Blog om min oplevelse ved KMD Ironman Copenhagen sidste søndag: "DE STORE FØLELSERS DAG" "I skrivende stund er der gået præcis en uge siden jeg løb over målstregen på Christiansborg Slotsplads med mine to holdkammerater Mette Jacobsen og Morten Ankerdal ved KMD Ironman Copenhagen. En uge, hvor jeg har vendt og drejet og bearbejdet oplevelsen igen og igen… Den spændte og særlige stemning før svømmestart, de nervøse blikke bag svømmebrillerne, nervøsiteten før løbet, de mange tilråb og brede smil fra tilskuerne, smerten de sidste 10 km - og ikke mindst euforien, da vi løb sammen over stregen. Og stoltheden bagefter. Selvom jeg ikke gennemførte hele Ironman-distancen selv var det alligevel en dybt speciel og helt ubeskriveligt god oplevelse at være med. Jeg tror aldrig jeg vil glemme de 3 timer og 51 minutter det tog mig at gennemføre det første marathon i mit liv. At samle et stafethold og stille op for kræft-oplysningskampagnen WhoIsNumberOne var ubestridt en af de bedste beslutninger jeg nogensinde har truffet. Det var de store følelsers dag. På flere måder. Først var der nervøsiteten… Jeg stod vel og ventede omkring en halv time i T2 på at Morten Ankerdal skulle komme ind og overlade chippen og de 42,2 km´s afsluttende marathon til mig. I løbet af den halve time nåede jeg hen på de opstillede toiletter og tisse af hele TRE gange! Men selvom blæren blev tømt, så var nerverne der stadig. Men pludselig var han der, og det blev startskuddet til en løbetur, der stadig ikke er helt færdig-fordøjet i mit system. Den første omgang vil jeg beskrive som lidt af et chok! Et glædeligt chok. Den massive mur af støtte og opmuntrende tilråb fra smilende, glade mennesker fik mig til nærmest at glemme tid og sted. Specielt oppe ved målområdet, og nede i den modsatte ende af Slotsholmsgade var det som at svæve på en sky af støtte. På min anden omgang havde chokket lagt sig, og det gav mig overskud til at nyde det – virkelig suge stemningen ind. Anden omgang var klart min bedste, og jeg nåede at tænke – ”det her, det må aldrig slutte!”. Det var også på anden omgang, jeg mødte H.K.H. Kronprinsen og vi heldigvis begge havde overskud til at hilse og veksle et par ord. I lang tid havde jeg ham liggende 100-200 meter bag mig, hvilket jeg let kunne høre på jubelbrølet fra tilskuerne. Han må have haft den vildeste oplevelse af at blive båret frem. Jeg er stolt og glad på tri-sportens og arrangørernes vegne over at han valgte at være med i København. Og jeg håber han fortsætter med tri. Vi har verdens sejeste tronfølger, punktum! På tredje omgang begyndte jeg så småt at mærke de mavesmerter, jeg faktisk havde haft fra start, men som det var lykkedes mig at ignorere indtil da. Og på fjerde omgang blev smerterne så stærke, at de decideret hæmmede min præstation og mit tempo. Og uden tvivl også kunne aflæses i mit ansigtsudtryk. Jeg ville så gerne smile til de tilskuere, der hjalp mig og bakkede mig op, men smilet var stivnet en smule. Indtil jeg nåede ind på opløbet. Op ad Slotsholmsgade og ind i målområdet. Hen til Mette og Morten som stod og ventede, så vi kunne løbe i mål sammen. Det var et øjeblik af ægte, ublandet lykke og stolthed. Vi havde gennemført vores Ironman, og vi havde gjort det for WhoIsNumberOnes vigtige budskab. WhoIsNumberOne handler om kræft. En forbandet sygdom, der meningsløst og lemfældigt spreder sorg og savn overalt. Og netop kræften kom til at spille en ganske særlig rolle sidste søndag. Midt i glæden over at være med. Den historie vil jeg gerne slutte med – for den rørte mig meget. Mens jeg ventede på at skulle afsted på løbeturen kom en mand hen til mig. Han var også iført løbetøj og startnummer og deltog selv på et stafethold. Manden – hvis navn jeg kender, men ikke synes jeg vil afsløre i dette forum – sagde: ”Du løber for mig i dag!”. Og pegede på mit WhoIsNumberOne-logo på trøjen… Da jeg ikke umiddelbart fangede sammenhængen forklarede han hvorfor. Han løb for et hold, hvor svømmeren og cyklisten var tidligere kræftpatienter, mens han selv stadig er ramt af sygdommen. Han forklarede at han havde fået konstateret kræft i spiserøret. At han havde fået mange kemo-behandlinger, faktisk helt op til stævnet. At de også havde fundet en tumor i hans hoved. Og at han så gerne ville deltage og løbe sit marathon, for måske var det sidste gang han fik muligheden… Den historie og det møde har jeg tænkt på rigtig mange gange siden. Det – og han – gjorde dybt, dybt indtryk. Og jeg håber så inderligt at han får det sidste ord i kampen mod den modbydelige sygdom. Jeg tænkte særligt på ham og hans historie, da mine smerter tog til i løbet af sidste omgang. Tænkte at min kamp og mine smerter ville være overstået indenfor en time. Det privilegium har han ikke. Jeg erklærer krig mod kræft. Og jeg erklærer al min støtte til dig, der satte min dag og min sag (WhoIsNumberOne) i perspektiv. Du ved selv, hvem du er.
Posted on: Tue, 27 Aug 2013 17:27:20 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015