TREENIGHEDEN (ABCDEt) A. Den treenighed, jeg her skal tale om, er den, jeg er navngivet og døbt i. Med det samme skal jeg sige, at jeg ikke kristen. Ejheller af den grund, at jeg er døbt i treenighedens navn i den almindelige kirke, i Danmark, der siden de folkeoplysningsmæssige dagsordner vandt indpas, har heddet: Folkekirken. Folkekirken er foruden at være de mange kirkebygninger rundt i landet også et åndsmæssigt indhold. Historien godtgør, at vi her i Danmark tog treenighedens oplysende sigte indenbords og i den forbindelse tilsyneladende også tog Biblen og dermed jødedom og kristendom, henholdsvis Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente med i købet. Hvordan det helt er foregået kan man sikkertnok læse sig til, hvis man gider. - Det skulle ikke undre mig, at de kristne ikke bestiller andet og således opdrager deres børn til at skrive i samme ånd og skriftsforståelse; jødernes omskårne sindelag. Det som jeg fæstner mig ved er, at danskernes konge, Gorm Den Gamle eller rettere sagt hans søn, Harald Blåtand, lod sig døbe i Treenighedens navn. Og dette hedder: I Faderen, Sønnens og Helligåndens navn; og har heddet det lige siden. Danskerne er således for størstedelens vedkommende lige siden blevet navngivet og døbt i dette navn. Det gælder også mig, og min søn, Niels Bertram Aunstrup Mortensen, der for nu at udpensle det med mig som eksempel lyder som følger, i præstens mund med henkogt vand fra døbefronten hældt i hovedet af hans hånd: Jeg døber dig, Jens Haarup Mortensen, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Sådan er dåbshandlingen i kirken. Og det foregår, som beskrevet, i forbindelse med navngivningen. Det vil sige, det er skik og brug, at forældre vælger et navn til deres barn. Og som oftest navngives barnet med et personnavn og et faderligt slægtsnavn. Eventuelt med et mellemnavn hentet fra enten moderen eller faderen. Eens navn og dermed person eller hjerte bliver således stillet i navn af Faderen, Sønnen og Helligånden, hvilket betyder, at der er et trosmæssigt og oplysningsmæssigt sigte med livet. Og her har vi balladen, eftersom dette trosmæssige og oplysningmæssige sigte med livet, stillet som det jo uundgåeligt er, nemlig som det leves i kraft af den pågældende person af familie og slægt, ikke nødvendigvis har noget somhelst med forstandig sandhed, godhed og hjertelighed at gøre. Eller en livsoplysende og fredelig samfundsudvikling for den sags skyld. Sådan siger jeg, på baggrund af de omkring tusind år, der er gået med at prakke danskerne en oplysningskultur, en skolekultur og en embedskultur på, der aldrig har fungeret optimalt, altså efter hensigten. Det betyder med andre ord, at man har gjort en hel masse fejltagelser med mennesket, her i Danmark, og ikke mindst med hensyn til lærdom, skriftskultur og ret. Og følgeligt også med hensyn til hørelsen for kærelighedens budskab og åndsudviklingen som menneskenaturlig person af livets egen forstand på vore egne. Man har altså, gennem tiderne, forsøgt at få mennesket til at opføre sig som Guds menneske, hvilket så, for nu at have noget at sammenligne med, det vil sige et åndeligt forbillede, man ikke kendte en skid til og derfor frit kunne bruge, blev til Jesus. Ind smuttede altså GudJesusMaria-fortællingerne fra Biblen, jødernes slægtshistorie og lovsamling samt Jesus’ oprør og sindssygdom under den romantiske besættelse af Israel, omkring år nul, for nu at nævne et par velkendte omdrejningspunkter i vort danske mareridt af et samfund, der stammer der fra. En sindssygdom, der også er at forstå som den åndens lidelse, der opstår, når fædre skærer i deres sønners pik og lader dem vokse op med skriftlig, lovreligiøs, indoktrinering. I Guds navn. Jødernes Gud bliver således til et sygdomsfremkaldende åndsliv og land i Guds spermatuose navn af helligt knepperi, der, såfremt man går i kirke og beder sine bønner, medfører Guds hellige, vanrskabte slægter på stribe. Til at regere over hele verden, som det så tilmed er blevet til, efter at romerne tog denne syge lovkultur og skriftskultur indenbords og udbredte den over det meste af Europa. Det, denne historiske udvikling, blev med andre ord til den romantiske rationalismes sindelag hos europæerne, følgeligt idealistiske opdragelsesmetoder - oplysningskultur, skolekultur og embedskultur, som sagt ovenfor. Hele den, for os danskere, sydlandske kulturarv kaldes også for oldtidsarven, omend vi desværre fortsat kan mærke, at det ikke er tilfældet for sydlændinge i Europa og en del af Mellemøsten. B. Så er det på plads. Og så kan jeg og min læser måske få luft til at tale og forstå os på treenigheden. Treenigheden er for mig at se en oldgræsk erkendelse. Eller man kan sige livserfaringer omkring vor opvækst som mennesker og derefter, i forlængelse deraf, vort samfundsliv. En opdagelse eller en række indsigter, erfaringer og erkendelser, der i det mindste begyndte at tage form i det gamle græske samfund. Om det er historisk korrekt eller ej, og hvem vi skal tilskrive æren, er mig forsåvidt bedøvende ligegyldigt, fordi, at jeg opfatter det erkendelsesmæssige indhold, der er forbundet med treenigheden - og treenighedslæren, som den også, dog ifølge min mening fejlagtigt, er blevet opfattet - jeg opfatter indholdet som værende af almenmenneskelig karat. Indholdet, altså indsigterne i forbindelse med den tradition, drejer sig ikke kun om forholdet mellem far og søn, men sådan er det opstået. Fædre måtte kæmpe for deres ret, og deres agtelse i det medmenneskelige, i samfundet, for at kunne tjene til deres brød og således holde sig en kone, en familie, et hus og hjem. Og den kamp førte til en række erfaringer hos faderen, som sønnen hellere måtte tage ved lære af, såfremt han skulle blive til noget og således klare sig. De erfaringer hos faderen og overtagelsen af dem hos sønnen, stod i et mere eller mindre tugtende forhold, eftersom en far, der har lært at være menneske af sin far, på naturlig vis vil forsøge at få sønnen til at tage ved lære af ham på samme vis. Der indtræder med andre ord en billeddannelse, idealer, hos faderen, som sønnen så skal leve op til. Vi kender det således også som det forhold, at faderen har ambitioner på sin søns vegne. Eller som spejlinger, sønnen, der søger at leve op til sin faders vilje med ham. - Og kvinderne, moren og døtrene, det er en hel anden snak. Helligånden bliver i den her skitserede forstand til et sigte forbundet med de erfaringer, der leveres og leves videre fra faderen til sønnen. Og af det sigte udspringer det oplysningsmæssige eller samfundsmæssige, eftersom tilsvarende gør sig gældende hos naboen, hvormed sagt er, at sådanne familiære, slægtsrelaterede erfaringer - jo altså også omkring arbejdet med at opretholde familiens hus - først for alvor kan mærkes, opfattes, når de møder tilsvarende hos medmennesket, næsten eller hvad vi nu kalder denne. I mødet med andre mennesker, der ikke er af familiens hus, bliver erfaringerne konfronteret eller udvekslet eller sat i svingninger. Refleksion og tænkning. Og omkring handlen, arbejdet med fornødenhederne, indenfor det pågældende landsområde. Denne erfaringsmåde er dog også årsagen til, at der kunne opstå slægtsfejder, erfaringsretslige stridigheder og således krig; nogen var jo helt åbenlyst forkerte på den eller for åbenmundede omkring det. Deraf, ikke mindst, sigtet med at lade opvæksten og erfaringerne fra fader til søn - eller fra de gamle til de unge i samfundet - foregå med gensidig agtelse, ærelighed eller mindelighed, altså: i hellig oplysende ånd. Og det er sådan set det almenmenneskelige indhold, gentager jeg: Helligåndens sigte i forbindelse med hver vor opvækst, erfaringsudvikling per navn, traditionelt sagt som indset, slægtsnavn. Og ad den vej videre udefter omkring hele samfundet som mellemmenneskeligt landskab. - Sådan er det med den oldgræske, senere romantiske samfundsindsigt og udvikling med sin temmelig stor indflydelse på hele Europas befolkning, eftersom der som sagt er tale om familiære, slægtsbetonede indsigter og erkendelser af almenmenneskelig gyldighed. De er om ikke andet svære at komme udenom, efter 1000 års kirkekulturel og lovgivningsmæssig, strafferetslig tugt, for vort danske menneskeliv og samfunds vedkommende. C. Treenighedslæren, ja, åh nej. Det kan være vanskeligt at komme til, ret at tale om den gode betydning eller det rette sigte med treenigheden, når man véd, at man også på et tidspunkt i løbet af historien forsøgte at gøre en generel, hvis ikke ligefrem universel lære ud af det. I Guds navn. Balladen om treenigheden skyldes en gammelkendt ballade om treenighedens Gud. Mig bekendt en skolastisk diskussion, der fandt sted i middelalderen, dog fortsat med rødder i oldtiden. Og sikkert nok fortsat finder sted i lukkede kristne kredse, deres foretrukne hjerterum og omskårne forstand, eftersom de jo ikke mener, at der findes anden vej til livets åbenbarne foretagende i al evighed. Jeg mener, i såfald de gjorde, havde de jo nok forlængst reformeret kirken. Treenigheden er for mig at se ikke en lære og slet ikke i Guds eller Jesus navn. Man forsøgte imidlertid at gøre en sådan lære, både omkring faderen og sønnen som genstand for betragtningen, formulering af iagttagelserne, hvilket førte til en lærdomskultur, hvor sønnen måtte vise sit mandsmod ved at bære arvesynden, tage skylden for alt dét, der nu gik galt i samfundet mellem os; desuden, arveligt, også omkring forretning, blive faderens efterfølger. Og omkring Faderen som Gud og Sønnen som Jesus , hvilket førte til guddommelige indsigter og indrømmelser af det spermatuose jødiske åndsliv. Det vil sige en sindssygdom ad selvundertrykkende vej, til fordel for Jesus, åh, kom op i mit hjertekød, så jeg kan se guddommeligt glad ud i verden, virke menneskelig og gøre min gode gerning for allah, undskyld alle på jord!!! - Og mærke fællesskabet, at man ligesom finder ind til sit sand kød, når man lægger et stykke forstørknet jødesperm, en oblat på tungen, til nadverdens brød på knæ, foran Herrens åhhsyn!!! Som man nok kan høre er der noget om snakken: Det kan være vanskeligt ret at indrømme livets i sandhed befordrende indsigter på jord, som almindeligt forstandigt menneske, der lever i samfund bestående af mennesker med deres vigør omkring næringsdrivende forhold. Der er ingen Gud, men der er menneskegode erfaringer med at lære, hvordan man gør det ene, det andet og det tredje, herunder også omkring vor menneskenaturlige opvækst, vor kropslige og vor åndelige udvikling i livets eget samfund, på vore egne. Og videre er der så også opstået en række erfaringer omkring, hvordan vi mellemfolkeligt set, det vil sige lande imellem må gebærde os. Og det sidste skyldes jo ikke bare krigene mellem os, men at verden nu, langt om længe, ligger for vore fødder, i hver vore respektive hjemlande. Den er med andre ord faldet på plads, så vi nu med rette kan begynde at skelne mellem, hvad der kommer hvorfra og hvordan og hører til dér, fremfor her. Problemet med ‘læren’, det at koble treenigheden til en lære, er et gammelt, jeg kalder det oplysningskulturelt problem. Man kan skitsere det på forskellig vis, men tager vi for eksempel det forhold, det faktum, i betragtning, at præster bliver uddannet i det akademiske fag på universitetet, Teologi - der er græsk og betyder læren om Gud - så er det klart, hvorfra problemet eller problemerne omkring ‘læren’ kommer. Jeg kalder problemet oldtidsarven og for at være rimelig overfor de mange uforstandige mennesker, der igennem tiderne er blevet uddannet ifølge den oldgræske uddannelsestradition, det akademiske, universitetet, og efterfølgende har siddet i embederne og regeret over pøblen, altimens denne har måtte financiere deres røv, så forklare jeg også gerne problemet som værende af begrebslig, sproglig og skriftlig art. Traditionen er jo aldrig ret foregået på dansk og hvis man vil benægte, at der også er ånd i sprogbrug, ordene, nemlig i kraft af vor hørelse af dem og således billeddannelse, der videre fører til erfaringsdannelser hos mennesket, så er man snothamrende dum, for ikke at sige en bestialsk løgner. Og dermed sagt livsfornægter af vort sande danske menneskekød i sin rette hørelse og åbenbarne åndsforstand af vikongstroligt hjerteblod. Der løber i al det oldgræske en LOGISK tradition. Selvom man oversætter ‘logi’ med lære, så hænger denne logiske tradition ved. Og det betyder at hele vort lære-begreb bliver rationelt, for ikke at sige oldgræsk-romersk-katolsk. - Måske skulle lutheranerne spørge afdøde Hitler til råds, opsummere hans gode gerninger, for at finde ud af dén, national-social-stats-demokratisk-sozialistische, samfundskultiverende åndsmåde med livet!!! D. Eftersom jeg er døbt i treenighedens navn, der fortsat gøres gældende i Faderen, Sønnen og Helligåndens navn, så bliver mit åndsliv efterhånden som jeg vokser op i livet, men derved også ind i samfundet, det danske samfund, bekendt med de mange fejltagelser og ligefrem forkvaklende ånder fra fortiden, nej ikkun, også fra medmennesket og vore samfundsinstitutioner. Det vil sige fejlslagne livserkendelser og følgeligt forstilte livserfaringer og åndstraditioner i udveksling med tåbelige institutioner fra fortiden, der ikke lader sig reformere. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har søgt at gøre mine egne, mere rene erkendelser og således erfaringer med livet og samfundet, jeg er rundet af. Uden at se stort på mine medmennesker og det ansvar, der naturligvis opstår dermed, om man er til det ene eller til det andet, dog gerne vil have sig det tredje frabedt. Det afgørende for mig er imidlertid, at jeg ikke kan løbe fra sandheden. At jøde-kristelighedens socialdemokratisk-socialistiske svinehund i samfundet så mener at være givet ret til at pådutte mig eller forvente, at den sandhed, jeg taler om også er deres, det er et af “mine” problemer. Især, når det kobles til det sande faktum, at jeg, som så mange andre, også er døbt i treenighedens navn. Som jeg indledte: Det gør mig ikke til kristen. Og videre betyder det, som antydet ovenfor, at jeg ikke opfatter mit liv som værende forpligtet på en græsk-romersk-jødisk-katolsk, mere eller mindre rationalistisk eller universel KirkeStatsDemokratisk åndskultur, hvortil en række af mine kritikker af sprog, logik, skrift, lov og ret og samfundet hører, men sidst, dog ikke mindst også min opfattelse af budet under disse omstændigheder. Mit bud, mit livs nye vidnesbyrd af og for vort danske kød. Og således vort samfund, hjertepligten af kongelig oplysende dansk forstand, min holdning til og med Danmark. Danmark, ja. Danmark i Norden, i Europa og i Verden, men først og fremmest Danmark, da livets nye vidnesbyrd og sigtet med det, som det kommer af mennesket, ikke kan være universelt eller guddommeligt, derimod kommer af og således er den ægteskabende livskraft givet sit enestående udtryk af den pågældende, en bestemt menneskeslægt og dermed til denne slægts samfund. - Livets sande oplysning, og åbenbaring, eller helbredende ånd, eller ærelige og kærelige menneskeånd er større en Gud, Universet og fanden og hans pumpestok omkring historien og alle skyldsregnskaberne mellem os. Og skal den finde sted, så kræver det et reformeret samfund af danske slægter, der tør give udtryk for og således kan blive indrømmet og irettesat på deres åndsforstandige livserfaringer. Men desuden, til samme endemål, kræver det, at man reformerer og omlægger det danske samfunds bygninger, underforstået deres traditioner, uddannelser og embeder og folketingsmæssige kultur, så de kommer til at tjene vort danske liv, land, sprog og historie i dette, omtalte sande ånd og sådan set, dannelseskulturelle sigte. Og såvidt, ad den vej en rengøring af vort vikongstrolige danske troskød i treenighedens åbenbarne navn af hver vort forstandige menneskeliv, som mange bække små gør en større flod, til gavn for vore efterkommeres Danmark. Asgård, den almenmenneskelige oplysnings midte og det fællesmenneskelige anliggende gennem en sådan vikongstrolig, reformerende åbenbaring af det offentliges inde- og udelukkede svinehund. Så det bliver til Hellet istedet for. E. Vort. Vort i vikongstrolig forstand er ikke bundet til kristendom, kirken og dens tro- og åndskultur og historie ifølge vor tidsregning med videre. Nej, den er bundet til vort danske menneskeliv og danmarkshistorien i og med VORT, hvilket siger det samme, som jeg fik afsluttet sidste afsnit. Mange bække små løber ud i en større å. Hver vort danske menneskeliv kommer af vore slægters kød og er således afhængig af en opvækst i favntaget dermed og videre udefter som op med livets egen skabelse i forbindelse med dygtiggørelse, tilegnelse af kendskab og udvikling af kundskaber. Dette store VORT er forsåvidt i sandhed menneskelivets eget og dermed generelt set forpligtet på sigtet med at være befordrende for sandheden, æreligheden, værdigheden, godheden, ansvaret med og forsvaret for livets hellige, forstandige menneskedom og naturligvis også bæredygtige, næringsdrivende samfund. Det er imidlertid nødt til at ske og foregå ud fra det sted, vi lever og således bliver det store vort til DANMARK, fremfor for eksempel Europa eller hele verden. Livets sande, ærelige og værdige ånd af vort danske menneskekød er med andre ord forpligtet på at hovedrengøre vor hørelse, forstand og virksomhed og vigør i hver en afkrog af det indrømmende liv med vort erfaringsduelige land, folk, historie, sprog, erhverv og samfundsbygninger, til vi opnår en livsbekræftende samhørighed i helligånd af Danmark. - Og sådan set er der ingen treenighed nødig. Og da slet ikke af den gamle slags. Det som jeg, Jens Haarup Mortensen, derfor kun kan gøre, skal jeg gøre noget alvorligt godt for Danmark, er indtil videre at reformulere det reformerende sigte med livets menneskeværdigt oplysende og arbejdsomme, tillige retsudviklende Danmark. Og tage højde for det almenmenneskelige ved treenigheden samt sætte dens historiske, livserfaringsmæssige potentiale på plads af sandheden i al evighed, ved at lade det blive hørt ved ordene af ordet: Livet, Mennesket og Samfundets NAVN. Og det vil sige en reformulering, følgeligt potentielt en reformering af dåbsritualet. - Jeg er med andre ord bekendt med, at skriften spiller en temmelig central rolle i denne dagsorden, herunder de mange forskellige skriftlige miljøer i landet og deres mennesker. Dog ikke mindst de skriftlige miljøer, der berører vort fællesmenneskelige anliggende til dagligt, men ligesåvel i forhold til livets hele hellige gang med hver og en af os. Og det er institutionernes, det offentlige eller, også kaldet, samfundsbygningerne. Blandt andet lovens og dermed sagt den strafferetslige lovgivningsvirksomhed, som de 2 millioner på overførselsindkomst jo betjener sig af til at skaffe til dagen og vejen på bekostning af ikke blot visse andre menneskers liv og skæbne, men snarere, hvilket er én af problemstillingerne, på bekostning af en bedre, mere helbredende udvikling af vort raske danske liv og syge UniversitærStatsDemokratiske alle-og-ingensfund. Det kan jeg gøre. Og så kan jeg lægge det frem, så opgørene med dét, der ikke dur kan finde sted, og omlægningerne ad den vej, mine læseres eller mit medhørs hænder og ånd i liv og arbejde så småt kan begynde. Og det gør jeg også. Desuden sender jeg det ind til de instanser, som jeg mener, det jeg siger har betydning for. Eller rettere sagt: De dårligdomme, vi allerede i forvejen er bekendte med i vort danske samfund, bliver ikke mindre, såfremt de pågældende instanser, jeg dels sender ind til, dels berører i forbindelse med den reformerende dagsorden, hvis bevæggrunde, jeg jo grundigt har redegjort for, ikke lader være hørt. Og vil tage fat. - Men hvordan skulle De næsten kunne høre og forstå, hvis ikke det jeg siger falder i deres egne interesser og dermed gentagelsen af livets gang med dårligdommens Gud, Allah, Budda... og både Universelle og UniversalStatsTeknologiskTeknokratiskDemokratiske Verden siden Metusalem blev religiøs, akademisk og politisk? - Håbe har man dog stadigvæk ærelig menneskedansk ret til! … For god ordens skyld skal jeg, i mangel af bedre, dog i forbindelse med tilvejebringelsen af ovenstående sandfærdige grunde, dermed sagt sandselige sandhed i forhold til TREENIGHEDEN, herunder i særlig grad med agtelse for den oprindelige danske befolknings enestående liv og oplysende retning dermed, det vikongstrolige danske oplysningspotentiale indbefattet, samt af mange flere, både almindelig hjertegode og forstandige grunde, tillige ikke mindst i ære af de mange døde danskeres minde, gøre opmærksom på: DAGSORDENEN I DANMARK 1. Danmark SKAL ud af EU og danske EU-politikere skal dømmes for landsforræderi. Det er Helle Thornings opgave at meddele vore nabolande om beslutningen. Vi er naturligvis fortsat til fred mellem vore respektive lande, men ønsker med andre ord ikke at medvirke til et UNITED national-socialistisk-liberalistisk-katolske StatsDemokratier of EUROPE. 2. Etablér det fællesblad, kaldet: Fællesbladet Danmark, jeg har skitseret og forelagt offentligheden. Etablér samtidig en kontrollérbar dansk internetkultur, eventuelt med en dertilhørende DAN-computer, så vi kan sikre ytringspligten i forlængelse af oplysningspligten, samt meningsudvekslingen, i en dansk kontekst. 3. Afvikl parti-politisk kultur, ikke mindst ungdomspolitiske foreninger. Gør det ved i samme ombæring at flytte Det Nye Folketing til Viborg. Og lad den gamle Jesus-Kristus-borg, Christiansborg, være et folkekulturelt oplysningsorgan for vore dansk-nordiske egne og tilhørsforhold. Afvikl ligeledes religiøse fraktioner; se pkt. 7. 4. Afvikl Staten/Regioner/Kommuner til fordel for vore respektive borgmesterbyer regeret ved en renovering af land- og byrådskulturen. Lokalområdet skal udvælge skikkelige repræsentanter til Det Nye Folketing. Og der skal knyttes en mindre uddannelse til at forestå det repræsentative oplysningsmæssige arbejde for lokalbefolkningen i Det Nye Folketing, der skal fungere som en tinge-kultur på landsplan. Det er forbeholdt danskere at deltage i Det Nye Folketing, hvilket vil sige, at man som minimum enten er gift eller med barn i dansk slægt. 5. Genopbyg Forsvaret. Værnepligten: Indkald danske drenge til vikongstrolig opbyggelighed. Træn dem godt og grundigt op fysisk ved den første indkaldelse som 18-20 årig. Brug flere kropstraditioner til det. Og lær den danske natur og naturlige fødevare-ressource samt dansk lægevisdom bedre at kende. Som 23-25 årig indkaldes de igen til oplæring i millitært forsvar samt med indgående kendskab til erhvervene/folkegrupperinger, sprog og kommunikation. 6. Luk universiteterne og etablér videregående uddannelser på dansk. Livsoplysning af ånd og krop med henblik på at videreudvikle oplysende, almennyttig og helbredende virksomhed i samfundet. Knyt dertil et indgående kendskab til talefærdighed og skriftlighed samt til historie, kategorier, begreber og sprog. Lad en international afdeling opstå for sig, så det danske ikke bliver mere forurenet og sammenrodet end det i forvejen er. 7. Reformér Kirken og vor tro. Smid hele oldtidsarven ud, dvs. Jesus på Korset, Biblen og i det hele taget det forfærdelige åndsvid og den forkastelige hørelse ifølge græsk, latin og hebræisk, henholdsvis det græsk-romersk-katolske jødelem, som man tilforn gennem 1000 år forgæves har praktiseret. Få danske stenhuggere til at lave et hjerte af sten med et stort V for VORT indgraveret, til ophængning over alters. Og lad præsterne dyrke livets indsigter i al evighed, fremfor Guds lemlæstelse og dyrk skriftlig dansk, dansk historie og danske skrifter som nye vidnesbyrd, fremfor at fastholde jer ved den gamle dogmatik, der i sin tid er indført fra udlandet syd fra. 8. Kongehuset bedes ligeledes holde sig velorienteret i Danmarkshistorien og i det dansk-nordiske samfund. Og jeg ser gerne, at Deres Kongelige Højheder sørger for, at der fortsat er dansk kød, blod og ånd i kongehusets slægter fremover. I det mindste nordisk. Det har nemlig betydning for vor hørelse og ægteskabende forstand i forbindelse med vore dansk-nordiske slægters oplysningsmæssige potentiale. Og det skal jo fremmes og opløftes, fremfor indføres i den gamle katolsk-kristne sorg, der alle dage har ødelagt VORT. 9. Udlændinge skal sendes hjem, medmindre de er gift eller med barn i dansk slægt. Ikke mindst grundet den forestående reformering af al vort. Undtaget er desuden, på grund af Danmarks tilhørsforhold i Norden, udlændinge af nordisk herkomst. 10. Erhvervslivet i Danmark er forpligtet på at handlen med den danske krone, kongens mønt, foregår i henhold til dagsordenen med vort samlede, danske samfund. Det betyder, at det ikke er lige meget, hvad der handles med, ejheller, hvordan der handles samt hvordan virksomheden tager sig ud i forhold til de lande og befolkninger, der handles med. Og det gælder ligeledes i forhold til den danske nær-omgivelse, eftersom der er eller gerne skulle opstå en åbenbaren og virksom livsudviklingskultur indenfor det offentlige. Der er med andre ord en livsbetonet dagsorden omkring kongens mønt, den danske krone og det bedes I, Jer der driver virksomhed i Danmark, respektere. Tak for Ordet Vort Vikongelige Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Danske Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL følgende reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst Jens af Danmark >>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Fri, 13 Sep 2013 16:16:14 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015