Lægen, som optræder i programmet U-turn på DR, er imponeret - TopicsExpress



          

Lægen, som optræder i programmet U-turn på DR, er imponeret over de resultater deltagerne skaber. Men hun mener ikke medicinen i form af motion, kost og nul stress er en realistisk behandlingsmetode for alle øvrige danskere med livsstilssygdomme. Vi bevæger os for lidt. Vi spiser det forkerte og samtidig for meget af det. Og vi har for travlt. Alt for travlt. For mange borgere resulterer den usunde livsstil i decideret sygdom, når eksempelvis diagnosen diabetes eller hjerte-kar-sygdom stilles. Men er det så for sent at ændre sin livsstil? I tv-programmet U-Turn, som er blevet sendt på DR1, stillede coach Chris MacDonald otte deltagere den udfordring, at de skulle kurere deres livsstilssygdomme i form af overvægt, for højt blodtryk, for højt kolesterol, stress, depression og type 2-diabetes med naturlig medicin. Nemlig masser af motion, sund kost, ingen stress og rigeligt med søvn. Livslang risikogruppe Projektet er afsluttet, og det ser ud til, at den kendte coach har succes med sit projekt. Flere af deltagerne har formået helt eller delvist at lægge deres medicin på hylden, blandt dem Linda Bak, Charlottenlund, som fortalte sin historie i Villabyerne i torsdags. Hun er i dag 36 kilo lettere og tager kun en brøkdel af den tidligere medicinmængde. Professor, overlæge, dr.med. Tina Vilsbøll fra Gentofte Hospital har fulgt deltagerne igennem projektet, og hun er imponeret over deres resultater. “Hos flere af deltagerne ville man ikke kunne påvise diabetes, hvis de gik til et helbredstjek i dag. Og det er selvfølgelig meget imponerende og tankevækkende, det de har gjort,” siger lægen. Alligevel mener hun ikke, at deltagerne dermed er kureret. “Man kan godt gå sig ud af sin diabetes og blive fri for medicin. Men deltagerne vil altid være i risikogruppen for, at sygdommen vender tilbage, når man stopper med træning og sund kost. Jeg plejer at sige, at holder man et halvt år efter sin livsstilsændring, er det fint. Holder man et år, er det flot, og en livslang ændring er imponerende,” forklarer Tina Vilsbøll, der samtidig er formand for Diabetesforeningens Forskningsråd. Et sundt realityshow I U-Turn fulgte Chris MacDonald de otte deltagere igennem et halvt år, hvor han undervejs giver dem individuel træning og coaching. Han taler om at give deltagerne en “livsstilspille”, som lærer folk at navigere i en verden med konstante, usunde påvirkninger både i form af mad, motion og stress. Men hos Tina Vilsbøll, der er leder af Diabetologisk Forskningsenhed på Gentofte Hospital, ser verden anderledes ud. “U-Turn er et realityshow, som viser, at det kan lade sig at gøre at foretage en radikal ændring af ens liv. Og det er et glimrende tiltag med meget tankevækkende resultater. Projektet får fat i en gruppe mennesker, som vi måske ellers ikke ville have nået. Udfordringen er imidlertid, at vi ikke kan tilbyde alle patienter den samme medicin i form af så intensiv personlig træning og coaching, og det er i øvrigt heller ikke realistisk at tro, at alle folk med livsstilssygdomme kan helbrede sig selv på denne måde,” forklarer hun. Ifølge Tina Vilsbøll er det vigtigste, at man ikke trapper ud af sin medicin, før den sunde livsstil har givet resultat. Og der er samtidig forskel på, hvor modtagelig man er overfor “livsstilspillen”. Nogle er topmotiverede og er både fysisk og psykisk klar til at kaste sig ud i udfordringen. Andre kan opretholde en god livsstil med de sunde vaner, men har fortsat behov for medicinen som støtte, og endelig er der en gruppe af patienter, som allerede er så svækket af sygdom, at de ikke formår at ændre deres livsstil og dermed også er afhængig af deres medicin. Medicin ikke lig med fallit Og selv hvis man formår at erstatte de usunde levevaner med de gode af slagsen, skal man ifølge lægen ikke se det som et nederlag, hvis man en dag igen har behov for medicinen. “Vi skal for alt i verden ikke tilbage til, at det er en falliterklæring at få medicin. Tidlig behandling og regulering er vigtig, og med det kan man leve et godt og langt liv. Derudover skal man endelig dyrke den sunde livsstil i det omfang, man magter. Men motion kan ikke altid afløse medicin, for nogle er det fantastisk supplement, og når resultaterne er der, kan man begynde at trappe ned. Men det skal ske i den rækkefølge, det ville være fatalt, hvis syge mennesker begynder at holde op med at tage deres medicin fra den ene dag til den anden,” siger hun.
Posted on: Wed, 03 Jul 2013 13:01:21 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015