Store forbrændinger på lårene og venstre læg. Det endte - TopicsExpress



          

Store forbrændinger på lårene og venstre læg. Det endte 44-årige Pernille Dinesen med, efter hun ville drikke en kop te af et Ikea-glas. For netop som hun havde skænket sig et glas og sat sig til rette i sofaen, sprang glasset i hendes hånd, og den varme te endte i hendes skød og på hendes ben. - Jeg fik 2. grads forbrændinger på venstre læg, begge mine lår og i skødet, fortæller Pernille Dinesen. Hun tog på skadestuen, var til egen læge og har af flere omgange været i behandling med penicillin. Samtidig kunne hun ikke passe sit job som malermester, mens forbrændingerne helede - og det tog knap en måned. - Det gør mig vred, at de ligeglade. Tænk, hvis det havde været et barn, siger Pernille Dinesen. Nyt glas Glasset havde Pernille Dinesen købt i Ikea i november. Det er et såkaldt Pokal-glas, der ifølge Ikea selv kan bruges op til 80 grader varme drikke. Så Pernille Dinesen kontaktede Ikea, der svarede hurtigt tilbage på den første mail, men herefter gik det mere trægt. Pernille Dinesen rykkede for svar, inden hun blev tilbudt kompensation: 4 kroner til et nyt glas. - Jeg synes, det er så frækt, at jeg kan få penge til et nyt glas. Som om jeg har lyst til at købe de glas igen, siger hun og fortsætter: - Resten af glassene har jeg smidt ud. Kun det glas, der gik i stykker, har Pernille Dinesen beholdt. Det står på klaveret til skræk og advarsel for hele familien. Må ikke stables Selvom glasset er beregnet til varme drikke, kan der dog være en fejl på det. Pernille Dinesen har fået fortalt af Ikea, at det kan gå i stykker, hvis det har været stablet eller har fået stød.- Der er mange forbehold, men hvis du kører ud i Ikea, står de allerede derude hulter til bulter. - Jeg synes, Ikea har været ualmindeligt flabede, når man tænker på, at jeg faktisk er kommet til skade på et af deres produkter. Jeg tager jo ikke et glas, der er revnet, og sætter på bordet. Jeg er jo ikke komplet idiot. Og hvis det kan have fået et stød, man ikke kan se... Så kan man jo ikke bruge de glas til noget, siger Pernille Dinesen. Ikea: Vi beklager Hos Ikea beklager man den oplevelse, som Pernille Dinesen har haft, og at hun er blevet forbrændt. - Det har taget lidt over en måned at behandle hendes sag, men når man står i en situation som hendes, kan det føles som en lang sagsbehandling. Vi vil altid gerne optimere vores sagsbehandling, så vi kommer til at kigge lidt ekstra på den her sag, så vi kan se, hvad vi kunne have gjort bedre, siger Tina Lindharth, kommunikationsansvarlig hos Ikea. - Det vel ikke tilfredsstillende, når kunden står tilbage og er frustreret? - Nej, det er det selvfølgelig ikke, og det er også derfor, at vi kigger på sagen igen, siger Tina Lindharth, der fortæller, at Ikea vil tage kontakt til Pernille Dinesen igen. Ifølge Ikeas globale afdeling er der kommet meget få reklamationer på den type glas, som sprang ud over Pernille Dinesen. Og der er ikke konstateret nogle systematiske fejl på produktet. - Men glas er et skrøbeligt materiale, og det egner sig ofte ikke til varme drikke, men vi vil selvfølgelig se på, om der er mere, vi kan gøre fremadrettet, siger Tina Lindharth.
Posted on: Fri, 07 Jun 2013 17:33:02 +0000

Recently Viewed Topics




© 2015