Inspireret af opholdet hos den grænsesøgende billedkunstner og surrealismens samtidige triumfer kastede Lorca sig, tilbage i Granada, over en række nye poetiske formeksperimenter som Buster Keaton på tur og Jomfruen, Sømanden og Studenten. Desuden lagde han sidste hånd på den ofte glemte samling Sange 1921-1924, som blev til under digterens ophold på Residencia de Estudiantes, dedikeret til de mange ekstravagante personligheder han mødte her, og udgivet året efter. På trods af sit multigeni, sin elegante konversation og sin evne til altid at være på og optræde med poesi og sang, klaver eller guitar, vid eller små tegninger, foredrag og drama, gennemgik Lorca på dette tidspunkt, ukendt for de fleste, én af sine talrige depressioner. Hæmmet af den restriktive seksualmoral i det Spanien, han endnu ikke havde forladt én eneste gang, af modgang i teaterverdenen og af endnu ikke at kunne forsørge sig selv, længtes han mod eksempelvis periodens frisindede verdenskulturhovedstad, Paris, hvor venner som Buñuel i selskab med karakterer som Picasso og André Breton nedbrød alle de alment vedtagne dogmers autoritet. Men han kunne endnu ikke slippe væk og arbejdede i stedet som altid intenst på samtlige litterære fronter. I 1926 skrev han f.eks. et essay om Det poetiske billede hos Don Luis de Góngora, en progressiv spansk barokdigter der året efter blev hyldet i anledning af 300-året for sin død, komponerede endnu et dramatisk mesterværk, Don Perlimplíns kærlighed til Belisa i hans have, og fuldendte sine Sigøjnerballader samt oden til Dalí. Apropos sidstnævnte endte han i øvrigt samme år sin akademiske karriere ved at nægte at lade sit geni bedømme af universitetes censorer. 1927 blev Lorcas store gennembrud. Den feterede skuespillerinde Margarita Xirgu besluttede at sætte Mariana Pineda op i Barcelona, til blandede reaktioner, men digteren var fortrøstningsfuld for han vidste at han allerede havde taget kæmpe skridt fremad som dramatiker siden han skrev denne romantiske tragedie. Samtidig udstillede han, på opfordring af sin ven, kunstkritikeren Sebastià Gasch, en række af sine originale surrealistisk inspirerede tegninger på et galleri i den katalanske hovedstad, ganske ignoreret af pressen, men til stor tilfredshed for Lorca der aldrig havde tænkt på sig selv som billedkunstner. Samarbejdet med Dalí nåede sin kulmination i forbindelse med scenografien til Mariana Pineda, Lorcas optræden på adskillige af malerens første berømte lærreder som Honning er sødere end blod og deres fælles udforskninger af surrealistisk prosa. I efteråret 1927 satte Xirgu Mariana Pineda op i Madrid, trods frygt for at Primo de Riveras censorer ville standse stykket i sidste øjeblik, og denne gang var begejstringen mærkbar og gennembruddet sikret. Lorca fejrede succesen ved at hylde Góngora med sin forelæsning i forbindelse med festlighederne i Sevilla hvor hele den såkaldte 1927-generation af spanske digtere deltog, således f.eks. Luis Cernuda, José Bergamin, Dámaso Alonso og Rafael Alberti, alle beværtet af den excentriske tyrefægter Ignacio Sánchez Mejías. Digteren startede 1928 med at lancere det ambitiøse tidsskrift gallo i Granada med egne kompositioner og bidrag fra sine bedste litterære venner fra hele det unge Spanien og tegninger af Dalí. I juli udgav han endelig Sigøjnerballader der blev modtaget med almindelig begejstring (med undtagelse af den tvære Buñuel) og i efteråret påbegyndte han sin Ode til Alterets Allerhelligste Sakramente som han dedikerede til Manuel de Falla, uden at spørge om lov, men komponisten tilgav ham på trods af digtets ikke just ortodokse behandling af kristne motiver. Men på trods af succesen og den pludselige nationale berømmelse var Lorca deprimeret. Han følte sig gjort til grin af den stadig mere fjerne Dalí og Buñuel i deres revolutionære eksperimentalfilm Den andalusiske hund, censorerne bremsede førsteopførslen af hans stykke om Don Perlimplín og hans forhold til den biseksuelle billedhugger Emilio Aladrén var ikke just uproblematisk. En udvej viste sig imidlertid endelig da hans far, der var bekymret over digterens depression, gik med til at finansiere en rejse til New York. Den 12. juni 1929 steg han, efter overdådige afskedsbanketter, på toget til Paris i selskab med sin gamle professor Fernando de los Ríos og dennes niece Rita María der skulle tilbringe sommeren i England. Undervejs besøgte de bl.a. Louvre og Paris før de ombord på SS Olympic indledte den, heldigvis for den sarte digter, af vejrguderne velsignede sørejse over et blikstille Atlanterhav fra Southampton til New York den 19. juni. Lorca blev indmeldt som engelskstuderende på Columbia University, men lærte sig kun de mest rudimentære forfærdeligt udtalte brokker i løbet af sit trekvartårige ophold i USA. Hans enestående evner som musiker og entertainer åbnede imidlertid alle døre for ham og snart var han også berømt som fænomen i The Big Apple. Hans poetiske interesse vendte sig særligt mod storbyens monstrøse menneskefjendske strukturer og den sorte underklasse hvis musik og skarpt definerede nærmest racebestemte sorg mindede ham om Andalusiens sigøjnere. Begge elementer er fremherskende i Lorcas måske mest vildtvoksende, modernistiske og fantastiske bog, Digter i New York der, som så mange af hans øvrige værker, aldrig blev udgivet i hans levetid. I løbet af sin hektiske tid i Amerika tilbragte han også en tid på landet med den unge digter Philip Cummings, skrev stumfilmsmanuskriptet Rejse til Månen, og lod sig inspirere af metropolens eksperimenterende teaterscene. I slutningen af marts rejste han med toget til Florida hvorfra han krydsede over til det mere familiære spansktalende Cuba, som Spanien havde mistet samme år som han blev født og som han altid havde drømt om at besøge, inviteret af Det Spansk-Cubanske Institut til at holde en række forelæsninger. Også i Cuba blev han modtaget med begejstring og levede et liv i højhastighed med receptioner, oplæsninger, koncerter og fester, bl.a. i selskab med den excentriske Loynaz-familie. I løbet af sit ophold begyndte han arbejdet på sin første helmodne og tilnærmelsesvist fuldendte tragedie Yerma og det banebrydende avantgardestykke Publikum hvor han måske mere end i noget andet værk søgte at forklare og udtrykke sine seksuelle frustrationer. I øvrigt taler meget for at han netop på Cuba fik lejlighed til at udleve sin homoseksualitet mere ærligt end på noget andet tidspunkt i sit liv. Den 30. juni 1930 var Lorca efter mere end et års fravær tilbage i et Spanien der sydede af uro og forventning efter diktatoren Primo de Riveras eksil og død. En provisorisk militærregering havde stillet valg i udsigt og kong Alfonso XIII følte sig stadig mindre populær, selv blandt sine egne monarkister. I december udbrød flere mindre oprør mod regimet, men de blev alle slået ned og bl.a. Lorcas ven Fernando de los Ríos fængslet. I den hektiske tid efter sin hjemkomst og op til valget så digteren blandt andet for første gang sit stykke Den vidunderlige skomagerkone produceret og indspillede en række folkesange han selv havde harmoniseret med tyrefægteren Sánchez Mejías’ elskerinde kendt som ‘La Argentinita’. Den 12. april 1931 kom den store dag hvor republikanerne knuste monarkister og fascister ved valget og kong Alfonso foretrak øjeblikkeligt selv at forlade landet frem for at blive smidt ud med kronen forrest. Blandt den nye regerings vigtigste opgaver var jordreformer og uddannelsesinitiativer der skulle ophæve kirkens tilnærmelsesvise undervisningsmonopol, da den strengt katolske og analfabetiske underklasse som altid var lette for højrefløjen at manipulere til sin fordel. Med støtte fra den nye justitsminister Fernando de los Ríos startede Lorca og studenter fra hans gamle kollegie det eksperimenterende teater ‘La Barraca’ der skulle udbrede det klassiske spanske teater som konciperet af eksempelvis Cervantes, Lope de Vega og Calderón de la Barca til det jævne folk. Da auditioner og prøver endelig var overstået, med Lorca som instruktør, naturligvis, scenografien udarbejdet, kostumerne skræddersyet, organisationen fastlagt og budgetterne godkendt kunne karavanen, der bestod af en lastbil, to fangetransportvogne til skuespillerne og adskillige privatbiler, endelig forlade Madrid den 10. juli 1932 og sætte kursen mod sin første destination, den gamle by El Burgo de Osma. I løbet af de næste tre år skulle den lille ydmyge teatertrup komme til at opføre tretten klassiske stykker produceret af Lorca på mere end halvfjerds lokaliteter i hele Spanien, undertiden terroriseret af højrefløjens klakører og bøllefrø, og den sidste halvdel af sin levetid med utilstrækkelige støttemidler fra den statskasse der i mellemtiden var faldet i de konservatives hænder. Undertiden spillede digteren selv med, f.eks. i Calderóns Livet er en drøm, med så stor effekt at nogle mente hans største talent alligevel måtte være som skuespiller. Samme sommer som La Barracas første turné blev lanceret påbegyndte Lorca sin måske mest kendte tragedie, Blodbryllup, der snart skulle blive en kæmpe succes i både Spanien og Argentina, og efter hans død, i resten af verden. Stykket tager, som altid fristes man til at sige i forbindelse med Lorca, udgangspunkt i død, ulykke og blodhævn i et dogmatisk styret seksuelt frustreret samfund. Lokket af skuespillerinden Lola Membrives’ løfter om succes på den sydamerikanske scene steg Lorca i september 1933 ombord på oceandamperen Conte Grande der via Rio fragtede ham til tidens måske mest betydningsfulde centrum for spansksproget kunst og litteratur, Argentinas kosmopolitiske metropol og hovedstad, Buenos Aires. Han blev mødt med begejstring af både publikum, presse og kultureliten der bl.a. omfattede den unge chilenske kongeniale digterambassadør, Pablo Neruda. I løbet af sit halvårige ophold blev adskillige af hans stykker sat op for fulde huse og han modtog så mange royalties at han for første gang havde udsigt til at blive herre over sit eget økonomiske liv, hvad han fejrede ved at efterlade en tyk pakke fuld af pengesedler til Neruda og nogle af de andre mange venner han havde fået hinsides Atlanten. Lorca vendte i 1934 hjem til et Spanien der atter var på højrefløjens hænder og hvor den nye regering, støttet af det ekstreme falangistparti, allerede var godt i gang med at rulle republikanernes reformer tilbage. Således mistede teatertruppen La Barraca, som nævnt, øjeblikkeligt halvdelen af sine subsidier, foruden uophørlige chikanerier og beskyldninger om at udbrede promiskuøse sæder og progandere for jødisk marxisme. Endnu et slag ramte digteren i august da Sánchez Mejías blev dræbt i tyrefægterringen på sin comebackturné; Lorca så matadorens død som en generalprøve på sit eget forestående endeligt. Men intet kunne nogensinde for alvor forstyrre hans fokus på sit arbejde. Foruden sin bevægende Klagesang over Ignacio Sánchez Mejías fuldendte Lorca på samme tid sin af arabisk poesi inspirerede Tamarit Divan, endnu et højdepunkt i hans utrolige karriere der aldrig blev publiceret i løbet af hans levetid, og påbegyndte tragikomedien Doña Rosita eller blomsternes sprog hvor han som så ofte før udforskede en ulykkelig kvindes kår i Spaniens tunge atmosfære af hyklerisk katolicisme. I de sidste dage af 1934 fik Yerma endelig premiere, en ambivalent succes der én gang for alle overbeviste enhver med sans for ægte litteratur og drama om Lorcas geni, men som samtidig gjorde ham til skydeskive for højrefløjens ublandede had og forfølgelse. Han blev udråbt som en fjende af den hellige kirke og hånet for sin seksualitet i diverse underlødige publikationer. 1935 bragte først en genforening med Pablo Neruda og hans løsslupne løjer og fester, og siden med Salvador Dalí som Lorca ikke havde set i syv år. De to gamle venner lagde store planer om et fremtidigt samarbejde, der aldrig skulle blive til noget på grund af digterens utidige død. I mellemtiden fortsatte Lorcas tordnende succes på alle spansksprogede teaterscener, blandet andet i Valencia hvor han under et kort ophold skrev sine uforglemmelige Sonetter om den mørke kærlighed, sandsynligvis med sin sidste store kærlighed, sin personlige sekretær Rafael Rodríguez Rapun, i tankerne. Men året bragte også en stadig mere spændt atmosfære i et polariseret Spanien der styrede direkte mod den borgerkrig der snart skulle komme. Chikanerier, overfald og deciderede attentater mangedobledes i takt med at højrefløjsregeringen gik i intern opløsning. Endelig blev der udskrevet valg til den 16. februar 1936 og Lorca kastede sig ind i kampen på den venstreorienterede Folkefronts side. Det blev til en snæver sejr, men ubrugelig, som det snart skulle vise sig, for koalitionen af centrum-venstre partier. Mens Lorca arbejdede videre på sine sidste dramatiske værker, Bernarda Albas Hus og det ufuldendte stykke Min kusine Aurelias drømme, konspirerede falangister, monarkister, militærfolk og andre fascister om at iscenesætte det kup der indledte Den Spanske Borgerkrig. Den 14. juli vendte digteren for sidste gang tilbage til sit elskede Andalusien og den 17. indledte general Franco sit oprør i de marokkanske kolonier. Et par dage efter svigtede også garnisonen i Granada sin troskabsed mod republikken og snart var hele byen i fascisternes hænder. Regnskabets time var kommet og der var ingen mangel på bornerte småborgere, katolske ekstremister og regelrette fascister der gerne så en ende på den homoseksuelle, venstreorienterede digter. Lorca forsøgte at skjule sig hos den falangistiske, men åbenbart ikke ganske menneskefjendske Rosales-familie. Efter nogle dage blev han imidlertid forrådt, arresteret, og, den 19. august 1936, henrettet og smidt i en navnløs grav nær landsbyen Víznar udenfor Granada. Og sådan ender historien om én af det tyvende århundredes største digtere, om ikke den allerstørste. Federico García Lorca var på én gang klassisk og moderne, realistisk og surrealistisk, folkelig og intellektuel, digter, dramatiker, essayist, pianist, guitarist, komponist, skuespiller, tegner og entertainer, og han brillerede indenfor alle felter. Men fremfor alt står hans poesi tilbage som vidnesbyrd om hans intense søgen efter det rene primitive billede og hans granskning af de dunkle urkræfter der driver mennesket mod himlenes svimlende højder og styrter det med næsen ned i jordens støv. Hvem kunne som han forene det apollinske og det dionysiske, dolken og offeret, tyren og matadoren, livet og døden, på det arketypiske Andalusiens universelle scene?
Posted on: Thu, 24 Oct 2013 13:35:58 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015