Voldsom snorken, også kaldet søvnapnø, koster hvert år det - TopicsExpress



          

Voldsom snorken, også kaldet søvnapnø, koster hvert år det danske samfund mellem fire og seks milliarder kroner. Det viser en stor ny dansk undersøgelse, der er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift European Respiratory Journal. Undersøgelsen er udført af professor Poul Jørgen Jennum på Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Sygehus. Lidelsen har voldsomme konsekvenser for dem, der får deres søvn smadret nat efter nat, fordi pauser i vejrtrækningen gør, at de aldrig får en ordentlig nattesøvn. Undersøgelsen, der omfatter sygelighed, dødelighed, medicinforbrug og familiære og sociale konsekvenser, viser, at søvnapnø fører til enorme udgifter for samfundet. Desuden har den voldsomme snorken også betydning for partneren, der også får sin søvn spoleret. »Det er vigtigt, at lægerne kender til symptomerne, så patienterne ikke går længe med en sygdom, der er dyr at have og nedbrydende for helbredet,« siger Ellinor Wolff, formand for Dansk Søvnapnø Forening. »Der er en masse uheldige følgesygdomme som forhøjet blodtryk, diabetes og blodpropper i hjernen, hvis søvnapnø ikke behandles.« Læger ved for lidt om søvnapnø Omkring 40.000 danskere er i behandling for søvnapnø, men eksperter vurderer, at op til fem gange så mange lider af sygdommen. Det er Danske Regioner, der har ansvaret for behandlingen, og her har man for nylig udgivet en rapport om området, hvor man anbefaler, at der laves nationale kliniske retningslinjer for udredning, diagnostik og behandling af søvnapnø. I rapporten fortæller 74 procent af de praktiserende læger, at de kun har begrænset kendskab til sygdommen. Toves krop føltes som bly Derfor tog det også fem år, før 69-årige Tove Eriksson endelig fik diagnosen. Adskillige blodprøver viste ellers, at hun var sund og rask. »Men min krop føltes som bly, når jeg vågnede om morgenen, og jeg sad og faldt i søvn foran computeren på arbejdet. Mit immunforsvar var også helt nede, så jeg blev mere modtagelig for influenza og forkølelser,« siger hun. Det var først, da hun spurgte lægen, hvad hun skulle stille op med sin voldsomme snorken, at hun blev henvist til specialister og fik diagnosen. Det viste sig, at hun stoppede med at trække vejret 30 gange i timen hver nat, og det spolerede hendes nattesøvn. Nu sover hun med en særlig maske, der holder luftvejene åbne, når hun sover. »Det var en stor lettelse. Følelsen af ikke at kunne løfte arme og ben om morgenen er væk,« siger hun. Bedre behandling i sigte Hos Danske Regioner er man heller ikke tilfreds med behandlingen, som den er i dag. Derfor er søvnapnø netop kommet med i Danske Regioners økonomiaftale som et af de områder, der skal laves kliniske retningslinjer for i det kommende år. »Søvnapnø er et enormt stort område, og vi skal sikre os, at behandlingen er optimal. Vi er godt klar over, at det er den ikke altid, fordi det kan være vanskeligt at diagnosticere og behandle sygdommen,« siger Ulla Astman (S), der er formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg. »Vi vil sikre os, at vi får den bedst mulige behandling, som samtidig også betaler sig bedst økonomisk,« siger hun.
Posted on: Sat, 08 Jun 2013 10:22:07 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015