Jeg synes egentlig at min side er lidt kedelig. De fleste vagter foregår jo i god ro og orden. Men en gang imellem sker tingene lidt hurtigere. Som jeg skriver under "Om", har vi så mange års erfaring at vi har lavet alle fejlene. De vil fremgå tydeligt af blandt andet denne historie om min første håndtering af slagsbrødre: Det var 1981. Jeg var 18 år gammel og lige hjemvendt fra de store have. Nu skulle jeg i byen med de gamle knallertvenner. Vi kom ind på det nye diskotek i Sorø: Grevinden. Én af de gamle knallertdrenge (Henrik Søgaard) stod i døren. Jeg sagde "Hej, Henrik!" Han kiggede på mig og sagde: "Du er jo også sådan... Kunne du ikke tænke dig at blive dørmand?" Jeg hørte mig selv sige "Joh..." "Nå, men så hér... Der er en skjorte". Jeg tog den på og nu var jeg dørmand. Jeg spurgte hvad jobbet gik ud på. Du skal bare sørge for at folk betaler for at komme ind, at de afleverer deres jakker i garderoben og at de ikke falder i søvn inde i diskoteket. Og hvis de gør, så skal du vække dem. Og hvis der er nogen som du ved laver ballade, skal de slet ikke ind. Og hvis der er nogen der kommer op at slås, så skal du smide dem ud. Okay... Der gik en måneds tid uden nogen problemer. Jeg var anspændt når jeg gik på arbejde. Historierne om Jernhånd, Benny Møller, Skovhugger-Kurt og de andre slagsbrødre kværnede inde i mit hoved. Det var mit ansvar at sige til dem at de ikke kunne komme ind og jeg skulle tage konfrontationen med dem. Jeg vejede 70 kg. Min vægt var lige så langt fra de 100 kg som deres var. Mine skægstubbe var irriterende bløde… Men jeg forberedte mig hver gang på at dø. At kæmpe med mine sidste kræfter og sejre eller udånde i forsøget... Så var det en fredag nat hvor Henrik og jeg stod i entreen og snakkede. Dørene ind til det propfyldte diskotek var lukkede så gæsterne lettere kunne høre os når vi opkrævede entrébetaling. Vi forsøgte at fylde skjorterne helt ud og se ud som om vi virkelig havde tjek på det. Så fløj dørene op og bartenderen skreg: DE SLÅÅÅÅS! Inden det sidste "s" havde forladt hendes læber, var min puls i top og jeg røg afsted som en raket. De gæster der stod i linjen mellem mit starthul og de kæmpende slagsbrødre, mærkede Newtons "kraft er lig med masse gange acceleration" på deres egen krop. Efter en serie af utilsigtede takedowns nåede jeg gennem diskoteksmørket frem til de kæmpende og kunne, hver gang diskokuglen snurrede en omgang, se at de havde fat i hinanden og tumlede langs baren så drinks, flasker og barflies gik i kredsløb. Det var to mænd midt i 30´erne. Jeg sprang om halsen på den ene og flåede ham ud gennem menneskemængden. Et bord væltede, en kvinde skreg, mens Boney M messede: She´s crazy like a fool – what about Daddy Cool? Ud gennem entreen, ind i den solide trædør med et brag, ned ad trapperne og ud på asfalten. Han blev SMIDT ud. Jeg så nu at Henrik kom med den anden. For at være helt sikker på at de var klar over at jeg ville kæmpe til døden, løb jeg hen til dem, skubbede dem omkuld og skreg med skinger stemme: ”HAR I FORSTÅET DET? VIL I SLÅS?” Jeg kunne nu genkende dem. Det var Kurt Lynge og Per Skaarup. Kurt var konstabel og Per var mekaniker. Ingen af dem var berygtede for noget som helst. De var stamkunder. Voksne mennesker, uenige i vores metode, var fulgt med ud. Et indigneret og velklædt par ville have os til at erstatte iturevne beklædningsgenstande og drinksplettede kjoler og jakkesæt, andre havde taget rollen som mæglere og ville have Henrik og mig til at falde til ro. Og nogle prøvede at true os til at gå i bakgear. Hvor fanden var respekten henne? En stor mand lagde sin tunge hånd på min skulder, kiggede ned i mine øjne og sagde i et irriterende voksent og fornuftigt tonefald: ”Så, prøv nu at slappe lidt af. Nu tager jeg dem med ind igen og så skal det nok gå alt sammen”. Jeg kunne mærke at jeg havde mistet kontrollen og at andre prøvede at overtage den. I et sidste hysterisk forsøg på at generobre den, råbte jeg derfor ”Niks! Jeg vil ikke have de drengerøve ind igen! De kommer ALDRIG mere ind!” Min stemme knækkede over. Folk var utilfredse og også lidt skræmte over vores voldsomhed og vores temperamenter. Men vi skød brystet frem og forsøgte at bilde os selv ind at vi havde klaret opgaven godt. You don´t mess around with Henrik og Jesper!
Posted on: Thu, 03 Oct 2013 06:11:30 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015