Lasse Lassen Lasse Lassen Lasse Lassen ;-)25-09-2013 05:55:09 - TopicsExpress



          

Lasse Lassen Lasse Lassen Lasse Lassen ;-)25-09-2013 05:55:09 Allan Kjeldsen : Herning fik revanche for dårlig åbningskamp Herning Blue Fox-Rungsted Ishockey: 4-1 (2-0, 1-1, 1-0) Det var to revanchesultne hold som stillede til start i Kvik Hockey Arena. Således havde både Herning Blue Fox og tilbagevendte Rungsted Ishockey lidt forholdsvis klare nederlag i premiererunden, og fælles for begge hold var en dårlig start på kampen. Hjemmeholdet var opsat på ikke at begå samme fejl som i Odense, og efter mindre end et minut lå pucken for første gang bag Peter Hirsch. Lasse Lassen agerede skarpretter, da et velplaceret håndledsskud til sidst fandt vej ind i netmaskerne. Herning fortsatte med at presse gæsterne hårdt i egen zone og midtvejs i perioden udbyggede hjemmeholdet føringen. Et længerevarende pres som tillod Blue Fox delvist at skifte kæde endte med en scoring fra Tomas Petruska, som flot skar ind foran Peter Hirsch og lagde pucken mellem benene på den tidligere landsholdskeeper. Målet udløste endvidere en hurtigt time-out fra gæsternes nye coach, Doug McKay. Gæsterne fik kort efter målet en oplagt chance for at komme tilbage i opgøret, men Nikolaj Rosenthals drøn af et trækskud smuttede akkurat over overliggeren. En flot aktion af Rosenthal som viste, hvorfor han i sidste sæson var blandt ligaens farligste målscorere. Efter historiens første powerbreak i Kvik Hockey Arena blev det hjemmeholdets tur til at stille op i powerplay. Pucken blev kørt fornuftigt rundt i zonen, men det er ikke meget værd når afslutningerne udebliver. Resten af perioden var hjemmeholdet i kontrol dog uden at være lige så farlige som i kampens indledning, men det ændrede ikke på at rævene fortjent kunne skøjte til pause foran med 2-0. Ligesom i den første periode var det hjemmeholdet som kom bedst ud til 2. periode. Bjørn Uldall viste prøver på sit kæmpe talent, da han i høj fart skød ud af egen zone, elegant afdriblede sin direkte modstander, for derefter at afslutte tæt under mål. Vinklen blev dog en tand for spids og forsøget gled videre forbi stolpen. En flot detalje af den unge back, som endda ragede en udvisning til sig inden fløjten lød. Det blev imidlertid en dyr udvisning for hjemmeholdet, da Nikolaj Rosenthal fyrede kanonen af efter en tværpasning fra Lindhøj, og så var reduceringen en realitet. En reducering som George Sørensen med sikkerhed vil ærgre sig over, da hans sideforflytning var hurtigere end skuddet fra Rosenthal. Målet bragte den nerve ind i kampen som hidtil havde manglet, og intensiteten i nærkampene fik et nøk opad. Herning svarede dog resolut tilbage og lagde et voldsomt pres på gæsterne, som også burde have resulteret i en ny to-måls føring, men stolpen reddede for Hirsch og Co. Presset blev til sidst for stort for gæsterne, som måtte sende Jeff Smith til afkøling, hvilket udløste et sandt skydetelt i det efterfølgende powerplay. Rehus, Nielsen, Uldall og unge Markus Jensen måtte alle se deres kvalificerede forsøg blive reddet af en sprællemand i målet i form af Peter Hirsch. Rasmus Nielsen skar på tværs af målet og blev trippet af Hirsch, og så kunne Blue Fox igen stille op i powerplay. Et mål lå tykt i luften og Lasse Lassen kunne frit skøjte ind foran mål hvor pucken lige akkurat sneg sig over stregen. 3-1 til hjemmeholdet efter de første to perioder. Hvor Herning var kommet klart bedst ud af starthullerne i de to foregående perioder var det nu gæsterne fra Rungsted som kom bedst fra start. Flere gange brændte det på foran George Sørensen som kunne takke sit forsvar for, at det ikke blev til yderligere scoring. Herning havde flyttet fokus over på at køre kampen hjem, og det tillod gæsterne at komme længere frem på banen dog uden de formåede at bryde den midtjyske defensiv. Midtvejs i perioden og nyt powerplay til hjemmeholdet. Pucken hoppede og dansede på stregen og særligt Antti Pusa ærgrede sig kraftigt over ikke at komme på måltavlen. Perioden forløb, som Herning kunne ønske sig og sejren blev kørt sikkert hjem. Spillet bød for hjemmeholdets vedkommende på opløftende takter i forhold til kampen i Odense og Todd Björkstrand har med sikkerhed noteret et plus i rævenes defensiv. Man er dog stadig ikke effektive nok foran gæsternes mål - et problem som klubben netop nu arbejder på at løse. For gæsterne kunne man notere sig endnu en flot præstation fra Peter Hirsch som nok skal blive point værd for nordsjællænderne. I undertal formåede Branislav Rehus dog at passere ham med et velplaceret håndledsskud, men fra den afstand burde Hirsch have reddet. Rosenthal beviste at han er lige så farlig somi fjor og kaptajn Joachim Holten Møller spillede en flot kamp. Man of the Match: Lasse Lassen havde en stav med i de første tre midtjyske scoringer og var den dominerende aktør på isen. Ligner igen i denne sæson en af kandidaterne til at snuppe topscorertitlen.
Posted on: Wed, 25 Sep 2013 07:46:59 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015