VILLUM CHRISTENSEN - DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER Camilla skriver ”Kommunen begyndte at tage mig alvorligt, da de efterhånden godt kunne se at jeg havde prøvet ALT, hvad der fandtes. Jeg kunne simpelthen ikke mere, på egen hånd.” Jeg spørger bare hvor lang ud vil I have folk? Hvor langt ned skal folk? Hvor meget vil I sparke til de, der allerede ligger ned? Det tyder nemlig meget på at I alle kan stille op til næste valg på samme partiprogram, når de handler om de syge i det danske samfund, og de der ikke er syge, skal nok blive det af systemet. Bare rolig. Camilla Merete Therkildsen beretter: Reformen som gjorde mig mere syg. Jeg er en kvinde på 25 år. Jeg lider af personlighedsforstyrrelse med borderline træk. Jeg har siden jeg var 6 år, levet med angst og har først for nylig, selvom jeg har været adskillige behandlinger igennem, forskellige steder – fået sat en diagnose, der forklarer mit liv med svær angst. Derved ikke sagt at jeg er blevet rask – men nu har jeg noget konkret at arbejde med. Det vil tage tid – da jeg i mine 25 år har bygget uhensigtsmæssige vaner op. Jeg har en barsk fortid, som indeholder mobning, forhold hvor jeg har været udsat for fysisk og psykisk vold, familieproblemer – hvor alkohol har været indblandet og meget mere. Jeg har siden jeg var 17 år, da jeg kom i behandling første gang – kæmpet med økonomien. Jeg har været i RKI – siddet uden strøm i lejligheden og tigget mine forældre om hjælp – gang på gang. Jeg har prøvet den ene uddannelse efter den anden. Haft det ene job efter det andet. Alle sammen med samme udfald – Jeg kunne simpelthen ikke. Det mest frustrerende ved at have en sygdom som ikke kan ses, er fordommene. Folks onde ord, der til tider kommer og tvivlen i folks øjne, når man den ene dag kan smile og være glad – og den næste helt nede i kulkælderen (og oftest længere nede). Jeg har ikke kunnet fuldføre en behandling, da jeg som sagt ikke kunne holde økonomien kørende. Da jeg var under 25, fik jeg en kontanthjælpsydelse – som endte i minus 250 kr, før jeg overhovedet fik mad på bordet. Selvom jeg boede i en studiebolig på 30m2 ude på landet, havde en bil som mine forældre betalte. Havde den billigste internet løsning og billigste telefon abonnement. - kunne det ikke løbe rundt. Derfor var jeg nødsaget til at starte en uddannelse eller tage et job – leve skulle jeg jo ? Det har bare desværre straffet mig hårdt efterfølgende – og mine erfaringer er i dag at jeg ikke kan, ikke duer til noget, ikke passer ind, osv. Sikke nogle gode ting at tænke, i en alder af 25 år ? For 3 år siden, kom manden i mit liv til, og reddede mig. Reddede mig fra de ruiner, jeg var endt i. Han hjalp mig ud af RKI – gav mig mad på bordet, medicinen kunne betales – osv. Han behandlede mig med respekt, og overbeviste mig om at kærlighed rent faktisk findes. Vi var nødt til at flytte fra min lille studiebolig, da jeg jo ikke længere var i uddannelse – og nok heller ikke kom det, det næste lange stykke tid. Vi fik drømmelejligheden, som nærmest var umuligt – da der var 15 års ventetid. Men vi fik den. Den er billig, og vi har en dejlig lille have til vores 2 skønne katte. Kommunen begyndte at tage mig alvorligt, da de efterhånden godt kunne se at jeg havde prøvet ALT, hvad der fandtes. Jeg kunne simpelthen ikke mere, på egen hånd. De tildelte mig en vejleder, som har betydet alverden for mig. Hun har om nogen, fået mig langt. Hun har ændret mine dumme erfaringer, som betød at jeg gemte mig og slukkede min tlf – når tingene blev svære. I dag møder jeg op, selvom angsten er enorm og jeg er på renden til at knække fuldstændig sammen. Hun har vist mig at når man sætter ord på det der er svært, og handler på dem – så kommer der som regel noget godt ud af det. Hun har lært mig at jeg til hver en tid vil blive grebet, når tingene vælter. Alt i alt, hun har lært mig at stole på systemet ! Det 1 ½ år, hun har knoklet med det, er væk nu. Taget fra os begge, på et splitsekund. Systemet virker ikke længere, og jeg står til at stå på gaden til Januar – uden behandling, praktik og medicin. Jeg har været i behandling i 2 måneder nu, og jeg skal ikke pakke det ind – der er lang vej endnu. Men på grund af den nye gensidige forsørgerpligt reform der vedtaget – kan jeg ikke længere modtage min nødvendige behandling og medicin. Der er ganske enkelt ikke penge til det. Jeg undres meget over at jeg fra kommunes side bliver mødt med, at jeg ryger i den kategori, som erkender at min sygdom er besværlig og tager tid. Jeg beholder min ydelse som jeg modtager på nuværende tidspunkt, men da jeg bor med min kæreste – så skal han tage over og forsørge ? Selvom min kæreste ville gøre ALT i verden for at forsørge mig, så duer det jo ikke – når han ikke kan ? Han kan ganske enkelt ikke forsørge os. Han kan betale vores regninger – men det er det. Min Kontanthjælp er det vi lever for. Tager man den fra os – Så skal man vidst ikke være den store matematiker, for at regne ud at så har vi intet at leve for. Da jeg ikke er så heldigt stillet, at mit behandlingssted ligger i min baghave – så kan jeg ikke fra det nye år, komme til og fra behandling. Min praktik som jeg også er startet i, ligger heller ikke i min baghave – og der kan jeg heller ikke komme til. Jeg ved ikke om dem inde på borgen spiser mad, men det gør vi. Jeg har desværre taget over 30 kg på, på grund af min dårlige psyke – og er nu blevet tildelt en diætis á 5 gange. Fortsætter jeg med min dårlige levestil – så bliver jeg desværre ikke ret gammel. Og som et menneske med ansvar overfor mig selv, tager jeg selvfølgelig mit vægtproblem MEGET alvorligt ! Men gæt en gang. Den kostplan der er blevet lagt for mig – er der ikke råd til i det nye år. Så oveni at jeg ikke kan få min behandling for min psykiske sygdom, kan jeg heller ikke få hjælp til mit vægtproblem ? Jeg kan sidde til Januar og tage mere på, og græde af ren afmagt. Mine udsigter er nu så dunkle at jeg ikke længere føler livet er værd at leve. Jeg vågner hver dag, med SÅ massiv angst, at jeg ville ønske jeg aldrig var vågnet. Jeg slås med mit hoved – og spejlbilledet. Jeg slås med økonomien og ansvaret overfor mine nærmeste. Jeg har sådan lyst til at give op, men vil samtidig ikke gøre det imod dem jeg elsker. Dog kan jeg snart ikke holde til mere indvendig. Mit hoved skriger. Jeg kan ikke koncentrere mig om min behandling. Jeg går rundt som en zombie og tænker overlevelse. Den nødvendige behandling, som jeg i SÅ lang tid har haft brug for – som jeg har stået på venteliste til – er nu total ligegyldig. Jeg møder op, men er der ikke mentalt. Jeg kan ikke samle mig. Jeg er så ødelagt af tanken om hvordan vi skal overleve næste år. Os som er syge og på kontanthjælp, kan intet stille op. Vi er fanget i systemet og kan ikke komme ud. Vi har ikke overskuddet til at sætte os ind i tingene, og er så afhængige af at dem på kommunen ved bedst, og vil os det bedste. Jeg havde indtil for nyligt aldrig hørt om et ressourceforløb. Og måtte selv spørge på kommunen. Alt det jeg modtager af hjælp pt, er det som man modtager i sådan et forløb. Men jeg er ikke egnet til det forløb – selvom det på papiret er sådan én som mig, det forløb skal henvende sig til. Da jeg ikke har udtømt mulighederne der er, såsom praktikker, førtidspension, revalidering, osv – kan jeg ikke få sådan et forløb – selvom det ville redde mig fra at falde helt sammen. Praktik kan jeg ikke fortsætte i, da vi fra det nye år ikke har råd til det. Førtidspension vil jeg meget gerne undgå, da jeg rigtig gerne vil ud og arbejde i fremtiden. Revalidering er der blevet sagt nej til, da jeg i deres øjne er for ung – og vil få et nej. Og så kan vi køre rundt, for evigt. Der er simpelthen intet for en syg person som mig, at gøre. Jeg har symptomer på stress og depression nu og er begyndt at dissociere. Min angst er sprunget fuldstændig i luften og selvom jeg modtager behandling, så kan jeg simpelthen ikke arbejde med det. Jeg er så frustreret og aner ikke mit levende råd. Jeg var i bedring. Jeg havde en god vej, med massiv støtte alle steder fra. Det er væk. Jeg er blevet mere syg !
Posted on: Wed, 13 Nov 2013 20:03:49 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015